Læsetid: 9 min.

’Pragmatismen er det eneste, vi har’

Der er mange ting, man ifølge Jan Lööf ikke må sige i Sverige. Ellers bliver man opfattet som racist og den onde selv. Vi har mødt den 76-årige svenske tegner, forfatter og humorist, der gennem 50 år har spiddet menneskelig dårskab, magtgale politikere og mangel på omtanke for andre mennesker
Selvportræt fra ’Da Felix blev stor’

Selvportræt fra ’Da Felix blev stor’

Jan Lööf

3. marts 2017

Jan Lööf er pragmatiker. Han er også anarkist og et af den slags gamle, udogmatiske venstrefløjsmennesker, man i dag laver sjov med, og som ikke længere har nogen at stemme på.

Men det synes nu ikke for alvor at bekymre den 76-årige svenske tegneserietegner, børnebogsforfatter, illustrator og humorist, der i den forgangne weekend besøgte tegneseriefestivalen Copenhagen Comics.

»Socialisme er for mig kun nogle få ord, som handler om, hvordan vi ser på vores medmennesker – at de alle er lige meget værd. Det er det, der er grundtanken i socialismen, men det synes bedsteborgerne i Stockholm ikke. De synes, at de er finere end alle andre,« siger han.

Jeg er på forhånd blevet bedt om ikke kun at tale om den kritik af Lööfs skildringer af andre kulturer og folkeslag som værende stereotype, som han sidste år blev udsat for i Sverige. (Hans forlag ville have ham til at tegne to billedbøger om, men det ville han ikke, og en genudgivelse blev sløjfet.) 

Men selv om jeg indleder interviewet med at spørge til Felix, den populære tegneseriefigur, som Lööf skabte i 1960’erne, og som han efter næsten 40 års pause lige har genoplivet i billedbogen Da Felix blev stor, går der ikke længe, før snakken kun handler om politik.

Det er den to meter høje og meget lattermilde Lööf, der fører ordet, og han synes på én gang at more og undre sig over den virak, hans bøger og tegneserier og udtalelser til svensk presse har skabt.

»Der er visse ting, man ikke må sige, fordi så er man pr. definition racist. Og det er jeg blevet nu i Sverige. Ingen andre steder,« siger han.

Jeg er idiot

Jan Lööf, der er født den 30. maj 1940 i Trollhättan, fik op gennem 1960’erne, 1970’erne og 1980’erne et stort publikum i Sverige og Danmark med naivistisk og forholdsvis realistisk tegnede tegneserier, billedbøger og pixibøger som Felix, Ville, Min morfar er sørøver, Historien om det røde æble, Bjergtroldene flytter og Viktor bygger en bro.

Men selv om stort set alle hans historier er møntet på børn, kan de også læses af voksne, fordi Lööf på sin egen underfundige og lunt humoristiske facon får spiddet menneskelig dårskab, magtgale politikere, diktatorer, fundamentalister og ekstremister, miljøsvineri og den generelle mangel på omtanke for andre mennesker og naturen, der er ved at rive planeten i stykker.

»Ja, hver gang går det ad helvede til,« siger Löof, der i en af tegneserierne lader Felix rejse ud i rummet og først vende tilbage til Jorden efter 2.000 år. Da er civilisationen gået under én gang og er siden genopstået og nu på vej præcis det samme uheldige sted hen.

Menneskeheden har med andre ord ikke lært noget som helst af sine fejltagelser. Der er så megen humanisme, omsorg og kærlighed i Lööfs værker, at det virker tåbeligt at beskylde ham for at lave stereotype, etnificerende og ligefrem racistiske fremstillinger af andre mennesker, hudfarver og kulturer. Og så skal man også huske på, at han er satiriker.

»De film, som blev lavet i 1950’erne i USA, var ofte billigt produerede, sort-hvide film, som fortalte antisovjetiske historier,« siger han i et forsøg på at forklare sin position i Sverige.

»Rumvæsenerne var kosmonauterne eller russerne. Mange af de film er ret dårlige, men der findes en enkelt klassiker, og det er Invasion of the Body Snatchers. Den er god, og jeg synes, at den er aktuel selv i dag, når jeg taler med mennesker i Stockholm – det være sig journalister eller kulturmennesker.

