Interview
Læsetid: 13 min.

Sorgen er en melodi, der aldrig hører op

Den svenske digter Tom Malmquist ventede sit første barn, da hans kæreste pludselig blev syg. I løbet af en uge var hun død, og han var blevet far til en lille pige. Få måneder senere mistede han også sin far. Tom Malmquist fortæller om sin oplevelse med at gå igennem sorg og transformere chokket til et kunstværk
Tom Malmquist mener, at det er en misforståelse, at sorgbearbejdning tager et bestemt stykke tid.

Tom Malmquist mener, at det er en misforståelse, at sorgbearbejdning tager et bestemt stykke tid.

Sille Veilmark

Kultur
25. marts 2017

Fotografen og jeg bliver budt velkommen i Tom Malmquists lejlighed på Lundagatan i Stockholm. Samme lejlighed, som han og kæresten Karin Lagerlöf boede i, da de ventede deres første barn. Og samme lejlighed, som hans selvbiografiske roman I hvert øjeblik er vi stadig i live udspiller sig i.

Da interviewet går i gang, kan jeg ikke lade være med lige at indskyde, at han må sige til, hvis der er noget, der bliver for personligt, noget, han ikke har lyst til at tale om. Men jeg kunne have sparet mig min betænksomhed.

»Nej,« affejer han mig hurtigt. »Jeg havde ikke skrevet bogen, hvis jeg var en person, der var bange for at tale om smerte, tab og angst, det indgår i mit arbejde.«

Så den næste halvanden times tid taler vi om tabet, angsten, smerten og sorgen. Tunge emner, men samtalen virker let, for forfatteren har meget på hjerte, og jeg når næsten ikke at få stillet mine spørgsmål, før han er i gang med at fortælle sin historie.

Når han taler om Karin, peger han ind gennem det åbne køkken til arbejdsværelset, hvor der hænger et stort fotografi af en smilende kvinde, som jeg lige akkurat kan se fra sofaen, jeg sidder i.

Bogen var en redning

Det første, han gerne vil gøre klart, er, at det er en misforståelse, at sorgbearbejdning tager et bestemt stykke tid. Et år, to år. Sådan er det ikke. Han ser sorgen som en melodi, forklarer han. Den kan have forskellig styrke, men den aftager aldrig.

»I begyndelsen var sorgmelodien vældig stærk, som et symfoniorkester. I andre perioder er den så svag, at den knapt kan høres, og da lever man som sædvanligt, men så pludselig er der nogle ting, som udløser et minde, og så bliver den stærk igen.«

Sille Veilmark
Og netop i disse dage er den taget til, fortæller han. Årstiden minder ham om den tid for ret præcist fem år siden, hvor han mistede sin kæreste og samtidig blev far.

»Lige nu oplever jeg ganske megen angst. Jeg tror, det er fordi, lugten udenfor, temperaturen, lyset, minder mig om, at det bliver forår,« forklarer han.

I hvert øjeblik er vi stadig i live, der var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris i 2016, handler netop om alt det, der for fem år siden vendte op og ned på forfatterens liv:

Tom og Karin venter deres første barn. De er begge først i 30’erne og har levet sammen i Stockholm i ti år.

Tom er digter, Karin skriver teatermanuskripter. De kæmper med økonomisk usikkerhed og angsten for ikke at kunne betale den næste måneds husleje, men holdes oppe af drømmen om at blive et »økonomisk uafhængigt digterpar, en slags lykkelig version af Sylvia Plath og Ted Hughes«, som der står et sted i romanen.

En dag bliver Karin indlagt med influenzalignende symptomer, som viser sig at være akut leukæmi. Deres datter bliver forløst ved kejsersnit og indlagt på neonatalafdelingen på hospitalet i Stockholm. Den lille pige har det fint, men Karins tilstand forværres hurtigt, og syv dage efter indlæggelsen dør hun.

Tom er blevet far, men han må samtidig kæmpe med sorgen og chokket over at have mistet Karin.

Som om det ikke var nok, bliver han kastet ud i en bureaukratisk kamp, fordi han ikke juridisk set er anerkendt som far til Livia. Han og Karin var ikke gift, og de havde ikke nået at underskrive en faderskabserklæring, inden Karin døde. Hos de svenske myndigheder er Livia blot registreret som »Pigebarnet Ukendt Lagerlöf«.

Og så – fire måneder efter Karins død og Livias fødsel – mister Tom sin far, sportsjournalisten Thomas ’Malmen’ Malmquist, der var syg af kræft.

– Hvordan fandt du ud af, at du ville skrive om alt det, der skete?

»Det reddede mig, at jeg på en måde kunne skabe noget meningsfuldt i det meningsløse.«

»Jeg kunne ikke forestille mig et liv uden Karin, jeg havde jo levet med hende i ti år. Vi ventede vores første barn, og alt var rigtig godt. Hun blev ramt af det her, som vi troede var influenza, og så var hun pludselig død. Alting gik meget stærkt. Jeg var selvfølgelig i chok, men det at skrive tog mig ud af chokket, og jeg begyndte at se alt klarere og tydeligere.«

En atypisk begravelsestale

I første del af bogen beskriver Tom Malmquist den kaotiske tid på hospitalet, hvor han bogstaveligt talt måtte løbe frem og tilbage mellem neonatalafdelingen, hvor hans datter lige var kommet til verden, og intensivafdelingen, hvor hans kæreste lå for døden.

Hos Karin kæmper en hær af læger og sygeplejersker for at redde hendes liv, og stemningen bliver mere og mere hektisk, som sygdommen skrider frem:

»Jeg står gemt bag døren og kigger ind gennem vinduet med ståltrådsnettet, jeg kan ikke se om Sax råber til dem på stue 2 eller ind i en telefon: Enorme doser af vasopressorer, desuden cirkulatorisk ustabil, multiorgansvigt, udbredte blødninger fra alle åbninger og slimhinder, patienten er i princippet døende.«

På neonatalafdelingen, hvor den nyfødte Livia er indlagt, er stemningen en anden:

»Roen på neonatal, jordemødrenes langsomme bevægelser, de hviskende stemmer, modermælkserstatningen som de varmer i mikrobølgeovnene, og som dufter af honning, bamserne, dukkerne, de små knitrende lyde fra kuvøserne, opslagstavlen ved indgangen med fotografierne af babyer og forældre, og gangen som er pyntet som i en børnehave. Alt dette er et åndehul.«

Den kaotiske tid på hospitalet og Karins korte sygdomsforløb bliver beskrevet i detaljer. Både gennem en nøgtern beskrivelse af Karin, hendes krop, den måde, hun ser ud på. Men også gennem direkte gengivelser af samtaler med læger og sygeplejersker, der forsøger at holde Tom opdateret undervejs.

Tom siger til lægerne, at de skal tale til ham, som om han selv var læge. Han vil vide alt om, hvad der sker, og han noterer deres indviklede fagsprog i sin notesbog.

»Jeg ville kunne give Karin svar på spørgsmålene, hvis hun skulle vågne op,« forklarer han. »Og så mærkede jeg også, at jo mere jeg noterede, jo mere fik jeg kontrol. Når man befinder sig i sådan en situation, er der jo en magtesløshed, og det at skrive og forsøge at få styr på, hvad der skete, er et forsøg på at tage kontrol over det.«

På samme måde gav arbejdet med bogen en følelse af kontrol. Selvom den var hård at skrive, fordi den gengiver hele oplevelsen af det smertefulde forløb så direkte, var der også en slags nydelse forbundet med at kunne sætte ord på præcis, hvordan han havde det.

»Gennem kunsten kan man jo gøre sådan et chok som død eller smerte til noget nydelsesfuldt. Det var en nydelse at føle, at jeg kunne skrive og formulere det, så det blev stærkt.«

Bogen blev til som en videreudvikling af den tale, Tom Malmquist skrev til Karins begravelse. Han insisterede på selv at holde den, for han ville ikke have, at det skulle være en præst, der aldrig havde kendt Karin, som talte om hende. Og her fandt han ud af, at den rå og nøgterne beretning om forløbet havde en stærk effekt.

»Talen var lidt speciel,« fortæller han. »Jeg gik benhårdt på hendes sygdom.«

»For jeg tænkte sådan her: Her er en kvinde, som var fuldstændig frisk, som var ude at spise med sin veninde for nogle uger siden, som var træt, fordi hun var gravid, og pludselig er hun død. Det var meget abstrakt og mærkeligt. Mange af dem, der sad på kirkebænken vidste jo ikke, hvad der var sket, andet end at hun havde fået leukæmi og var død pludseligt. Så jeg fortalte dem, hvad der var sket. Og der mærkede jeg, at denne rå beretning berørte folk. Jeg blev mindre ensom af det, og dem, som lyttede, følte sig mindre ensomme.«

Ikke nogen engel

Det var vigtigt for forfatteren, at bogen skulle være en ærlig og præcis gengivelse af hans oplevelse af situationen. Han ville skrive om, hvordan man fungerer som menneske i en ekstrem og akut situation og ikke om, hvordan sorgen ser ud i tilbageblik.

I hvert øjeblik er vi stadig i live er blevet oversat til ti sprog, og Tom Malmquist fortæller, at den også skal filmatiseres og sættes op som teaterstykke. Så noget tyder på, at mange læsere kan genkende noget i hans personlige beretning.

Han er ikke selv i tvivl om, at bogen ikke bare handler om en svensk poet, der mister sin livsledsager, men om det at være menneske.

»Jeg tror, at man kan lære sig selv bedre at kende gennem det at læse om et andet menneske. Jeg synes, det er en god opgave for kunsten at stille de store, ubekvemme spørgsmål og beskrive ekstreme situationer. Med det mener jeg, at en kærlighedsrelation jo også på en måde er ekstrem.«

Og bogen er netop også en kærlighedsroman, forklarer han:

»Den handler om en kærlighedsrelation, der resulterer i liv og død.«

Scenerne fra hospitalet glider i bogen over i flashbacks til den tid, hvor Karin og Tom mødte hinanden, og det liv, de kom til at leve sammen:

»Sygeplejersken sænker sengen så jeg kan sidde på taburetten og samtidig holde Karin i hånden, så henter hun en kop kaffe til mig, udluftningsvinduet er åbent, jeg kan se billygterne på Essingeleden, jeg tør ikke kysse Karin, hendes hår bevæger sig lidt i trækvinden, jeg vil så gerne kysse hende, jeg kigger på hende i halvmørket, der snor sig en broderet plante på hendes natkjole, jeg ligger på den cremefarvede sofa, jeg drikker i små slurke, jeg har aldrig overnattet hos Karin før (...).«

Beskrivelserne af Karin er fulde af kærlighed, men samtidig var det vigtigt for Tom Malmquist at være ærlig og forsøge at undgå at glorificere hende. Som da han beskriver den første gang, de var ude sammen, før de blev kærester, og han i virkeligheden var mere interesseret i hendes slanke og smukke veninde.

Det er let at komme til at glorificere dem, man har mistet, men for Tom Malmquist er det hverken særligt interessant at skrive eller læse om en, der bliver gjort til en »engel som er perfekt«, og det er heller ikke sådan, det er i virkeligheden.

»Når jeg sammenligner Karin med andre kvinder, jeg har kendt, så er hun virkelig både sød og sjov og cool og forstående. Men det bliver ikke godt, hvis jeg bare skriver om det, jeg må ligesom finde ud af, hvad der var med hende, som var svært, for hun var jo ikke så perfekt. Jeg forstår jo, at det her er noget, jeg har konstrueret.«

En idiot i Sverige

Det, som Tom Malmquist fandt frem til og tog ind i romanen, var, at Karin bar rundt på en stor angst. Hun havde været syg to gange før (af helt andre årsager), og som meget ung havde hun oplevet at være konfronteret med døden. Den angst kunne Tom aldrig helt blive en del af, for den handlede om, at hun kunne dø.

– Du skriver i bogen, at du først kunne forstå Karin, da du selv oplevede at miste hende. Følte du, at du kom tættere på hende i kraft af det, du var igennem?

»Jeg tror aldrig, at jeg har kendt Karin så godt, som jeg gør nu. Det er mærkeligt, at det kræver, at hun skal dø før, at jeg skal lære hende at kende i dybden. Det er ét aspekt af det. Et andet aspekt er, at jeg gennem selv at have været ramt af stor sorg og angst kan forstå hendes angst.«

Men bestræbelsen på en ærlig og ufiltreret skildring af forholdet og af, hvordan Tom selv reagerede i den akutte situation, har også virket provokerende på mange. Især i Sverige, mener han.

»Der er mange i Sverige, der synes, jeg er lidt en idiot efter at have læst bogen. Det er typisk svensk. Jeg tror ikke, man tænker sådan i Danmark. I Sverige er det sådan, at det offentlige billede af svenskeren er så forbandet tilrettelagt, man skal være så politisk korrekt. Jeg synes, det er så kedeligt, for sådan er det jo ikke. Så jeg skriver om, hvordan man faktisk er. En relation er ikke bare lovprisning af hinanden, der er også brok, og man bliver sure og råber ad hinanden. Sådan ser rigtig mange relationer ud.«

– Men det provokerer folk?

»Ja, i Sverige. Jeg tror, det er et tabu at vise, at man er et menneske, som ikke er perfekt. Der er dansk kultur meget bedre, det er derfor, Danmark har haft meget bedre kunst den seneste tid.«

– Var det med til at gøre det endnu vigtigere for dig at være ærlig i din beskrivelse?

»Ja, dels fordi jeg er provokeret af det svenske kulturklima, og dels fordi at sådan er det jo. At være ærlig er også ikke at være bange for at vise bristerne. Det er det, der gør kærlighedsrelationen interessant.«

At nærstudere sorgen

Som samtalen skrider frem, forstår jeg, hvad Tom Malmquist mener med, at han ikke er bange for at tale om smerten. Han er for længst ude over den berøringsangst, som de fleste nok kender til i forbindelse med tab og sorg.

I stedet for at lægge afstand til det, der skete, har han studeret smerten, døden og sorgen. I vindueskarmen ligger bøger af Sigmund Freud og Zygmunt Bauman med titler som Döden och odödligheten i det moderna samhället, Flytande Rädsla, og Drömtydning.

Mens han skrev sin roman, læste han både psykologi, filosofi og skønlitteratur og brugte det til at fundere over det, han gik igennem. Men samtidig har han oplevet, at der findes meget tabu omkring sorgen, og hvordan man skal møde nogen i sorg.

»Mange bakker og tænker: ’Jeg vil ikke forstyrre dig nu, når du har det dårligt’. Men det er det, man vil. Man vil blive forstyrret. Stilhed er det værste, når man er i sorg. Det gør ingenting, om man siger det rigtige, bare man siger noget.«

Ligesom at det var en lettelse at skrive først begravelsestalen og senere bogen, er det også en lettelse at blive ved med at tale om den, fortæller han.

»Jeg kan bearbejde min sorg, når jeg taler med dig nu, og når jeg står på en scene – selvom det måske virker lidt mærkeligt.«

»Det er hårdt, og jeg får lidt trykken for brystet, når jeg taler om det nu, men det er også sådan, at det er skønt ikke at slippe sorgen. Det er så almindeligt, at man siger, nu skal du slippe det og komme videre, men hvad betyder det? Hvordan kommer man videre? Det her værker i mig hele tiden, det er en melodi, som stadig findes og altid vil findes.«

Bogen har også været med til at gøre det lettere at forklare andre, hvad det er, han har været igennem. Den er blevet lidt som et visitkort:

»Det her er mig. Læs bogen, så ved du, hvad der skete,« siger han og forklarer, at han håber, at den kan komme til at have samme effekt for hans datter, så hun måske også vil føle sig mindre ensom med sin historie.

Først og fremmest er bogen skrevet til hende som én puslespilsbrik ud af mange, som hun kommer til at lægge, når hun bliver ældre, og som handler om, hvem hendes mor var, og hvad der skete, da hun blev født.

Det bedste øjeblik er lige nu

Da Tom Malmquists far døde fire måneder efter Karin, følte han, at sorgen havde nået sin grænse. »Jeg kunne ikke blive mere sorgfuld, end jeg var.«

»Derimod oplever jeg i dag, at jeg kan savne min far næsten mere end Karin. Vi havde et vældig turbulent forhold, men i de sidste år blev det ret fint. Vi mødtes ofte og lyttede til countrymusik, drak vin og havde små snakke. Det savner jeg rigtig meget.«

Igen er han tilbage ved sorgmelodien. Der findes ligesom to melodier, forklarer han, én for Karin og én for hans far. Nogle gange er den ene stærk, og nogle gange er den anden. Andre gange er de begge to stærke, og da bliver det som en kakofoni.

Savnet af Karin ligger allermest i de små hverdagsøjeblikke.

»Som når hun sad og læste, og jeg så en serie eller omvendt. Vi var stille, der skete ingenting. Det er det, jeg savner mest, og det er også det, som bogens titel sigter til.«

I hvert øjeblik er vi stadig i live er ikke bare en barsk fortælling om tab, det er også en påmindelse om, hvor værdifuldt livet er.

»Det er ganske ofte, at jeg ser på Livia og bare nyder det: at det her er noget fantastisk, at det her måske er det bedste øjeblik i mit liv lige nu. Og det tror jeg, at man kan opleve, når man læser bogen. At man måske selv bare nyder morgenkaffen lidt mere med den, man elsker.«

Serie

Døden i litteraturen

I denne artikelserie taler vi med forfattere og forskere om, hvordan vi gennem litteraturen kan finde et sprog for død og sorg

Seneste artikler

  • Barndommen er ikke bare Fætter BR, badeland og ingen bekymringer

    29. april 2017
    Et væld af historier om tab, sorg og død finder i disse år vej ind i dansk børne- og ungdomslitteratur. Men hvor går grænsen for, hvad børn kan klare at læse om? Og hvordan finder man et litterært sprog, der kan beskrive døden i børnehøjde?
  • Ophørets litterære dødedans

    22. april 2017
    Som litterært emne kappes døden og kærligheden om hyppighed og omfang som de universelle magter, de er. Og ikke sjældent i intim forbindelse. Torben Brostrøm er gået på opdagelse i verdenslitteraturen for at finde en række af de stærkeste beskrivelser af døden
  • Naja Marie Aidt: Sorgen er et kæmpe fucking monster, der ødelægger alting

    18. marts 2017
    Da Naja Marie Aidts søn Carl døde for to år siden, mistede forfatteren også sit vigtigste arbejdsredskab: sit sprog. Hun fandt langsomt ind til sproget igen, da hun begyndte at læse litteratur om sorg. Nu vil hun med sin nye bog give sine erfaringer om tab og sorg videre til andre
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her