Læsetid 11 min.

I 1990 blev Europa samlet. Hvordan undgår vi en splittelse i dag?

I november 1990 blev samlingen af Europa markeret på et topmøde i Frankrig med deltagelse af bl.a. den sovjetiske generalsekretær Mikhail Gorbatjov og den amerikanske præsident George Bush. I dag står EU i en historisk splittelse med en stigende skepsis i nogle medlemslande og en fransk præsidentkandidat, som ønsker en folkeafstemning om EU. En af de centrale embedsmænd fra topmødet 1990 ser tilbage: ’Jeg havde nok ventet en reaktion. Men ikke at den ville gå så langt’
Harris Nielsen, der var embedsmand i Udenrigsministeriet, da Paris-Charteret blev underskrevet, siger, at vi var for naive, da vi i 1990 troede på en samling af Europa.

Harris Nielsen, der var embedsmand i Udenrigsministeriet, da Paris-Charteret blev underskrevet, siger, at vi var for naive, da vi i 1990 troede på en samling af Europa.

Jakob Dall
21. april 2017

Det var en anden tid.

I 1990 mødtes stats- og regeringsledere fra 31 europæiske lande samt det daværende Sovjetunionen, Canada og USA i Paris for at underskrive det såkaldte Charter for et Nyt Europa – et dokument, som markerede samlingen af Europa efter Den Kolde Krig.

»Vi befinder os i en tid,« stod der, »hvor de forhåbninger og forventninger, som vores folk har næret igennem årtier, er ved at gå i opfyldelse: en urokkelig forpligtelse over for demokrati på grundlag af menneskerettighederne og de fundamentale frihedsrettigheder.«

Det var ifølge chartret en tid med »dybtgående forandringer og historiske forventning.«

Der var tale om en »ny tidsalder« med »fred og enhed i Europa«.

Charter for et Nyt Europa markerede afslutningen på en mere end 40 år lang periode med kold krig. 40 år med et delt Europa. 40 år med en usikker verden. 

Men nu.

»Nu var det slut,« siger tidligere embedsmand i Udenrigsministeriet Harris Nielsen. Han var i mere end 20 år ministeriets fagmedarbejder i spørgsmål under Conference on Security and Cooperation in Europe (CSCE), en række diplomatiske konferencer hvor øst og vest mødtes for at arbejde på en afspænding af forholdet under Den Kolde Krig, og som en af de centrale personer i forhandlingsforløbet i 1990 var han med til at forberede den tekst, som statslederne underskrev i Paris.

»Der var en optimistisk tro på, at der skulle komme et nyt samarbejde på tværs af Europa. Men man havde ikke rigtigt gjort sig klart, hvad det var, der skulle ske.«

I dag er tiden en anden. Med Storbritanniens udmeldelse af EU sidste sommer, et stigende pres mod EU’s ydre grænser, en stigende skepsis over for EU i nogle medlemslande, en amerikansk regering med en ny linje i udenrigspolitikken og Rusland, som ifølge flere har som mål at destabilisere EU, står det europæiske fællesskab midt i den største krise siden 1990.

Information har spurgt en af de centrale embedsmænd, som var med til at samle Europa i 1990, hvordan vi kan forsøge at forstå splittelsen i dag.

Og om historien kan hjælpe os.

Før Putins tid

Harris Nielsen har brugt det meste af sit liv på at samle Europa.

I 1963 blev han ansat i Udenrigsministeriet, først som fuldmægtig og fra slutningen af 1970’erne med CSCE som sit fagområde med eget chefkontor med fire vinduer og et sofaarrangement i Udenrigsministeriet i København. 

Efter sin pensionering i 2001 har han fortsat arbejdet med CSCE – som skiftede navn til OSCE – blandt har han rejst med den danske delegation til de årlige OSCE-møder i Warszawa. I dag er han 79 år.

Lige nu sidder han og spiser gulerodskage. I en nålestribet blå skjorte. Han husker ikke så godt længere, så af og til lukker han øjnene og holder pegefingeren op ved tindingen for at forsøge at genkalde sig et møde eller en samtale.

En ting står dog klart for Harris Nielsen: Samlingen af Europa skete hurtigere end ventet. 

