Læsetid: 6 min.

Slaveri banede vej for den danske guldalder

Nogle af dansk kulturarvs største kunstnere nød godt af den velstand, der blev skabt blandt plantageejere, købmænd og skibsredere, da Danmark var kolonimagt. I dag er det 100 år siden, Danmark afhændede kolonierne i Vestindien
Adam Oehlenschläger nød godt af økonomien bag den danske kolonialisme. Da han fejrede sine hvedebrødsdage, skete det på gehejmeråd Ernst Schimmelmanns sommerresidens Christiansholm, som han venligt havde udlånt. Schimmelmann var Dansk Vestindiens største plantageejer med omkring 1000 slaver.

Adam Oehlenschläger nød godt af økonomien bag den danske kolonialisme. Da han fejrede sine hvedebrødsdage, skete det på gehejmeråd Ernst Schimmelmanns sommerresidens Christiansholm, som han venligt havde udlånt. Schimmelmann var Dansk Vestindiens største plantageejer med omkring 1000 slaver.

31. marts 2017

Nogle af den danske kulturarvs allerstørste kunstnere nød godt af den velstand, der blev skabt blandt plantageejere, skibsredere og købmænd, da Danmark var en slaveejende nation.

I slutningen af 1700-tallet blev det moderne for det honnette borgerskab at afholde kultursaloner og støtte det skiønne, og det var med til at bane vejen for det, vi i dag kalder den danske guldalder.

Adam Oehlenschläger

Naturfilosoffen Heinreich Steffens gav i 1802 en række foredrag i København, der gav genlyd blandt de lærde, borgerskabet og ikke mindst kunstnerne. Efter en engageret samtale med Steffens i Søndermarken gik Adam Oehlenschläger direkte hjem og skrev »Guldhornene«. Det digt, der indvarslede romantikkens indtog i Danmark.

Heinreich Steffens rejste rundt i Europa, der havde inspireret ham til den afgørende foredragsrække, var kommet i stand ved hjælp af støtte fra det københavnske borgerskab.

Kredse, som Adam Oehlenschläger var en del af – især gennem Charlotte Schimmelmanns populære kultursaloner i det nuværende Odd Fellow Palæ, hvor gæster som Jens Baggesen, Knud Lyhne Rahbek og H.C. Ørsted var hyppige.

Fru Schimmelmann støttede også kunstnerne, de politiske tænkere og videnskabsmændene økonomisk – tilmed uden for landets grænser. Således hjalp hun Friedrich Schiller gennem vanskelige økonomiske perioder.

Fru Schimmelmann delte sin interesse for det skiønne med sin mand gehejmeråd Ernst Schimmelmann, der var Dansk Vestindiens største plantageejer med omkring 1000 slaver. Da Adam Oehlenschläger fejrede sine hvedebrødsdage, skete det på Schimmelmanns sommerresidens Christiansholm, som han venligt havde udlånt.

Jens Juel

Kunstakademiet var ikke meget mere end ti år gammel, da Jens Juel var elev der. I 1754 havde Frederik V grundlagt Det Kongelige Danske Skildre-, Billedhugger- og Bygnings-Academie i Kiøbenhavn.

Samme år havde kongen opløst Vestindisk-guineisk-kompagni, der havde etableret plantager i Dansk Vestindien (nu Jomfruøerne) og sikret handlen med slavegjorte afrikanere fra Guldkysten. Ved den manøvre blev kongen selv ejer af øernes fire største plantager og tilhørende slaver.

Jens Juel blev efter endt uddannelse en af vores mest fejrede portrætmalere. Hans malerier kan blandt andet ses på Frederiksborg Slot, Rosenborg Slot, Statens Museum for Kunst og Øregaard Museum.

Yohancé Henley er historiefortæller fra St. Thomas
Læs også

Han var kongehusets og adelens foretrukne maler. At blive portrætteret af Jens Juel var i den florisante handelsperiode en måde at markere sig som et etableret dynasti i det københavnske borgerskab. Borgerskabet skulle ikke længere holde sig tilbage for adelen og de kongelige.

Det blev derfor en fast indtægt for Jens Juel at male portrætter, knæstykker og endda de dyre helfigurmalerier som dette imponerende maleri på 2,5 gange 3 meter af Familien Ryberg. Niels Ryberg var storkøbmand og engagerede sig blandt andet i sukker- og slavehandel.

C. W. Eckersberg

C.W. Eckersberg regnes ikke mindst for grundlæggeren af guldalderen i dansk malerkunst og en af historiens mest betydningsfulde professorer på Kunstakademiet. Tidligt i sin karriere fik han til opgave at male et portræt af Johannes Søbøtkers fire børn.

