Læsetid: 8 min.

I Rusland er de kriminelles sprog blevet mainstream

I Rusland er der under præsident Vladimir Putin blevet skabt en aggressiv politisk diskurs og en åben dyrkelse af magten, som ikke alene er blevet hovedkendetegnende for den politiske tale, men også for populærkulturen. Gasan Gusejnov, professor i klassisk filologi og politisk retorik, giver en psykolingvistisk analyse af Putins Rusland
Vladimir Putin bruger ifølge Gasan Gusejnov fra tid til anden en taleform i sine politiske budskaber, som minder om sproget i sikkerhedstjenesternes subkultur, og som sine steder minder om kriminelles jargon.

Vladimir Putin bruger ifølge Gasan Gusejnov fra tid til anden en taleform i sine politiske budskaber, som minder om sproget i sikkerhedstjenesternes subkultur, og som sine steder minder om kriminelles jargon.

Alexei Druzhinin

18. marts 2017

Den 28. februar 2017 ransagede ni medarbejdere fra FSB (den russiske sikkerhedstjeneste, red.) menneskerettighedsforkæmperen Zoja Svetovas hjem over i 11 timer.

Zoja Svetova er datter af de sovjetiske menneskerettighedsaktivister Zoja Krakhmalnikova og Felix Svetov, som gentagne gange fik ransaget deres hjem og blev arresteret af KGB i 1970’erne og -80’erne for »udbredelse af bevidst løgnagtige oplysninger, som nedgør den sovjetiske stats- og samfundsorden«. De blev begge sidenhen rehabiliteret.

Siden 1990’erne er dokumenter om deres forfølgelse blevet opbevaret i russiske museer (hos ngo’en Memorial) og i Tyskland (Samizdat-arkivet i Bremen). Under ransagelsen den 28. februar 2017 oplevede en af FSB-medarbejderne en gensynets glæde, da han bladrede gennem kopier af disse dokumenter.

»Se her engang,« sagde han til Zoja Svetova, »de her kolleger kender jeg ganske godt. De arbejder stadig for os, i Tjenesten!«

Det første, man skal vide om nutidens russiske politiske sprog, er, at ikke kun navnene på den sene sovjettids KGB-mænd går igen, men også den sovjetiske epokes nøgleord: ’udenlandsk agent’ (et menneske, som arbejder for enhver given international ngo), ’såkaldt’ (digter, menneskerettighedsforkæmper – enhver, som er blevet persona non grata), ’aktive tiltag’ (provokationer fra sikkerhedstjenesterne med henblik på at afskrække oppositionsfolk og fodre udlændinge med desinformation).

Dog ville det være forkert at tro, at Rusland under Vladimir Putins regeringstid har skruet tiden tilbage. Tværtimod. De gamle formuleringer får et nyt liv, idet de blandes med begrebsapparatet fra perestrojka-tiden (tiden under Gorbatjov i anden halvdel af 1980’erne, lige inden Sovjetunionens sammenbrud, red.) og det første postsovjetiske årti – i en meget stærk legering.

’Lægges i blød i lokummet’

Denne legerings anden bestanddel er sproget i sikkerhedstjenesternes subkultur, som sine steder minder om de kriminelles jargon.

Denne taleforms mester er Vladimir Putin selv, som fra tid til anden indsætter netop denne sprogbrug i små portioner i sine vigtigste politiske budskaber. For en udlænding kan hans ord i første omgang ligne almindeligt omgangssprog, men den, som kender til konteksten, opfatter straks en trussel.

Fra hans første trussel – om at terrorister skulle »lægges i blød i lokummet« (dræbes på den allermest ydmygende måde på et toilet) – til truslen om at »sende en læge ud« til en oppositionsaktivist (dvs. modstanderen skulle arresteres eller elimineres) har hver ny udtalelse bidraget til at udbrede en særlig kommunikationsstil, som er radikalt anderledes end den sovjetiske.

På russisk kaldes denne stil ’stiob’. Den indeholder sarkasme, skjult eller utilsløret grovhed, og enten gøres der grin med samtalepartneren eller med samtalens emne – eller begge dele på én gang.

Den første, som allerede i Boris Jeltsins tid (1990-1999) forsøgte sig med denne stil, var Vladimir Zjirinovskij (leder af Det Liberal-demokratiske Parti, red.), men Putin har ikke alene selv brugt stilen i sin politiske retorik med stor succes – han har også dannet et forbillede for alle de førende russiske tv-værter.

