Hvad gør kunsten, hvis fremtiden er tabt?

Solen skinner faktisk på den grå facade til Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet. Herinde har Mikkel Krause Frantzen de seneste tre år forsket i samtidskulturens fremstilling af depression. Og der er allerhelvedes mørkt derinde, i samtidskulturen.

Hos Houellebecq er det konkurrencementaliteten. Hos Wallace er det afhængigheden. Hos von Trier er det kravet om lykke, der skaber gunstige forhold for depressionen. Og fremtiden – den findes ikke, hverken for karaktererne eller for den verden, de står i.

»Fælles for alle værkerne i min afhandling er tabet af fremtiden. Det er et tab, der ikke alene relaterer sig til samtidens klima- og finanskriser, men til en mere generel krise. Det, jeg i afhandlingen kalder en åndelig krise,« forklarer Mikkel Krause Frantzen foran instituttets facade. Det er varmt nok til at sidde udenfor.

Depression kan ifølge Frantzen ses som et symptom på en mere generel krise i den vestlige verden. Det er ikke alene økonomisk ulighed, finanspolitikken eller den økologiske katastrofe, der er på spil. Det er selve ånden, den er gal med:

»Den tro på fremtiden og fremskridtet, der har præget det 20. århundredes samfund – og også dens kunst- og avantgardebevægelser – er gået tabt.«

Og det er selvsagt et gunstigt klima for depressionen og et svært udgangspunkt for kunsten. Og faktisk har samtidslitteraturen og -kulturen i det hele taget mere end svært ved at forestille sig fremtiden, forklarer Frantzen:

»Og når det sker, så er det i form af dystopier og postapokalyptiske fortællinger, der udspringer af tanken om, at jorden går under i allernærmeste fremtid.«

Erik Pontoppidan

Depressionsfænomenet

I psykiatrien kendetegnes den kliniske depression ved en manglende evne til at forestille sig en fremtid som sådan. En forstyrrelse af forestillingsevnen, simpelthen. Den forstyrrelse er ikke alene forbeholdt den deprimerede.

Den vestlige verdens historie har, som Francis Fukuyama formulerede det, nået sin afslutning. Det kapitalistiske system, vi lever i, har ikke længere en fremtid – hvis fremtid altså betyder noget andet end det, der allerede er.

Som forfatteren Mark Fisher, der tidligere i år begik selvmord, skrev: »Det er lettere at forestille sig jordens undergang end kapitalismens endeligt.«

Mikkel Krause Frantzen har altid interesseret sig for forholdet mellem litteratur og verden: Hvordan kunsten responderer på problemerne derude. Før har han skrevet om døden, nu er han så rykket videre til depressionen.

»Hvis man vil forstå et samfund, så skal man se på dets patologier. Man skal se på sygdomstendenserne, på diagnoserne og på måden, de kommer til udtryk på i kunsten. Og vor tids patologi er tydeligvis depression,« forklarer han.

Og det forholder samtidskulturen sig altså til. Hos amerikanske David Foster Wallace, franske Michel Houllebecq, kunstnerduoen Claire Fontaine og i Lars von Triers Melancholia får vi sat en unik kunstnerisk form på depressionen – og den samtid, depressionerne trives i, fortæller Mikkel Krause Frantzen.

»Kunsten kan som ingen anden give form til, hvordan det føles at være deprimeret. Og beskrive, hvordan verden ser ud fra den deprimeredes ståsted. Vi får både en konkretisering af depressionserfaringen og en kontekstualisering af den.«

Diagnosemanualerne kan forklare, hvordan symptomerne ser ud. Og sociologerne kan sætte antallet af depressioner i statistisk forbindelse med finanskriser, social og økonomisk ulighed og så videre. Men det er eksempelvis litteraturen, der kan tilbyde indgående beskrivelser af den motoriske træghed, den deprimerede erfarer. Søvnløsheden, selvmordstankerne, narcissismen, den manglende tidsfornemmelse og den manglende fremtidstro kan få anderledes form her, forklarer Frantzen:

