Læsetid: 7 min.

’Det er blevet en fransk nationalsport at diskutere den franske kulturs undergang’

Forfaldstænkningen er blevet et storsælgende kulturprodukt i Frankrig. Fra Michel Houellebecqs romaner til Michel Onfrays samfundsanalyser – gang på gang fremskrives billedet af en kultur i tilbagegang. Ifølge forsker i forfaldstænkning har den også indflydelse på den politiske debat op til præsidentvalget
Forfaldstænkningen er blevet et storsælgende kulturprodukt i Frankrig. Fra Michel Houellebecqs romaner til Michel Onfrays samfundsanalyser – gang på gang fremskrives billedet af en kultur i tilbagegang. Ifølge forsker i forfaldstænkning har den også indflydelse på den politiske debat op til præsidentvalget

Mia Mottelson

22. april 2017

Alt er i forfald: det politiske system, universitetsverdenen, kvindekroppene, ja selv sproget. Sådan ser Frankrig ud. I hvert fald hvis man skal tro litteraturprofessoren Francois i Michel Houellebecqs fremtidsroman Underkastelse fra 2015.

Og forfaldsdiagnosen gælder ikke kun verden omkring Francois, men også ham selv. Som han formulerer det:

»Nu havde ånden definitivt forladt mig, jeg var reduceret til min ramponerede og forgængelige krop.«

Houellebecqs litteraturprofessor er ikke alene med sin fascination af forfaldet – den findes som politisk og kulturel tendens i det franske samfund. Faktisk er forfaldstænkningen en så gennemgribende tendens i Frankrig, at ordet déclinisme, som betyder »forfaldstænkning«, sidste år blev føjet til Le Petit Larousse, den illustrerede ordbog over det franske sprog. Déclinisme forklares på fransk som et nedsættende ord om »tendensen til at se Frankrig som et land i forfald«.

Nationalsport

»Det er blevet en fransk nationalsport at diskutere den franske kulturs undergang,« mener ph.d.-studerende ved Københavns Universitet Nils Voisin Schultz, som forsker i forfaldstænkning i nyere fransk kultur.

Han påpeger, at nogle af de bedst sælgende bøger i Frankrig for tiden tematiserer forfaldet. For eksempel sammenligner journalisten Eric Zemmours essay Le Suicide francais Frankrigs kulturelle forfald med Romerrigets fald. Bogen har solgt over en halv million eksemplarer, ligesom filosoffen Michel Onfrays seneste bog Decadence: The Life and Death of the Judeo-Christian Tradition om den franske kulturs tilbagegang har solgt hundrede tusindvis af eksemplarer, siden den udkom i januar.

Heller ikke i Frankrig foreligger den store samlende samtidsroman med indsigt i høj og lav, provinsboere, bønder og byboere. Alligevel kan man i en kombination af forskellige læsninger stykke et portræt af Frankrig sammen
Læs også

Interessen for forfaldet hænger sammen med en grundlæggende følelse af politisk afmagt i den franske befolkning, mener Jørn Boisen. Han er institutleder på Institut for engelsk, germansk og romansk på KU, og han har også bemærket den franske dyrkelse af forfaldet. Han mener, at forfaldstænkningen lige nu præger de franske vælgere op til valget den 23. april.

»Franskmændene føler sig afmægtige over for de negative konsekvenser af det multikulturelle samfund, digitaliseringen og EU. Tidligere tiders tro på fremskridtet er blevet erstattet af en frygt for eller ligefrem en tro på, at den franske nation er i forfald. Landets udvikling føles for franskmændene som en flodstrøm, hvis retning mod forfaldet ikke står til at ændre.«

Politisk forfald

Når forfaldet føles som en uundslippelig strøm, er det oplagt, at præsidentkandidaterne i det franske valg alle gerne vil fremstå som den, der svømmer mod strømmen. Jørn Boisen nævner Marine Le Pen som det oplagte eksempel.

»En politiker som Marine Le Pen har uden tvivl fremgang, fordi hun kører på følelsen af, at systemet har slået fejl og er på tilbagegang. Det narrativ, hun skaber om elitens skyld i forfaldet, går rent ind, fordi forfaldstænkningen er så dybt forankret i franskmændenes tankeverden.«

Og når man ser nærmere på det franske valg, kunne det godt se ud, som om at alle præsidentkandidaterne skaber hver deres fortælling om en nation i forfald. Der er bare uenighed om, hvem der er skyld i det, siger Jørn Boisen.

»For Marine Le Pen er det eliten – og dermed indirekte globaliseringen og multikulturalismen – som er skyld i landets forfald. Fillon er på mange måder en blødere, mere konventionel udgave af Le Pen. Macron, derimod, støtter status quo i den forstand, at han stadig er EU-tilhænger, til gengæld ser han forfaldet i den måde, det politiske system er bygget op på og forsøger at skabe en magtbasis uden for de politiske partier.«

– Er der slet ikke nogen, der har en mere opbyggelig dagsorden?

»Jo, det er der jo historisk set på begge fløje i Frankrig, men de kan ikke længere bevise, at verden og den franske nation går fremad. Det eneste, de kan sige, er, at tingene bliver anderledes. For 20 år siden virkede det måske knottent at sige, at tingene var bedre i gamle dage, men i dag er det simpelthen ikke længere en selvfølge, at tingene bliver bedre.«

Historisk pessimisme

Ifølge OECD er Frankrig stadig verdens mest populære land for turister. Og sammenlignet med sine naboer mod syd har franskmændene klaret sig igennem den økonomiske krise med lav arbejdsløshed, som er faldende nu. Så hvor kommer den fra, den franske forfaldstænkning?

Nils Voisin Schultz mener da heller ikke at déclinisme udelukkende er et nyt fænomen i Frankrig. Det bør ses i et større historisk perspektiv:

»Der har altid været mange reaktionære forfattere og intellektuelle i Frankrig. Folk, der ønsker sig tilbage til en tabt orden og måske ligefrem finder en næring i ideen om samfundets forfald. Man kan kalde forfaldstanken en slags masochisme, der kan spores helt tilbage til den franske revolution. På det tidspunkt var der en stærk modreaktion til republikken og afskaffelsen af kongehuset. Det er i forbindelse med denne modreaktion til revolutionen, at ordet ’reaktionær’ overhovedet opstod.«

Forstærkelsen af den franske nostalgi og forfaldstænkning er i følge Voisin også en konsekvens af landets forskellige nedture i den sidste halvdel af det tyvende århundrede: Det bristede 68’er-ideal, skuffelsen over det fejlslagne kommunistiske projekt og den økonomiske ustabilitet. Også arbejdsløsheden, som i halvfjerdserne opstod i landet efter tre årtier med økonomisk opsving, har haft betydning for forfaldstænkningen.

»Op igennem halvfemserne og nullerne voksede mistroen til de politiske projekter, og en fornemmelse af resignation og skuffelse har præget kulturen siden,« siger Voisin.

En neoreaktionær bølge

Men fornemmelsen af at være et samfund i forfald er i løbet af de sidste 10-15 år blevet radikaliseret og kommercialiseret af en gruppe af forfattere og intellektuelle som for eksempel Houellebecq og Michel Onfray. Nils Voisin Schultz mener, at man kan tale om en ’neoreaktionær’ bølge i det 21. århundredes Frankrig, hvor forfattere og idehistorikere ligefrem dyrker forestillingen om forfald.

»I de fleste europæiske lande har man for tiden en offentlig debat om national identitet eller tabet af samme, men i Frankrig er den særligt pessimistisk og båret af nostalgiske idealer,« siger han.

Spørgsmålet om et fransk identitetstab er vigtigt for forfaldstænkerne. Nils Voisin Schultz fremhæver den kontroversielle debattør Richard Millet, som har skrevet essayet »Eloge littéraire d'Anders Breivik« (Litterær hyldest til Anders Breivik). Selvom essayet ikke ligefrem er udformet som en hyldest, beskriver Millet Breviks handlinger som et uundgåeligt symptom på Europas kulturelle selvfornægtelse. Millets udlægning af Breivik er en radikal – og for mange kritikere uacceptabel – måde at forstå den europæiske identitetskrise på.

Men uanset, hvordan man forholder sig til en tænker som Millet, er han en del af den type forfaldstænkning, som begræder et kulturelt tab i Europa, forklarer Nils Voisin Schultz. En anden vigtig forfaldstænker i Nils Voisin Schultz’ forskning er filosoffen Alain Finkielkraut, som de seneste år har argumenteret for, at man i det franske kulturforbrug kan se, at nationalidentiteten er i forfald.

»Finkielkraut er kendt for hånligt at have udtalt, at Shakespeares værker og et par designerstøvler i dagens Frankrig anses for at have den samme æstetiske værdi. I Finkielkrauts optik er de æstetiske og kulturelle hierarkier nemlig gået i opløsning og dermed også sammenhængskraften i samfundet. Han mener blandt andet, at det multikulturelle samfund har bidraget til en kulturel hjemløshed i landet.«

Forfaldets produktivitet

Centralt for denne kulturkritiske forfaldstænkning finder man forestillingen om sprogets og litteraturens tilbagegang. Nils Voisin Schultz forklarer, at mange af de intellektuelle, hvis værker han forsker i, ser tabet af det formfuldendte franske, som et udslag af en hel kultur på retræte.

»Houellebecq er et oplagt eksempel. Det er ikke tilfældigt at hovedpersonen i Underkastelse er litteraturprofessor. Selv ikke litteraturen eller ordet kan vække ham fra hans åndløshed. Han kan ikke kan finde sig til rette i et liv, der lader til at have mistet al mening.«

– Denne dyrkelse af tilbagegangen kan forekomme paradoksal blandt intellektuelle og forfattere, fordi den aldrig peger i en ny retning, kun tilbage. Hvordan kan forfaldstænkningen sætte gang i den intellektuelle og kreative produktion, du beskriver?

»Det er klart, at denne forfaldets ideologi kan virke kontraproduktiv,« siger Nils Voisin Schultz. »Men samtidig er det en meget selvbevidst dyrkelse af forfaldet, vi har med at gøre. Det kontraproduktive bliver til sin egen form for produktivitet. Tag for eksempel forfatteren Marc-Édouard Nabes roman L’Homme qui arrêta d’écrire (Manden der holdt op med at skrive). Det er en roman, der i sig selv inkarnerer paradokset, fordi den jo er en lang roman, samtidig med at den handler om ikke at have noget at skrive om.«

Og det er måske netop i dette paradoks, at man skal forstå dyrkelsen af forfaldet, mener Voisin. Han påpeger, at den neoreaktionære bølge i Frankrig er radikal på en måde, der ligefrem har noget revolutionært over sig, modsat venstrefløjen, der, som så mange steder i Europa, ikke ved, hvordan den skal reagere på tidens politiske udfordringer.

De reaktionæres utopi

Jørn Boisen holder dog fast i, at der er noget utopisk over forfaldstænkernes kritik. Han forklarer, at det er typisk for reaktionære tænkere at påpege, hvad der er galt, og hvem der er skyld i det, men ikke, hvad der så skal ske.

»Hvis de endelig kommer med løsningsforslag, så er de utopiske. Som når folk ender med at leve i fred og fordragelighed i Houellebecqs Elementarpartikler, fordi seksualiteten ikke længere findes. Men forfaldstænkernes måde at tale om verden på har jo stadig indflydelse på fremtiden.«

– Hvilken indflydelse har de?

»De kan være med til at forstærke en stemning. Det tror jeg, at flere af disse offentlige debattører gør. Tag for eksempel Zemmour (forfatter til Det franske selvmord, red.). Han leverer en form for ideologisk fortælling, som kan retfærdiggøre Front Nationals racistiske udtalelser. Han retfærdiggør, at en følelse af forfald i den franske befolkning forklares med f.eks. indvandring og andre etniciteter.«

Serie

Europas skæbnevalg

Efter Brexit og Donald Trumps sejr i USA skulle den højrepopulistiske bevægelse stå sin prøve i Europa.

I Holland fik den islamkritiske Geert Wilders’ Frihedsparti ikke den tilslutning, som meningsmålingerne havde spået, men det lykkedes at trække regeringspartiet VVP langt mod højre.

Heller ikke i Frankrig løb højrenationalismen med sejren. Her endte den unge, fremadstormende Emmanuel Macron og hans nye bevægelse, En Marche, med at slå Marine Le Pen med 66,9 procent af stemmerne.

Endelig har briterne nægtet Theresa May det stærke mandat, hun søgte til at føre Brexit ud i livet. I stedet blev det til en udradering af de EU-skeptiske nationalister i UKIP og et overraskende comeback til Labour og dets leder, Jeremy Corbyn.

24. september når vi til Tyskland, hvor kansler Angela Merkels vigtigste udfordrer bliver socialdemokraten – og den tidligere Europaparlaments-formand – Martin Schulz. Det indvandrerkritiske Alternative für Deutschland er derimod allerede på retur i meningsmålingerne.

Seneste artikler

  • De hollandske diger ryster stadig

    11. oktober 2017
    Intet under at der ifølge hollandske medier allerede er murren i de fire regeringspartier, før samarbejdet overhovedet har lanceret dets politik over for de hollandske vælgere
  • Idehistoriker: Socialdemokraterne vinder ikke ved ’at løbe efter højrepopulisterne’

    30. september 2017
    De tyske socialdemokrater i SPD har udvist ’taberadfærd’ og forsømt muligheden for at træde i karakter ved tidligt at bryde med kansler Merkel og udnytte det faktiske venstrefløjsflertal i Forbundsdagen, siger Jan-Werner Müller. Spørgsmålet er, om partiet har kraft til at formulere en ny vision og politik, der kan danne modvægt til den højreradikale strømning og til CDU
  • Vi overlevede Europas skæbnevalg! Og vi har lært, at vi skal tale til håbet

    30. september 2017
    Populisterne stod for døren i Holland, Frankrig og Tyskland, og 2017 blev udråbt som ’Europas skæbnevalg’. Ingen af stederne er de kommet til magten: Er problemerne løst, er populisterne væk, og er vi blevet klogere på, hvordan vi bekæmper dem? Til de to første spørgsmål kan vi rimeligt klart svare nej. Og til det tredje: måske ...
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Sørensen

Socialisme er ideen om at man kan erstatte en stat for de få med en en stat for de mange ....måske franksmændene skulle tænke lidt mere i de baner, så ville de måske se muligheder alle vegne istedet for forfald ...