Læsetid 7 min.

’Solidariteten opstår først, når man erkender sit eget privilegium’

Med sin nye bog ’Bag bakkerne, kysten’ ønsker Peter-Clement Woetmann at give plads til sorgen over de mange mennesker, som dør i forsøget på at flygte til Europa. Der er behov for en ny solidaritet i vores syn på flygtningekrisen, mener han
En tidligere version af Peter-Clement Woetmanns nye bog, ’Bag bakkerne, kysten’, blev oprindeligt læst op som en performance på Det Kongelige Teater i efteråret.

En tidligere version af Peter-Clement Woetmanns nye bog, ’Bag bakkerne, kysten’, blev oprindeligt læst op som en performance på Det Kongelige Teater i efteråret.

Sigrid Nygaard
4. marts 2017

Forfatteren Peter-Clement Woetmann siger det selv: Måden, vi håndterer den krise, vi kalder flygtningekrisen, på, svarer til at se nogen dø i et trafikuheld og så bare køre videre, fordi man har travlt med at komme på arbejde.

Det er en anfægtelse over vores kyniske forhold til verdens sociale kriser, der har lagt kimen til Peter-Clement Woetmanns kommende bog, Bag bakkerne, kysten. Den handler om de flygtende, men den handler også i høj grad om ikke at være den, der flygter, altså om os. Os, der betragter det udefra, os, der gør noget eller ikke gør noget. »Os, der ikke ved, hvad fanden vi skal stille op,« som Woetmann udtrykker det.

Peter-Clement Woetmanns nye bog Bag bakkerne, kysten fungerer, fordi den aldrig bevæger sig ud over det konstaterende. Den moraliserer ikke, den insisterer bare på noget, der er helt åbenlyst – og samtidig er noget, vi ligesom glemmer: Mens vi er trygge, er der andre, der er ved at drukne et sted i Middelhavet.
Læs også

Jeg møder ham i hans kontorfællesskab på Østerbro i København for at tale om Bag bakkerne, kysten, som udkommer 3. marts. Om de mennesker, som dør på flugt på vej til Europa, og om, hvordan vi kan tillade os at forholde os til dem.

»Jeg er interesseret i det følelsesmæssige dilemma, der ligger i at vide, at man er privilegeret, og så samtidig føle sorg over dem, som dør. Diskussionen i vores samfund drejer sig ofte om, at de, som forsøger at komme hertil, er en trussel. Det er, som om der ikke er plads til at sørge over disse mennesker,« siger Peter-Clement Woetmann.

Dødsliste

I kolofonen til Bag bakkerne, kysten finder man to links. Det ene er til en hjemmeside, hvor en gruppe journalister forsøger at skabe overblik over de flygtninge og migranter, som er døde på vejen til Europa. Det andet link er til en pdf-fil, som er en liste over de 17.306 flygtninge, der er omkommet på vej til Europa. Deres navne nævnes, og måden, de er døde på.

Sigrid Nygaard
»Suffocated in a trailer on the truck of a ferry … Found dead floating in a river ...« mumler Peter Clement Woetmann, mens han scroller ned over navnene på sin computer. »Det er overvældende at kigge på,« siger han så. »Hvad skal man stille op med sådan en liste?«

Dødslisten blev en katalysator for Bag bakkerne, kysten, fordi den eksemplificerer det, som Peter-Clement Woetmann ønsker at anfægte: at døden bliver gjort til et tal, som man kun kan forholde sig til som abstraktion.

»Når jeg først ser sådan en liste, bliver jeg sørgmodig, og så tænker jeg: ’Fuck, jeg er privilegeret.’ Men det bliver også meget hurtigt abstrakt at kigge på sådan en opremsning af dødsfald. Ligesom det er abstrakt, når man hører om et antal døde i nyhederne eller ser billeder af sneklædte teltlejre. Man lukker af.«

Afstand mellem kroppene

Det er tydeligt at se på Peter-Clement Woetmann, at han bliver følelsesmæssigt påvirket af at forholde sig til disse skæbner. Han sidder uroligt på stolen, taler forsigtigt.

Han forklarer, at hans ønske med sin bog er at invitere læseren ind i et rum, hvor der er plads og tid til at forholde sig til de flygtendes situation og verdens situation i det hele taget. »I stedet for at få den kastet i hovedet som tal og nyheder,« som han siger.

I sin bog nævner Peter-Clement Woetmann flere af de omkomne fra databasen. Men han markerer også den afstand, der er mellem disse kroppe, som, hvis de er heldige, når til »kysten«, og så den hvide krop, den krop, som er »bag bakkerne«.

Bag bakkerne, kysten består kun af sætninger som indledes med enten »Min krop er« eller »Min krop er ikke«.

– Bogen er opbygget meget dikotomisk. Er der et ’os’ og ’dem’?

