Læsetid: 13 min.

Barndommen er ikke bare Fætter BR, badeland og ingen bekymringer

Et væld af historier om tab, sorg og død finder i disse år vej ind i dansk børne- og ungdomslitteratur. Men hvor går grænsen for, hvad børn kan klare at læse om? Og hvordan finder man et litterært sprog, der kan beskrive døden i børnehøjde?
Et væld af historier om tab, sorg og død finder i disse år vej ind i dansk børne- og ungdomslitteratur. Men hvor går grænsen for, hvad børn kan klare at læse om? Og hvordan finder man et litterært sprog, der kan beskrive døden i børnehøjde?

iBureauet/Mia Mottelson

29. april 2017

En pige, der finder sin lillebror død i entréen. En dreng, hvis mor er syg af kræft. En bog om selvmord. Et eventyr om en pige, der ofrer sine hænder i håbet om at finde sin forsvundne far.

Sorg og tab findes for tiden i mange afskygninger i børne- og ungdomslitteraturen. Historierne er vidt forskellige. De kan være grumme og grusomme, nådesløse og hjerteskærende triste, groteske og vildt morsomme, realistiske eller fantasifulde.

Men hvorfor skal børn overhovedet belemres med fortællinger om døden eller om at føle sorg over en, man har mistet?

For Rebecca Bach-Lauritsen, der er forfatter til bogen Ellens Ark, hvori en 11-årig pige mister sin lillebror ved en tragisk ulykke, er svaret enkelt: Dét, at livet kan være svært for børn, er et stort tabu, for vi ønsker alle det bedste for vores børn. Men det ændrer ikke ved, at livet er svært indimellem – også for de små. Og det kan børnelitteraturen være med til at bearbejde.

»I børnekulturen skal man passe på, at man ikke laver sådan en børneløgn om, at barndommen bare er Fætter BR og badeland og ingen bekymringer,« forklarer hun.

»Jeg tror, det er vigtigt at huske, at der er lige så store følelser i et børneliv som i et voksenliv, og det synes jeg, at børnelitteraturen skal afspejle.«

Robuste børn

Nina Christensen, der er lektor på Aarhus Universitet og leder af Center for Børns Litteratur og Medier, ser bølgen af bøger om sorg og tab som en forstærkelse af en tendens, der har eksisteret siden 1970’erne, hvor forfattere som Astrid Lindgren og Bent Haller begyndte at skrive meget direkte om døden.

Før det havde døden i børnelitteraturen været fraværende i en længere periode, men i 1970’erne ændrede opfattelsen af barnet sig, og det afspejlede sig i en mere direkte berøring med døden. Man så ikke længere børn som nogle, der skulle beskyttes og skærmes mod virkelighedens barske realiteter, og derfor kunne man skrive mere direkte om de svære emner.

Døden i børnelitteraturen er også i dag tæt forbundet med opfattelsen af barnet, fortæller Nina Christensen.

»Når man udtaler sig om børnebøger, kommer man til at tale ind i en diskussion, der handler om opfattelsen af barnet og af forholdet mellem barnet og den voksne. Der er nogle, der har den holdning, at man langt hen ad vejen skal beskytte barnet, herunder for ting, der kan skræmme det. Og der har været en tradition for at sige, at døden hørte til det område. Andre mener, at man skal udfordre barnet, og at børn ikke bor i et reservat, hvor der ikke sker farlige ting. Og derfor er man nødt til også at kunne tale med børn om det. Mellem de to positioner er der så en lang række nuancer.«

Døden i børnelitteraturen

Nina Christensen, leder af Center for Børns Litteratur og Medier ved Aarhus Universitet, fortæller, hvordan døden er blevet behandlet gennem børnelitteraturhistorien

1600-1700-tallet: Religiøs børnelitteratur

»Der har været tekster for børn, der forholdt sig til døden, lige siden man begyndte at udgive tekster for børn. I en tidlig fase havde man den religiøse børnelitteratur, og fra slutningen af 1600-tallet og op gennem 1700-tallet var der for eksempel bøger om, hvordan man kunne forberede børn på, at de ville dø, og hvorfor de derfor skulle opføre sig som gode kristne, fordi det ville sikre dem et liv i himmelen frem for et liv i helvede.«

»Den religiøse forståelse er der selvfølgelig i mindre grad i dag. Det kunne jo være en forklaring på, at der skrives så meget om døden i dag. For man skal ligesom finde en anden ramme eller en anden måde at tale om døden på end den religiøse, der siger, at hvis du opfører dig sådan og sådan, så vil du få et godt liv efter døden.«

Døden som en leg

Der er ingen tvivl om, hvilken af disse positioner Rebecca Bach-Lauritsen hælder mest til. Hun mener ikke, at det er farligt for børn at kende til døden, så længe man er opmærksom på, hvordan man sætter ord på den.

