Interview
Læsetid: 11 min.

30 års opgør med begæret

Matt Johnson er lige så stille ved at vende tilbage under sit nådesløst sjælegranskende og verdensgennemborende alias The The. Det sker efter 16 års pause fra sangskrivningen – afløst i de mellemliggende år af et galoperende engagement i lokalpolitisk kamp og storpolitisk radio. Vi har mødt ham
55-årige Matt Johnson er kronraget, som han blev engang i slutningen af 80’erne og har været lige siden. Han går i de samme sorte skræddersyede bukser og skjorte, et nyt rent sæt hver dag.

55-årige Matt Johnson er kronraget, som han blev engang i slutningen af 80’erne og har været lige siden. Han går i de samme sorte skræddersyede bukser og skjorte, et nyt rent sæt hver dag.

Kultur
7. april 2017

Vi begynder først for alvor at tale om sex til sidst i interviewet. Med reference til 1993-sangen »True Happiness This Way Lies«, spørger jeg Matt Johnson, om han stadig mener, at den sande frihed er friheden fra hjertets begær. En diskussion, der har verseret i hans værk siden hans gennembrud under det faste kunstnernavn The The allerede i 1986 med Infected. Et album, der introducerede ham som en stor politisk revser, en brutal selvkritiker, en højmoderne bluesmusiker.

»Ja. Ja. Jeg mener, jeg vil ikke sige, at jeg er buddhist, men jeg deler nogle af deres overbevisninger.«

– Hvordan undgår du at begære?

»Det gør jeg ikke. Jeg er ikke nået til den tilstand. Du virker som en mand, der forstår den slags.«

– Ja, bestemt.

»Og du kommer i en masse problemer.«

Han peger på mig med sin højre hånd hvilende på bordet. Jeg bekræfter.

»Og det gør jeg også stadig. Der er et fantastisk citat, jeg tror, det er fra den engelske forfatter Kingsley Amis. Da han nærmede sig livets afslutning, sagde han: ’Jeg er så lettet.’ Han var lettet over, at hans libido endelig var forsvundet. Han sagde, at det havde været som at være lænket til en idiot i 50 år.«

Knaldemusik

Så ler Matt Johnson. Jeg ler. Vi ler. Det er en situation fuld af implikationer for mig. Johnson og hans stemme har været med til at forme min kærlighedsforståelse, min bevidsthed om de mest smålige og storsindede muligheder i vores liv. Han har formuleret min mistro til kapitalisme og materialisme, min indgang til storpolitik og religiøst vanvid. Og, ja, så har han leveret filosofisk klangbund til mine undersøgelser af begæret.

Når min første rigtige kæreste, Lotte, og jeg skulle knalde, satte vi altid Infected på. Min lillebror, lærte at hade åbningssangen i sit naboværelse, fordi han vidste, hvad den var ouverture til.

Lotte og jeg var åbenbart ikke alene. I den nye Matt Johnson-dokumentar The Inertia Variations, der blev vist på årets CPH:DOX, fortæller fans i hans radioshow Radio Cineola transmitteret fra London, hvordan de har undfanget børn til hans musik.

Johnson var kun 23-24 år, da han barslede med Infected, hvilket foregik på enorme mængder kokain. Dog ikke hele pladen, som han har påpeget i et tidligere interview, dele af den blev til på et mix af ecstasy, speed og vodka.

Infected emmer af hybris, politisk indignation, en dyb fremmedgørelse og en rasende seksualitet. Musikalsk er titel- og åbennummeret ren virilitet. Men det er en problematisk potens – og tekstligt ikke den mest optimale sang at dyrke sex til. »When desire becomes an illness instead of a joy,« synger han med en grovkornet vrængen, en slags hvid Screamin’ Jay Hawkins. En linje, der måske refererede til den verserende AIDS-epidemi, men helt sikkert også til en af Johnsons kongstanker om begæret som en sygdom, der rider det vestlige menneske som en mare. Driver os fra den ene nydelse til den næste, for evigt hjemløse, spirituelt tomme.

Matt Johnson/The The

Født 15. august 1961.

Bor i Hackney, London.

