Bedste omstilling: holdet bag La La Land, da de ikke vandt prisen for årets film
Som alle, der har vinket til en, der vinkede til en, der stod lige bag dem, ved, er værdighed en svær disciplin. Ikke mindst, når der er anerkendelse inde i billedet.
»Vi er heroppe alle sammen,« sagde producer på La La Land Jordan Horowitz med passende bøjet nakke og rank ryg midt i en rulletekst-agtig strøm af taksigelser til samarbejdspartnere, forældre og hans blåøjede kone.
Bag ham klemte hænder triumferende om skuldre, mens vantro og taknemmelige blikke blev udvekslet. Da scenografen overtager ordet (og her går jeg over til sportsnutid, fordi spændingen virkelig steg) og taler om stjerne, drømme og medfølelse, begynder filmholdet at ryste på hovedet. Stadig vantro, mindre lykkelige.
En tv-producer tager statuetten ud af hånden på et medlem af filmholdet, endnu en står og takker, vender sig om, modtager en nyhed og vender sig mod mikrofonen: »Øh, i øvrigt tabte vi.« La La Lands overflødige takketale kunne have været rigtig sjov for de kyniske og skadefro, men Jordan Horowitz formår at omstille sin patosfyldte sejrsstemning til en lige så patosfyldt og historisk god taberattitude.
Han slår armen ud, kalder Moonlight-holdet på scenen med en mine og en replik, der erklærer, at det er mindst lige så stor en ære at give prisen videre, som at modtage den (noget som sangerinden Adele i øvrigt også havde forstået, da hun brækkede sin amerikanske Grammy for årets album midt over og gav halvdelen til Beyoncé, som burde have vundet prisen). En på alle måder inspirerende håndtering af en akavet situation.
iBureauet/Mia Mottelson
Bedste alvorsord: Anousheh Ansari på vegne af Asghar Farhadi, vinder af prisen for bedste udenlandske film
Den iranskamerikanske astronaut Anousheh Ansari leverede stille og sagligt takketalen på vegne af den iranske instruktør Asghar Farhadi, som vandt prisen for bedste udenlandske film med The Salesman.
Farhadi boykottede Oscar-uddelingen på grund af Trumps indrejseforbud for iranere og folk fra seks andre overvejende muslimske lande. Takketalen var et kort og opbyggeligt manifest om det farlige ved at skabe splid og frygt og filmkunstens vigtige opgave: at »vende kameraet mod fælles menneskelige kvaliteter og bryde med stereotypier om forskellige nationaliteter og religioner. De skaber empati mellem os og andre – en empati, vi mere end nogensinde har brug for«.
Bedste åndedrætsbesvær: Emma Stone, vinder af prisen for bedste kvindelige hovedrolle
iBureauet/Mia Mottelson
Glæde er mest overbevisende, hvis den følges af kontroltab. Tænk på Susanne Biers takketale, da hun med Hævnen vandt en Oscar for bedste udenlandske film i 2011 og pludselig famlede rundt efter ordene i det engelske sprog.
Mens årets vinder af prisen for bedste mandlige hovedrolle Casey Affleck (Manchester by the Sea) fik en snert af hukommelsesbesvær og stod og huskede navne, så godt han nu kunne, blev årets kvindelige hovedrolle Emma Stone (La La Land) ramt på åndedrættet.
Der blev hevet efter vejret dybt nede i lungerne, og som konventionen foreskriver, var hun nærmest mere færdig over at blive sidestillet med så ekstraordinære talenter som hendes konkurrenter. Her måtte Emma Stone bare ryste på hovedet, slå ud med armene og takke dem for at inspirere hende hver dag.
Emma Stone viste med sin besværede vejrtrækning, at hun virkelig ikke havde regnet med at være så heldig at vinde, og understregede i sin tale, at held og muligheder havde en del at sige for sejren. Mega ydmygt og helt efter bogen.
iBureauet/Mia Mottelson
Bedste enkeltstående tåre: Mahershala Ali, vinder af prisen for bedste mandlige birolle
Mahershala Ali stod både for årets tåre til Oscar-uddelingen og for årets tåre på film i den anbefalelsesværdige Moonlight, hvor han spiller en særdeles uafstumpet pusher.
Det var også tårevædet, da Ali vandt en Screen Actors Guild-pris for den samme rolle. Her talte han om forskelle på mennesker, hvordan man kan vælge at leve med dem, og om hvordan hans kristne mor reagerede, da han for år tilbage konverterede til islam.
Takketalen til Oscar-uddelingen var i den lidt lystigere ende, da Mahershala Ali vandt en Oscar for bedste mandlige birolle. »Det handler ikke om dig. Det handler om at tjene din karakter, historien og dens andre karakterer,« sagde han med en tåre glimtende i øjenkrogen og sendte anerkendelsen videre til sin kone, der fire dage tidligere havde født et barn.
Bedste tårestrøm:
iBureauet/Mia Mottelson
Viola Davis, vinder af prisen for bedste kvindelige birolle
En særlig tak skal lyde til Viola Davis, der vandt prisen for bedste kvindelige birolle, for at bruge store ord og lade tårerne flyde frit og ubesværet.
I den melodramatiske filmatisering af den amerikanske dramatiker August Wilsons teaterstykke Fences. Viola Davis spiller her en sort arbejderkvinde i 1950’ernes USA, og lige så snart hun stod på scenen, rettede hun opmærksomheden hen på alle de mennesker, der ligger på alverdens kirkegårde med historier fulde af drømme, kærlighed og tab. Det er deres historie, Viola Davis vil fortælle, og deres liv, hun som kunstner vil fejre, sagde hun med skælvende og indtrængende stemme.
Fences kaldte hun en film om mennesker, ord, liv, tilgivelse og værdighed, og så takkede hun Gud og forskellige mennesker for at være centrum i hendes univers og lære hende om godt og ondt, om at fejle, elske og tabe. Mindst storladne, men ikke mindre dybfølte tak gik til hendes søster, hun som barn legede rig hvid kvinde med.
Mest fattede takketale: Barry Jenkins og Tarrell Alvin McCraney for prisen for bedste filmatisering
For nogle er det følelsesudladningen, der virker stærkt, for andre er det evnen til at bevare roen og sige nogle velovervejede ord om det stykke arbejde, man bliver belønnet for.
Det gjaldt instruktøren og manuskriptforfatteren bag den storartede Moonlight, der handler om at vokse op som homoseksuel mand i et hårdt og narkopræget kvarter i Miami. Barry Jenkins og Tarrell Alvin McCraney tog sig god tid til at dedikere prisen for bedste filmatisering (Moonlight er baseret på et teaterstykke) til alle de brune drenge, piger og ikke kønskonforme mennesker derude, som savner historier at spejle sig i.
Filmen, prisen og talen var til dem. Den tale var på sin plads, især fordi al forvirringen om, hvem der havde vundet prisen for årets film, gjorde, at Barry Jenkins mest bare fik konstateret, at det ikke var en drøm.
