Læsetid: 10 min.

Seks album – fem nye og ét gammelt

Hurray For The Riff Raff; Jarvis Cocker & Chilly Gonzales; Drake; Gonjasufi; Anohni; Joni Mitchell
24. marts 2017

Velkommen til pladeparaden. I denne uge med nyt fra hiphops tungeste dreng, canadieren Drake, som er gået på global hugst i troperne, Storbritannien, Jamaica og Sydafrika. Mens Pulp-forsangeren Jarvis Cocker har skrevet om et celebert hotelværelse i Hollywood. Anohni er tilbage med endnu en gaia-politisk revsende EP.

Og der er et blast from the past, en genanmeldelse af et ældre værk, som taler til nutiden. I denne uge Joni Mitchells 1975-album The Hissing of Summer Lawns, som er relevant lige nu, fordi det er i dialog med identitetskampen hos Hurray For The Riff Raff-forsanger Alynda Lee Segarra på det nye fremragende album The Navigator. Som også anmeldes.

Hurray For The Riff Raff: The Navigator

ATO Records/PIAS

Hurray For The Riff Raff lyder, som om de lige har hevet deres rødder op. At de står med dem – blo- dige, pulserende, dryppende – i deres hænder. Bandet kommer fra New Orleans, og byens sammenrend af levende og levet liv melder sig ubesværet på deres sjette studiealbum, The Navigator.

Country, cubansk son, det ensomme klaver, 60’ernes rootsrock. Et americanaband, en folktrup, et salsaorke- ster, en moderne West Side Story. Der er noget muskuløst og vejrbidt i sangene, der får dem til helt ubesværet at nå sine konklusioner.

Alynda Lee Segarra står centralt i bandet som sanger og sangskriver. Hun synger med Joni Mitchells aristokrati, i Patsy Clines knejsende gangart. Men også noget andet. Af puertoricansk herkomst, opvokset hos sin bedstemor i The Bronx, New York City. Opdagede i en ung alder New Yorks hardcore punk-scene og blev fast inventar, inden hun rev det hele oppe med rødder og vagabonderede den på tværs af USA, især i fragttog, hobo style.

I mine ører finder hun her på The Navigator for alvor sin stemme og sin skrift. Måske lidt for parafraserende før, på lånt benzin, nu brændende med klar svejseflamme. Endelig i stand til at smelte verden sammen i genkendelig og alligevel personligt forvrænget form.

Mest overvældende på »Pa’lante« – spansk for fremad – der tårner sig op over et ellers i forvejen strålende al- bum. »Pa’lante« var – ifølge Pitchfork – også navnet på en avis udgivet i 70’erne af den puertoricanske aktivist- gruppe The Young Lords. Man kan tilføje at også Ricky Martin og ikke mindst de puertoricanske drag queens i RuPaul’s Drag Race ytrer kampråbet.

»Colonised, and hypnotised, be something/ Sterilised, dehumanised, be something,« synger Segarra med refe- rence til egen og mange andres kamp med at blive as- simileret i USA (eller verden) uden at slippe sin oprin- delige identitet og kultur.

Sangen er tredelt i sin struktur. De stolt sungne vers i spartansk klædedragt. Så en mere forsonlig og luksuri- øst klingende bro afsluttet med Pedro Pietris 1969-digt »Puerto Rican Obituary«.

Så tilbage til verset, nu i en nøgen, hårdt rungende finale.

»To all who had to survive, I say, pa’lante!,« lyder det fra Segarra, så det ryster i velfærdskadaveret. Her rejser hun sig som en rasende flamencosanger – ikke svanger af rusten længsel, men af rustfri overlevelsesevne. Fortryllende.

Jarvis Cocker & Chilly Gonzales: Room 29

Deutsche Grammophon

Det var ikke første gang, den tidligere Pulp-front-figur Jarvis Cocker boede på det traditionsrige celeb-hotel Chateau Marmont på Sunset Boule- vard, Hollywood. Men denne gang blev han opgraderet til værelse 29. Og så stod han i et værelse med et lille klaver – og med en inspiration, der overmandede ham. Hvad var der ikke sket i dette værelse?

Det er næsten otte år siden Jarvis Cockers soloalbum Further Complications Jarvis. Hvor blev han af ? Her blev han af. På Hjerteknas Hotel, nu i fællesskab med den canadiske pianist m.m. Chilly Gonzales om albummet Room 29. Her får Cocker lov til at udbrede sine klassiske fortælleevner i en arkaisk opsætning – typisk solokla- ver, af og til kammerorkester, kortvarigt fuldt orkestralt udtræk. Han har en diminutiv sangstemme, men en fa- belagtigt lavbritisk fraseringskunst, betragtelige skue- spillerevner og et sæt sublime tekster.

»I read an actress used to party in this place and do drugs off the piano/ If I lick (sunget med troskyldig barn- lighed), will it still taste?/ A lifetime of spectating leaves you impotent/ Unable to join in without a frame of refe- rence/ Watching the playback after the event.«

Room 29 er en harsk, sorthumoristisk fortælling med nutidens afkobling fra den egentlige virkelighed som te- matisk understrøm. Med virkelige og imaginære menne- skeskæbner som en mørkt glimtende guirlande gennem albummet. Fra Howard Hughes over Mark Twains datter Clara Clemens til Jean Harlow og ægtemands bryllupsnat. Han begik selvmord to måneder efter. I virkeligheden.

