Læsetid: 6 min.

Egtvedpigen er blevet klædt på (og af) efter tidernes skiftende kvindesyn

Fra kig til maven til ankellang underkjole. Gennem tiderne har Egtvedpigens tøj ændret sig flere gange i de videnskabelige rekonstruktioner. For også i arkæologien er kvindens krop til konstant forhandling, siger to af Nationalmuseets eksperter i bronzealderen. På søndag kan man møde hende i andet afsnit af DR’s nye ’Historien om Danmark’
Fra kig til maven til ankellang underkjole. Gennem tiderne har Egtvedpigens tøj ændret sig flere gange i de videnskabelige rekonstruktioner. For også i arkæologien er kvindens krop til konstant forhandling, siger to af Nationalmuseets eksperter i bronzealderen. På søndag kan man møde hende i andet afsnit af DR’s nye ’Historien om Danmark’
7. april 2017

Hun er vel Danmarks mest kendte forhistoriske kvinde, Egtvedpigen. Men hun findes slet ikke. Kun lidt tænder, negle og hår er der tilbage af bronzealderpigen, der i 1921 blev fundet i en gravhøj ved den jyske by Egtved.

Men der findes indtil flere mumificerde menneskekroppe fra samme periode, der er langt bedre bevarede, så hvordan endte netop hun som allemandseje? Og hvorfor blev det en verdensnyhed, da det for nylig kom frem, at hun slet ikke var så ’dansk’ endda, men formodentlig var indvandret fra et sted lige nord for alperne?

Nationalmuseets to eksperter i bronzealderen, Ulla Mannering, specialist i dragter og tekstilproduktion, og Flemming Kaul, forsker i datidens hverdagsliv og ritualer, er ikke i tvivl: Det er hendes tøj.

»Hendes krop er væk. Der er ingen pige, men vi omtaler vi hende jo som sådan. Vi har altså formået at visualisere hende. Gøre hende meget konkret. Og det er på grund af dragten,« siger Ulla Mannering.

På de første skitser, der blev lavet efter udgravingen i 1921, er der kig til maven, og bæltet sidder lavt. Præcis som akæologerne havde fundet hende.

Flemming Kaul er enig:

»Dragten vækker fantasier. Den er fængende og dragende, fordi den for os i dag fremstår som en moderne dragt. Men da den blev fundet i 1921, blev man faktisk lidt chokeret over, hvor kort og fræk den var,« siger Flemming Kaul.

»Derfor har den gennem tiden været udsat for, hvad man kan betegne som, en kulturkamp.«

De to har været konsulenter på DR’s nye store satsning Historien om Danmark. På søndag, i det andet afsnit, er vi nået til bronzealderen, der i Danmark dækker perioden 1.700-500 f.v.t. Her vil en af karaktererne tage på den rejse, som Egtvedpigen gennemførte.

Pigen

Egtvedpigen var mellem 16 og 18 år, da hun en sommerdag i 1370 f.v.t. blev lagt i graven. På overkroppen havde hun en kort bluse, om livet bar hun et bælte med et bronzespænde med spiralmønster, på underkroppen et skørt bestående udelukkende af snore og under denne: intet.

»Hun var bestemt klædt meget afslørende. Snorene hænger kun fast foroven og forneden, så når hun har bevæget sig, har man kunnet se alt,« forklarer Ulla Mannering.

Det var sådan, de fandt hende i 1921. Og det var også sådan, hun blev portrætteret i den allerførste tegning. Med maven bar og bæltet hængende faretruende tæt på underlivet.

