Læsetid: 6 min.

Aarhus 2017: Poesi under vinduesviskerne

Ingen skal være i tvivl om, at 2017 er noget særligt i Aarhus, men det er ikke mange, der nogensinde finder ud af, hvad det betyder. Peter Laugesen beretter fra den europæiske kulturhovedstad
Ingen skal være i tvivl om, at 2017 er noget særligt i Aarhus, men det er ikke mange, der nogensinde finder ud af, hvad det betyder. Peter Laugesen beretter fra den europæiske kulturhovedstad

Erik Pontoppidan

28. april 2017

En række ubehjælpsomme paroler hænger i vinden ned igennem Gågaden, fra banegården, som stærke kræfter ønsker nedlagt og flyttet, fordi den er blevet for lille til det tilstødende butikscenter og den nye letbane, der skulle have stået færdig til kulturåret, men ikke er det.

I stedet står den med halvfærdigt skinnearbejde og isolerer den gamle østbanegård, deler vejen ud mod Randers op i to halvdele, der kun med lange mellemrum har forbindelse med hinanden, hvorved kvarterer, der har fungeret i mange år, pludselig er skåret midt over.

Den roder og rumsterer i samklang med de store bygningsarbejder, der flere og flere steder har revet gamle huse ud af gadebillederne, og nu er i gang med at erstatte dem med nye uhyrer af beton med langt flere etager. Værst på det område ned imod åen, hvor det gamle Ceres-bryggeri lå med sit lysende ølglas på toppen af skorstenen.

Det eneste, der er tilbage af det, er en lille stump mur, med et kæmpemæssigt påklistret monstrum af en bygning klæbet tæt til sig bagfra. Der skal være hotel. Ved siden af ligger et kunstigt kompleks, der overfladisk kunne ligne huse fra et eller andet sted i New York på film, og som da også rummer, hvad man kalder ’New York lejligheder’.

Vi drømte, at det skulle blive en park.

I stedet blev det optakt til kulturbyen.

Parolerne blafrer i vinden nede i bunden af Gågaden, hvor det nyfriserede Bispetorv ligger med sine gratis minigolfbaner foran Domkirken, der stadig er byens væsentligste større bygning, og da i enhver henseende i hvert fald væsentligere og større end den nye version af det gamle Rømerhus, der i mange, lange måneder har været under brutal renovation for inden så længe måske at kunne fremstå som ikon for tøjfirmaet med det sigende navn ’Bestseller’, hvis fangarme også har grebet andre huse på den gamle gade, for ikke at tale om to hele gader i det såkaldte Latinerkvarter, altså kvarteret bag ved Katedralskolen og Domkirken, engang klerkenes kvarter og skøgernes.

Nu ser byens stadsarkitekt frem til, at de inden længe bliver pudset op, så der måske kan blive plads til, hvad han mener, Aarhus længe har manglet: en Gucci butik.

Så man ikke længere skal helt til Hamburg eller København for at finde en ny taske.

Peter Laugesen

  • Dansk digter bosat i Brabrand.
  • Født 5. marts 1942 i København, opvokset i Odder.
  • Student fra Aarhus Katedralskole og uddannet typograf.
  • Debuterede som forfatter i 1967 med digtsamlingen ’Landskab’.
  • Har ud over dramatik, essays og oversættelser udgivet knap 60 digtsamlinger.
  • Har blandt andet modtaget Det Danske Akademis Beatrice-Pris (1985), Aarestrup Medaillen (1990) og Det Danske Akademis Pris (1992).
  • Blev i 1997 medlem akademiet.

Klapjagt-på-fodgængere-år?

Rømerhus ligner i sin ferske nypudsethed et dukkehus, egentlig meget passende til et firma, der ser alle mennesker, ikke bare i kulturby Aarhus, men i hele verden, som påklædningsdukker.

Havnefronten, engang en af de smukkeste i landet, er totalt ødelagt af spekulationsbyggeri, igen med Bestseller som en af dirigenterne. Et stort, visuelt stendødt ørkenområde, hvor kolde vinde blæser, og de gamle huse ligesom ikke længere er sig selv, ikke længere er, hvad man ser, når man kommer ind til byen ad den vej, som man gjorde fra vikingetiden frem til seneste århundred- og årtusindskifte.

Lidt henne, ved åens udmunding, troner DOKK1, det nye hjem for alt det, der indtil for ikke så længe siden var biblioteksvirksomheden. En kold og fjendtlig bygning, ligesom et fort ligger den, som om den skulle forsvare de kommercielle interesser, der har besat byen, imod noget, som kunne være kunsten, kulturen og historien. 

Hver tiende eller tyvende flise på alle fortove er prydet med ordene AARHUS 2017. Ingen skal være i tvivl om, at 2017 er noget særligt i Aarhus, men det er ikke mange, der nogensinde finder ud af, hvad det betyder.

Måske betyder det klapjagt-på-fodgængere-år? Det er i hvert fald, hvad byfornyelsen i praksis er, trafikmæssigt. Overalt er fortovene indsnævret, cykelstier og bilveje udvidet, og fodgængerovergange sløjfet.