Det underforståede som centralt værktøj

I sovjettiden var det underforståede et centralt værktøj i propagandaens sprog. På overfladen var alle officielle tekster skrevet eller oplæst på det såkaldte træsprog (langue de bois) – et forsimplet propagandistisk sprog, som skulle stemme overens med den internationale diplomatiske og politiske jargon, samtidigt med at det indeholdt socialistisk retorik.

Alle forstod udmærket, at man bag udtrykket ’international hjælp til Afghanistans folk’ kunne læse om ’at fortsætte Den Kolde Krig mod USA med varme midler i Afghanistan’, mens udtrykket ’folkenes venskab’ netop dækkede over konflikter mellem nationer.

Sovjetunionens kommunistiske parti blev kaldt ’arbejdernes fortrop’, vel vidende at det i virkeligheden ikke var et venstreparti, men en konservativ eller højreorienteret apolitisk kaste, som kun blev ved magten på grund af inertien oven på Josef Stalins voldsomme terror.

Gradvis begyndte dette sovjetiske sprog – fra midt-80’erne og frem – at blive opfattet som uden forbindelse til virkelighedens verden.

Før Sovjetunion blev opløst, blev den officielle ideologis sprog udtømt. Sideløbende med de tomme ideologiske hylstre benyttede befolkningen forskellige ’andre’ sprog – såkaldt ’uanstændig’ tale, dvs. bandeord, samt de ’indre’ sprog, som under censuren blev formidlet i science fiction-litteratur (f.eks. Strugatskij-brødrenes værker), af folkelige sangkunstnere som Vladimir Vysotskij og i popmusikken.

Mod sund fornuft

I slutningen af 1980’erne dannede der sig i den politiske retorik en forventing om et stort spring frem mod en demokratisk norm a la den, man havde i førende lande, og mod en sund fornuft. Men det skete ikke. Det viste sig, at det sociale og politiske sprog under tre generationer med Sovjetunionen havde udviklet sig i dyb isolation fra resten af verden, inklusive de tidligere socialistiske lande i Østeuropa.

Denne isolation kom i 1990’erne til udtryk ved, at Ruslands befolkning opfattede de første skridt mod en afsovjetisering af det russiske sprog som en for stor indblanding i deres egen historiske identitet.

Frem mod slutningen af Jeltsins regeringstid blev hadet til hele den moderne demokratiske diskurs’ begrebsapparat gradvis styrket blandt de førende politiske grupper i Rusland, fra de liberale til ultranationalisterne:

’Liberal’, ’demokrati’, ’retsstat’, ’menneskerettigheder’, ’politisk korrekthed’, ’feministisk diskurs’, ’ligestilling mellem kønnene’ – hele basisordforrådet i det moderne liberale demokrati blev afvist af et overvældende flertal som fremmed og antirussisk.

En storslået bærer af åndelige værdier

De, der mestrede den ’nationale genfødsels’ sprog og stiob-stilen, viste sig at kunne profitere mest på samfundets følelser. Det demokratiske Europas sprog og kultur kom til at inkarnere hykleri, svaghed og – allermest overraskende! – den selv samme socialistiske uoprigtighed, som Rusland mente at have taget endegyldigt afsked med. I nullernes første år fremkom en helt ny politisk diskurs, som blev stadig stærkere.

Denne diskurs passede i sin stil perfekt til det verdenssyn, som Vladimir Putin og hans kreds inkarnerede. Efter deres opfattelse er Rusland en storslået bærer af åndelige værdier, som er blevet omsluttet af evige fjender og bedragere, der gennem sproget forsøger at fratage os vores egenart.

Det er en fortolkning, som har en enorm styrke, fordi samfundet på den ene side rent faktisk blev ramt af en bølge af ændringer – fra computere og deres sprog til den nye sociale virkelighed (med forsikringer og økonomiske risici, nye virksomhedsformer inden for alt fra produktion til turisme, nye ejendomsforhold, nye religiøse erfaringer og meget andet).

Og på den anden side er det let at fortolke alt dette nye som en udefrakommende trussel, der undergraver nogle ’traditionelle værdier’, selv om disse blev ødelagt allerede i perioden 1910’erne til 1930’erne.

Amerikanisme-skepsis

Russerne elsker alt, hvad der er udenlandsk, og leger gerne med amerikanismer. Men når talen falder på amerikanismernes indflydelse på deres eget sprog, taler de straks om konspirationer og om, at fjendtlige kræfter bevidst planter amerikanismer alle vegne.

Der er tre forfattere, som har givet denne paradoksale situation i samfundssproget et særligt kraftigt udtryk: Vladimir Sorokin, Viktor Pelevin og Svetlana Aleksijevitj. De første to har demonstreret det absurde i det postsovjetiske menneskes møde med en for ham ny verden.

Aleksijevitj har til gengæld vist det såkaldte almindelige sovjetmenneskes sproglige erfaring, fra tiden under den afghanske krig (1979-1989) og Tjernobyl-katastrofen (1986) og frem: Det, som disse mennesker oplevede, var, at deres sprog viste sig ikke at være tilstrækkeligt til en sund selvransagelse eller til samfundskritik.

Deres sprog er sproget hos en generation, som levede i den forkerte tid, som gik glip af 1950’ernes og 1980’ernes afstalinisering, en generation, som ikke har bearbejdet ’læren’ fra Aleksandr Solzjenitsyn, Varlam Sjalamov, og Andrej Sakharov.

Svetlana Aleksijevitj, som vandt Nobelprisen i litteratur i 2015, er blevet afvist som forfatter af flertallet i det læsende Rusland. Hendes enkle sprog tegner et alt for præcist og skånselsløst selvportræt af samfundet.

Vladimir Putin gav et nyt stød til det russiske politiske sprog ved overtagelsen af Krim og udviklingen af en konflikt med et nært beslægtet nabofolk, Ukraine. Forsøget på at trække sprogkortet – selv om russisk faktisk var mere udbredt end ukrainsk i Ukraines hverdag – har fået tragiske konsekvenser for Rusland.

I Rusland er der blevet skabt en ny, åbent aggressiv politisk diskurs, der for øjnene af befolkningen viser selve det politiske sprog som et reservoir af professionelle løgne.

I denne nye verden er de stærkeste og mest værdifulde dem, som bedst, mest ligefremt, endda mest skamløst, pådutter modstanderne deres interesser. Man kan sammenligne retorikken fra krigen i Afghanistan fra 1979-1989 med retorikken fra krigen i Syrien, som for Rusland begyndte i 2015.

I Afghanistan var det den sovjetiske hær, i Syrien det russiske luftvåben, der kom på invitation af den lovligt valgte regering. Men sovjetmagten ville aldrig have kunnet finde på at tale om at bruge krig som en billig måde at træne de russiske væbnede styrker på (den 24. december 2015 erklærede præsident Putin under sin årlige spørgerunde i fjernsynet, at »en del af de midler, vi har sat af til oplæring og militære øvelser, har vi simpelthen omdirigeret til vores luftvåbens operationer i Syrien.

Det har ingen væsentlig betydning for budgettet, og det er svært at forestille sig en bedre oplæring. Derfor kan vi i princippet træne der temmelig længe, uden at vores budget tager væsentligt skade af det«).

Åben dyrkelse af magten

En åben dyrkelse af magten og en aggressiv grovhed er blevet hovedkendetegnene ikke alene for den politiske tale, men også for populærkulturen. Hvis romantiseringen af den kriminelle verden foregik blandt en marginal subkultur i 1990’erne, blev den inden midten af nullerne mainstream i såvel den offentlige politiske retorik som i tv-serier og talkshows.

Under sloganet ’Vi vil lære alle at respektere Rusland’ er en betydelig del af befolkningen blevet tilbudt et program for en ny anomi: foragt for det formelle rettighedssprog og respekt udelukkende for den evige retfærdighed og de evige værdigheder hos den »Tusindårige Russiske Stat«.

Blandingen af førrevolutionære imperiale ambitioner, drømme om at genopbygge Sovjetunionen og en søgen efter værdighed gennem krig kommer til udtryk i det moderne Rusland som en harmonisk militaristisk diskurs om støtte til det såkaldte ’Novorossija’ – en række banditgrupperinger i de østlige dele af de ukrainske regioner Donetsk og Luhansk.

Den officielle benægtelse af Ruslands deltagelse i krigen i det østlige Ukrainе og den uofficielle overbevisning og klare forståelse hos flertallet blandt befolkningen af, at det netop primært er russere, der kæmper i Ukraines østlige del, skaber tilsammen et usædvanligt spændende materiale for psykolingvister.

Politikernes og mediernes offentlige løgne bliver ikke opfattet som løgne, men som et tilbehør til en højere emotionel sandhed og som et paradoksalt bevis på den verdensomspændende konspiration mod Rusland.

Set i dette lys bliver også scenen under ransagelsen af Zoja Svetovas hjem den 28. februar 2017 forståelig. FSB-medarbejderen, som lykkeligt fortalte Zoja Svetova, at han i et historisk dokument kunne genkende navnene på fortsat aktive medarbejdere fra de gamle straffeorganer, afslørede samtidig, at han slet ikke kender sit eget lands historie.

For ham blev den officielle sovjetiske propagandas gamle løgn (om »bevidst løgnagtige oplysninger, som nedgør den sovjetiske stats- og samfundsorden«) blandet sammen med den nye løgn om menneskerettighedsforkæmperen som »udenlandsk agent«.

Kun en ’udenlandsk agent’ ville jo give fjenden informationer om tortur i russiske fængsler og om den ulovlige forfølgelse af anderledes tænkende – om alt det, der i dag ikke findes noget sprog for i det officielle Rusland.

Oversat fra russisk af Anders Malle Hjortshøj

Gasan Gusejnov, professor i klassisk filologi og politisk retorik, Moskva.

Serie

Rusland indefra

Vestens forhold til Rusland er belastet. Vi har svært ved at forstå dem og dele deres værdier. Samtidig ved vi meget lidt om, hvad der foregår i Rusland, og hvordan de ser verden. Derfor sætter Information i de kommende uger fokus på Rusland, den russiske tænkning og den russiske kultur.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jan Weis
  • Benno Hansen
  • Hans Aagaard
Jan Weis, Benno Hansen og Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ville bare lige kontrollere - hvor er egentlig de sædvanlige mistænkte russofile kommentatorer - pist væk, igen? ... ;-)

Niels Duus Nielsen

"’Liberal’, ’demokrati’, ’retsstat’, ’menneskerettigheder’, ’politisk korrekthed’, ’feministisk diskurs’, ’ligestilling mellem kønnene’ – hele basisordforrådet i det moderne liberale demokrati blev afvist af et overvældende flertal som fremmed og antirussisk."

Er det ikke det samme vi ser her i landet? Måske bortset fra 'liberal', 'demokrati' og 'retsstat', som stort set alle er enige om er godt for Danmark, selvom de fleste er dybt uenige om, hvad ordene betyder.

’Menneskerettigheder’, ’politisk korrekthed’, ’feministisk diskurs’, er i alt fald noget, som højrefløjen her i landet tager stærk afstand fra og betragter som udansk. 'Ligestilling mellem kønnene' kan også få manges sind i kog, uanset køn.

"Politikernes og mediernes offentlige løgne bliver ikke opfattet som løgne, men som et tilbehør til en højere emotionel sandhed og som et paradoksalt bevis på den verdensomspændende konspiration mod Rusland."

Hvis vi ser Støjbergs kage som et konkret politisk udtryk for at politik ikke længere føres på grundlag af kendsgerninger, men ud fra "en højere emotionel sandhed", så skal vi bare skifte "Rusland" ud med "Danmark" i sætningen, og så passer pengene: Den verdensomspændende konspiration mod Danmark, som flygtninge og indvandrere ifølge Støjberg konspirerer om, er ikke løgn, derimod noget, som mange danskere føler, og så må det jo være rigtigt.

Newspeak er jo en russisk opfindelse; den særlige sovjetiske sprogbrug, som Gasan Gusejnov kalder 'træsprog' er forlægget for Orwells newspeak i romanen 1984. Især politikerne her i Danmark er blevet gode til at tale det særlige træsprog, hvor ordene betyder det modsatte af den traditionelle betydning - et godt eksempel er 'reform', som ikke længere betyder en forbedring af et regelsæt, men derimod en forringelse.

"Russerne elsker alt, hvad der er udenlandsk, og leger gerne med amerikanismer." Igen kan vi skifte "Rusland" ud med "Danmark" og få en fortrinlig karakteristik af danskerne - dog med det forbehold, at vi elsker alt udenlandsk undtagen mennesker fra udlandet, dem er vi helst fri for. Men amerikansk kultur, det er vi vilde med.

Så jeg må konstatere, at russerne på mange måder ligner os danskere.