Efter et stykke tid tænker jeg, at ’de er på min side. Vi taler samme sprog’. Men så mærker jeg, at they are invaded. Jeg kan se på deres blik, mens jeg siger noget og forklarer dem et eller andet, at de mener, at jeg er idiot.«

Sigøjnere er sigøjnere

Jan Lööf, der gennem mange år har delt sin tid mellem Sverige og Grækenland, hvor han har et hus, fortæller, at han en dag blev ringet op af Dagens Industri, Sveriges svar på Børsen, som gerne ville have en situationsrapport fra det kriseramte Grækenland.

»Jeg begyndte at tale om grækerne og fortalte om mine venner, sigøjnerne i Grækenland,« siger han.

»De kører rundt i gamle lastbiler og indsamler skrot. De besøger mig tre-fire gange om året, fordi jeg altid er i gang med at bygge et eller andet ud af jern.

Men jeg vil aldrig kunne sige til dem: ’Jeg har ondt i ryggen i dag. Kan I ikke hjælpe mig? I får 50 euro for det.’ Det er mange penge. Men de ville blive meget vrede. De arbejder ikke for os. De ville sige, at ’det der er et arbejde for bulgarer, ikke for os’. De er et stolt folk. Da jeg sagde det, lagde Dagens Industri røret på. De troede, at de talte med den onde selv. Det måtte jeg ikke sige.«

Han holder en pause og fortsætter så: »Sigøjnerne hedder nu romaer. Jeg vil aldrig aldrig kunne sige til sigøjnerne i Spanien og Grækenland, at ’i Sverige hedder I nu romaer’. De ville blive vrede.

Romaer har intet med deres identitet at gøre. Det er det gamle folk. I Madrid findes et intellektuelt sigøjner-etablissement med fantastiske kunstnere. Den spanske musik, flamencoen, hidrører jo fra sigøjnerne, og de har en helt anden status. Deres identitet er gitanos españoles – spanske sigøjnere. Det er det, de bliver kaldt. Men det må man ikke kalde dem i Sverige.«

Folkhemmets bagside

I stedet for at blive sur eller ked af det har Jan Lööf valgt at tage kritikken af sine bøger og tegneserier og sin person med et skævt smil, også selv om han egentlig synes, at det er trist og viser bagsiden af det svenske velfærdssamfund, Folkhemmet.

»Der findes en god side af Folkhemmet, når det kommer til det, man kender og er tryg ved,« siger han.

»Men Folkhemmet fungerer temmelig dårligt, når der sker noget nyt. Tager vi f.eks. tsunamien i Thailand, så vidste ingen, hvad de skulle gøre, og der skete intet. I Italien ringede Berlusconi midt om natten til chefen for luftvåbnet og sagde: ’Nu sender du ti Hercules-fly ned for at hjælpe.’ Han kunne selvfølgelig lige så godt have sagt: ’Overfør penge til mig fra staten.’ Jeg tror dog, at jeg foretrækker Folkhemmet, selv om Sverige er et overformynderisk samfund. Har myndighederne sagt nej, så betyder det nej. Der findes ingen muligheder for at argumentere for sin sag.«

Lööf synes egentlig heller ikke, at det har så stor betydning, hvis man beslutter sig for at fjerne hans bøger fra bibliotekerne. Der er andre ting, der er værre.

»Det er et problem, når de bruger en masse skattepenge på at forandre ting, der udspringer af ren dumhed. I juli i år lavede Sveriges Radio en voxpop i Stockholms gader. ’Hvad synes I om, at man har brugt 300.000 kroner på at lave de offentlige toiletter om til kønsneutrale toiletter? Skiftet skilte og fjernet pissoirerne?’ De fleste mennesker synes jo, at det er idioti, men der findes politikere og andre mennesker i magtpositioner, som er vældigt nervøse og hele tiden spørger sig selv: ’Gør vi mon det rigtige?’ Og de følger nye regler, som reelt ikke findes. Jeg undrer mig tit over, hvem der bestemmer, at man gør den slags. Hvem er det? Er det en bestemt instans? Jeg har aldrig fået noget svar. Da jeg for mange år siden var på Sveriges Radio, havde man en bog, som hele tiden forandrede sig på nogenlunde samme måde, som WADA hvert år ændrer i bogen over de dopingstoffer, som man som idrætsudøver skal undgå. Det samme havde de hos Sveriges Radio, og den handlede om, hvordan man udtalte ’Charles de Gaulle’ – den slags praktiske, sproglige sager. Men i dag handler det i højere grad om politisk korrekthed. Og der er ingen retning i det.«

En hjælpeløs figur

Det er nu, at pragmatikeren Jan Lööf kommer på banen. Han fortæller, at tegneserien om arbejdesløse Ville med forfatterambitionerne er den, som kommer tættest på Lööfs eget liv – lige pånær det med rumvæsenet, der vil redde menneskene fra sig selv og Olof Palme den svenske konge som en slags actionhelte.

