Læsetid: 4 min.

Den skjulte Knausgård

KLUMME
Min kamp bliver en invitation til hykleri og skinhellighed, en mulighed for læserne til, via stedfortræder, at bryste sig med en falsk selvindsigts mod.

Mia Mottelson

25. marts 2017

Det sande portræt af et menneske vil aldrig være et kønt syn. Vi består af fejl, kompromisser, synder og upassende lyster.

Det vidste Karl Ove Knausgård, da han skrev det autofiktive seksbindsværk Min kamp. Derfor pyntede han på portrættet af sig selv. Han beskriver sig selv som et pænt og ordentligt menneske med ubetydelige synder, oprettelige fejl og sympatiske principper så som ærlighed.

En mand med en selvkritik, der ikke stikker dybere end ordene, en kejtet personlighed, der ikke afviger fra det charmerende, og med bekendelser, der kan se godt ud både bagfra, forfra og fra siden.

Eksemplerne på hans moderate syndighed er mange: Da han er på barsel med sit første barn, kommer han til at se på en anden kvindes bryster på gaden og bruger adskillige sider på at retfærdiggøre sin forbrydelse.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Bror Larsen

Det er dog en negativ og trist læsning af Knausgård du præsterer. Modsat dig tænkte jeg flere gange undervejs at han er mere hård mod sig selv end han er det mod andre. F.eks. fortæller han om hvordan han som meget ung smider en brændende tændstik ind gennem brevsprækken i et hus i Nordjylland og går/løber sin vej. Det er jo sådan set forsøg på mordbrand.

Her i Danmark kalder vi Knausgårds bøger for autofiktion. Et meget bedre ord for det samme er virkelighedslitteratur, som nordmændene bruger. Det er meget rummeligere og kan vel siges at omfatte al litteratur, der tager udgangspunkt i virkelige begivenheder i deres virkelige kontekst. Og kan f.eks. inkludere vores egen Thorkild Hansen. Og kan gøre det irrelevant - som du gør -diskutere om hvad der er “auto” og hvad der er “fiktion”. For begge dele er altid tilstede, spørg bare advokater og dommere, der oplever totalt forskellige beskrivelser af virkelige begivenheder af troværdige vidner.

Knausgård er en fantastisk essayist og det giver du ham også i din klumme. Det bliver især klart hvis man læser hans udgivelser efter “Min Kamp”. Faktisk kan det inspirere til at se denne som et kæmpelangt essay.