Læsetid: 2 min.

Gid det var mig: Søren Ulrik Thomsen

Hvem lader forfatterne sig inspirere af, og hvem misunder de for deres arbejde med sproget? På denne plads fremhæver en dansk forfatter hver uge et uddrag fra et skønlitterært værk, vedkommende ville ønske, at han eller hun havde skrevet – og forklarer hvorfor
Hvem lader forfatterne sig inspirere af, og hvem misunder de for deres arbejde med sproget? På denne plads fremhæver en dansk forfatter hver uge et uddrag fra et skønlitterært værk, vedkommende ville ønske, at han eller hun havde skrevet – og forklarer hvorfor

Stine Bidstrup

Kultur
22. april 2017

Søren Ulrik Thomsen ville ønske, han havde skrevet:

»Uvekslelig den ejendom, mit land,/ hvor skyer er som fjerbevinget vand –/ dér er hun stadig lige ung, min søster,/ til tiden syvende slægtled høster.

Dér er hun gift med en uskyldig skæbne,/ en hustru tro mod mer end manden ved –/ og kærligheden hvormed hun kan væbne/ sig aflevered hun til evighed.

Hun var jo lærer her på denne egn,/ og kridtet brænder stadig som en nagle/ og gør med hendes fingre korsets tegn,/ imens hun skriver på den tomme tavle.

Var den for stor og knusende den skrift?/ Var den ufattelig af savn?/ Dog over verden går rød blæst i drift,/ på læberne har den et rosennavn.

Langs kanten af symbolet er det snittet,/ en takket lille skov genkender man –/ mon det er rimfrost? Smuldrer kridtet?/ eller falder stjerner ned i sand?

Du er en af de stadig ubekendte,/ og dig at se har jeg endnu i vente./ Jeg holder i min hånd det halve kridt,/ og når vi mødes bliver det ét med dit.«

Digtet ’Uvekslelig’ er skrevet af den russiske digter Ivan Zjdanov

Begrundelse

Ivan Zjdanovs digtsamling Tavsheds hvide frugt, som Marie Tetzlaff og Poul Borum har oversat, betød meget for mig, da jeg skrev på min egen Hjemfalden. Ikke mindst dette digt, som handler om Zjdanovs søster, Rosa, der døde under en simpel operation.

En linje som »en hustru tro mod mer end manden ved« er bare så vidunderlig. Digtet bæres af en selvfølgelig religiøsitet, og først for nylig har jeg forstået, hvorfor hendes fingre gør »korsets tegn / imens hun skriver på den tomme tavle« (nemlig fordi man jo holder på et kridt med tre fingre, ligesom man i den ortodokse kirke gør korsets tegn med tre fingre). Og så smukt, at Zjdanov kalder et menneske, der døde for tidligt »en af de stadig ubekendte«, som han dog i digtets sidste to linjer (som altid får mine små hår på armene til at rejse sig) forventer at gense i det hinsidige.

Et af de helt store øjeblikke i mit liv, var da jeg mødte Zjdanov i Moskva og fik ham til at deklamere »Uvekslelig« for mig på russisk, hvorefter jeg fremsagde et af mine nyskrevne digte fra Hjemfalden, som Marie Tetzlaff så simultanoversatte for ham. »Hvis du nogensinde overvejer at begå selvmord, så tænk på, at der findes en digter i Rusland, som elsker dig,« var hans kommentar til mit digt. Den bedste anmeldelse, jeg nogensinde har fået.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her