Få uger efter Berlinmurens fald i november 1989 foreslog den daværende generalsekretær for Det Kommunistiske Parti, Mikhail Gorbatjov, at der skulle afholdes et møde mellem stats- og regeringsledere i CSCE.

I Vesten var man skeptisk over for det sovjetiske forslag, siger Harris Nielsen.

»Man vidste på det tidspunkt ikke, om det ville være et forsøg på at trække tæppet væk under den samling, der allerede var i gang i Europa og i de gamle versalstater, et forsøg på at fastholde sovjetunionens indflydelse i Østeuropa.«

Den vestlige skepsis over for Sovjetunionen havde eksisteret siden oprettelsen af CSCE i 1975. Man havde i Vesten opfattet de sovjetiske forslag i konferencerne i CSCE som et udtryk for »god vilje« mere end reel politik, og problemet med tiden omkring 1990 og Charter for et nyt Europa var ifølge Harris Nielsen, at det »i høj grad« kom til at handle om gode viljer.

»Når man var vant til at beskæftige sig med dokumenter, som havde et reelt indhold, så var meget af det her altså en tynd kop te.«

– Hvad tænkte du selv på det tidspunkt?

»Jeg troede også, at man kunne samarbejde, og at østlandene ville komme til at indgå i et samarbejde på linje med de lande, der hidtil havde været neutrale. At de ville gå ind i NATO virkede på det tidspunkt usandsynligt, men det skete ikke desto mindre.«

– Hvordan opfatter du situationen i Europa i dag?

»Det hele er ved at flyde. Det er for mig at se tegnene på opbruddet i Vesteuropa, at vi måske er på vej ud af den verden, vi har levet i siden 1948.«

– Hvad er det for nogle tegn?

»Det er dem, vi alle sammen taler om: Fremvækten af EU-kritiske og nationale bevægelser, udviklingen i Rusland, hvor man har fået et Rusland, der føler sig truet og ekspanderer på måder, som vi tog afstand fra i Paris-dokumentet. Det er et regime, som vi må passe på, selv om det er noget helt andet end Sovjetunionen. Det er et aggressivt regime, som ikke vil lægge sig ind under internationale normer og har oprettet en høj grad af modsætning til de normer, vi havde regnet med, at vi så højtideligt havde bekræftet i Paris.«

Afspænding

I løbet af vinteren 1989 steg opbakningen til Mikhail Gorbatjovs forslag. Flere ønskede at markere den nye politiske situation i Europa med et møde på højeste politiske niveau, og man besluttede at bruge et planlagt udenrigsministermøde i København i sommeren 1990 til forberedelserne.

Harris Nielsen blev sendt ud i Bella Center for at tage mål. Alle lande skulle have deres egen plads til deres delegation af politikere og embedsmænd i nogle interimistisk oprettede mødelokaler og afskærmede pavilloner.

Det gik stærkt.

»Men der var vel i og for sig noget eufori. Man kunne pludselig se, hvad det var, der var ved at lykkes,« siger Harris Nielsen.

Harris Nielsens opgave var på den ene side at være med til at lave den officielle indkaldelse til topmødet i Paris senere på året, og på den anden side at være med til at forberede den tekst, som landenes udenrigsministre skulle underskrive ved slutningen af mødet i København, det såkaldte København-dokument, som ligesom Charter for et Nyt Europa skulle formulere rammerne for de europæiske demokratier efter murens fald.

København-dokumentet fastlægger detaljerede regler for afholdelse af demokratiske valg og for den internationale valgmonitorering, en række grundlæggende menneskerettigheder og fundamentale frihedsrettigheder som retten til at demonstrere og ytre sig frit samt nationale og etniske mindretals rettigheder, og det kom senere til at danne grundlag for de såkaldte København-kriterier, som nye lande skal opfylde for at blive medlem af EU.

»Når man tænker på, hvordan situationen havde været i store dele af Europa blot et årti tidligere, så var der tale om et gennembrud af historiske dimensioner,« skriver daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen i bogen Din egen dag er kort om sine år som udenrigsminister.

Harris Nielsen sammenlignede dengang teksten med Magna Carta, det engelske frihedsbrev som i 1215 for første gang opstillede egentlige retningslinjer for kongemagtens udøvelse i England, og som senere blev et af middelalderens mest kendte dokumenter.

»Det er jo nogle af de samme ting,« siger Harris Nielsen.

»Mod mødets slutning ringede daværende udenrigsminister Uffe Ellemann mig op fra sit kontor inde i Udenrigsministeriet for at spørge, hvad man kunne sige om dokumentet. Jeg sammenlignede det med Magna Carta, fordi den håndfæstning indeholder ting, som i dag anses som helt grundlæggende for den engelske forfatning; som at ingen må fængsles uden dom og skal dømmes af sine ligemænd. Og disse grundlæggende ting genfandt jeg altså i København-dokumentet.«

Et ’helt og frit’ Europa

Harris Nielsen tager et stykke gulerodskage mere, mens han i hovedtræk redegør for CSCE’s udvikling: Fra den første konference i 1975 og frem til forhandlingsforløbet i efteråret 1990, hvor han noget af tiden sad på sit kontor på Slotsholmen og en anden del af tiden rejste sammen med resten af den danske delegation af embedsmænd fra Udenrigs- og Statsministerierne til møder i Europa og USA for at forberede mødet i Paris. Det trak ud.

Først to dage inden topmødet var de enige om slutdokumentet, Charter for et Nyt Europa, som skulle være færdig til de sidste forhandlinger og underskrivelse i Paris.

Den 19. november åbnede den franske præsident François Mitterrand mødet med en tale, hvor han hyldede de foreløbige resultater i CSCE og konferencens rolle for de politiske forandringer i Europa fremover. For den franske præsident var der ingen tvivl: Topmødet markerede afslutnigen på en epoke og begyndelsen på en ny.

Der var omkring 20 mennesker i den danske delegation.

I forhandlingslokalet var der kun plads til én person fra hver delegation ud over statsministeren, men på grund af et sammenbrud i finanslovsforhandlingerne var Poul Schlüter og chefen for delegationen nødt til at tale i telefon med embedsmænd og politikere i København en stor del af tiden, og det endte med, at Harris Nielsen sad med som en af de danske repræsentanter under forhandlingerne en stor del af tiden.

Rundt om et stort mødebord sad regeringsrepræsentanter fra alle 34 lande, både de tidligere kommunistiske versalstater som Jugoslavien og Ungarn og de store lande Sovjetunionen og USA.

»Jeg husker det som et ret lille lokale, hvor vi sad 70 mennesker rundt om et stort bord, og så afgav de forskellige ledere et indlæg ad gangen. Det var forbavsende at se Gorbatjov gå hen og trække en stol ud og sætte sig ned ved siden af Bush. Så sad de der og snakkede som gamle venner eller kolleger. Det var en meget mærkelig oplevelse,« siger Harris Nielsen.

Mødet blev afholdt over to dage.

Efter den franske præsident fulgte indlæg fra stats- og regeringscheferne for de øvrige lande, FN’s generalsekretær og kommisionens formand samt Europarådets generalsekretær.

Den danske statsminister Poul Schlüter sagde i sin tale, at han håbede, at mødet i Paris ville føre frem mod et »helt og frit« Europa.

»Vi er nu – med de deklarationer og beslutninger, som vil blive resultatet af dette møde – på tærsklen til en ny og positiv æra. Vi har al mulig grund til at være taknemmelige over for præsident Gorbatjov, som for næsten et år siden tog initiativet til dette møde.«

»Er jeg for optimistisk,« spurgte han.

»Det håber jeg ikke.«

Var vi for naive?

Efter forhandlingerne og taler fra de 34 statsledere skrev de under på at arbejde for »enhed« og »sikkerhed« samt at sikre »venskabelige forbindelser mellem de deltagende stater«. Mødet mellem den amerikanske præsident og den russiske generalsekretær var et bevis på, hvor godt forholdet mellem stormagterne var blevet, men samtidig var der ifølge Harris Nielsen i Europa og USA en fornemmelse af, at man ikke skulle have for store forventninger.

»Man havde reelt fået, hvad man kunne få af aftaler om blandt andet menneskerettigheder og demokrati, i de foregående dokumenter. I oplæggene til møderne i Berlin og i Madrid og til de mellemliggende ekspertmøder havde Rusland mere eller mindre sagt nej til en række solide tekster om menneskerettigheder. Så der var også en vis fornemmelse af, at man skal altså ikke gå for langt.«

– Var vi for naive, da vi i 1990 troede på en samling af Europa?

»Jeg er bange for det.«

Harris Nielsen holder en pause. Kigger ned på tallerkenen med kagekrummer.

»Og … det, jeg mener … i nogen grad kan man sige, at det allerede gjorde sig gældende dengang, hvor nogle talte om en tilbagevenden til mellemkrigsårene. Der var måske nogle, der så tingene klarere allerede dengang. Det er måske lidt ligesom hvis et tårn er sprængt i luften, så står det lidt og dirrer i luften, inden den falder fra hinanden.«

Han indvender med det samme, at det er et »lidt voldsomt« billede.

»Men altså … som et billede på, at man allerede dengang skabte nogle spændinger.«

– Men er modstanden mod EU ikke en mindre ting i det store billede, hvor EU i mange år og på mange områder har været en succes?

»Det kan man da håbe på. Men om det forholder sig sådan? Jeg er er bange for, at modstanden har et vist momentum, og så er der bare det ved det, at vi har et ekspansivt Rusland lige ved siden af Europa, og vi havde måske kunnet klare det bedre, hvis det ikke var tilfældet.«

– Hvad får dig til at være pessimistisk?

»Jeg var egentlig ikke så pessimistisk før Brexit, men der er sket en hel del ting i disse måneder, som jeg ikke havde ventet. Brexit, Trump og udviklingen i Rusland. Der er ikke nogen, der kan sige, om det er nogle mindre tilbageslag i det store billede, men den accelererende integration af landene i EU, som blandt andet skulle sikre, at Tyskland ikke blev for stærkt, har en del borgere nok ikke ønsket sig ud fra et nationalt politisk ståsted. Og drømmen om nationalstater har eksisteret længe og er stærk.«

– Så vi er gået for langt?

»Det er muligt. Man er gennem tiden gået langt uden at inddrage befolkningerne. Det er blevet et elitært projekt. Befolkningen lever i en anden verden.«

– En anden verden?

»Ja.«

– Er du overrasket over, hvor vi er i dag?

»Jeg havde nok ventet en reaktion. Men ikke at den ville gå så langt.«

– Du havde ventet en reaktion. Hvorfor?

»Jeg havde forventet, at der ville komme et tilbageslag. Men det, der er sket, skal man være forsigtig med at kalde en reaktion. Det er jo ikke det kommunistiske regime, som er dukket op igen. Hvis man skal sige noget – og det er nok at sætte sagen på spidsen – så står man i dag med en genoprettelse af det zaristiske system i Rusland. Man har fået et autokratisk og højreorienteret regime, som tolererer en vis form for opposition, men som også samarbejder med højreorienterede elementer i Østeuropa. Det er mere aggressivt på den måde, at det tidligere zaristiske system ikke havde styrke til at blande sig i Vesteuropa.«

– Når du tænker på 1990 i dag, hvad tænker du så?

»Jeg tænker, hvor var vi dog optimistiske dengang. Men jeg tror ikke, at vi kan lære så forfærdeligt meget. I virkeligheden har vi en helt anden situation.«

– Det må være udgangen: Vi kan ikke lære noget?

»Ja, det ved jeg ikke. Historien gentager sig jo ikke, og hvis den gentager sig, så er det som farce, som Marx jo sagde.«

Rettelse

I denne artikel skrev vi, at Jugoslavien var en sovjetisk vasalstat. Det er forkert. Jugoslavien var ikke en vasalstat, men derimod medstifter af den såkaldte Alliancefri Bevægelse, der bestod af lande, som hverken ville være i den sovjetiske eller den vestlige blok. Ikke nok med det, vi skrev versalstat i stedet for vasalstat, som det retteligt hedder.

Information beklager fejlen. 

 

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Espen Bøgh

Tja, - men i den sidste ende drejer spørgsmålet sig om, - hvem der er skyld i dette?

Er det folket eller politikerne i EU, der har begået fejl?