Som man kan se på det største af børnenes ansigter, havde han endnu ikke helt styr på proportionerne, men det har været en betydningsfuld opgave for Eckersberg, der var ved at etablere sig som kunstner. Havde man først skabt sig et navn som portrætkunstner i det københavnske borgerskab, var man fremtidssikret finansiering.

I dette maleri har Eckersberg også benyttet lejligheden til at arbejde med de nye forestillinger om barndom og det gode borgerskab. Børnene sidder ikke dydigt på bænken, men leger på græsset, og pigerne har de løstsiddende empirekjoler på, så de kan bevæge sig frit. De er ikke små voksne.

Den nye tids idealer om den dannede borger inspirerede også Eckersbergs senere hovedværker som portrættet af Familien Nathanson, der kan ses på Statens Museum for Kunst.

Portrættet af Johannes Søbøtkers fire børn i Hummeltofte hænger på Øregaard Museum i Hellerup. Øregaard blev oprindeligt bygget som den velhavende plantageejerfamilie Søbøtkers sommerresidens, og på Øregaard Museum gør man i dag meget for at bevare bevidstheden om stedets historie og den vestindiske forbindelse.

Casper Holmenlund Christensen

Rold Skov

Lindenborg Gods i Himmerland ejer omkring halvdelen af Rold Skov. Det var noget af det første, finansmanden Heinreich Carl Schimmelmann erhvervede sig, da han i 1761 rejste fra Preussen til Danmark, hvor han gjorde en imponerende karriere.

Han blev udnævnt til skatmester og var en af de mest betydningsfulde mænd i finansadministrationen. H.C. Schimmelmann købte også Kongens fire plantager i Dansk Vestindien til en favorabel pris og det store sukkerraffinaderi i København.

Lindenborg Gods har været i Schimmelmann-familien lige siden og ejes i dag af Den Schimmelmannske Fond. Naturværdier passes og plejes til glæde for Rold Skovs mange gæster, og jagt og fiskeri har altid været et væsentlig element i driften af godsets arealer historisk set.

Astrid Nonbo Andersens ph.d.-afhandling om erindringer om Dansk Vestindien er netop blevet udgivet i bogform. Heri fortæller hun blandt andet om, hvordan 1800-tallets idé om det danske folk som en homogen størrelse, der tænker og agerer på samme måde, som et individ, var en del af grunden til, at kolonitiden blev skrevet ud af historien.
Læs også

Det er meget sigende, at det nuværende medlem af Schimmelmann-familien ved godset, komtesse Elisabeth, der har giftet sig til navnet Svendsen, netop er godsets jagtchef.

Da man i slutningen af 1700-tallet drev rovdrift på skovene og betragtede kronvildt som skadedyr, der ødelagde træerne, gik familien Schimmelmann den anden vej, og derfor er de kronhjorte, der brøler i Rold Skov i dag, af en 10.000 år gammel slægt.

Bertel Thorvaldsen

Bertel Thorvaldsen er uddannet fra Kunstakademiet, men rejste straks efter sin uddannelse til Rom, hvor han boede det meste af sit liv, inden han vendte hjem som en international superstjerne, som vi ser det afbilledet på Thorvaldsens Museum i dag. Men særligt to fruer fra det københavnske borgerskab spillede en stor rolle i forhold til at udbrede kendskabet til Thorvaldsen, finansiere hans arbejde og etablere ham som stjerne inden for sit felt.

Frederikke Brun var gift med Constantin Brun, der blandt andet havde flere ledende stillinger i Vestindisk Handelsselskab, og både på landstedet Sophienholm og i palæet på Bredgade afholdt hun kultursaloner.

På en rejse til Rom besøgte hun Thorvaldsens atelier og så den lerfigur, der siden som marmorskulptur skulle lægge grunden til Thorvaldsens berømmelse: Jason med det gyldne skind. Frederikke Brun skrev selv om skulpturen:

Læs også

»Hans Jason steg frem af Oldtidens Dyb, og traadte pludseligen hen for os, som en Aabenbaring fra Konstens skiønneste Alder; og aldrig kan jeg glemme den salige Følelse, hvormed jeg opfyldtes ved Synet af dette høie Konstværk: det stod atter, paa ny besiælet for mig, hvad jeg troede for evig nedsunket i Fortids Skiød, det høie Helte-Ideal i al sin Enfoldighed, Kraft, Rolighed og Storhed!«.

Thorvaldsen havde ikke råd til at lave en gipsafstøbning, men det betalte Frederikke Brun med glæde. En anden kultursalonværtinde, Charlotte Schimmelmann, bestilte det første værk til Danmark (Døbefonten i Brahetrolleborg Kirke) og trak i de tråde, der landede Bertel Thorvaldsen opgaven med at udsmykke Christiansborg.

