Analyse
Læsetid: 4 min.

I 2009 kom 52 mennesker til skade med en vatpind, og 31 kørte galt på en kælk. Det er der ingen mening med – ud over den, vi selv skaber

Kultur
7. april 2017

De sker hele tiden, og vi hører om dem konstant. Ulykkerne. Ifølge mediearkivet Infomedia bragte danske aviser alene i sidste uge 120 artikler, hvor ordet ’ulykke’ indgik i overskriften. »Alvorlig ulykke på Mors,« skrev Skive Folkeblad. »Voldsom ulykke på Thors Bakke,« skrev Halsnæs Avis.

Den svenske digter Tom Malmquist ventede sit første barn, da hans kæreste pludselig blev syg af leukæmi. I løbet af en uge var hun død, og han var blevet far til en lille pige. Det fortalte han for nylig om her i avisen: »Det reddede mig, at jeg kunne skabe noget meningsfuldt i det  meningsløse,« fortalte han: »Jeg var selvfølgelig i chok, men det at skrive tog mig ud af chokket.«

De fleste af os rammes af ulykker. Nogen nøjes med forbigående skader, knubs og brækkede arme. Andre oplever den uafvendelige katastrofe, der efterlader alting anderledes end før. I 20 år, fra 1990 til 2010, samlede Center for Ulykkesforskning detaljerede oplysninger om de store og små ulykker, vi risikerer at komme ud for i løbet af et liv. Til eksempel blev der i 2009 registreret 52 ulykker med vatpinde, 46 ulykker med fiskeben, 9 ulykker med radiobiler og 3 ulykker med sømpistoler. 

Et sted i den tyske forfatter Daniel Kehlmanns roman F bliver en kvinde ramt i hovedet af tilfældets måske mest ikoniske fremtrædelsesform: en løs tagsten. Det er en tragisk ulykke, meningsløs i alle henseender, men det værste er, at fortælleren, som kunne have tilført hændelsen mening, afstår fra at tilbyde læseren nogen form for tilfredsstillende forklaring: »Gud havde ikke planlagt det, ingen skæbne havde frembragt det, det var bare tagdækkeren, der var uduelig, og hun kom aldrig tilbage.«

Lytter man til folks skadesberetninger, kommer man næsten altid til et punkt i deres fortælling, hvor de ærgerligt udbryder: »Hvis bare …« Hvis bare det ikke havde blæst sådan den dag. Hvis bare jeg havde valgt en anden rute den aften. Hvis bare … Vi ved godt, at vi ikke kan slippe for hvis’erne, og alligevel forsøger vi. Det er for ubehagelig en tanke, at tilfældet skulle have magt. Vi bryder os ikke om, at en eller anden latterlig begivenhed kan gribe forstyrrende ind i vores tilværelse og ændre vores planer; den slags interventioner giver ikke mening for os.

Så hvad gør vi i stedet?

Vi fortæller historier. Vi forsøger at få det, der sker i vores liv, til at give mening ved at passe det ind i afrundede historier med en begyndelse, en midte og en slutning. Som Daniel Kehlmann sagde, da jeg for nogle år siden interviewede ham: »Vi bilder os ind, at ting sker af en grund. Selv når vi kommer for sent til toget, siger vi: Nå, det var nok for det bedste. Men det ved vi jo ikke, om det var. Måske var det bare noget, der skete.«

Selvindbildning er ordet. Men det er et ord med en belastet historie. I vores kultur opfattes det grundlæggende som en brist at være indbildsk. Et slør, vi må kaste af os for at kunne se virkeligheden i øjnene. Men de senere år har forskningen tilbudt en ny og mere nuanceret forståelse af selvindbildningens kraft.

I bogen Kidding Ourselves: The Hidden Power of Self-­Deception fra 2014 slår den pulitzerprisvindende amerikanske journalist og forfatter Joseph T. Hallinan fast, at et af de mest udprægede – og væsentlige – træk ved den menneskelige natur faktisk er vores evne til at føre os selv bag lyset. Vi fortæller hele tiden os selv små løgne i det ubevidste, som gør os i stand til at tænke os ud af de statistikker og lovmæssigheder, vi ellers normalt anerkender relevansen af. Som Hallinan formulerer det:

»Selv om vi rent intellektuelt kender risikoen for at blive skilt, få kræft eller blive ramt af et slagtilfælde, bilder vi os ind, at vi er immune over for alle de potentielle farer, tilværelsen truer med. Vi forestiller os, at det farlige rammer alle andre, mens vi selv stryger Lotto-gevinsten.«

Pointen for Hallinan er ikke, at vi skal lære at få et mere realistisk forhold til virkeligheden. Pointen er, at det netop er vores urealistiske forhold til verdens farer, der gør os i stand til at klare os igennem dem.

Selvindbildningen er en psykologisk pendant til det fysiologiske immunforsvar – et mentalt anlæg, der ikke kun er bedragerisk, men som også hjælper os til at overkomme vores problemer, fordi det giver os modstandskraft og udholdenhed. Nej, vi kan ikke helbrede os selv for kræft ved at tænke os raske, og vi vinder heller ikke i Lotto, hvis bare vi tror nok på det.

Men en solid dosis selvindbildning kan alligevel gavne os, så vi ikke bliver frygtsomme af at læse om en fastklemt fører i en »alvorlig ulykke på Mors« eller en ilde tilredt motorcyklist i en »voldsom ulykke på Thors Bakke«. Og så vi ikke falder sammen, når tilfældet endelig slår ned, og det forfærdelige sker, men i stedet formår at »skabe noget meningsfuldt i det meningsløse«.

Alternativet til mindre selvindbildning er ikke større selverkendelse, men bare mere meningsløshed. For når ulykken rammer, har vi ikke andet at falde tilbage på end vores fortællinger. Det er sådan, vi gør tilfældigheder til skæbne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her