Engelsk sanger, sangskriver og producer, der under navnet The The i midten af 80’erne gjorde sig bemærket med stærkt politiske sange, med en evne til at mixe individets spirituelle krise med kapitalismens udhuling af humanistiske værdier. Det lykkedes især mesterligt på det voldsomme og indignerede hovedværk ’Infected’ fra 1986.

Der blev lavet videoer til samtlige sange på ’Infected’, altså et visuelt album næsten 27 år før Beyoncés bud på dén form med albummet ’Beyoncé’ i 2013.

Han har sunget sammen med Sinead O’Connor og Neneh Cherry, og på ’Mind Bomb’ og ’Dusk’ havde han den tidligere The Smiths-guitarist Johnny Marr med som fast medlem.

Siden slutningen af 00’erne har han kæmpet mod opførelsen af nye moderne boligområder med skyskrabere i Shoreditch-området i Hackney, London.

De seneste år har han transmitteret sit politiske radioshow ’Radio Cineola’ fra sit hjem via internettet og via en ti meter høj hjemmebygget antenne.

Han har en cameooptræden i ’Star Wars: The Force Awakens’ fra 2015.

Fra 2002 til cirka 2009 lavede han overhovedet ikke musik. Derefter fulgte en del soundtracks.

Hans første offentligt tilgængelige, indspillede sang i 17 år ’We Can’t Stop What’s Coming’ udkommer på 7-tommersingle i Storbritannien 22. april.

Hovedværker: ’Soul Mining’ (1983), ’Infected’ (1986), ’Dusk’ (1993)

Begærets anatomi

Det er et opgør, som har stået på i over 30 år for Matt Johnson. Indtil videre altså uden en definitiv sejr til nogen af parterne.

Det er 31 år siden, at jeg så Matt Johnson første gang, i fjernsynet, som det hed dengang. Hjemme i tv-stuen på Samsøvej i Holbæk. Jeg så med undren på en sammenbidt mand, tydeligvis under pres, blive interviewet på DR om Infected. Det var i de år, hvor nogen fandt på at døbe hans musik og tekster »existential blues«. Men Infected var også vildt politisk, en dommedagsgospel, en agitpop. Et album om begærets anatomi, om sex som forlængelse af materialisme, om kapitalismens udbytning, Storbritanniens sammensmeltning med USA (»This is the 51st state of the USA«) og voldelig konflikt i Mellemøsten.

31 år. Og verden har ikke forandret sig afgørende.

»Den menneskelige natur forandrer sig ikke, gør den?« spørger Matt Johnson. Han er 55 år. Kronraget, som han blev engang i slutningen af 80’erne og har været lige siden. Han går i de samme sorte skræddersyede bukser og skjorte, et nyt, rent sæt hver dag.

– Hvordan ville du lave ’Infected’ i dag?

»Well, det ville jeg ikke. Da jeg skrev den, var jeg en ung mand fuld af testosteron og vrede over Thatcher-revolutionen, som foregik i Storbritannien, og som jeg følte, var forfærdelig unfair. Landet blev tømt for værdier, industrialiseret, og det øgede den sociale ulighed. Jeg følte det var en meget meget unfair tid.«

– Hvordan ville du lave et album med de samme temaer i dag?

»Åh ... Jeg tror ikke, albummet ville være så prædikende. Jeg tror, det er meget svært at få folk til at ændre mening – ikke mindst gennem intellektualisering. Jeg tror, du får folk til at ændre holdning ved at påvirke dem følelsesmæssigt. Når jeg ser tilbage på mit eget liv, så er alle de største ændringer blevet forårsaget af intense emotionelle situationer.«

Kærlighed til omgivelserne

Han peger på, at jeg på vej over Charlottenborgs gårdsplads talte med ham om årstidernes skift, død og fødsel. De ting, der for alvor former og forandrer os. I lyset af sin egen udvikling og sine erfaringer ville han have lavet et langt blidere album i dag.

»I dag ville jeg ikke forsøge at fortælle folk, hvad de skal tænke. Bare forsøge at indikere, frem for at forklare.«

– Hvordan?