Hvis jeg havde kunnet vælge, så havde jeg fået et al- bum i en lidt mere eventyrlysten iscenesættelse. Måske lidt soundscapes, en mere radiodramatisk iscenesættelse omkring numrene. Men måske er det konservatismen i musikken, som har givet Cocker mod på at oplade sin røst igen. Hvilket er alt rigeligt.

Tjek bare den nærmesterlige »A Trick of The Light«, hvor alt synes at kulminere i en bittert romantisk finale, der ville være Wuthering Heights (filmen) værdig.

»Remember sights in the dark/ With my arm around your shoulder/ The curtains drew back/ I was bowled over/ This is what I have been dreaming/ Life with the boring bits edited out/ I fell in love with this trick of the light (...) Well, I wasted my life on a trick of the light (...) I lost my wife, but ... that’s Hollywood.«

Shit, mand.

Drake: More Life

Cash Money/Young Money

»I was an angry youth while I was writin’ ’Views’/ Saw a side of myself that I just never knew.« Ordene falder som nogle af de sidste på den nye udgivelse More Life fra den canadiske rapper Drake. Her tager han afstand fra sin egen forrige udgivelse Views. Et album, hvor han mere end nogensinde virkede som en butik, der forsøg- te at lokke kunder til med sine over 81 minutter lange serie af slagtilbud på løst og fast, dansabelt og macho- udstanset, godt og dårligt. Albummet solgte forrygende, men var en vred, forceret blindgyde.

More Life er også en rodebutik, men der er gennem- træk, og det boomer og bobler af ideer og lyst. Ligeledes over 81 minutter langt, men udgivet som en »playliste,« der tilsyneladende bare er drakesk for mixtape, altså en mindre forpligtende udgivelse.

Det er en legestue med nogle forrygende kamme- rater. Især Storbritannien fylder: Den sublime soul- sanger Sampha, London-rapperen Giggs, grime- mesteren Skepta, det unge, Rihanna-klingende soul-lyn Jorja Smith. Fra hjemlandet er der bl.a. de to rødder Young Thug og 2 Chainz, der bidrager til den vemodige »Sacri- fices« prydet af et smukt nobelt klaver-/marimbatema.

Og der er Kanye West på den livsaligt højstemte »Glow« med omkvædet, der stødes højrøstet fra lungerne: »Watch out for me, I’m about to glow.«

Vi træder tidligt på More Life ind i den dansable del af Boutique Drake. Den, som har leveret hans største sæl- lert, Views-tracket »One Dance.« Her skal vi danse tæt, svedigt, mens vi nynner med på kærlighedens problemer. En stolt tradition, vi kender fra soul. Her er genrerne så tropical house, sydafrikansk house og de lidt mere lumre balladeafarter. Og man fornemmer, hvad sommerens soundtrack kunne blive, ikke mindst med de strålende »Passionfruit« og »Get It Together.«

Er man til det mere hårdkogt rappede og macho-for- mede, så nyd samarbejder med bl.a. Giggs og Houstons egen Travi$ Scott. Der er noget for enhver smag. More Life er naturligvis designet til streamingklientellets hang til håndpluk.

Drakes parader er oppe og hans hjerte er så frossent, at det ikke kan gå itu, betror han os på More Life. Men der også en mere afslappet undren over alt hadet, der omringer ham. En vilje til at forandre sit udsyn. »God knows I’m trying.«

I slutningen af tracket »Can’t Have Everything« får vi en telefonbesked fra Drakes mor, der fortæller ham, at hans negative attitude og mistillid ikke er god for ham.

»When others go low, we go high,« lyder rådet. Det synes fulgt.

Gonjasufi: The Mandela Effect

WARP Records

Mandela-effekten er navnet på den mærkvær- dige foreteelse, at folk tror noget har fundet sted, selv om det rent faktisk ikke har. Opkaldt efter Nelson Mandela, som mange mennesker åbenbart troede var død under sit årtier lange fængselsophold, der sluttede i 1990. Ja, folk hævdede endda at have set nyhedsklippene. På trods af at Mandela døde som en fri mand og med fem år som sydafrikansk præsident bag sig den 5. december 2013.

The Mandela Effect er titlen på den særegne califor- niske musiker Gonjasufis nye hybridalbum, mestendels beskæftiget med remixes af numre fra sidste års album Callus. Titlens pointe er vel, at det skete bliver ombyg- get, at fortiden omskrives.

Blandt højdepunkterne er en opfuckning af »Afrikan Spaceship« komplet med formel 1-racere og klumpebeats ved hiphopafrofuturisterne Shabazz Palaces. Samt Mas- sive Attacks Daddy G’s remix af »Your Maker,« nu en po- tent rumopera med tv-støj fra fjerne tider og Gonjasufi som pergamentspøgelse.

