Pludselig var det her igen, fantasmet om, at der hersker ét litterært miljø i Danmark, topstyret af Forfatterskolen med fuldmagt til at definere, hvad der er skidt og kanel og med social kontrol over alle afvigere – og alt sammen sanktioneret af den litterære kritik, KUA, forlaget Gladiator, Testrup Højskole og Statens Kunstfond.
Hvis man troede, at den forestilling og debat om et totalitært og ekskluderende miljø for længst var død og begravet, så var man anden påskedag i Deadline vidne til dens genopstandelse, da Merete Pryds Helle, Mette Høeg og Søren K. Villemoes uskønt tørnede sammen, alt imens de vantro nægtede at tro, at dette fantasifoster fra fortiden genopstod lige midt i folkets stuer.
Men altså nu diskuteres det så igen, om der findes et totalitært og ekskluderende litterært miljø i Danmark. Det sker, fordi Mette Høeg og Søren K. Villemoes synes, at det er tilfældet, selvom de på deres egen sære måde mindst lige så meget er del af det danske litterære miljø som Forfatterskolens rektor eller for den sags skyld undertegnede.
Påstanden om inklusion i og eksklusion af det litterære miljø kortslutter som følge af debatten mellem Asta Olivia Nordenhof og Christina Hagen. Asta Olivia Nordenhof bliver af Høeg og Villemoes gjort til en parnassets generalsekretær eller en litterær lady Macbeth over for den ekskluderede Christina Hagen. Intet er mere forkert, og ingen af de to er mere end den anden del af eller ekskluderet fra det litterære miljø.
Så ja, der findes vel en eller anden form for litterært miljø i Danmark, alt andet ville være mærkeligt, men det svarer meget lidt til de forestillinger, der hersker om det. For det litterære miljø har aldrig været mere mangfoldigt og pluralistisk, end det er nu.
Forfatterskolen har fået konkurrence fra et utal af andre skriveskoler, forfatterne skriver i flere forskellige genrer og springer mellem såkaldt fint og mindre fint, bibliotekerne spiller en større rolle i litteraturformidlingen, læseklubber skyder op overalt i landet, og små forlag bryder igen og igen enhver tendens til monopolistisk udgivelsespolitik, mens politologer og sociologer gør sig side om side med litterater i avisernes bogtillæg.