»En forfatter som David Foster Wallace giver de mest hjerteskærende og præcise beskrivelser af, hvordan det er at være deprimeret. Når jeg har præsenteret fagfolk for hans forfatterskab, så har de været målløse over hans evne til at sætte ord på depressionen.«

»Og mennesker, der – som også Wallace selv – har haft depression tæt inde på livet, oplever sug af genkendelse, når de læser om umuligheden i at gå over vejen, stå op om morgenen og bare forsøgsvist slippe ud af den depressive tilstand.«

Den evne og mulighed betegner Frantzen som kunstens registrerende og beskrivende »moment«. Og til dette »moment« knytter sig til en særlig mulighed for kritik, forklarer han.

Ved at give krop til det deprimerende menneske, depressionserfaringen, så gives der også krop til den verden, den deprimerede ser ud på og lever i. Og den verden er sjældent særlig køn:

»Dermed bliver depressionen anledning til en mere omfattende og indgående samfundskritik,« siger Mikkel Krause Frantzen.

Erik Pontoppidan

Konkurrence og lykke

Hvordan verden tager sig ud, og hvordan der herfra rettes en kritik mod den, er forskelligt fra værk til værk.

Hos den franske forfatter Michel Houllebecq er afhængighed det problem, der kommer tydeligst til udtryk i beskrivelsen af den depressive tilstand. Konkurrencen gennemsyrer her ikke længere blot arbejdslivet eller økonomien, men livet som sådan. Alle sociale og intime relationer er præget af konkurrencetilstanden, forklarer Frantzen:

»Den er sivet ind i den menneskelige sjæl, vores nervesystem, vores hjerne og påvirker alle vores relationer som sådan. Der er en afgrund mellem menneskene hos Houllebecq.«

»I Lars von Triers Melancholia bliver lykken derimod det problem, der kommer til syne via depressionserfaringen. Hovedpersonen Justines depression bliver en moralsk forbrydelse, den er en torn i øjet på alle de andre karakterer, simpelthen,« siger Frantzen.

Han henviser til, hvordan eksempelvis Justines bryllupsplanlægger, spillet af Udo Kier, helt konkret tager hænderne op for øjnene, hver gang han kommer for tæt på Justine.

»Han kan simpelthen ikke udstå synet af hendes deprimerede ansigt. Det er en fremstilling af, hvordan lykken i dag ikke længere bare er en mulighed, men en pligt, som vi mennesker er forpligtede på at imødekomme. Og en pligt, den deprimerede på ingen måde kan indfri.«

Erik Pontoppidan

Capitalism Kills 

Til forskel fra Houllebecq, Wallace og von Triers værker forholder den britisk-italienske kunstnerduo Claire Fontaine sig ikke til den enkeltes erfaring af depression. De forholder sig til depression som et politisk problem. Et problem, der fremdyrkes og fastholdes af den kapitalistiske økonomi. 

»Der er en veldokumenteret forbindelse mellem niveauet af økonomisk krise og så antallet af depressioner og selvmord i lande præget af krise og hård besparelsespolitik. Den forbindelse får form hos Claire Fontaine, men selvfølgelig på en meget bastant, kompromisløs måde.«

I et af deres installationsværker er ordene CAPITALISM KILLS bøjet i neon. I et andet er det ordet STRIKE, der på samme vis lyser op i et butiksvindue et sted. Strejken er depressionen hos Claire Fontaine, forklarer Frantzen:

»Depression er her ikke alene et samfundsmæssigt problem, men også en mulig løsning, en radikal form for strejke. En strejke mod livet som helhed. Arbejdsstrejken, der foregår i nogle bestemte rammer og sigter mod nogle specifikke krav, er ikke længere en mulighed her.«

For arbejdet foregår ikke længere i nogle bestemte rammer. Arbejdet er som udbytningen i dag rykket ind i alle livets sfærer. Så en strejke må også udspille sig i alle livets sfærer – en totalstrejke.

»Depressionen bliver et oprørsk og indtrængende ’no, I can’t, I won’t’ i en tid, hvor alle ellers messer ’yes, you can, just do it’,« forklarer Frantzen.

Men hvad så?

Det er vigtigt for Mikkel Krause Frantzen, at den kliniske depression ikke romantiseres. For der er en smerte og lidelse i de her værker – og hos de mennesker, der står bag værkerne – som ikke bør relativeres. Men det er også vigtigt, at betragte depression i en samfundsmæssig ramme, understreger han.

I det hele taget er der er grunde nok til, at depression er vor tids patologi. Der er kapatalismen, konkurrencen og pligten til lykken, bare for at nævne nogle få. Og det har naturligvis også ramt samtidskulturen. Men i dens fremstilling af depressionen findes også en legitimering af den, der i sig selv kan være en slags trøst, forklarer Frantzen:

»Kunsten bidrager på den måde ikke til yderligere sygeliggørelse af den deprimerede. Det er ikke den enkeltes skyld, at vedkommende er deprimeret. Depression er en 'naturlig' reaktion på et 'sygt' samfund, som Claire Fontaine ville formulere det.«

Mikkel Krause Frantzen er stærkt kritisk overfor især to tendenser, der på hver sin vis reagerer på samtiden og depressionsfænomenet: Den positive psykologi, hvad Frantzen kalder »den strenge lykkeideologi«, og den pessimistiske kynisme.

Den positive psykologi vil hævde, at vi blot bør ændre indstilling, forklarer han. At hvis vi nu bare tager ansvar for os selv og vores mindset, så vil vi ikke være deprimerede. Og hvis vi blot forestiller os, at virkeligheden, samfundet og økonomien ser helt anderledes ud, så vil virkeligheden ændre sig derefter.

»Det er ikke bare absurd idealistisk, det er også en måde at give den enkelte ansvaret og skylden for sin egen depression på. Det handler her ikke om at ændre nogle grundlæggende vilkår, men om at den enkelte ændrer indstilling. Et korstog, hvor depression er noget, den enkelte er skyld i og ansvarlig for at komme ud af. Det korstog søger kunsten at yde modstand mod,« forklarer Frantzen.

En anden position, som kunsten måske kan give modstand – og som Mikkel Krause Frantzen også er skeptisk overfor – er pessimistens. Den sortsynede kyniker, der åbenlyst erkender, at verden er af lave og går dens afslutning i møde med en vis skadefryd.

»Er der virkelig ikke en tredje mulighed? Et etisk og politisk rum, hvorfra man kan håbe på trods. En slags kunstig optimisme, der er ledsaget af erkendelsen af, at det hele går ad helvede til. Og det er netop derfor, vi skal håbe, skrive, stå op om morgenen og blive ved med at forsøge at forestille os den fremtid, vi ikke kan forestille os.«

Erik Pontoppidan

Håb på trods

Det håb er tilstede i kunsten. Når kunstnere fortsat laver kunst i lyset af samtlige katastrofer. Det er udtryk for en håbefuldhed på trods, mener Frantzen:

»Når der ikke er nogen objektive grunde til optimisme og håb, så er det netop vigtigt, at vi insisterer på optimisme og håbefuldhed,« forklarer han og refererer til afslutningsscenen i Melancholia.

Her bygger Justine en tipi af kviste og sætter sig herind med sin søster og sin nevø. De holder hinanden i hånden, mens planeten Melancholia nærmer sig og til slut rammer Jordan og totalsmadrer det hele.

Her er der netop et håb på trods, mener Frantzen. Den scene er for ham at se optimistisk. 

– Hvordan har du selv undgået af blive en anelse deprimeret af det her arbejde?

»Den her slags materiale kan man ikke være på afstand og upåvirket af, tror jeg. Og det er et grundvilkår snarere end et problem. Der er også en mulighed – jeg tror jo på, at vi ved at gå til samtidskulturen kan blive klogere. Eksempelvis på fremtidstabet. Og måske holde fast i og gå videre med det håb, der trods alt er.«