Læsetid: 6 min.

Tidsånden har ikke altid været med Bodil, men hun stred sig videre trods skrammerne

I dag kan den danske Bodilpris fejre 70-års fødselsdag. Og selv om statuetten er en elegant kvinde, var der engang, hvor de prisuddelende mænd ikke altid fandt kvinder, der var værdige til at modtage den. Derimod sværmede man for politikerne. Filmkritiker Morten Piil ser tilbage
Trine Dyrholm, Maja Ilsøe og Pernilla August modtog Kathrine Windfeldts mindelegat ved Bodilprisen 2016.

Trine Dyrholm, Maja Ilsøe og Pernilla August modtog Kathrine Windfeldts mindelegat ved Bodilprisen 2016.

Mogens Flindt

4. marts 2017

Ved den første Bodiluddeling i 1948 satte man alle sejl til med prisuddeling i den fine restaurant Ambassadeur og underholdning af et verdensnavn som Victor Borge.

Det gjaldt om at samle nogle af samfundets spidser og slå Bodil-festen fast som det, man kaldte en Københavnerbegivenhed. Dengang var København noget mere provinsielt overskuelig end nu, hvad angår forlystelser.

Ved de umiddelbart kommende årlige fester havde man f.eks. fremtrædende socialdemokratiske politikere som H.C. Hansen og Viggo Kampmann fremme i rampelyset. Førstnævnte modtog endda en Bodil i 1951 for at være »den eneste finansminister i verden, der sætter filmskatterne ned«, som det hed i begrundelsen.

Denne politiker-reverens holdt dog ikke ved. Og i dag? Bare tanken om f.eks. Lars Løkke og Troels Lund Poulsen som æresgæster: absurd.

Tidsånden

Prisens status har vist sig at svinge ret voldsomt alt efter tidsånden. Den var høj i de autoritetstro 1940’ere og 1950’ere, men allerede vigende op gennem 1960’erne for at nå bunden i 1970’erne og en godt stykke op i 1980’erne.

Det hang selvfølgelig også sammen med dansk films ustabile kvalitet. I 1974 var den nationale produktion helte nede at skrabe bunden, så det år besluttede man slet ikke at uddele nogen Bodil til en dansk film.

Og i 1975 sagde Jens Okking nej tak til en Bodil for sin præstation som politimand i Nitten røde roser, fordi han med egne ord »blot som enhver anden her i landet har passet sit arbejde, og det kræver ingen belønning«.

Nej, 1970’ernes tidsånd var ikke med den elegante, Ebbe Sadolin-tegnede statuette, men hun stred sig videre trods skrammerne og et mere og mere nedskruet festblus.

1980’erne gav også problemer. I 1984 blev Bodil for bedste film (Forbrydelsens element) tildelt en vis debutant ved navn Lars von Trier. Men den unge instruktør, der dengang førte sig frem i lettere punk-stil, nedlod sig selvfølgelig ikke til at møde op og modtage den.

Lidt ufestligt, men i det hele taget var det så som så med festlighederne, indtil kritikerne i 1990’erne fik en alment respekteret formand (Kim Skotte) og kontinuérligt beslaglagde den store Imperial-sal til uddelingerne, der garneredes med visning af en ny (gerne dansk) film, fyldige filmklip fra de nominerede og præmierede film og et demokratisk afterparty med fri bar – det hele holdt sammen af professionelle konferencierer som Michael Carøe og Peter Mygind.

Nu skulle man jo også konkurrere med de aktive filmfolks egen pris til sig selv, Robert, hvis prisuddeling arrangeredes af folk med et tættere åndeligt slægtskab med begrebet showbusiness.

Alligevel overlappede priserne ofte hinanden, indtil der i år er sket noget, jeg tror er enestående: Robert-prisen for bedste film blev givet til en film (Jesper W. Nielsens Der kommer en dag), som end ikke er blandt de fem nominerede til filmskribenternes Bodil.

Der kommer en dag er godt filmhåndværk og var rimeligt succesfuld i biograferne, og det sidste kan ikke siges om nogle af de meget smalle film, filmkritikerne har nomineret.

Hvor var kvinderne?

I 1951, 1953, 1962, 1966, 1969, 1972, 1974, 1977, 1978, 1980, 1985 og 1988 blev der ikke uddelt nogen Bodilpris for bedste kvindelige hovedrollepræstation.

Gode kvinderoller var i ekstrem grad en filmisk mangelvare, og kvindernes rolle i kritikerforeningen var tilsvarende minimal. Frem til omkring 1990 bestod foreningen så at sige kun af mænd. Men så gik det endelig fremad for den kvindelige repræsentation af filmskribenter, og skønt den siddende formand (Jacob Wendt Jensen) er af hankøn, består bestyrelsen nu af fire kvindelige kritikere og en enkelt mand.

Skulle jeg udpege det tiår, hvor Bodil-prisen har haft størst betydning i filmiljøet og hos publikum, ville jeg gætte på 1950’erne.

Da Birgit Sadolin i 1957 fik Bodil-prisen for sin hovedrolle som frisk trompetspillende ungmø i Tre piger fra Jylland, kunne hun ikke være til stede ved prisoverrækkelsen, fordi hun samme aften spillede med Det kgl. Teaters trup på turné i Aabenraa.

Det afskrækkede dog ikke filmens Saga-producent, Poul Bang. Han lejede et lille aftenfly til Sønderborg, tog bilen til Aabenraa, flåede Birgit Sadolin fra scenen det sekund, hun var færdig, og fik hende fløjet tilbage til København, mens hun i flyet skiftede kostume til evening dress.

Efter halvanden times tur stod hun i World Cinema, fire minutter før hun skulle modtage sin pris.

Dengang gjorde man noget ud af prisvinderne, måske især når de var kvinder. Det var jo også så sjældent, de vandt noget.

Historier om Bodil

Hanekamp, modekontroverser, sabotage og en spydig Lars von Trier. Fire historier fra Bodilprisen gennem tiden.

Store egoer

Bodil-festarrangørerne inviterer selvfølgelig de prisnominerede med til festen og håber, de vil møde op og kaste glans over den.

Thomas Iburg/iBureauet

For små 20 år siden kunne man f.eks. se datidens to absolut førende kvindelige stjerner, Sidse Babett Knudsen og Iben Hjejle, give hinanden varme lykønskningsomfavnelser, når den ene vandt Bodil. Et smukt syn.

Helt anderledes var det med hanekampskonkurrenterne Lars von Trier og Ole Bornedal. I 1995 var Imperials store sal for lille til disse to egoer, der betingede sig, at de kun ville deltage i festlighederne, hvis de på forhånd kunne få at vide, om de vandt.

Da de med henholdsvis Riget og Nattevagten konkurrerede om den samme Bodil, var det umuligt for dem at være i biografsal sammen. Triers kilder var de bedste, så han opsnusede, at Riget ville vinde og dukkede op for at modtage prisen.

Til gengæld havde Bornedal opsnuset, at Trier ville komme – og blev derfor væk. Begge film var prisværdige, men deres instruktører viste næppe det store menneskelige format ved den lejlighed.

Yves Saint-Laurent, selvfølgelig

Bodilfesterne har udløst ironiske og satiriske reportager fra skribenter som Lasse Ellegaard og Morten Sabroe.

Thomas Iburg/iBureauet
I 1975 var dette organs mangeårige medarbejder og periodevise chefredaktør Ellegaard til Bodil-fest og hæftede sig ved en unavngiven digter, der ifølge Ellegaard »var berømt nok til at få sit navn i BT’s Bodil Caths sladderspalte, men ikke berømt nok til at få sit billede på«.

Samme Ellegaard gav en beskrivelse i Information af Leths klædedragt, som udløste et læserbrev nogle dage efter, ætsende i sin præcision og krydret af delikat ironi.

Leth måtte korrigere en mand, der tydeligvis ikke havde sin vante gang hos Yves Saint-Laurent på Place Saint-Sulpice: Skjorten var »ikke bordeaux-rød, ikke småprikket og ikke af helsilke, men rustrød-mørkebrun-lysebrun, hanefjedsmønstret og af vaskeuld (Yves Saint-Laurent selvfølgelig)«. Dette ’selvfølgelig’ har utvivlsomt sendt et gys gennem mange af datidens cowboy-klædte Informationslæsere.

Tillykke med Bodil’en!

I ungdomsoprørets store år omkring 1970 blev Bodiluddelingerne set som en del af the establishment og derfor som ’fjenden’.

Thomas Iburg/iBureauet

I 1971 skete der f.eks. det, at en respektløs journalist ved herværende dagblad (den daværende kulturjournalist og senere chefredaktør, nu afdøde Philip Lauritzen) satte sig for at offentliggøre, hvem der fik Bodilpriserne inden selve festen. Det tog jo ganske effektivt luften ud af festlighedernes spændingsmoment.

Og hvordan fandt han så ud af, hvem vinderne var?

Jo, nogle dage inden festen ringede han rundt til de Bodil-nominerede personer, og hans første replik lød: »Tillykke med Bodil’en!« – »Tak, tak,« lød det så fra nogle af de nominerede, og så var den hemmelighed afsløret, og spændingen taget ud af arrangementet, i hvert fald for Informations-læserne.

Som ansat ved det samme blad som den gode Philip mødte man mørke miner fra kritikerkolleger under festen. Selvfølgelig var man under mistanke. Men Philip havde kun sin egen frækhed at takke for sit lille stunt.

At stille op

Lars von Triers grundliggende holdning til Bodil-festen var »aldrig at stille op til den forestilling«. Det

Thomas Iburg/iBureauet
har han så gjort to gange alligevel, da han i 1992 vandt for bedste film med Europa og i 1995 med Riget.

Han har yderligere vundet hele fem gange for bedste film: med Forbrydelsens element, Breaking the Waves, Dogville, Antichrist og Melancholia– men har altså ingen af disse gange »stillet op til den forestilling«.

Til forevisning ved festen i 1997, hvor han vandt med Breaking the Waves, fremstillede han en lille speciallavet film, hvor han efter bedste spydige evne fornærmede så mange folk i filmmiljøet som muligt.

Det satte en egen giftiggrøn kulør på aftenen, mens man gik og spekulerede på, hvorfor det var så vigtigt for ham at besvare en velment æresbevisning med aggressioner.

Man må formode, at han har åndet lettet op, da hans Guldpalme-vinder Dancer in the Darki 2001 overraskende tabte i Bodil-kapløbet til Per Flys Bænken. Ikke flere hvide damer til en allerede pænt fyldt hylde bagest i pulterrummet.

Morten Piil har siden 1962 været medlem af Danske Filmkritikere (tidligere Filmmedarbejderforeningen), der hvert år uddeler Bodilpriser til danske film.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu