Gid det var mig: Thomas Boberg

Thomas Boberg ville ønske, han havde skrevet

»Det hagler så hårdt, som for at jeg skal huske

og få de perler til at vokse

jeg har hentet i kæften

af hver storm.

Gid denne regn aldrig må tørre ud.

Med mindre det blev mig givet

at falde for den nu, eller at man begravede mig gennemblødt

i det vand

der ville springe af alle brandene.«

Fra Cesár Vallejos bog ’Trilce’ (1922). Vallejo (1892-1938) var peruansk digter. Digtet er oversat af Peer Bundgaard og Thomas Boberg.

Begrundelse

Digtet er fra samlingen Trilce, hvis titel kunne være en sammensætning af de spanske ord ’triste’ og ’dulce’ (trist og sød). Bogen betyder meget for mig, fordi jeg i 14 år boede i Peru og altid læste Vallejo. Den knytter mig til stedet. Og så er det besynderligt, hvordan en mestizo-indianer, som kom fra et meget konservativt samfund i en lille landsby i Nordperu, kunne skrive så avanceret.

Digtet handler om, hvad det kræver at skrive. De perler, som jeget har hentet »i kæften af hver storm«, tror jeg, er digte. Det kan man jo fortolke, som man vil, men for mig føles det sådan at skrive et digt. Det må hentes ud af modsætningsfyldte konflikter.

Læs også

Berusende Mexico City-digte

Så skriver han, at regnen aldrig skal tørre ud. Det er den regn, der får tingene til at vokse, skabelsesregnen. Men samtidig springer vandet også fra ilden, hvilket ikke giver logisk mening. Men det giver mening i poesien, i hans poesi. Der er hele tiden de her paradokser.

Jeg ville ønske, jeg havde skrevet ikke bare dette digt, men hele hans bog, fordi den er så uudtømmelig. Fordi den er så komplet, selvom alting på en måde er løse ender og overskårne ord. Den er eksperimenterende uden at være hittepåsom. Den virker så nødvendig. Og at se poesien som nødvendighed, betyder enormt meget for mig.

Thomas Boberg udgav sidste måned digtsamlingen ’Mexicocitydigte’