Linda Johansen

Nicolai Eigtved

Eigtved er en af Danmarkshistoriens mest betydningsfulde arkitekter. Han bragte rokokostilen til Danmark, og opgaven som hofbygmester på A.G. Moltkes store ambitioner for Frederikstaden gav ham plads i Danmarkshistorien.

Frederiksstaden blev indrettet som en fejring af enevælden. Kongemagten var forbundet med Gud ved Amalienborg og Frederikskirken, og nærmest kongen fik den kongetro adel plads i form af prægtige palæer.

Også handelens øgede betydning var markeret med domicilerne i Amaliegade. Ud over sit eget talent kan Nicolai Eigtved mere end nogen anden takke lensgreve A.G. Moltke for de opgaver, der vandt ham berømmelse. A.G. Moltke var overhofmarskel, direktør i Vestindisk-Guinesisk Kompagni, der havde monopol på trekantshandlen mellem Danmarks besiddelser på Guldkysten, Dansk Vestindien og Europa, og via sin indflydelse på Frederik V regnedes han for rigets mægtigste mand.

Men derudover havde han enorm betydning for dansk kunst og arkitektur. Han blev den første præsident for det af Frederik V grundlagte Kunstakademi. Han grundlagde selv, hvad der regnes for én af tidens mest imponerende kunstsamlinger. Den er stadig i familiens eje.

Kilder: Museumsinspektør ved Øregaard Museum, Sidsel Søndergaard, ’Det danske slavehandelsforbud 1792’ af Erik Gøbel, Danmark og kolonierne red. Mikkel Venborg Pedersen, ’Hvor litteraturen finder sted’ af Anne-Marie Mai, Øregaard: ’Tiden, kunsten og den vestindiske forbindelse’, Thorvaldsens museum, Statens Museum for Kunst, Kongernes Samling, Rigsarkivet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jan Weis
  • Gert Romme
  • Dorte Sørensen
  • Grethe Preisler
Jan Weis, Gert Romme, Dorte Sørensen og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Rehhoff

Hvad med Søren Kierkegaard, hans far tjente, såvidt jeg ved, også en masse gode penge på slaveriet på De Vestindiske Øer, penge som Kierkegaard så levede af resten af sine dage. Puha, ikke noget under at Søren Kierkegaard gik så meget op i arvesynd

Der var store nuancer.
Den danske kolonialisme bestod også visse steder i etablering af rene handelsstationer og -forbindelser uden slaveri eller anden udbytning fra Danmarks side, ud over den i forvejen eksisterende, som lige så høj grad indirekte bidrog til den danske guldalder, men slaveriet blev naturligvis efterhånden en anstødssten, ikke den oversøiske handel …

Per Torbensen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Tyskland ville gerne købe øerne allerede i 1890'erne, men Danmark ville - dengang som nu - hellere tale med USA, og da sukkerroerne på Lolland med polske koners hjælp gav den vestindiske sukkerproduktion alvorlig konkurrence, og der var for meget ballade med social uro på øerne, besluttede den radikale regering, C. Th. Zahle, at udskrive en folkeafstemning om salget. Den første i Danmark. Stauning blev optaget i regeringen som 'kontrol'. 2/3 af befolkningen stemte JA. De konservative var forfærdede, de syntes Danmark var lille nok i forvejen. Det hjalp, at vi få år efter fik Genforeningen.

Michael Kongstad Nielsen

I øvrigt synes jeg, det er forkert at sige, at slavearbejde banede vej for den danske guldalder. Kunstnere har - før i tiden - altid haft mæcener, der støttede kunstnere, fordi de interesserede sig for kunst, og statens kunstfond ikke var opfundet endnu. Senere var det 'gullaschbaronerne', der støttede kunst, selvom deres penge kom fra fodring af 1. Verdenskrigs skyttegraves ofre.

Skulle man tage afstand fra stor kunst, fordi den er finansieret af konger og baroner og stormænd med et blakket ry? Fx. etatsråd Wilhelm Hansen og hustru Henny Hansen, der i årene 1916-1918 skabte Ordrupgaard, med en kæmpe samling af dansk og fransk kunst med penge fra forsikringsbranchen, søforsikring, ubådskrig you know. Man kunne også nævne brøggeren, Jacobsen, ham med elefanten og Glyptoteket. Han havde også et og andet på samvittigheden.

Nej, det synes jeg ikke. Her må man virkelig sige: - skæg for sig, og snot for sig.

Slingrefisenes virtuelle vagtparade.