Men man mere end fornemmer, at der også gemmer sig en god del af Lööf i lille, bebrillede Felix, der mest af alt bare observerer og kommenterer, hvad andre mennesker gør af dumme og mærkelige ting. Præcis ligesom Lööf selv i sine værker. Felix er nærmest antitesen til en af Lööfs inspirationskilder, nemlig Hergés populære, handlekraftige Tintin.

»Det, der sker, kan Felix jo ikke gøre noget ved,« siger Lööf.

»Han er en temmelig hjælpeløs figur, der bare havner i mærkelige situationer. Tintin opsøger eventyret og tager på missioner. Felix er en slappere figur. Men pragmatismen er det eneste, vi har. ’Hvad sker der nu? Og hvad skal vi gøre? Hvilke muligheder har vi? Vi kan kun gøre dette.’ Man tager tingene, som de kommer. Ideologier er bare en masse snak, som bliver ved i det uendelige.«

Fri af kunstbegrebet

En anden stor kvalitet ved Jan Lööfs billedbøger og tegneserier er, at de former sig som et katalog over al den populærkultur, som tegneren og forfatteren holder af. Han siger selv, at det er så svært at finde på historier, at han indimellem er nødt til at låne lidt hist og her: H.G. Wells, Robert Louis Stevenson, Robert Crumb, Fantomet, Tarzan og Cheetah, Universals klasiske monsterfilm, Tintin, King Kong, jazz- og bluesmusik og meget andet.

Lööf samplede og remixede og var postmoderne, før det blev populært, og stilen og sammenhængen er helt hans egen – og historierne udvikler sig ofte i nogle meget underholdende og overraskende retninger.

»Jeg har aldrig villet kalde mig selv for kunstner,« siger den svenske tegner, der spiller saxofon og gennem hele sit liv har dyrket musikken, især jazz og blues.

»Jeg vil tegne og smide kunstbegrebet væk og blive fri. Man kan f.eks. finde mange værdifulde ting i bunker af skrot. Amerikansk hverdagskultur består af en masse lort, men indimellem finder man lidt guld og nogle ædlestene.«

Sjov med stereotyper

I en af sine mest udskældte tegneserier, Felix i Afrika, som var den sidste, han tegnede med figuren i 1970’erne, parafraserer Jan Lööf Herman Melvilles Moby Dick, bare med elefantjægere i stedet for hvalfangere. Da han for nylig med – henblik på genudgivelse – farvelagde alle de sort-hvide Feliz-striber, tegnede Lööf også en tilføjelse til den historie.

»Historien slutter, og det er præcis, som når en filmoptagelse slutter: Figurerne går ud af kulissen for at slappe af og snakke. De begynder så at tale om, at ’der er jo gået 50 år? Hvordan ser verden ud? Jo, vi er stereotyper og etnificerede, men hvad betyder det?’ Og så begynder de at tale om det på en måde, som jeg ikke synes er farlig. De når frem til, at ’nogle af os er nødt til at være stereotyper.’«

Han griner.

»En af figurerne, Queggo, er elefantjæger og kommer fra en ø i Sydhavet, som ikke findes på kortet, hvorfor ingen ved, hvordan man ser ud på den ø. Altså kan han ikke være en stereotyp. Der er en pige med, som ligner Angela Davis (afroamerikansk aktivist og forfatter, red.) og er en typisk vestafrikaner. Det er et meget smukt folk, og den hvide mand siger, at ’det er ingen stereotyp. Hun er formodentlig fra Senegal’. Hun ser heller ikke sig selv som en stereotyp. Hun er stolt af den, hun er. Og de når så til slut frem til, at den eneste stereotyp er tyskeren, skurken Krüger, fordi han ligner en typisk nazist af den slags, man så i gamle, amerikanske krigsfilm. Han protesterer, men de udnævner ham til historiens stereotyp. Det er et forsøg på at lave sjov med begrebet ’stereotypi’.«

Forlaget Cobolt, der lige har udgivet ’Da Felix blev stor’ på dansk, har også udgivet alle Jan Lööfs tegneserier i tre samlebind, ’Jan Lööfs serier 1-3’, der er proppet med ekstramateriale og tekster af Lööf selv

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • jørgen djørup
jørgen djørup anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu