Læsetid 4 min.

Den skjulte Knausgård

KLUMME
Min kamp bliver en invitation til hykleri og skinhellighed, en mulighed for læserne til, via stedfortræder, at bryste sig med en falsk selvindsigts mod.

Mia Mottelson

25. marts 2017

Det sande portræt af et menneske vil aldrig være et kønt syn. Vi består af fejl, kompromisser, synder og upassende lyster.

Det vidste Karl Ove Knausgård, da han skrev det autofiktive seksbindsværk Min kamp. Derfor pyntede han på portrættet af sig selv. Han beskriver sig selv som et pænt og ordentligt menneske med ubetydelige synder, oprettelige fejl og sympatiske principper så som ærlighed.

En mand med en selvkritik, der ikke stikker dybere end ordene, en kejtet personlighed, der ikke afviger fra det charmerende, og med bekendelser, der kan se godt ud både bagfra, forfra og fra siden.

Eksemplerne på hans moderate syndighed er mange: Da han er på barsel med sit første barn, kommer han til at se på en anden kvindes bryster på gaden og bruger adskillige sider på at retfærdiggøre sin forbrydelse.

Helt fra starten har Knausgårds årstidsprojekt handlet om at beskrive alskens ting og fænomener for at vise datteren verden.
Læs også

Han hæver røsten over for sit barn på legepladsen og kritiserer derefter sig selv, så enhver småbørnsmor, for hvem den slags er hverdag, må føle sig som den mest forfejlede opdrager.

Et eksempel på grænseoverskridende utroskab er historien om dengang, han hev en knap af en bluse på en pige. Når han onanerer, foregår det til billederne i en kunstbog. Han drikker, men aldrig når han passer børn; det gør hans svigermor til gengæld, og her mangler beretningen ikke generøsitet med de pinlige detaljer.

For hvor Knausgård skåner sig selv i sit portræt, gør han det modsatte med sine nærmeste: den afdøde faders ynkelige liv. Sin egen brors middelmådighed, farbroderens smålighed og løgnagtighed i forhold til faderens eftermæle, konens inkompetance som mor og forfatterinde grundet psykisk ubalance og endeligt den skånsesløse udlevering af hendes sygdomsforløb og indlæggelse.

Knausgård er en klog forfatter. Han ved, at læseren ønsker at spejle sig i en helteskikkelse, og et menneske, som afslører sit sande jeg – hvilket hans projekt påstår at gøre – kan aldrig være en helteskikkelse.

Den menneskelige natur med dens tvivlsomme motiver, dens bundethed til drift, dens lyst og talent for urent spil, løgn og bedrag, dens hang til hykleri, smålighed og magtsyge, dens angst, svaghed, samt dens egoistiske og ofte ubevidste hensynsløshed: Sådan en bog vil folk ikke læse, for vi vil ikke se os selv, som vi er.

Knausgård er blevet berømt på de forkerte præmisser. Han lægger sig op ad en rå bekendelsesgenre med sit valg af titel, der med henvisning til Hitlers hovedværk mere end antyder, at han vil vise os sin sorte side.

Det gør han så ikke.

Han viser de andres sorte sider. Denne bekvemme forrykning af fokus falder lige i det store publikums smag. Han giver læserne en dybest set ufarlig hovedperson, som ikke for alvor udfordrer dem.

Karl Ove Knausgård har mange gange i karrieren skrevet om billedkunst – også i de perioder, hvor det har faldet ham svært at skrive skønlitterært. 
Læs også

Hans flirt med Hitler som sin tvilling er forførende. Men værkets opbygning, hvor første del er Det onde i mennesket (Knausgård) og sidste del Mennesket i det onde (Hitler), imponerer på falske præmisser. Knausgårds hovedperson er langt fra som Hitler. Han er alt andet end ond, han er tværtimod dybt samvittighedsfuld.