The Mandela Effect er en tilrøget, mystisk affære. Og ikke bare et remixalbum. Der er således også nyt fra Gon- jasufi, for eksempel en skrammelcoverversion af Beth Gibbons og Rustin Mans »Show«. Og det radbrækkede nummer »Etherwave« med afrobeatmesteren, nigerian- ske Tony Allen på trommer.

Gonjasufi er en vagabond i psykedeliske ørkener. En rasta-Guthrie i gang med at genvinde det land, som dub- jamaicanerne slap i hashtågerne. Han er folk-musiker fra det ydre rum, og derfor giver det også mening, at han sender sine sange i nyt kredsløb i andres hænder.

Ingen ejer musikken. Men få ejer hallucinationen så stærkt som Gonjasufi.

Anohni: Paradise EP

Rough Trade/Playground

Efter det krampende album Hopelessness fra sidste år er Anohni tilbage med den dundersmukke EP Paradise, en replik med plads til at trække vejret lidt dybere.

Jeg er ret så benovet over den musikalske transforma- tion, som hun har gennemgået siden arbejdet i front for Antony & The Johnsons, der var ved at blive en kende for svalt og kammerkomfortabelt. Og til nu, til den ret så elektroniske, ofte aggressive Anohni.

Paradise formår så også – modsat forgængeren – at betone håbet og muligheden, underet på titelnummeret. »World without end/ Hopelessness/ Sinks into the earth,« synger hun i en flora og fauna af digitale klapperslanger og bastunge hovtramp.

Der er så også stadig vrede.

»You deregulate/ Seek to destroy our homes/ You’re a mean old man.«

Men musikken har åbnet sig, er nærmest blevet en økologi af muligheder. Det er – igen – skotske Hudson Mohawke og amerikanske Oneohtrix Point Never, der har kreeret økosystemerne, og de kan også klinge or- ganisk, ja, på »Jesus Will Kill You« dunker og sitrer det med titaniske trommer og fløjter, der cirkler som vand- løb om lytteren.

Og på »You Are My Enemy« løfter stemmer sig i en naturkirkelig bøn, der vist griber ud efter de problemer, vi selv føder. Dét mørke, vi selv besidder.

Moder Jord sørger ikke over sine tab, altid i forandring, synes at være pointen i »She Doesn’t Mourn Her Loss«, der musikalsk synes vævet af summende og prikkende strengegespenster. Sfærernes musik. Og:

»My mother’s love/ Her gentle touch/My father’s hand/ Rests on my throat,« lyder det på titelnummeret, hvor Anohni sætter Moder Jords kærlighed over for den ma- skuline destruktivitet. Det er en begyndelse.

Genanmeldt: Joni Mitchell: The Hissing of Summer Lawns

Asylum (udkom november 1975)

Genanmeldelse af et album fra 1975, der ikke er falmet det mindste. The Hissing of Summer Lawns er Joni Mitchells syvende studiealbum – fuld af stadig helt friske formuleringer af ynde og stolthed. Melankolsk betonede sange cirklende om at blive til, om at være kvinde indhegnet af maskulin enfoldighed, om at ville stå på lige fod med manden. »Since I was seventeen/ I’ve had no one over me.«

Amerikanske Hurray For The Riff Raffs forsanger Alynda Lee Segarra (anmeldt her på opslaget) kan synge aristokratisk som Joni Mitchell, mens hun giver blod- transfusion til et kækt mix af genrer. 42 år tidligere søgte den canadiske mester at emigrere fra sit udgangspunkt i den akustiske guitar og singersongwriting og erobre nyt land. Det skete i krydsbestøvninger med især jaz- zen, men også østafrikansk tradition med The Drum- mers of Burundi, længe inden Paul Simon gik i clinch med Sydafrika. »Safaris to the heart of all that jazz.«

Både Segarra og Mitchell kæmper en identitetskamp. Segarra hæger om sin puertoricanske rødder. Mitchell kæmper for sit køn – i anderledes komplekst lyriske tek- ster, ofte i tredje person. Om det så er i genoplivelsen af Scarlett O’Hara fra Borte med blæsten. Eller det er i sangen »Harry’s House / Centerpiece« om kvinden, der beder sin mand om at stikke sine småborgerdrømme om hende som pyntegenstand skråt op.

Albummet mødte modstand i samtiden. Mitchell havde allerede delvist bevæget sig over i jazzen på for- gængeren Court and Spark året før, men bevægelsen var mere radikal her. Og radikalt pæn. Nogle blev irri- terede over de sofistikeret formede orkestreringer, de polerede overflader, den elastiske bas, de svale blæsere, de sølvblankt flydende guitartoner. For fjernt fra for- dums kernerepertoire.

Joni Mitchell måtte åbenbart ikke udvikle sig, noget hun også adresserer på »The Boho Dance«. Men udvikle sig, dét gjorde hun.

Og The Hissing of Summer Lawns står ikke kun som den afgørende coming of age-plade, som porten indtil hendes nye selv, til hendes jazzekspansioner på de ef- terfølgende plader.

Men også som et mesterværk i egen ret.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu