Læsetid: 4 min.

Prøv ikke at være racist

Hvordan kan det være forfejlet at forlange, at en tekst ikke er racistisk? At forlange af nogen, at de er imod racisme?
1. april 2017

Det vigtigste udsagn i Jon Helt Haarder og Camilla Schwartzs kronik i Information (24. marts) om – ja, jeg er egentlig ikke sikker på, hvad den igangværende litteraturdebat handler om. Jo: Det vigtigste udsagn i det bidrag, som Haarder og Schwartz havde i avisen i sidste uge, til debatten om, hvorvidt forfattere med deres litteratur kan tage stilling til eksempelvis racisme, var:

»Det er forfejlet at forlange, at ’Christina Hagen’ skal tage parti, være for eller imod f.eks. racisme.«

Det er det vigtigste udsagn, fordi man der ikke er i tvivl om, hvad de mener.

Eller, jo, jeg er i tvivl om, hvad de mener med at skrive ’Christina Hagen’ inde i de der ufordoblede anførselstegn. Og alligevel, nej, det er jeg ikke i tvivl om (sorry). Det, jeg føler, når jeg læser: ’Christina Hagen’, det er ikke tvivl. Jeg føler ubehag eller måske lede (det er jeg så i tvivl om: hvilket ord jeg skal bruge for min følelse) – jeg føler en modstand mod, at det, de mener med ’Christina Hagen’, er: ’fiktionsforfatter’ – nej, det må være: ’fiktiv forfatter’ – eller, nej ...

Når de kvindelige jeger i Christina hagens bøger ofte er usympatiske eller på anden måde er svære ’at like’, så handler det for hende om at ’frigøre kvinden fra stereotyperne og lade hende springe ud som menneske med alt, hvad det indebærer’.
Læs også

Men er det ikke lige meget? Det, der står, og det kan man få bekræftet ved at læse citatet i kontekst, er:

Det er forfejlet at forlange af den litteratur, som vi debatterer her, at den skal være for eller imod racisme.

What! Hvordan kan det være forfejlet at forlange, at en tekst ikke er racistisk? At forlange af nogen, at de er imod racisme? Eller at det, de skriver, afviser at legitimere racistiske holdninger og handlinger? (Og racisme skal jo tydeligvis kun forstås som et eksempel på alle slags diskriminerende og voldelig undertrykkelse.)

Rolf Sparre Johansson var i tvivl om, hvorvidt faderskab og hverdag overhovedet var noget, man kunne skrive litteratur om. Nu udkommer hans debut – og den handler om netop dette
Læs også

Hvis jeg er i tvivl om noget, er det, hvad »forfejlet« betyder i den sætning. Hvilke reaktioner afkræver læsningen af det ord? For så vidt jeg kan se, betyder det i hvert fald, at man ikke bør læse efter en afvisning af racisme, hverken racisme på et individuelt niveau eller strukturel racisme, når man læser bøger. Men mener de, at det kun er, når man læser en bestemt form for dansk samtidslitteratur, eller er det et mere generelt dogme eller? Jeg forstår det ikke.

Betyder det, at litterære tekster ikke kan være racistiske?

Hm. Haarder og Schwartz refererer til noget, Asta Olivia Nordenhof skrev på facebook 23. februar, som var en reaktion på en artikel i Information d. 18. februar. De reagerer på, at Nordenhof kræver, også af litteraturen, at den skal »tage parti« imod sexisme, racisme, osv.

»(...) lad os ikke give magten hvad den vil ha, hvis du vil være reelt grænseoverskridende, så tag parti,« skriver hun. Hvad er der galt med det? Jeg kan ikke forestille mig nogen sammenhæng, hvor jeg ikke ville ønske at modarbejde – her ville jeg ønske, at jeg kunne indføre den komplette opremsning, men alle de former for undertrykkelse, som endnu ikke er navngivne, er vel de sværeste at bekæmpe, netop fordi vi ikke har sprog til at genkende dem.

Nå. Altså, åh, i den spillefilm, jeg sidder og ser lige nu, hvor nogle personer ikke tager entydig afstand til racisme, og hvor de ikke opfordrer til modstand af den og solidaritet med dens ofre, lige meget hvor kompliceret og umuligt det end er at erkende racismens væsen eller fastslå, at man selv undgår at bidrage til dens opretholdelse – den film, hvor nogen siger, at man ikke bør læse og skrive antiracistisk. I den film er de personer ikke de gode. Og man skal da prøve at være en af de gode.

Men hvordan gør man det? Hvordan er man god?

Jeg tænker, at hvis spørgsmålet er, om litteratur kan være racistisk, er det det samme som at spørge, om litteratur kan være politisk. Og hvis man, som mange gør for tiden, svarer ja til det spørgsmål, er det næste, man må svare på, så selvfølgelig hvordan.

Hvordan er bøger politiske?

Et svar, som også må være en del af argumentet for, at litteratur kan være politisk i det hele taget, er: Litteraturen er politisk i og med, at den har konsekvenser i verden. Selvom det i etiske spørgsmål generelt er mangelfuldt kun at fokusere på konsekvenser, så er racisme et åbenlyst eksempel på, at det også kan være et nødvendigt standpunkt.

Det er ubehageligt for alle os hvide mennesker, som er født ind i et dansk statsborgerskab, at blive tvunget til at tage stilling. Men racisme er en af de ting, som man siger ja til, hvis man ikke siger nej. Enten går man til aktiv modstand og siger fra over for den, eller også gør man ikke, og ikke at gøre noget er i den her situation det samme som at sige ja, og at sige ja er at være aktiv racist.

Det er det samme med bøger. Man kan forsøge at ignorere, at de bliver udgivet i et samfund, hvor der findes racisme, eller man kan skrive og læse dem med politisk bevidsthed om den kontekst. Det er bl.a. det, politisk litteratur handler om: at læse og skrive med bevidsthed om, at alle handlinger har konsekvenser.

Rolf Sparre Johansson er forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu