Interview
Læsetid: 6 min.

Alle taler om De Vestindiske Øer. Her er de vestindiske stemmer

Kultur
31. marts 2017
Yohancé Henley er historiefortæller fra St. Thomas

Yohancé Henley er historiefortæller fra St. Thomas

Aisha-Zakiya Boyd

Op til hundredåret for salget af de vestindiske øer er der blevet fortalt den ene historie efter den anden om kolonitiden, trekantshandlen, og om, hvorvidt Danmark skal sige undskyld. Men hvem er det egentlig, der bor på øerne i dag, og hvordan ser de på jubilæet? Vi har talt med en række beboere

Yohancé Henley, historiefortæller, St. Thomas

Jeg fandt ud af, at jeg skulle være historiefortæller, en sommer hvor jeg ikke havde motivation til at lave det store. Men så løb jeg ind i Glenn Kwabena Davis. Før var storytelling mest af alt underholdning for mig, men han viste mig en ny måde at forstå det på. Fortællinger bærer vores arv og traditioner, og vi kan lære rigtig meget af dem.

Personligt tager jeg afstand fra kolonialisme, for det er grunden til, at vi kom til disse øer i første omgang. Jeg respekterer, at 100-årsjubilæet skal markeres, for det er den fortid, vi kender. Men som jeg forstår det, blev vi dengang overdraget fra den ene slaveherre til den anden … Vi blev handlet, købt og solgt.

Shikima Jones, sanger, ansat ved kommunen, Sankt John (tidligere Sankt Jan)

Min oldefar hed Neptune Richards. Vi var en af ​​de familier, der ejede over en tredjedel af øen og donerede vores jord til Laurance Rockefeller, da han ville udlægge stedet til nationalpark.

Jeg skal optræde ved et 100-års jubilæum. Det er første gang, og jeg glæder mig rigtig meget.

Masser af historie kommer op til overfladen her ved 100-året. Både dårlige og gode ting, men for mig er det alligevel en fest. Vi skal feste, fordi nogle af vores forfædre kæmpede for det her. Jeg ser det som en hyldest til livet og en højtideligholdelse af alt det, vores forfædre måtte igennem.

St. John er ved siden af de andre øer ligesom den stedsøster, ingen vil tale om, men alle gerne vil have til alt muligt. Jeg er ret sikker på, at der vil være større fester på St. Thomas og St. Croix i forhold til, hvad vi kan klare her, selvom St. John spillede en stor rolle.

Min oldefædre, den ene af dem var Julius E. Sprauve, en af ​​de første senatorer på øen, sejlede jævnligt til St. Thomas, når den lovgivende forsamling trådte sammen, for de kom da aldrig over til os. Der var ingen færger dengang, så det må have taget timer – de var nødt til at ro hele vejen. I dag kan turen klares på få minutter. 

Pamela Richards, forkvinde for US Virgin Islands Transfer Centennial Commision, St. Thomas

100 år er en stor milepæl. Man kan ikke lade hundreårsjubilæer passere og ikke markere dem.

Vi har holdt flere folkemøder, hvor vi har spurgt lokalsamfundet, hvordan de gerne ville fejre, festligholde og markere jubilæet. Meldingen var klar: Det skulle ikke være en folkefest, men en mindemarkering.

Selv om vi har været en del af USA i 100 år nu, kan vi stadig ikke stemme til præsidentvalget, men kan godt risikere at skulle stille med soldater, når USA går i krig. Så når vi får en sådan platform som 100-året, er det oplagt at bruge den til at gøre verden bekendt med det urimelige i det.

Danskerne har involveret sig meget fra starten. Vi har mødt en masse danskere, der er kommet til byen og har sagt, at de har fjern familie her, og at de gerne vil møde deres sorte familiemedlemmer. Det er for mig en af ​​de bedste ting, der er kommet ud af det her. Folk er stolte af deres arv.

Alicia M. Wells, pensioneret lærer, St. John

Jeg stammer fra St. Thomas, men har boet på St. John i over 30 år. Jeg var forhånd lidt bekymret over, hvad vi skulle gøre ved 100-året på Jomfruøerne på grund af vores historie. Jeg har været i skolevæsenet i over 30 år, og jeg synes, vi kan gøre langt mere ud af at uddanne og forklare.