Når man så yderligere er i gang med at ændre busplanerne, uden tvivl til færre afgange på de lange ruter, der ikke betjener knudepunkter som giganthospitalet i Skejby eller den tomt buldrende kulturtønde DOKK1, ser det da helt sort ud for fodtusserne.

Busserne vil køre så proppede, at man ikke engang vil kunne mase en Guccitaske ind i dem.

Det er så, kort sagt, hvad byen har gjort i forvejen for at markere, at den er årets kulturcenter for hele verden.

Men er der da så overhovedet slet ingen underholdning, slet ingen kultur i den her kulturby? Sker der ikke noget kunst i det mindste, for det er jo, hvad ordet ’kultur’ for det meste er sat til at betyde?

Selv om det også, og derfor denne lange indledning til ingenting, betyder den måde, vi lever på, den historie, vi vedkender os, og den fremtid, vi derved ønsker. For os selv, for vores børn, for vores by.

Hvad sker der?

Vi skifter til Kulturbyens hjemmeside og ser, at den hovedsagelig består af logoer for alle dem, der har støttet med penge, og at de helt store sponsorer særligt fremhæves. Blandt dem naturligvis vores allesammens Bestseller.

Hvad sker der?

To eksempler.

Teater: Til efteråret vil man kunne se Robert Wilsons forestilling EDDA, bygget over den nordiske version af middelalderens europæiske urkvad. Mundtlige først i mange år, så nedskrevne. På dansk har vi dem i adskillige versioner, først og fremmest Martin Larsens fra 1943, her i min tillempning:

Jeg ved at jeg hang

i vindomsust træ

ni hele nætter

med odden såret

viet til Odin

mig til mig selv

i det træ

ingen ved

af hvis rod det randt.

Det drejer sig om en opsætning fra Det Norske Teatret i Oslo, hvor Jon Fosse har gendigtet de gamle kvad til nynorsk, som er forestillingens sprog. Wilson har, med sin efterhånden sædvanlige arrogance, fjernet, hvad han ikke kan bruge af Jon Fosses tekst, og af det, der er tilbage, har han bygget, hvad der efter teaterets hjemmeside at dømme er en temmelig sædvanlig Wilson-forestilling.

Altså postmoderne blandingspoesi til scenebrug, mixet med avanceret dans og tankefuld popsang. Altsammen i outrerede kostumer, der signalerer Berlin 1928, Dada 1916 og rock 1970.

Ekstremt stiliseret, formodentlig på en eller anden måde godt, men ikke længere, som det var engang, særlig anderledes.

Forestillingen vil spille på nynorsk, et litterært kunstsprog, kun få danskere kan forstå. Derfor vil der være løbende tekstning som ved en opera. Spørgsmålet er, hvilken version af de gamle digte det vil dreje sig om. Måske Martin Larsens:

Gå skal man,

ikke gæst være

evigt eet sted kun;

led vorder han,

der længe sidder

i en andens hus.

Forestillingen har lige haft premiere i Oslo, i Aarhus spiller den til efteråret. Der er udsolgt for længe siden.

Tag den, kulturby

Litteratur: 365 tekster har allerede været i gang et godt stykke tid og vil udvikle sig også gennem resten af det igangværende år samt nok lidt længere. En del forfattere, fra Aarhus eller ej, bidrager på forskellige måder. Deres tekster kan være bygget ind i en bænk, så man kan sidde på dem. De kan stå på en pose, man kan slæbe ting med.

Men de kan også, i hvert fald i et enkelt tilfælde, hvad jeg aldrig har set tekster kunne før: De kan være parkeringsbøder, og det er de så alligevel ikke, men de ser sådan ud, og de bliver anbragt under viskerne på biler, under de her »windshield wipers slapping time« i Kris Kristoffersons »Me and Bobby McGee«. Nu slapper de ned på en gave fra forfatteren Christian Haun:

»Om eftermiddagen i januar er krydset et af de grummeste steder i landet. Det har sneet i morges, nu regner det. Dråberne laver huller i den tøende sne. Under den kan man se falmet græs bag busstoppestedet.«

»En farveløs ubarmhjertig mulm glider op af bakkerne fra ådalen. Svagelige lys blafrer ovre i blokkene. Biler og lastvogne ramler uendeligt forbi. Lastbilernes brede dæk laver en høj hyssende lyd i vandet. Busser brummer ind til siden med duggede ruder og samler folk op. Hun stiger ikke ind.«

Tag den, kulturby. Tag den, Bestseller. Teksten er længere, men parker selv dollargrinet et forbudt sted i Kulturby Aarhus. Måske er De heldig at få resten af Christian Hauns kortroman under viskeren.

Og hvad var det så lige, de blafrende små hjælpeløse paroler sagde om den by, der engang var smilets og senere bare blev danish for progress:

A WORLD OF CULTURE

A YEAR OF CHANGE

MAKE THE MOMENT

A WORLD OF CULTURE

IN THE PALM

OF YOUR HAND

LET' S RETHINK

A WORLD OF CULTURE

A YEAR OF CHANGE

WELCOME

THE WORLD

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Helle Lorenzen
  • ingemaje lange
Helle Lorenzen og ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu