Interview
Læsetid: 2 min.

’Det er vigtigt ikke at lave en politisk korrekt overindsats’

Politiken fremlagde mandag en undersøgelse fra Roskilde Universitet, som viser, at etniske minoriteter kun udgør 4 procent af nyhedskilderne hos ni af de største danske nyhedsmedier. Den samme gruppe udgør til sammenligning 12,3 procent af befolkningen. Naja Nielsen, nyhedschef for DR Nyheder giver svar på tiltale
Kultur
3. marts 2017

– Hvorfor er etniske minoriteter underrepræsenteret blandt kilderne hos DR Nyheder?

»Jeg tror, der er historiske årsager til det. Hvide, midaldrende mænd har historisk set domineret medierne og andre indflydelsesrige steder. Det er vaner, som det kræver en lang og aktiv indsats at gøre op med. Og så er det en erkendelsesproces at forstå, hvorfor det er vigtigt at finde mangfoldighed i kilderne.«

– Men situationen er blevet værre. De etniske minoriteter udgjorde 5 procent af DR’s kilder i 2012 og kun 4 procent i 2016?

»Nu handler det jo om ét procentpoint. Når det er så lidt, vil jeg sige, at det er det samme problem, vi står med nu som for fem år siden. Overordnet mener jeg, vi har et problem med mangfoldigheden, som ikke kun handler om anden etnisk baggrund. Hvad med kildefordelingen hvad angår, køn, alder, geografi og uddannelse? Det er et større og mere komplekst problem.«

– Hvad gør I på DR for at få mere mangfoldighed ind i jeres nyhedskilder?

»Vi tager det faktisk så alvorligt, at mangfoldighed er et af vores store strategiske indsatsområder næste år for hele DR. Det er jo vores opgave at afspejle hele befolkningen.«

– Hvad er planen for etniske minoriteter?

»Vi har ikke nogen bestemt plan. Men en undersøgelse som den her giver jo anledning til at tænke over, hvad vi kan gøre.«

– Så der er ikke umiddelbart nogen strategi?

»Altså, jeg tror for eksempel ikke på kvoter. Når vi laver journalistik, er det vigtigste for os, at kilderne er relevante og rigtige. Men jeg tror på målrettede indsatser, ligesom man f.eks. har på DR2’s Deadline lige nu, hvor man ønsker at højne antallet af kvindelige kilder. Lignende tiltag kunne man forestille sig for etniske minoriteter, men det er endnu ikke besluttet. Jeg synes, det er vigtigt, at man ikke kommer til at lave en politisk korrekt overindsats på et område, bare for at det ser godt ud udadtil. Men når det er sagt, er der ingen tvivl om, at der findes nogle meget indgroede vaner i samfundet – også hos os på DR, som vi må tage fat i, hvis vi skal ændre noget.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her