»Ved at benytte mere melodi, følelser, metaforer, analogier frem for meget specifikke måder at overforklare det på. Når du responderer på et stykke musik, så responderer du antageligvis på dét, komponisten har skabt. Men det er en nonverbal kommunikation – uanset hvor dybt inderlig og rørende. Og jeg skriver ud fra min alder nu, ud fra min livserfaring nu. Så det er et svært spørgsmål. Det svarer til, at jeg spørger ...«

Han tøver. Begynder igen.

»... hvad lavede du, da du var 24?«

Jeg svarer, at jeg var i et bøvlet parforhold. Han spørger ind til, hvorfor det var bøvlet. Her skal jeg ikke besvære dig, kære læser, med detaljerne i mit yngre liv, blot bemærke, at Matt Johnson igen og igen undervejs omdanner interviewet til en samtale. Hvilket er helt uhørt, når man sidder med en tændt diktafon foran en travl og ombejlet musiker. Ikke at jeg tror, jeg er unik, tværtimod ser jeg det som en naturlig forlængelse af den venlighed, den kærlighed, den opmærksomhed på sine omgivelser, som han har fremelsket med alderen. Og som er tydelig under interviewet med en mand, der er lyttende, seende, fylder rummet med sit nærvær. Og det er skam også politisk at gøre sig umage i sine personlige relationer, alt er politisk i Johnsons optik.

»Vi er mere eller mindre ekskluderet fra den demokratiske proces. Beslutninger bliver foretaget i vores navn, som vi ikke har nogen indflydelse på. Men vi har indflydelse på vores dagligliv. Det handler om at påvirke den verden, vi interagerer med. Og vi kan alle have en ret kraftfuld effekt i den kontekst.«

Magtesløshed

Han har selv kæmpet en lang lokalpolitisk kamp mod byudvikling i Hackney i London, hvor han bor og har radiostudie. På vegne af lokalmiljøet har han opponeret mod voldsomme moderniseringer, som krævede dispensation fra planloven i et område, der for længst var blevet dømt bevaringsværdigt.

»Alle bygninger har den her størrelse.«

Han tager min kaffekop.

»Og nu rejser de bygninger, der er....«

Han tager vandflasken ved siden af, og så hæver han sin hånd højt over den.

»Jeg har brugt syv år på at kæmpe sammen med gode naboer og kolleger. Jeg studerede en masse planlove. Jeg hyrede gode planlovsadvokater, forskellige byplanlægningseksperter.«

Selv om man ikke må bygge højere end otte etager blev der alligevel givet dispensation til at bygge en 25 etager høj skyskraber. Og han tilføjer, at det er en generel tendens, at der er planlagt omkring 250 nye skyskrabere i London.

»Jeg brugte år på at gå til møder i planlægningsudvalg, rejste mig, holdt taler, og beslutningerne gik imod os igen og igen og igen. Og jeg indså, at vi er absolut magtesløse.«

Indviklet i pigtråd og indignation

Det er måske en erkendelse, som allerede gemte sig et sted inde i nummeret »Heartland« fra 1986. »Well it ain’t written in the papers, but it’s written on the walls/ The way this country is divided to fall/ So the cranes are moving on the skyline/ Trying to knock down this town

Matt Johnson har så heller ikke helt sluppet det større billede, dét, der er hinsides vores personlige relationer. Hans Radio Cineola-udsendelser er yderst politiske transmissioner, gerne og ofte befolket af venstreorienterede kritikere af etablissementet.

Undervejs i interviewet udfolder han også den gamle flådestrategi, false flag, hvor man angriber sig selv under fjendens flag for at kunne retfærdiggøre et modangreb. Han nævner som eksempel Operation Northwoods fra 1962, hvor det amerikanske forsvarsministerium og den øverste militære ledelse foreslog, at amerikanske agenter foretog terrorangreb på amerikanske civile og militære mål. For at retfærdiggøre en krig mod Cuba. Kennedy afslog i sin tid.

Men de klare politiske angreb er tilsyneladende slut i hans sange, både tekstligt og musikalsk. Infected fra 1986 er fuld af spøgelsesklange og urban ensomhed og rammer samtidig som en syntetisk skærebrænder af en næve viklet ind i pigtråd og indignation. Mind Bomb fra 1989 fortsatte ud af det spor, nu som en ildevarslende globalblues for en verden revet fra hinanden af pengeinteresser og religiøs fanatisme.