Alle disse latterlige krav om undskyldninger med tilbagevirkende kraft er opfundet af de socialt kuldslåede RV-ere, ingen egentlig er helt klar over, hvor kommer fra, og som pludselig har opdaget, at der var nogle, der i sin tid kaldtes slaver - men ikke alle former for moderne ’slaveri’ er endnu afskaffet, også takket være disse heldigvis efterhånden decimerede eksperter i håndsæbes røgt og pleje …

Når det drejer sig om danske borgeres forringede levevilkår de seneste 10-15 år, som resultat af bl.a. deres politik, minder hele deres slaveristunt om en form for en gratis omgang 'katolsk afladshandel', for de mange berørte danskere venter nok i den forbindelse forgæves på en undskyldning – for ikke at nævne deres affinitet overfor at åbne grænserne for gud og hver mand …

Per Torbensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Christian Larsen, Hans Aagaard og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Det hele startede for vores vedkommende under Christian d. 4., en konge, vi ellers plejer at prise. Men det skal Anita Brask Rasmussen m. fl. sikkert snart få ødelagt. Han ville gøre som hollænderne, og andre europæere, sende 4-mastede skibe ud i verden og møde peberet, kaffen og teen, silken og porcelænet. Chr. d. 4. så også mod nord: Norge, Finnmark, Island. Grønland.
faktisk endte salget af Jomfruøerne til USA med, at det indgik i handlen, at USA ville anerkende Danmarks ret til at udstrække sin overhøjhed over hele Grønland.

Her ligger kimen til endnu en hel avis med undskyldninger, med Georg Metz i spidsen som den bedst undskyldende, og med kunst- og kultur Anita Brask på fint slæb hvad angår kunstnere som fx. Peter Høeg, jf. Frøken Smillas fornemmelse for sne (eng. titel Smilla's Sense of Snow, og Bille August.

Man kan desværre blive ved.

Når de brødebetyngede så har undskyldt sig varm og hykleriet er tydeligt for alle og enhver, bør også f.eks. heksebrændingerne, som banede vejen for kleresiets voldelige fremfærd overalt i Europa de næste henved 200 år, medføre passende undskyldninger – bare for en god ordens skyld …

I dette jubelår bør ingen glemme, at Luther var en ivrig tilhænger af heksebrændinger, en dårlig vane han havde overtaget fra katolikkerne på trods af reformationen …

Årets helt var også tilhænger af, at bønder, der brokkede sig og gjorde oprør mod øvrigheden, hvortil den dæmoniske prælat regnede sig selv og sin kirke, skulle slås ned som gale hunde, og kvinderne fik påstemplet en udpræget negativ karakter, som stort set var skyld i alverdens ulykker …

Men den lutherske kirke, Luther er det eneste navn, der er nævnt i Grundloven, kommer måske også snart med en bagudrettet undskyldning, hvem ved, man skal jo ikke gøre et skarn uret …

Og en undskyldning, som både er bagud- og fremadrettet kunne så passende være, at en ikke helt så lille population af alverdens mandfolk, uanset konfession, begyndte dagens dont med at overholde menneskerettighederne over for deres koner, madammer, fruentimmere og alle væsener af hunkøn – se det ville gøre en væsentlig forskel … ;-)

Frit efter: Frederik Stjernfelt: ”Syv Myter om Martin Luther”. Gyldendal, 2017.
Munter læsning, kan absolut anbefales alle med eller uden pibekrave og en ubændig indre trang til at undskylde … ;-)

Touhami Bennour

Problemet er ikke unskyldning men at indrømme at man har beriget sig på bekostning af millioner folkeslag verden rund, og den fortielse, der hold i århundert, for at gemme denne skandale- De vidste jeg, faktisk man kan læse det i nogle bøger. Frans Fanon skriver et sted " at det er ikke kun byer men også deres kirker er bygget af slaveagtig udnyttelse. Også problemet er at de vestlige menneske lider af nostalgi for den tid. Al den hysteri mod muslimer og Syriske flygtninge er ikke andet end projektion af den bitterhed at de kan ikke mere leve i guld alderen. Den økonomiske stagnation er tydelig tegn ar det var et overskud der desværre forsvsvant, og det kom ikke for længe siden, fra koloni tiden. Det er ikke længesiden levede man fed på billig råvarer og billig arbejdeskraft fra den tredje verden, De sidste kolonier blév fri i halvfjerserne. En tale måde: "sig mig hvordan du taler, siger jeg hvem du er" og det kan man se på de fleste at de har en trist udsende. Jeg er sikker på at koloni tid indgår i det overvejelse for de fleste. De fleste vil ikke aksepterer at tiden skifter, aldrig,