Hvis man som læser virkelig er ærlig, så burde man ikke sympatisere, men være irriteret over karakterens frelsthed. Man burde vide, at det almindelige menneske er værre end som så.

Som læser kan man blive ramt og føle sig ekstra ussel i sammenligning med denne hovedperson, eller man kan tage bekendelserne som rå sandhed og få carte blance til et overfladisk livssyn ved at købe bekendelserne ukritisk og netop dyrke og hylde forfatteren for det.

Knausgård portrætterer en elitetaber. En fløjlssynder. Et stjerneintellekt, der trods de suveræne, men næsten overpotente essayistiske passager, der især i sidste del afslører en akademisk forfængelighed og næsten truer med at sprænge værket, ikke bliver »elitær« (et af tidens store fyord), fordi han har nørdens formildnende, sociale klodsethed.

He is all charm.

Hvis han lufter svinehunden, er det en klapværdig puddel og ikke et væsen, der vækker kvalme og får læseren til at smække bogen i. Så klog er Knausgård. Han forstår at holde på os.

Jeg kritiserer ikke ham, men hans talrige læsere. Det er muligt, at hans synderegister ikke er særligt stort, og det skal han jo ikke kritiseres for. Det er som sagt hans klogskab, at han skildrer sig selv som et stykke fiktion.

Men Min kamp bliver en invitation til hykleri og skinhellighed, en mulighed for læserne til, via stedfortræder, at bryste sig med en falsk selvindsigts mod. Jeg frygter bogens effekt på folk, der evner selvbedrag lige så godt som Knausgård: Hvis han er ærlig, er vi alle sammen syge.

Autogenren, som har så stor tilstrømning i de her år, hylder den klaustrofobiske nærhed med det private i kunstneren. Min kamp er på en mærkelig måde slet ikke kunst, men en blandig af koncept og gode essays. Knausgård gjorde denne genre til lødig vej med sit store forførelsesprojekt, hvori han på en kontrolleret måde lod sig falde ud i et kontroltab ved at bruge sit eget privatliv som mad i sit litterære projekt.

Det har sikkert gjort ham både rig og ulykkelig. Det mod, han har til at udsætte sig selv for et eksperiment, som han ikke kendte udfaldet af, og på den måde hengive sig, er selve definitionen på kunst – og derved lykkes han alligevel. Men af andre grunde end det, han roses for.

Distancen er undervurderet. Forfattere: følg ikke Knausgård. Det er hans distance, der får værket til at virke, ikke hans hengivelse til det nære og det private. Fiktion er distance, at fortælle om det personlige ved hjælp af det fjerneste, du har. I dette paradoks opstår kunsten.

Katrine Wiedemann er sceneinstruktør og forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Bror Larsen

Det er dog en negativ og trist læsning af Knausgård du præsterer. Modsat dig tænkte jeg flere gange undervejs at han er mere hård mod sig selv end han er det mod andre. F.eks. fortæller han om hvordan han som meget ung smider en brændende tændstik ind gennem brevsprækken i et hus i Nordjylland og går/løber sin vej. Det er jo sådan set forsøg på mordbrand.

Her i Danmark kalder vi Knausgårds bøger for autofiktion. Et meget bedre ord for det samme er virkelighedslitteratur, som nordmændene bruger. Det er meget rummeligere og kan vel siges at omfatte al litteratur, der tager udgangspunkt i virkelige begivenheder i deres virkelige kontekst. Og kan f.eks. inkludere vores egen Thorkild Hansen. Og kan gøre det irrelevant - som du gør -diskutere om hvad der er “auto” og hvad der er “fiktion”. For begge dele er altid tilstede, spørg bare advokater og dommere, der oplever totalt forskellige beskrivelser af virkelige begivenheder af troværdige vidner.

Knausgård er en fantastisk essayist og det giver du ham også i din klumme. Det bliver især klart hvis man læser hans udgivelser efter “Min Kamp”. Faktisk kan det inspirere til at se denne som et kæmpelangt essay.