Men på Dusk fra 1993 og NakedSelf fra 2000 kom det personlige og filosofiske i fokus, og der var pludselig sange, der føltes som kærtegn, som tilgivelser, som regn, der skyller selvhadet væk. Også selv om sandhederne lander som piskeslag. »Pain can be your friend« og »There’s one thing in life that holds/ You’re on your own,« synger han i de smukkeste vokalharmonier.

Selvironisk, filosofisk

Efter NakedSelf forsvandt Matt Johnsons sangstemme fra offentligheden. Ja, fra 2002 og syv år frem lavede han efter eget udsagn slet ikke musik. Han nulrede lidt rundt på et keyboard. Men hans guitarer var pakket væk på et lager. Og de var allesammen fugtskadede, da de blev pakket ud igen.

Da han begyndte på musikken igen, var det med en række soundtracks, ordløse, stadig uden sang. I dokumentarfilmen The Inertia Variations kan man høre ham tale om at være en »nonbloomer«, om at være »obsessively undriven« – en selvironisk, filosofisk undren over at han havde sluppet sin produktivitet.

Til efteråret udkommer der så – efter 17 års pause – et nyt The The-album. Men det er primært med andres coverversioner af hans sange. Og så en enkelt ny sang »We Can’t Stop What’s Coming« skrevet på baggrund af storebroren Andrews bortgang sidste år.

Det er ikke første gang, han har skrevet sange om dødsfald i familien. Da hans lillebror Eugene døde i 1989, 24 år gammel, kunne man fire år senere høre »Love Is Stronger Than Death« på albummet Dusk. Johnson aflyste sin turné, da Eugene døde, og da han vendte tilbage på vejene, blev han ved at se hans ansigt i mængden under koncerterne. Og under påvirkning af hans mors død skrev han »PhantomWalls.« Det er begge sange, der på trods af deres smerte er fulde af håb, af varme, accept. De føles som omfavnelser.

Ikke længere lænket ubetinget til libidoen

– ’PhantomWalls’ får mig til at tænke på Beach Boys’ Brian Wilson, der har sagt, at han vil lave musik, der får folk til at føle sig elskede. Giver det mening for dig?

»Ja. Og med nogle af mine bedste sange, der har jeg grædt gennem hele kompositionsprocessen. Det gjorde jeg med »PhantomWalls« og »Love Is Stronger Than Death«, »This is The Day«, »We Can’t Stop What’s Coming«. Den fornemmelse af kærligheden til det rene udtryk kan kommunikere noget, som forhåbentlig kan avle en tilsvarende følelse i lytteren. Og det er det bedste, man kan håbe på.«

Her i 2017 er der et stykke vej til det rovdyr, som man kan se fortære kvinder eller sende sit ætsende blik gennem seeren og den vestlige civilisation i musikvideoer fra 80’erne. Helt klart ikke længere så skeptisk over for kærligheden, ikke længere lænket så ubetinget til libidoen, som Kingsley Amis beskrev så morsomt.

Jeg fortæller ham, at jeg også kan mærke det. At det blinde, debile begær ikke længere er styrende. Han kommer i tanke om et Leonard Cohen-citat, som han begynder at lede efter på sin iPhone. »Det er vildt morsomt.« Han scroller løs, finder det, læser op:

»Du starter uimodståelig, og så bliver du modståelig. Og så bliver du gennemsigtig. Ikke præcis gennemsigtig, men som om du bliver set gennem gammel plastik. Så bliver du rent faktisk gennemsigtig, og så – og det er den mest utrolige transformation – så bliver du frastødende. Men det er ikke slutningen på historien. Efter frastødende bliver du nuttet – og det er dér, jeg er.«

Vi bryder begge ud i latter. Vel fordi vi begge ved, at vi en dag skal ankomme til netop dét stadie. At der efter al nydelsen, al opstandelsen, al den voldsomme trængsel og alarm venter en form for resignation. Men også en accept af omstændighederne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her