For år tilbage talte jeg med ældre mennesker, der havde været til stede, da Dannebrog blev taget ned, og Stars and Stripes gik til vejrs. Vi har stadig medborgere i vores samfund, som er 100 år eller derovre, og som stod helt tæt på, da flagene skiftede.

Men de gamle falder væk, og det er så sørgeligt, at så mange unge her ikke har nogen forestillinger om dengang. De danser Kvadrille men kender ikke til historien bag Kvadrille-dansen.

Vi burde markere 100-året i skolerne og på gaderne og give folk bøger om det eller læse op i parkerne for at fortælle om, hvad der skete dengang. Det er her er ikke rigtig nogen fest … det er en mindehøjtidelighed.

Larry Braga, pensioneret virksomhedsejer, yogadyrker, St. Thomas

Jeg har boet her i 38 år. Jeg elsker øernes skønhed og klima. Jeg slog mig ned her i en alder, hvor mine fleste jævnaldrende stadig var optaget af at gøre karriere. Jeg besluttede mig for, at jeg hellere ville have en livsstil end en karriere. Det har fungeret rigtig godt.

De fleste mennesker, der bor her i dag, har ikke relationer til den danske fortid. Jeg kan forstå, hvorfor nogle mennesker ikke er glade for den fortid, og hvorfor andre mennesker fascineres af den. Set fra et turismesynspunkt er historien jo fantastisk.

Levevilkårerne for sorte mennesker var ikke gode, og jeg kan også godt forstå, hvorfor nogle folk på øerne ikke bryder sig om at blive mindet om 100-året. Det vigtigste lige nu er, at vi bor her.

Fortid er fortid. Nutiden er, hvad der tæller. Det ved jeg alt om, jeg har overlevet en kræftsygdom.

Allegra Christopher, bamboula-danser, ’kulturbærer’, St. Thomas

Jeg har deltaget i 100-årsarrangement som danser og kulturbærer. Det er vigtigt at anerkende eller i al fald erkende, at bamboula var her fra starten. Vi er først afrikanere, så caribiere, og så et samlet folk på Jomfruøerne.

Bamboula-dansen kom til øerne med slaverne. Den er ældre end slaveriet. Bamboula er roden til vores frihed. Det fortalte min mor mig. Hun sagde: Mange bamboula-dansere drog i kamp med deres trommer. Dansen rodfæster, hvem vi er: afrikanere.

Jeg elsker at være afro-caribisk kvinde. Jeg opdrager mine børn til at være virgin-islanders, selv om de bor i USA. Vi kender vores kultur, vi kender vores folk.

Jeg forsøger at indgyde min børn den stolthed, og bamboula er her central her. Den giver styrke og tiltro.

Den giver atititude og energi.

Chenzira Davis Kahina, ph.d., direktør for Virgin Islands Caribbean Cultural Center, professor i kommunikation ved University of Virgin Islands, St. Croix

Den mand, der var flådeguvernør på transfer day for 100 år siden, sagde senere, at Jomfruøerne aldrig burde overlades til at blive styret af sin egen befolkning, og altid burde forblive under hvidt herredømme. Den udtalelse kom han med i 1922. Det er hans kone, der har designet det flag, Jomfrueøerne benytter den dag i dag. Det er den slags samtaler, vi må føre i anledning af 100-året, uanset hvor ubekvemme de er.

Jeg kommer ikke til at fejre overdragelsen fra den ene slaverholdernation til den anden. Kun hvis vi havde haft levedygtige institutioner, der havde afviklet racismen, ville der være noget at fejre.

Hvad jeg hører fra mine studerende og enkelte kolleger – folk, der har en historie her, der går mange generationer tilbage – er, at 100-året vil passere som enhver anden mærkedag, og alle vil komme videre i deres liv. Andre siger dog, at det er historisk skelsættende.

Økonomien er forfærdelig dårlig for rigtig mange indfødte fra Jomfruøerne. Det er den slags samtaler, vi må tage hul på – også på 100-årsdagen. Hvad er der at fejre med så mange arbejdsløse? Hvad er der at fejre, når mennesker skal vælge, om de vil købe medicin eller mad?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvor er stemmerne fra de arbejdsløse og dem med manglende ressource og manglende social og kulturel kapital?

Hvor er stemmerne fra de arbejdsløse og dem med manglende ressourcer og manglende social og kulturel kapital?

Hvor er stemmerne fra de arbejdsløse og dem med manglende økonomiske ressourcer og manglende social og kulturel kapital?