»De så hendes tøj ligge sådan, da de åbnede kisten, og heldigvis var det sådan, de tegnede hende,« fortæller Flemming Kaul. »Det utrolige er, at man i så mange år efter valgte at se bort fra dette faktum.«

Maven der forsvandt

For allerede få år efter, da Nationalmusset for første gang fik udformet en kopi af dragten og klædte en model i den, var der sket noget: Blusen var kravlet ned og skørtet op, så den bare mave var forsvundet. I et sort-hvid foto med en positur, der er helt i overensstemmelse med tidens trend i modebladende, og en kæk korthårsfrisure står modellen. Og afstanden mellem hende og originaltegningerne er for Flemming Kaul meget sigende:

Første gang, Nationalmuseet skaber en rekonstruktion, er blusen gjort lang og bæltet rykket op, så der ikke længere er et stykke med bart.

»Vi taler jo om 1920’erne her. Kjolelængden var på vej op efter Første Verdenskrig, men ikke alle var lige begejstrede for den tendens.«

Egtvedpigen faldt altså ned lige midt i en kulturel brydningstid i Europa med en værdikamp mellem på den en side, hvad Flemming Kaul betegner som de ’kulturradikale’, der brugte Egtvedpigen til at vise deres egen progressivitet, og på den anden de mere ’nationalt sindede’.

»Nogle syntes, at det var en smuk og naturlig dragt. Andre mente, at den var alt, alt for vovet. At det simpelthen ikke kunne være rigtigt. Det var datidens hede kulturkampe, der udspillede sig i deres stillingtagen til Egtvedpigen.«

Æggende?

I 1930 skrev Thomas Thomsen, der var museumsinspektør ved Oldtidssamlingen på Nationalmuseet, om fundet i værket Egkistefundet fra Egtved. Han betegnede Egtvedpigen som »æggende« og fortsatte:

»(…) man fristes til at betragte Egtvedkvinden med pagehåret, det blottede underliv, det utilstrækkeligt dækkedende skørt og de fra knæet til anklen blottede ben som en til kultustjeneste viet Kvinde, en tempeldanserinde, klædt til at medvirke ved erotiske ceremonier.«

Den beskrivelse falder mange for brystet. Herunder forfatteren Johannes V. Jensen, der var meget interesseret i arkæologi og bevarelse.

Han skrev i en kronik i Politiken i 1930, at Thomsen var »lidt ude på det vilde« og måtte være i en »hektisk forfatning«, da han kom med den umulige hypotese, at Egtvedpigen var erotisk danser.

Det er ikke kun på slettetundraen, at menneskene komplicerer tingene. Det gør de også i DR’s serie ’Historien om Danmark’
Læs også

»Det er en umulig tanke,« skrev han. »(...) og en smule kendskab til nordisk almue og til primitive folk udelukker tanken om slige babylonske kunstner.« Og han havde en opfordring til videnskaben: »(…) i stedet for at sprede et sydlandsk og unordisk lys over pigen fra Egtved skulle han i stedet fremhæve det simple danske sind, der aldrig har kultiveret blottelsens kunst!«

I en tysk bog fra 1941 har hun fået underkjole på. Den letplåklædte bronzealderpige stemte ikke overens med tidens dyrkelse af den ærværdige germanske kvinde.

Dansede hun?

Ifølge de to museumsfolk er der dog solidt grundlag for at støtte Thomsens tolkning. For bar hud og dans – hvor unordisk det ellers måtte synes i 1930’erne – var en del af bronzealderens ritualer.

»Allerede på det tidspunkt havde man kendskab til en lille bronzefigur af en danserinde, der står i en flik-flak-lignende positur. Og hun har altså ikke andet på overkroppen end en halsring – det, vi i dag ville kalder en topløs danser. Det er derfor ikke helt gakket at tale om en dans med erotisk indhold. Vi ved så ikke, om man i bronzealderen anså bare bryster som seksuelle, eller om de måske snarere var symbolske udtryk for f.eks. frugtbarhed.«

Men det betyder ikke nødvendigvis, at hun bar en særlig ceremoniel dragt, understreger Ulla Mannering.

»Sandsynligvis har den haft flere funktioner. For selv om snorreskørtet nok var en eksklusiv dragt, er relativt mange kvinder blevet begravet i den – vi har omkring 50 fund – så det er altså en beklædning, som mange flere end blot en enkelt præstinde har gået i, og det kan sagtens være, at de har brugt dem til hverdag som sommerdragt,« siger Ulla Mannering.

»De har jo næppe haft enorme garderober.«

På med skørtet

I 1940’erne skifter tiderne igen. Nu skal historien, herunder ikke mindst den nordiske oldtid, bruges aktivt for at fremme politiske mål. Og Egtvedpigens dragt kommer igen til forhandling. I en tysk bog fra 1941 er hun således portrætteret med et ankellagt skørt under snorreskørtet.

I 1944 maler den danske kunster Sikker Hansen Egtvedpigen til det store værk om Bronzealderen. Uden kig til maven.

»De gav hende simpelthen underkjole på,« siger Flemming Kaul. »Det er selvfølgelig det kvindesyn, der også prægede nazismen, der kommer til udtryk her. Den korte kjole matchede ikke ideen om den ædle germanske kvinde. Den ærværdige nordiske bronzealderkvinde kunne umuligt have været klædt som ’en luder’.« 

– Men har der været videnskabelige argumenter for at give hende en underkjole på?

»Det er isoleret set ikke helt uhæderligt at foreslå,« siger Ulla Mannering, da plantemateriale sandsynligvis ville forsvinde i det miljø, Egtvedpigen blev fundet i.

»I teorien kunne en beklædningsgenstand i f.eks. hør eller brændenælde være forsvundet. Men det er meget hypotetisk, og de gjorde det ikke for at lægge op til en videnskabelig diskussion om alternativer. De lukkede af for en realitet, fordi den ikke passede ind i deres billede af fortiden.«

Flemming Kaul fortæller, at der findes små bronzefiguerer, der også var kendt på det tidspunkt, hvor man ser kvinder med snoreskørter og ikke andet.

»Så i iver efter at bibeholde deres forestilling er de altså gået temmelig meget imod de konkrete vidnesbyrd, man havde.«

Intet objektivt blik

Hvad siger det om den måde, man bedriver forskning i klædedragter? For Ulla Mannering handler det i sidste ende om kildekritik.

Først sidste år vendte Nationalmuseet tilbage til den blottede mave.

»Vi bedriver jo hele tiden en forskning, der er præget af vores egen forståelse af os selv, af andre tider, andre folkeslag. Der er ikke nogen objektiv forskning, der er renset for den tid, den laves i. Og den her dragt kan bruges til at minde os om det, det er vigtigt at holde for øje. For når det handler om kroppen og det tøj, den bar, kommer vi så tæt på, at vi ikke kan komme uden om os selv.«

Og det med at fjerne stykket med bart bliver ved og ved, fortæller Flemming Kaul, der da også indrømmer, at han har været med til at lave en rekonstruktion, hvor blusen var ærbart stoppet ned bag bæltet.

»Dengang handlende det om, at modellen ikke brød sig om at vise mave,« indrømmer han grinende. »Så det er faktisk først her for nyligt, at vi er gået tilbage til originaltegningen og har givet hende kig til maven igen.«

Men det bliver nok ikke sidste gang, at tiden retter på Egtvedpigens tøj.

»Vi ved jo ikke, i hvor høj grad vi har læst vores egen tid ind i den rekonstruktion. Det kan vi nok først se om 10 år.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anders Graae
  • Torben Skov
  • Niels Duus Nielsen
Anders Graae, Torben Skov og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Erik Starup

Megen historieskrivning er præget af den tid den er skrevet i.

Alan Strandbygaard, Peter Ole Kvint og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Peter Ole Kvint

Alt historieskrivning er øjeblikkets syn bagud. Man kan ikke gengive hele fortiden. Men må udvælge noget, som giver mening for ens nutid, en nutid som selv snart er en fortid.

Mikkel Eide Eriksen

Om ikke andet kan man gøre et ærligt forsøg og prøve at undgå at ens egne normer, dyder, fordomme, osv. farver billedet for meget.