Læsetid: 4 min.

Alan Gilbert: Fordomme og stædige traditioner skal fortsat bløde op

Idealerne om, hvordan man spiller Carl Nielsen, og hvad noget så traditionsbundet som et symfoniorkester er, udvikler sig hele tiden. De friske øjne er livgivende, mener chefdirigent Alan Gilbert, der gæster Koncerthuset med sit orkester, New York Filharmonikerne
7. april 2017

Om nogen er han manden, vi kan takke for The Carl Nielsen Project.

Alan Gilbert og New York Filharmonikernes indspilninger på et dansk pladeselskab og koncerter med Nielsens ukuelige orkesterværker blev overværet af Dronning Margrethe. Med newyorkerne blev det provinsielle i fynboens symfonier til perfektioneret og strømlinet kunst.

Før New York var Gilbert chef for Kungliga Filharmonikerna i Stockholm, hvor hans kærlighed til nordisk musik blussede op. Første glimt af Nielsen fik han via dirigent Herbert Blomstedts berømte fortolkninger med San Francisco Symfoniorkester.

»Musikken tog mig virkelig et nyt sted hen. Jeg blev forelsket i den med det samme,« siger Alan Gilbert til Information.

Den danske nationalkomponist er ikke fast repertoire ude, men hos svenskerne er det anderledes.

»Da jeg kom til Stockholm for at blive chefdirigent for Kungliga Filharmonikerna, var Carl Nielsen – selv om han er dansk – fuldstændig i deres repertoire og i publikums hjerte. Så jeg begyndte at beskæftige mig mere med symfonierne og elskede dem selvfølgelig,« fortæller Gilbert.

»Senere tænkte jeg, at Nielsens musik ville passe smukt til New York Filharmonikerne. Jeg ved, at der er purister, især i Danmark, som mener, at lyden skal være på en helt bestemt måde, og at de måske har svært ved at acceptere andre orkestres bud. Men stor musik skal kunne tåle fortolkning, og den største ære, nogen kan gøre Nielsen eller andre store komponister, er at lade musikken blive oplevet på forskellige måder. Min tilgang til Nielsen er ikke radikal, men nok forskellig fra, hvordan visse forestiller sig den, og jeg er glad for, at musikken er stærk nok til at blive undersøgt med friske øjne.«

– Hvordan lyder Nielsens musik i dine ører?

»Den er meget menneskelig og hudløs. Den passer ind i den symfoniske tradition, men bærer manden Carl Nielsens særlige stemme, og den tør noget.«

– I Danmark taler man ofte om mødet mellem symfonisk tradition og folkemelodier hos ham ...

»Helt sikkert, den er charmerende, finurlig og har folkemusik i sig, som han sætter ind i en symfonis kontekst. Musikken er virkelig karakteristisk.«

En tilbagevendende diskussion om Nielsens håndværk er, om det visse steder er mangelfuldt eller skitseagtigt.

Men hans teknik får intet ondt ord fra Gilbert:

»For mig er den perfekt. Har man fasttømrede forventninger om, hvordan det skal lyde, misser man måske hans originalitet. Jeg går altid ud fra, at komponisten mente, hvad han skrev. Hvis musikken adskiller sig fra andre komponister, er det, fordi hans vision er anderledes. Så snarere end at tænke, at det er en svaghed, skal man måske se det som en styrke. De usædvanlige, kompromisløse lyde, han skrev, er en del af, hvad der gør ham særlig.«

Aldrig hvile

Alan Gilbert var chef i Stockholm til 2008, hvorefter de dyre drenge åbnede armene. Men hvor meget kan og må man egentlig ændre på sådan en institution?

»Nu, hvor min tid i New York rinder ud, er det vel fair at sige, at waou, meget har flyttet sig. Alle orkestre har udfordringer og skal konstant forny sig. Selv de store orkestre – især de store – må aldrig stille sig tilfreds. Med N.Y. Phil sigtede jeg efter at være ydmyg over for denne perfekte maskine, men jeg stræber altid efter at gøre tingene på en ny måde. Ellers dør det. Vi ser altid efter nye veje – det er grunden til, at vi skaber stor musik.«

»Det er vigtigt aldrig at blive intimideret, bare fordi et orkester er berømt. Hvis man kan ikke forbedre mere, skal man blive væk. Jeg er ydmyg, men også meget ambitiøs.«

– Hvad tog du med dig fra Sverige?

»I Stockholm lærte jeg at være musikchef og var ikke så eksperimenterende. I New York havde jeg en idé om, hvordan orkestre kunne blive i det samfund, vi er til for. Paradigmet om, hvad et orkester er, ændrer sig. Orkestre skal være modige og genopfinde sig selv. Koncerter i koncertsalen er en vidunderlig tradition, der altid bør fortsætte, men orkestrets funktion i form af social bevidsthed og uddannelse bliver mere aktiv på en ny måde. Musikere skal gentænke deres roller, og min tid i Stockholm gav mig mod på at føre den vision ud i livet.«

– Mødte dine ideer modstand?

»Ikke udadtil. N.Y. Phil er meget samarbejdsvilligt. Sidste år lavede vi Petrusjka (en Stravenskij-ballet, red.), hvor de lærte en passage udenad og dansede rundt, mens de spillede på scenen i kostumer. En utrolig udvikling – det havde de ikke drømt om otte år forinden, men var med på legen. Fordomme og stædige traditioner skal fortsat bløde op, men generelt har orkestret været villigt til at prøve nyt af. Det er mere den ubevidste side, man løber ind i. Men overordnet set, fordi branchen er udfordret, forstår de, at forandring er nødvendig.«

De to gæstespil med New York Filharmonikerne og Alan Gilbert er en del af DR SymfoniOrkestrets koncertsæson

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu