Læsetid: 9 min.

Dublin giver ikke mening

Klaus Lynggaard tog til Dublin uden mål, men i godt selskab. Vejarbejde, bidende kulde og patriotisme mødte ham i det land, han aldrig havde troet, han skulle besøge
Oppe ved disken for at købe en omgang, spørger en ung mand, hvor jeg kommer fra. ’Danmark,’ fortæller jeg. Han er fra Estland, men bor i Dublin, forklares der uopfordret. Klaus Lynggaard skriver fra den irske hovedstad.

Oppe ved disken for at købe en omgang, spørger en ung mand, hvor jeg kommer fra. ’Danmark,’ fortæller jeg. Han er fra Estland, men bor i Dublin, forklares der uopfordret. Klaus Lynggaard skriver fra den irske hovedstad.

Artur Widak/Ritzau Scanpix

12. april 2017

Kommer ud af Merchant’s Arch og drejer venstre om ad Wellington Quay, hvor et junkiepar siddende på en trappesten får tæsk. Af hvem? Uromagere, der har haft en dårlig dag? Pushere, som de skylder penge?

Kvinden skriger og råber, »It isn’t necessary, this isn’t necesssary,« mens slagene regner ned over fyren, der holder armene beskyttende op foran ansigtet. Stopper uvilkårligt op og kigger på optrinnet.

»What you staring at, mate!?«

Én af voldsmændene træder frem mod mig med et vildt blik, jeg slår blikket ned og går videre. Stopper atter op og ser mig tilbage, så omkring. Ingen gør noget, alle passerer gaden, alle lader volden fortsætte, alle ignorerer den; ville ønske, jeg kunne handle, ville ønske, jeg kunne afkode situationen, ville ønske, jeg var en anden.

Er det hverdagskost, det her? Tåbeligt spørgsmål, selvfølgelig er det det, men når jeg som det Guds ord fra landet, jeg er blevet med årene, pludselig hældes ned i en kaotisk storby med to millioner indbyggere, kan virkeligheden virke overvældende, brutal og – nå ja – uvirkelig.

Chokket er så meget desto større pga. den almindelige hjælpsomhed og venlighed, der møder turisten med den sjove accent. Der er stort set ingen grænser for, hvor imødekommende de lokale er.

Men altså ikke overfor en fucking junkie. Mit for få sekunder siden strålende humør viger for tvivlrådighed og handlingslammelse, kan ikke fortsætte, tør ikke gå tilbage. Trækker den iskolde luft gennem næsen ned i den tilbageblevne lunge og sætter så i trav. Uden at se mig tilbage. En af hverdagens kujoner på vej videre gennem mylderet, gennem mængden. Ville ønske, jeg stadig røg, drak og tog stoffer, men en pastil kan det da blive til.

En magisk klang

Som ung led jeg i en periode en Tom Kristensen-besættelse. Værre ting kan overgå et menneske. Bredden i hans forfatterskab var betagende og ikke mindste hans rejseskildringer optog mig grundet mandens uovertrufne observationsevne. Sent i forfatterskabet, faktisk da Kristensen var over 70, udkom Hvad var mit ærinde?, hvori forfatteren samlede en række tekster, han kaldte Rejseglimt.

Det er i den, han bl.a. skriver, at »hvis man ikke oplever chok både af irritation og nerveforstyrrelse ved at færdes i denne verden, skal man hellere blive hjemme …«.

Godt ord igen, Tom. En bog, jeg med glæde vender tilbage til, omend det i nærværende forbindelse primært er titlen, der er i spil. Hvorfor rejse? Og hvorfor rejse et bestemt sted hen? Det første spørgsmål antager karakter af det uoverskuelige, men rejsens mål er ikke hverken tilfældig eller afhængig af ugens tilbud på nettet.

Grundet strejftog i litteraturen besidder Dublin en magisk klang, herregud, William Butler Yeats, Samuel Beckett, James Joyce, Oscar Wilde, Brendan Behan og for den sags skyld Roddy Doyle (The Commitments!). Rock’n’roll, not so much, hvis ikke man er U2-fan (de har deres eget museum, for crying out loud), men det kompenserer Phil Lynott og Thin Lizzy så lidt for, selvom han helt uretfærdigt intet museum har. Det gad jeg ellers godt se.

Måske har jeg lidt for ofte givet udtryk for min Dublin-fascination i venners kreds. Ved, at jeg i et publiceret digt har stillet spørgsmålet, hvorvidt »jeg nogensinde kommer til Irland?«.

Hvorom alting er, i forbindelse med min nys afholdte runde fødselsdag besluttede Thorsten og Peter Ole, at nok er nok og gav mig simpelthen en rejse til mit dunkle rejsebegærs mål. En såkaldt herretur med tid til boghandlere og pladebutikker og flaneren gade op og gade ned. Hvad har jeg dog gjort for at være velsignet med så ædle venner? 

Mine drømmes Dublin

Da lufthavnsbussen når Parnell Square og drejer ned af O’Connell Street, ligner det grangiveligt mine drømmes Dublin til forveksling, selvom moderniteten naturligvis ikke fornægter sig, og et Spar supermarked på hvert andet gadehjørne minder om hjemlandets verdensdominans. Men pubberne, teatrene, den lave bebyggelse, de sorthårede kvinder, ah.

Bange for kunstige øjenvipper er kvinderne i Dublin så heller ikke, konstateres det hurtigt, efter bussen har hældt os af ved Millennium Spire, et bizart, men ganske underholdende over et hundrede meter højt stålspir med et rødt lys i toppen. Dets fuldstændige nytteløshed er rørende. Undtagen måske som kendingsmarkør.

Efter som knægt at have grinet mig igennem amerikanske J.P. Donleavys Den ustyrlige mand vidste jeg, at en dag skulle også jeg sno mig gennem Dublins smøger og gyder for til sidst at stå foran Trinity College; den dag er så i dag, selvom det hele til en begyndelse er overvældende. For der skal ikke herske tvivl derom – dette er en storby. Men som ikke desto mindre på det nærmeste brøler Dublin! Som p.t. i øvrigt er et gigantisk igangværende vejarbejde. Vejnettet ligner en ubrudt række af åbne sår, omkranset af hegn, der gør navigering vanskelig og bare det at krydse vejen til et projekt. Der lægges nye rør, måske. Eller noget. Kaos hersker. Og arbejdet synes stort set at ligge stille.

I forvejen skal man som gæst fra fastlandet til stadighed erindre sig om venstrekørsel og utallige gange kigge sig til begge sider, over vejene med livet i hænderne, lyset er hårdt og trafikken voldsom som også forureningen. Storbyferie er en krævende disciplin. Får blodet til at rulle raskere, skærper årvågenheden og kræver god kondition; alt sammen mig inderligt imod, men for dig, Dublin, gør jeg en undtagelse.

Episoden med estlænderen

Det begynder at regne, da mørket falder på og mine to venner – med Peter Ole som ørnen med stedsansen forrest, altid forrest – bevæger sig i fuld fart over broen over Liffey, floden, der gennemskærer byen, jeg har opgivet at orientere mig, pludselig befinder vi os i Fleet Street, hvor vandhuller ligger side om side. »Jomfru Ane Gade,« udbryder en rejsekammerat, og det er spot on. Det centrale Dublin giver hurtigt mening, der ligger Dublin Castle og der Trinity College, nu vil jeg have en røvfuld fish and chips, så kan vi tale fremtid. Eller fortid, for den sags skyld, men i sultens vold er alt nutid.

Trods det høje humør – og endnu højere afsyngning af rebel songs (them bastard British!) ved hver en given lejlighed – svigter vi stamstedet Murray’s Bar efter episoden med estlænderen, der forløber sådan her:

Oppe ved disken for at købe en omgang, spørger en ung mand, hvor jeg kommer fra. »Danmark,« fortæller jeg. Han er fra Estland, men bor i Dublin, forklares der uopfordret.

»Aha, du er immigrant,« spøger jeg.

»Hvad jeg mener med det?« spørger han aggressivt. »Og hvilken form for regering har I egentlig i Danmark,« vil han uden overgang vide.

»Åh, pænt højreorienteret,« svarer jeg, »uden der decideret går Trump i den.«

»Om jeg da ikke kan lide Trump?«

»Tager du pis på mig?« svarer jeg, men nu er den unge mand i gang.

»Hvad er den officielle holdning til indvandring?«

»Pænt stramrøvet,« svarer jeg.

»Godt, godt,« han nikker anerkendende: Om jeg er klar over, at kriminelle, terrorister og sortsnuskede nasserøve vælter ind over grænserne? De skulle skydes, hele banden, børn og kvinder med. Og hende der Merkel skulle have et røvhul i panden. Islam er at ligne med pest. Om jeg måske bryder mig om pest? Gør jeg?

»Hvad foregår der?« vil Peter Ole vide. Den unge mand læner sig fremover og begynder at råbe: »You must keep your country clean, understand?« Min ledsager kigger desorienteret på mig. »Hvad mener han?« spørger Peter Ole, mens den unge estlænder gentager udsagnet som en besværgelse.

»Hyggeligt at møde dig,« siger jeg, griber min ginger ale og forlader baren. Han råber udsagnet efter os, og alle kigger, dagen efter flytter vi til Parnell’s, et sted med elevator fra etage til etage, enorme videoskærme med klubfodbold i stride strømme og patriotiske citater hist og pist. Ved bestilling af våde varer undgår jeg bevidst at falde i snak med såvel lokale som indvandrere, kun bartenderen, der ruller med øjnene, da jeg bestiller ginger ale. So much for pub crawling.

Benhårdt lys

Den der onsdag, hvor frosten bider, og solen står fra en skyfri himmel. Favoritvejr, knastør kulde, benhårdt lys. I bus 13 på vej til det for danske læber uudtalelige ’Dún Laoghaire’, en indbydende lilleputby, centreret omkring en overraskende lang hovedgade, som pladebutikken Vinyl selvfølgelig ligger helt nede i bunden af.

Den er så turen værd, for er det ikke Let It Bleed i mono mit øje skuer der? Uden plakat, godt nok, men med den rigtige røde inderpose. Dog i den lidt for dyre ende, men så træder en mere velbeslået rejsekammerat til og befrier lp’en fra dens ejermand.

Spørger en olding om vej, venligheden og snakkesaligheden selv, om det er en gammel by, spørger jeg ham så. »Oh la la,« lyder svaret, dens historie rækker helt tilbage til the mythic past, han ruller med øjnene for at antyde, at her løb gæliske keltere rundt og spillede en tidlig form for rugby.

»Hvor vi da kommer fra?«

»Danmark,« svarer jeg.

»I plejede jo at komme til vores kyster, brænde vores klostre ned og voldtage vores kvinder,« siger den gamle så, mindre venligt.

»Det er over tusind år siden,« forsøger jeg udglattende.

»Jamen, alligevel,« siger han åbenlyst afstandtagende, hastigt på vej væk fra denne horde vikinger med mordbrand og plyndringer lysende ud af øjnene.

Turens mål er Martello Tower ude ved Sandycove, hvor eksildublineren James Joyce engang boede en uge. Tårnet benyttes som location i starten af Ulysses, og nu om stunder skulle der ligge et lille museum på stedet, men da vi opdager, hvor langt der er derud, går vi solskinstur på promenaden for i stedet at havne på kaffebar. Blandt pensionister og punks hældes cheesecake og kaffe i svælget til den store guldmedalje. Snakken flyder let og ubesværet i gamle venners selskab, hvad blev der egentlig af den og den, hvem er død, og hvem er blevet skilt, har du læst, og har du hørt, og hvad ved du egentlig om kaffebordets historie?

Melankoli

På egen hånd på jagt efter en gave. Finder det helt rette i en lille gesjæft på Aungier Street. Ekspeditricen i butikken tager mit kreditkort, kigger på det, kigger på mig. Hvor jeg stammer fra? vil hun vide. »Ah, Danmark.«

Hun smiler og kigger undersøgende på mig. »Verdens lykkeligste folk,« siger hun så.

Sporer jeg mistro? Jeg trækker på skuldrene.

»Jeg så en dokumentar om det,« forklarer hun, en smule undskyldende. Jeg trækker igen på skuldrene. »Irerne virker rimelig lykkelige,« siger jeg så.

»Nej, nej, nej,« siger hun med overraskende voldsomhed. »Ikke forveksle høflighed med lykke. Det er alt sammen facade.«

Hun lægger hånden på hjertet: »Melancholia,« siger hun bare.

Det finder jeg beroligende. Hun smiler. »Ja, ikke?« svarer hun. »Til orientering gælder det samme for danskerne,« siger jeg. »Bare med den forskel, at vi ikke er specielt høflige.«

Irlands Skovlunde

Med 43’eren til Museet for Moderne Kunst, IMMA. »Lige overfor sindssygehospitalet,« siger buschaufføren grinende. Også han hjælpsom og snakkesalig. Vuet fra dobbeltdækkeren viser os et andet Dublin, hvor turister ikke i stor stil flokkes. Beboerkvarterer.

»Svarer det her mon til Brøndby?« spørger Thorsten og peger ud på det område, bussen gennemtrawler.

»Snarere Skovlunde,« svarer jeg, der trods alt har boet i Brøndbyvester i syv år. Museet ligger højt og flot i landskabet, storbyvue og sug i maven. I parken, der fører til museet, en ambulancehelikopter, der ikke kan beslutte sig til at lette. Infernalsk støj fra propeller og motor, stopper og glor. Kigger længselsfuldt efter de mange hunde, som løber og leger, de er jo nu engang mine yndlingsmennesker.

Den sidste aften. På vej hjem i den bidende kulde med poser fulde af plader indkøbt i butikker med navne som Spindizzy, Freebird og Mojo.

Hvad er det for en trængsel, hvad laver de mennesker dog der? Og hvad har politiet med sagen at gøre? Det viser sig at være suppekøkkenerne, der leverer fødekæde til de hjemløse, tiggerne, de udstødte og de uønskede. Altså de fattige.

Dem er der mange af, den side af byen viser sig i øjenåbnende glimt. Flere af dem, der benytter sig af muligheden for et gratis måltid, ser overraskende respektable ud, hvor andre tydeligt signalerer værdigt trængende. Et uventet optrin, der afvikles i en tilsyneladende positiv stemning. Det hjælper givetvis med et par pansere inde over. Tavse fortsætter vi mod hotellet.

Et par dage efter min hjemkomst snakker jeg i telefon med en ven.

»Hvordan vil du så beskrive Dublin,« spørger han.  

»Som en munter tristesse,« svarer jeg.

»Det giver ikke mening,« påstår han.

»Det gør Dublin heller ikke,« lyder min påstand.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Benny Jensen
  • Søren Roepstorff
  • Holger Madsen
  • Hans Aagaard
  • Michael Kongstad Nielsen
Benny Jensen, Søren Roepstorff, Holger Madsen, Hans Aagaard og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Dejlig artikel.
Men lige et øjeblik!
Når en kineser kommer til København, skal den lille havfrue beses. På samme måde må en dansker i Dublin vel en tur omkring skulpturen af den fattige fiskerpige Molly Malone, som solgte cockles and mussels alive alive o, Også smuk tristesse,

https://www.youtube.com/watch?v=3ouqhCtIh2g

Men der er nok ikke skrevet bedre om et ophold i Dublin end finske Pentti Saarikoskis "Brev til min hustru". Den er svær at komme op på siden af.