I Ellens Ark bliver der ikke lagt fingre imellem. En dag kommer Ellen hjem fra skole og finder sin lillebror død i entréen.

»David faldt ned ad trappen. Man kan dø på langt vildere måder. Men man kan også dø helt hverdagsagtigt på et flisegulv. Man dør lige meget af den grund.«

Sådan lyder det kort og kontant i starten af bogen. Døden er konkret og realistisk, og der er ikke nogen fantasifulde eller eventyrlige elementer, der lægger afstand til den tragiske begivenhed. Det er bevidst, fortæller forfatteren.

»Jeg havde virkelig lyst til at pøve at se det i øjnene og ikke have fantasien som hjælp til at kunne flygte fra det. Jeg er helt klart drevet af, at virkeligheden skal være repræsenteret ægte i litteraturen til børn.«

1800-tallet: H.C. Andersens eventyr

»Samtidig med at man begyndte at udgive børnelitteratur i højere grad i starten af 1800-tallet, så har der også været eventyr og mundtlige fortællinger, som har været omkring børnene. De handler også om barske begivenheder, herunder at man kan dø.«

»Når børnelitteraturen begynder at optræde mere i ikke-religiøse tekster, så er det for eksempel omkring H.C. Andersen. Han skriver om døden i eventyr som Den Lille Pige Med Svovlstikkerne og Historien om en Moder.«

»Døden er i det hele taget ikke fremmed i børnelitteraturen på det tidspunkt. Det hænger sammen med, at børnedødeligheden var så meget større dengang, så sandsynligheden for, at man oplevede, at enten en søskende eller nærtstående døde, var relativt stor.«

Det er ikke alle børn, der oplever døden tæt inde på livet, men alle oplever på et tidspunkt at blive rystet af en mere eller mindre voldsom begivenhed, og Ellens Ark handler, ifølge forfatteren, netop om det tidspunkt i livet, hvor man oplever det værst tænkelige for første gang. Det er et særligt øjeblik, fordi man ikke har forudsætningerne og livserfaringen til at vide, hvad man skal gøre, når ens virkelighed pludselig ændrer sig.

»Der er en stor ensomhed i det. Barnet skal selv finde ud af, hvordan gør jeg det her. Det, synes jeg, er meget stærkt, fordi det bliver et definerende øjeblik.«

I Ellens Ark har forfatteren derfor forsøgt at træde ind i dette øjeblik for at undersøge, hvordan Ellen tackler tabet af sin lillebror.

iBureauet/Mia Mottelson

Leg med døden

En af Ellens metoder til at håndtere det ubærlige er en slags leg med døden. Hun lægger sig ned i jorden og forestiller sig, hvordan det er at være død. Hun kaster ting ned ad trappen, der, hvor hendes bror faldt ned, for at se, hvordan de går i stykker. Og hun betragter den lille, hvide kiste, hendes bror ligger i, og overvejer, om hun selv ville kunne være i den:

»Ellen kigger på den hvide kiste. Den er for lille til mig, tænker hun. Alle siger, at hun er blevet så lang. Tror du, at jeg kan være i den kiste, spørger hun moster. Moster kigger mærkeligt på hende. Nej da, siger hun. Måske hvis jeg krummer mig sammen, siger Ellen. Sådan må du ikke sige, siger moster.«

Ellens leg med døden var det mest grænseoverskridende at skrive om, fortæller Rebecca Bach-Lauritsen.

»Da jeg skrev det, følte jeg, at det var at stå på kanten af, hvad man kan tillade sig, fordi der var noget meget fysisk over det. Ellen prøver at få en fornemmelse af, hvad det der død er. Hun prøver det af på sig selv. Det havde jeg lyst til at skrive, fordi jeg fornemmer, at der også kan være noget forløsende i at sætte ord på det og nærmest lege det.«

Ellens forældre bryder sig ikke om, at man leger med døden. Men hvordan skal et barn kunne forholde sig til noget så abstrakt som døden, hvis ikke man får lov til også at dyrke sin fascination af det – for eksempel gennem leg? For Rebecca Bach-Lauritsen er der ingen tvivl om, at mange voksne har berøringsangst i forhold til døden.

– Men hvorfor er det så vigtigt at insistere på at tale med børn om døden, når nu det er så svært?

»Fordi vi ellers lader børnene stå alene med det. Ligesom med alt muligt andet kan man tale om et emne på et højere og dybere niveau, hvis man har et sprog, der er udviklet til det. Hvis man ikke har så meget at tage af andet end, at ‘det er da forfærdeligt’, så bliver det en ensporet snak. Hvis man har et rigt sprog til noget, så bliver det automatisk nemmere at have samtaler.«

1970’erne: Socialrealisme

»Der kommer en lang periode efter romantikken, hvor døden ikke fylder så meget i børnelitteraturen. Man skal helt frem til 1970’erne før, at man igen begynder at møde de her relativt direkte beskrivelser af døden. For eksempel af børn, der begår selvmord, som i Bent Hallers Katamaranen.«

»Det handler om opfattelsen af, hvad barnet er, og hvad barnet kan tåle. Efter 1968 kommer der en opfattelse af, at barnet er et robust væsen, der kan tåle en hel del, hvorimod man tidligere har haft en tendens til at sige, at barnet i højere grad skulle beskyttes, indtil det kunne tåle at blive konfronteret med voldsomme ting. Det er den udvikling, der fortsætter i dag.«

– Kan børn, som ikke selv har oplevet at miste nogen, også få noget ud af at læse den slags bøger?

»Det tror jeg bestemt. Jeg tror, at man øver sig i noget liv, når man læser. Og man føler nogle følelser lidt på forhånd, fordi man optager en anden skæbne i sig selv, imens man læser. Om det er død eller en anden voldsom begivenhed, der ændrer ens liv, så handler det om, at man så på en måde er lidt mere rustet til at kunne tackle det.«

Brugsanvisning til børnelitteraturen?

Når man læser Ellens Ark og andre børnebøger, der eksplicit behandler døden, er der særligt ét spørgsmål, der trænger sig på. Hvor går grænsen for, hvad et barn kan bære af voldsomme og tragiske fortællinger?

Tilbage i 2014 blev det debatteret, hvorvidt man skulle indføre en mærkningsordning for børnelitteratur, der handler om død. Det mente organisationer som Børnerådet og Børns Vilkår kunne være en god idé, skrev Kristeligt Dagblad.

Rasmus Kjeldahl, der er direktør for Børns Vilkår, understreger, at forslaget ikke kom fra dem, men at de i Børns Vilkår kan se nogle gode perspektiver i en ordning, hvor forældre og børn bliver vejledt mere i forhold til hvilke bøger, der er gode at læse i selskab med en voksen.

»Det betyder ikke, at vi er imod uhyggelige historier til børn. Børn kan klare rigtig meget, hvis de kan reflektere over de her ting sammen med en voksen, der kan guide gennem de her universer. Så jeg går meget ind for, at børn skal opleve stærke følelser gennem litteraturen. Børn skal ikke beskyttes mod indblik i det svære og uhyggelige, men det skal helst ske på en alderssvarende måde, hvilket nogen gange betyder en voksen ved sin side.«

2017: Mange variationer

»Den måde, man fortæller om døden på, har forandret sig i meget høj grad. Jeg oplever, at der er sket en større psykologisering af både barnekarakterer og barnelæsere. Den nuancering, der er i beskrivelserne af mødet med døden, men også den højere grad af abstraktion i forhold til det, bliver tydelig i dag, synes jeg.«

»Det er interessant, at der i dag er en stor variation af bøger, der handler om døden. Der er både de meget fantasifulde, fantastiske fortællinger som Patrick Ness’ Monster, og så er der de meget realistiske, lidt mere i voksenoptik barske fortællinger, som man ser meget i ungdomslitteraturen.«

»Men så ser man også, at det humoristiske og det alvorlige blandes, så man får de groteske fortællinger som John Kenn Mortensens Mareridtsfabrikken og andre rædsler. Plus at man også stadig har de religiøse bøger som for eksempel billedbibler. De er jo på en måde også grundfortællinger om liv og død, som er i vores kultur i dag. Det ser jeg som et tegn på, at de her samtaler – også gennem fiktion – er vigtige.«

Nina Christensen mener ikke, man skal mærke børnebøger, og i øvrigt tror hun slet ikke, at det ville kunne lade sig gøre i praksis.

»Jeg mener, at det er meget uforudsigeligt, hvad et barn kan blive forskrækket og skræmt over. Det behøver ikke nødvendigvis være en bog, der handler om døden, det kan være noget helt andet, der påvirker på grund af billeder, ordvalg eller situationen. Så det vil blive meget komplekst og vanskeligt at finde de mennesker, der vil kunne pege på, hvilke bøger, der er farlige.«

I Danmark har Medierådet for Børn og Unge siden 1997 vurderet og aldersmærket film, så forældre på den måde bliver vejledt i, hvad deres børn kan se i en bestemt alder. For Nina Christensen betyder det dog ikke, at det samme er nødvendigt med litteratur.

»Jeg mener, at der er en væsentlig forskel. Når man går ind og ser en film, så er man der ligesom, og det er sværere at stoppe. Men hvis man begynder at læse en bog og oplever, at her er noget, der bliver for voldsomt, så er det meget nemt at lukke bogen igen.«

iBureauet/Mia Mottelson

Bamsemishandling er over grænsen

Det er imidlertid ikke alle børnebøger om tab og sorg, der handler om døden. Cecilie Eken, der har skrevet en lang række børne- og ungdomsbøger, herunder serien Det Levende Sværd, udgav i efteråret 2016 det rimede langdigt V. Bogen handler om det at miste og savne sin far – ikke fordi han er død, men fordi han har forladt familien.

»Bogen handler om tab af nærvær og følelsesmæssig kontakt, tab af noget, der også er virkelig vigtigt for børn, og som de oplever mere hyppigt end dødsfald. Men sorgen kan måske næsten være den samme. Der er i hvert fald noget, der ikke bliver som før,« fortæller Cecilie Eken.

Bogens hovedperson drager ud på en eventyrlig og farlig rejse sammen med sin mystiske ven V. Hun leder efter sin far, der en dag gik sin vej, men hver gang hun er lige ved at indhente ham, forsvinder han ud af syne. Hun ofrer både sin bamse og sine hænder undervejs, men lige meget hjælper det, faren er væk.

»Min far gik langt forude - jeg kaldte hæst: / ‘Vent, far! Stop!’ men hvert ord blev blæst / i stykker af vinden og malet til støv / min far standsed’ ikke, var fuldkommen døv.«

Cecilie Eken har blandt andet været inspireret af fortællinger fra børn, der er vokset op med misbrug, men også almindelige skilsmissehistorier kan resultere i, at man som barn oplever, at man ikke kan nå sine forældre, fortæller hun. Bogen handler om, at pigen skal finde ud af, at hun godt kan bære sin sorg i det øjeblik, hun slipper håbet om, at det bliver anderledes og accepterer realiteterne.

»Det er også noget de her børn af misbrugere fortæller om; det evige håb. Og først da de gav slip på det, kunne de faktisk komme videre.«

– Men det er en barsk realitet for et barn. Hvilke overvejelser har du haft om, hvordan det er for børn at læse om de her svære følelser og barske realiteter?

»For det første tror jeg, at børn kan rumme uendelig meget, når vi bare leger, at det er en historie. Så bliver det lettere sådan lidt sidelæns at nærme sig nogle af de svære følelser. Og så er jeg nok meget en, der tror på de lykkelige slutninger,« tilføjer Cecilie Eken, der selv har det svært med at blive efterladt i de farlige følelser.

Derfor har hendes historier som regel en slutning, der indeholder en form for indsigt eller forløsning.

Men det betyder ikke, at hun går ind for, at børn skal vokse op i en beskyttet virkelighed, hvor de voksne har fjernet alt, hvad der kan gøre ondt eller vække sorg. »For sådan er virkeligheden jo ikke.«

Historier har en alder, hvor de er gode for børn, så det handler om at finde det rigtige tidspunkt for den rigtige historie og ikke om, at børn skal have trukket en historie ned over hovedet på et bestemt tidspunkt, understreger hun. Men der er børn, hvis erfaringer i livet er grumme, og de kan måske have glæde af, at der er nogle historier, der sætter ord på og anerkender deres oplevelser. Og som samtidig giver håb.

Cecilie Eken er ikke så bange for, hvilke historier man kan læse for børn, for hun oplever, at de selv er gode til at sige stop, hvis det bliver for meget.

»Jeg læste V højt for min datter, da hun var ni år. Da vi nåede til det sted, hvor pigen ofrer sin bamse, sagde hun: ’Nu kan du godt stoppe. Jeg kan klare mange ting mor, men ikke bamsemishandling.’ Og så stoppede jeg bare og tænkte, at den kan hun læse lidt senere.«

Nye bøger

  • Anne Sofie Hammer: Vi ses, Pellerøv. Høst & Søn. 2017
  • Cecilie Eken: V. Illustreret af Malene Reynolds Laugesen. Høst & Søn. 2016
  • John Kenn Mortensen: Mareridtsfabrikken og andre rædsler. Carlsen. 2016
  • Kenneth Oppel: Når først man har sagt ja. Høst & Søn. 2016
  • Alberte Winding: Når jeg savner min far. Gyldendal. 2016
  • Stine Melgaard Lassen: Nede i jorden - oppe i himlen. Illustreret af Karina Bækkelund. Forlaget Sole. 2016
  • Patrick Ness: Monster. Gyldendal. 2015
  • Jesper Wung-Sung: Ud med Knud. Høst & Søn. 2015
  • Rebecca Bach-Lauritsen: Ellens Ark. Høst & Søn. 2014
  • Morten Dürr: Skaderne. Illustreret af Peter Bay Alexandersen. Forlaget Alvilda. 2014
  • Kim Fupz Aakeson: Men ikke i dag. Illustreret af Mikkel Sommer. Gyldendal. 2014
  • Sarah Engell: 21 måder at dø. Carlsen. 2014
Serie

Døden i litteraturen

I denne artikelserie taler vi med forfattere og forskere om, hvordan vi gennem litteraturen kan finde et sprog for død og sorg

Seneste artikler

  • Ophørets litterære dødedans

    22. april 2017
    Som litterært emne kappes døden og kærligheden om hyppighed og omfang som de universelle magter, de er. Og ikke sjældent i intim forbindelse. Torben Brostrøm er gået på opdagelse i verdenslitteraturen for at finde en række af de stærkeste beskrivelser af døden
  • Sorgen er en melodi, der aldrig hører op

    25. marts 2017
    Den svenske digter Tom Malmquist ventede sit første barn, da hans kæreste pludselig blev syg. I løbet af en uge var hun død, og han var blevet far til en lille pige. Få måneder senere mistede han også sin far. Tom Malmquist fortæller om sin oplevelse med at gå igennem sorg og transformere chokket til et kunstværk
  • Naja Marie Aidt: Sorgen er et kæmpe fucking monster, der ødelægger alting

    18. marts 2017
    Da Naja Marie Aidts søn Carl døde for to år siden, mistede forfatteren også sit vigtigste arbejdsredskab: sit sprog. Hun fandt langsomt ind til sproget igen, da hun begyndte at læse litteratur om sorg. Nu vil hun med sin nye bog give sine erfaringer om tab og sorg videre til andre
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anders Jensen

Børn har rigeligt med bekymringer, de er ikke dumme, der er enormt intuitive og kan læse os langt bedre, end de fleste voksne kan læse andre voksne. De lærer så at "glemme" den intuition med tiden.

Læste at der var blevet lavet en porno-børnebog, som har en 7 årig dreng i hovedrollen.
Ja det står vi sgu da og mangler. (Altså der er ikke børneporno i bogen, det er en børnebog der omhandler emnet porno.)

Vores børn kan udmærket se at der er noget galt, de kan mærke det på os forældre. Vi har så tit for travlt til at tage dialogen og nærværret i hverdagen, så vi tror at vi kan løse det med pixibøger og dybe seriøse emner i litteraturen og undervisningen.
Børn (og nu taler jeg om dem der er under 12-13 år.) har brug for TRYGHED, KÆRLIGHED, NÆRVÆR! De har brug for at vi kognitivt ruster dem over tid, sådan at de kan udvide deres horisont langsomt og trygt.

Men lige nu bekymrer de sig om; BREXIT, flygtninge, arbejdsløshed, uddannelse, fremtid, krav, test og alt det andet vi andre gik og boksede med som små.

Det er klamt at se os forældre blive ved med at ligge vores ansvar fra os.
Vi har PLIGT til at beskytte vores børn! Vi har PLIGT til at handle før det er for sent!