»Det ved jeg ikke, om man kan sige. Jeg vil gerne vække en følelse af solidaritet. I mit første udkast til bogen startede alle sætningerne med ’Min krop er’, både de, der handlede om de omkomne, og de, der handlede om den privilegerede krop. Men den form for solidaritet kom til at virke postuleret. Solidariteten opstår først, når man erkender sit eget privilegium, den afstand, der for eksempel er mellem en krop, som har fået en gratis uddannelse, og en krop, som er overladt til havet.«

Grusomhedens æstetik

En tidligere version af Bag bakkerne, kysten blev oprindeligt læst op som en performance på det Kongelige Teater i efteråret. Det er en tekst, der egner sig til oplæsning, fordi sætningerne med deres ens begyndelse har klang og rytme. Men også fordi bogen på trods af sit politiske indhold lægger sig op ad en naturpoetisk tradition.

»Den har jo en slags grusomhedens æstetik,« bemærker Peter-Clement Woetmann. »Der er en glæde over bakkerne, over det bløde landskab, og selve bogen er også blevet så ren.«

Han lader hånden køre over bogens bleggrønne omslag, hvorpå der er trykt et enkelt kornaks.

»Det litterære kan jo glemme verden, glemme alt det grusomme, og så ud af det blå minde en om det hele igen. På den måde rummer bogen en bevægelse fra det tilsyneladende fredelige danske landskab til middelhavet, hvor mennesker drukner på vej mod Europa.«

– Kan denne konstante distinktion ikke komme til at virke naiv?

»Måske, men det er ikke naiviteten, jeg er bange for. Jeg tror nærmere, det er den her frygt for det naive, vi skal være bange for. Det er klart, at vi kender bogens positioner i forvejen, vi kender sangen om den hvide, privilegerede mand. Men vi må stadig interessere os for, hvordan man så kan skrive om denne erfaring.«

Systemdigtning

Peter-Clement Woetman nævner selv, at hans bog er en form for systemdigtning, altså et værk, der er styret af et formelt princip, f.eks. en talrække, eller som i Bag bakkerne, kysten, at alle sætninger begynder ens. F

orfattere som Inger Christensen og Hans-Jørgen Nielsen er kendt for denne måde at opbygge deres værker på. Som inspirationskilde fremhæver Woetmann også et nyere eksempel, Hun er vred af Maja Lee Langvad, hvis sætninger alle starter med de samme tre ord.

»Jeg oplevede en enorm frigørelse i min skrift i forbindelse med denne bog på grund af den måde den vender sig mod verden på. Jeg har i mine tidligere bøger set skriften som en udforskning, et eksperiment og et rollespil med udsigelsespositioner. Bag bakkerne, kysten vil tale om én ting. Den vil ikke være det hele. Og det kan måske forekomme naivt eller usofistikeret. Men jeg er træt af, at litteraturen skal være dygtig på den der lokalbrygget øl-agtige måde. At man skal sidde og lede efter en bismag af chokolade og så samtidig forsøge at sige noget politisk.«

– Der er en træthed over feinschmecker-litteraturen?

»Ja, på en måde. Altså min bog ligner jo feinschmecker-litteratur. Men den vil gerne undgå den intellektuelle spidsfindighed som en måde at værne sig for angreb på. Man kan sige, at den er meget let at angribe. Men hvor kedelig er uangribelig litteratur ikke også?«

Sorg, ikke skam

Mens vi taler om flygtningekrise og litterære former, daler sneen udenfor. Al denne snak om privilegier gør det svært ikke at tænke på verdens uretfærdigheder. Og let at føle sig skyldig, fordi man sidder i fred for kulden og har ro til at tale om litteratur. Men Peter-Clement Woetmann holder fast i, at han ikke er interesseret i at fremkalde hverken skyld eller skam.

»Bag bakkerne, kysten er først og fremmest tænkt som et sted, hvor man kan gå hen og få det ud. Jeg har kaldt bogen for ’En klagesang’, forstået i ordets oprindelige forstand, som en sang eller et digt, der udtrykker sorg,« siger han.

Woetmanns håb er, at klagesangen, og dermed også bogen, kan være et sted, hvor man ikke føler sig ensom med sin sorg.

»Den er ikke et kampråb, men den insisterer på det konkrete i denne sorg. På at disse mennesker findes. Eller, de findes ikke mere.«

At bogen ikke handler om skam, betyder ikke, at den ikke er hård at læse. Peter-Clement Woetmann nævner selv en linje, som gentages mange gange i bogen: »Min krop er blå øjne hvid hud.« Han vedkender sig, at en sådan gentagelse kan virke flagellantisk. Som at slå sig selv i hovedet med sit eget privilegium. Men det er også bare en konstatering af, at man et født ind i en krop, man ikke selv har kontrol over.

»Jeg har med vilje aldrig skrevet ’jeg’ i bogen, men konsekvent skrevet ’min krop’. Der er en klaustrofobi forbundet med ikke at kunne komme væk fra sin position som krop. Og så kan man komme til at føle skam, fordi man ikke er den krop, der sulter, men selv hvis man gav alt, hvad man ejede, væk, ville det ikke ændre på verdens situation. Det er samfundet og samfundene, der må handle empatisk. Jeg tror, at man som menneske har brug for et rum, hvor der er plads til at sørge.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu