Læsetid: 9 min.

’Gyserfilm har et eksistentielt lag, hvad enten de vil det eller ej’

Hvorfor kan så mange mennesker godt lide at se gyserfilm, selv om de bliver skræmt fra vid og sans? Og hvad kan den stadigt mere populære filmgenre egentlig bruges til? I morgen begynder den årlige gyserfilmfestival Blodig Weekend i Cinemateket i København
Hvorfor kan så mange mennesker godt lide at se gyserfilm, selv om de bliver skræmt fra vid og sans? Og hvad kan den stadigt mere populære filmgenre egentlig bruges til? I morgen begynder den årlige gyserfilmfestival Blodig Weekend i Cinemateket i København

iBureauet/Mia Mottelson

5. april 2017

Hvorfor kan vi – i hvert fald nogle af os – godt lide at være bange? Hvorfor går vi frivilligt i biografen og lader os skræmme fra vid og sans ved at se gyserfilm? Er det en måde at udfordre os selv på? Føler vi os mere i live, når vi forlader biografen efter at have ’overlevet’ alskens gru og rædsler?

Er det ligefrem gavnligt for os at se gyserfilm? Bliver vi stærkere af det, og lærer vi at håndtere ubehagelige og uhyggelige situationer, som ellers kan være svære at håndtere? Vil det faktisk være godt for os at se nogle flere gyserfilm?

Ja, siger lektor i Medievidenskab ved Syddansk Universitet, Rikke Schubart, der er gyserekspert og -fan, og som i mange år – og i flere bøger – har beskæftiget sig med gysergenren. Hun skriver endda selv vampyrromaner. 

»De ubehagelige oplevelser lærer os at være i en tilstand, hvor man er bange, men hvor man fortæller sig selv – det oplever man i hvert fald, når man sidder i biografen – at det skal nok gå,« siger hun. 

»Man kan hive sig selv ud af rammen og sige, ’det er bare en film, det er bare en film.’ Man lærer at rumme de her meget negative følelser og situationer – og egentlig handler det ikke om, at det nok skal blive godt igen. Det er oplevelsen af, at man er stærk. Man går ikke i stykker. Man kan godt rumme en given situation. Jeg tænker, at man faktisk bliver trænet i en masse ting, der er relateret til noget, der gør ondt og er ubehageligt. Det er lidt ligesom at spille fodbold – man træner en række kompetencer, som man også kan bruge i alle mulige andre situationer. De lagrer sig i én.«

Schubart skriver for tiden på en ny bog, Mastering Fear: Women, Emotions and Contemporary Horror, der handler om, »hvorfor jeg synes, det er godt og sundt at se gyserfilm. Hvorfor vi gør det, og hvad vi får ud af det. Og hvorfor jeg synes, at kvinder skulle se flere gyserfilm,« som hun formulerer det. 

I et rigt samfund

Der er også andre psykologiske, sociologiske og fysiologiske mekanismer på spil, når man ser gyserfilm. Rikke Schubart sammenligner det med de mennesker, der springer ud fra høje steder iført dragter, der gør det muligt at svæve, men også er svære at styre, eller i helikopter flyver op til toppen af et snedækket bjerg og iført ski springer ud og kører ned ad bjerget i fuld fart.

»Det er helt sindssygt, hvad folk laver for sjov,« siger hun. Det kaldes edgework, forklarer hun, hvilket betyder, at det er på kanten af det tilladelige og sikre.

»Man gør ting, der er farlige, og som man kan dø af. Edgework er psykologisk set dér, hvor man er på kanten af at ryge ind i traumezonen.«

Der findes tre zoner, som bruges til at beskrive potentielle risici: Safezone, hvor man er i sikkerhed, dangerzone, hvor det begynder at blive farligt, og traumazone, hvor man er gået for langt. Denne tendens til at opsøge det farlige manifesterer sig også i et andet moderne fænomen, nemlig avancerede spøgelseshuse, hvor alle tænkelige midler – mekanik, lyd, musik og skuespillere – tages i brug for at skræmme de besøgende.

»Det er et sted, hvor man gør oplevelsen så ekstremt uhyggelig, som man overhovedet må,« siger Schubart.

»Folk skriver under på, at de ikke er gravide eller har dårligt hjerte. Selfscare bliver det kaldt, og inden for de seneste 20 år er der vokset en industri frem på området. Folk vil gerne nå til grænsen af, hvad de tør. Det er noget, der hører til i et rigt samfund, hvor man har meget fritid og mange penge. Man er tryg, keder sig lidt og ved ikke, hvad man skal tage sig til, og så smider man sig ud fra et bjerg med ski på.«

Forventningens glæde

For hjerneforsker Morten Kringelbach er gyserfilm forbundet med nydelse. Det er den samme del af hjernen, som bliver stimuleret, når man bliver skræmt, som når man nyder et eller andet. Og gyset fortæller også forskerne noget om forventningens betydning for nydelse eller mangel på samme.

»Der er forskel på forventningens glæde – en eller anden form for forventning og begær – og når man har fået opfyldt sit behov, f.eks. at man har været sulten, har spist og er blevet mæt,« siger han.

»Hitchcock formåede at strække forventningsfasen meget langt ud i sine film. Han sagde noget i retning af, at næsten ligegyldigt, hvad man viser, vil det aldrig blive lige så slemt som det, publikum forestiller sig. Han bygger en stemning op, hvor man forestiller sig alle de værste ting.«

På samme måde udløses de nydelsesskabende opiater i hjernen, når man tror, at man er i fare og så finder ud af, at det er man ikke alligevel, forklarer Morten Kringelbach og nævner som Rikke Schubart mennesker, der bevidst opsøger det risikofyldte og farlige. 

Spørgsmålet er, om man kan få for megen nydelse – om nydelsen i sig selv er farlig.

»Det er en meget calvinistisk tankegang. Det vigtigste at gøre sig klart er, at afholdelse ikke fører til nydelse. Som forfatteren Aldous Huxley sagde engang, ’chastity – the most unnatural of all the sexual perversions.’ Det med at afholde sig fra at søge nydelsen er selvfølgelig det allerfarligste. Så bliver det perverst. Men man skal ikke bare søge den samme nydelse hele tiden. Det er vigtigt med variation. Det, vi også kan se ske, når folk bliver afhængige af ting, hvad enten det drejer sig om euforiserende stoffer, sex eller gys, er, at der skal mere og mere til, for at hjernen får et kick.«

Angst eller frygt

Ser man bort fra psykologi og fysiologi, kan gyserfilmen bruges til meget andet. Den kan sige noget om det samfund og den tid, vi lever i, og den kan på en forførende måde stille nogle af de store, eksistentielle spørgsmål, alle mennesker tumler med.

»Gyserfilm har et eksistentielt lag, hvad enten de vil det eller ej,« siger den svenskfødte filminstruktør Ali Abbasi, der sidste år lavede den danskproducerede gyserfilm Shelley.

»Det er ligesom pornofilm. Hvad enten de vil det eller ej, handler pornofilm om intimitet. På en vulgær måde, ja, men det ændrer ikke ved, at intimiteten hele tiden er til stede. Gyserfilm handler om det, vi er bange for, og det fører hele tiden tilbage til vores eksistentielle angst og ikke bare frygten for drager og mærkelige insekter. Monstre er en måde at konkretisere det på, ligesom man gør i Bibelen og Koranen. For et ørkenfolk skal Paradis være grønt og fuld af vand. Det samme trick bruger man i gyserfilm, og selv de ringeste, mest kommercielle gyserfilm har en eksistentiel side.«

Gyserfilmen kan således konfrontere os med vores grundangst og samtidig forholde sig til en mere generel og uhåndgribelig frygt for de ting, der sker omkring os, mener Ali Abbasi.

»Den overordnede stemning i verden er en stemning af frygt eller angst, som ikke er så konkretiseret. Man ved ikke, hvad Trump vil finde på. Man ved ikke, hvad Brexit kommer til at betyde. Man ved ikke, hvad flygtningekrisen fører til. Men man har en følelse af, at det kommer til at gå galt. Derfor bliver det endnu mere relevant at udforske den angst, og der, hvor det bliver interessant for mig, er i grænselandet mellem eksistentiel angst og konkret frygt.«

Gysergenrens opgave

At skræmme livet af andre mennesker har altid været en del af at fortælle historier, siger den britiske journalist, kritiker og forfatter Kim Newman, der gennem de seneste 40 år har beskæftiget sig med gyserfilm.

»Hvis man beder folk om at fortælle historier om deres liv, vil de først fortælle sjove eller søde historier, men efterhånden vil de begynde at fortælle om noget uhyggeligt, de har oplevet. De uhyggelige ting er blandt de mest interessante ting i vores liv,« siger han.

I 1988 fik Newman udgivet bogen Nightmare Movies, der handler om gyserfilmen fra 1960‘erne og frem – bogen er siden kommet i flere reviderede, opdaterede udgaver – og en af hans grundteser er, at gyserfilm afspejler den tid, de bliver lavet i.

»Gyserfilm synes at handle om de ting, vi som art er interesserede i, taler om eller er bange for,« siger han.

»Nogle gyserfilm handler om ting, vi altid vil være bange for: Sygdom, at blive hjemsøgt, ensomhed, døden og den slags ting. Men der er også meget specifikke ting, som folk er bange for. For tiden er politik rundt omkring i verden mildest talt interessant, og jeg er begyndt at lægge mærke til mange flere gyserfilm, der kan aflæses direkte politisk.«

Onde faderskikkelser

Kim Newman fortæller, at han hvert år ser en lang række nye gyserfilm på den britiske gyserfilmfestival FrightFest, og at han som regel kan få øje på en gennemgående tendens i filmene.

»Forrige år indgik der f.eks. en eller anden form for fangenskab eller indespærring i næsten alle film,« siger han.

»Hvis man ser på de virkelig foruroligede gyserfilm fra 1960’erne og 1970’erne, så handler de om unge mennesker, der var bange for ældre mennesker. 1960’erne var generationskløfternes tid, og det kan man se i film begyndende med Psycho, Peeping Tom, The Fall of the House of Usher, selv Hammers Dracula-film. De handler alle om onde forældreskikkelser og ideen om, at de unge generationer er ved at blive knust eller fordærvet eller myrdet af onde ældre mennesker. Det fortsatte op i 1970’erne og film som Motorsavsmassakren, hvor familien prøver at knuse de unge mennesker. Det syntes at være tidsånden. Det var den specifikke historie, som folk valgte at fortælle dengang, på samme måde som der fra midten af 1970’erne kom en stribe film om onde børn. Og dem ser vi stadigvæk.«

Inden for de senere år har en gennemgående figur i gyserfilm været en mor, der prøver at beskytte sit barn mod et monster.

»Hvem ved,« siger Kim Newman, »måske ser det helt anderledes ud næste år. I filmen 10 Cloverfield Lane er en kvinde fanget i et beskyttelsesrum sammen med et fjog, der tror, at han ved bedst, og som bestemmer. Det kunne godt blive noget, vi kommer til at se meget af, forskellige versioner af det. Onde autoritetsfigurer, onde faderskikkelser. Jeg vil tro, at man i fremtiden vil se tilbage på 10 Cloverfield Lane og sige, at ’det er en tidlig Donald Trump-gyserfilm.’«

www.blodigweekend.dk

Fem essentielle gyserfilm

  • Psycho (1960, Alfred Hitchcock)

»We all go a little mad sometimes,« siger Norman Bates (Anthony Perkins), som i Alfred Hitchcocks banebrydende film slår gæsterne på sit motel ihjel, mens han er klædt ud som den afdøde mor, der psykologisk og følelsesmæssigt helt har ødelagt ham.

  • Motorsavsmassakren (1974, Tobe Hooper)

En håndfuld unge storbymenneskers helvedesudflugt til Texas akkompagneres af disharmoni og foruroligende lyde i Tobe Hoopers uhyggelige portræt af et Amerika præget af generationskløft, mistillid til magthaverne og kernefamiliens sammenbrud.

  • Dawn of the Dead (1985, George Romero)

George Romero har altid brugt sine zombiefilm som en politisk og satirisk platform, og få andre steder er det moderne menneskes uhildede forbrugermentalitet blevet udstillet så bidsk og brutalt som i Dawn of the Dead, hvor de levende døde hovedløst hjemsøger et stort indkøbscenter.

  • Mulholland Drive (2001, David Lynch)

David Lynchs film er ofte mere uhyggelige end rendyrkede gyserfilm, fordi de sjældent overholder reglerne. De er uforudsigelige, og alt kan ske – og det gør det også i Mulholland Drive, der både er en Hollywood-satire og et kig ind i de mørkeste afkroge af menneskets sjæl.

  • It Follows (2015, David Robert Mitchell)

En betimelig film om kønssygdomme, om dødsangst eller om en forladt, rodløs ungdom? Der er mange måder, hvorpå man kan fortolke David Robert Mitchells fascinerende og begavede gyser om unge mennesker på flugt fra noget uudgrundeligt og uundgåeligt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • ulrik mortensen
Niels Duus Nielsen og ulrik mortensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Sørensen

Det er da fantastisk så meget sundhed der er i noget, der på mange måder virker meget usundt... det er også utroligt at hvis man sidder og drikker sig en skid på i rødvin samtidigt, så ikke nok med at man bliver mental sundere, men man vil også fysisk blive meget sundere af den helt utroligt gavnlige virkning af rødvinen - bare synd for alle de stakler der spilder deres tid på, at læse en klassisk bog med en kop te til....tsk

Vibeke Rasmussen

Ha, Poul Solrart S. :)

Selv om jeg er meget glad for film, må jeg indrømme, at der er visse genrer, jeg simpelthen ikke har "hormoner", eller hvad der nu kræves, til at se, deriblandt gysere. For nylig havde Peter Lund Madsen en udsendelse om emnet, og præsenterede den således:

"Hvad er et godt gys? Hvorfor elsker nogle mennesker at blive skræmt fra vid og sans? Hvad skal der til for at lave en god gyserfilm? Og hvorfor bliver gysere opfattet som lidt underlødige? Vi har eksperter i studiet."

Det var interessant at lytte til de indbudte gæster, bl.a. en gyserelsker og en gyserinstruktør … men jeg bliver nu stadig aldrig fan. ;)

"Hjernekassen: Gys." /(' , ')\

Poul Sørensen

Vibeke Rasmussen
Jeg aner heller ikke hvilken planet som gyser elskerne kommer fra....Et godt komplot der skal opklares eller en film som Solaris, det er mere min stil. :)
Det kunne være interessant at høre nogen eksperter i spykologi om Solaris.... men det sker nok aldrig...

Leje gyserfilm er et helligt øjeblik, ligesom en dreng som leger med tændstikker, gnisten til, at gøre hvad der passer en.
Den bedste scene jeg har set, er inde i en bil hvor der på bagsædet sidder en mand med motorsav, på forsædet sidder en kvinde, hun bliver så delt i to stykker fra bagsædet. Ren poesi-:)
Når det pæne ender, begynder rejsen.

Vibeke Rasmussen

Poul Solrart, den har jeg ikke fået set – endnu. Jeg må indrømme, at jeg aktivt har valgt den fra, da jeg har haft det svært med både langsomheden og psykologien i Tarkovskys film. Hvilket dog har ændret sig med tiden, og alderen. En ændring der nok bl.a. også skyldes irritation over den hastighed og hurtige klippestil, man efterhånden møder alle vegne. Hverken øjet eller 'sjælen' kan jo følge med, når der bliver klippet hvert tredje sekund! En af de mest betagende, smukke og 'langsomme' film, jeg de senere år har set, er i øvrigt også russisk, The Banishment/Izgnanie.

Langsomheden er noget, som jeg også er kommet til at påskønne i DRs Danmarkshistorie, som jeg ellers i første omgang (og til dels stadigvæk, men af andre grunde) var meget kritisk over for. Den er utroligt smukt fotograferet og det er en lise, at man får lov til at både at se, og opfatte hvad man ser, inden der bliver jaget videre, videre.

Men jeg tror nu alligevel ikke, at hverken tiden eller alderen nogensinde vil kunne ændre mit ikke-eksisterende forhold til gysere. :)

Helene Hindberg

Det er jo ganske let at kritisere en genre, man slet ikke kender :) Jeg har været horrorfan siden barndommen, hvor jeg gøs af både skræk og fryd, når jeg så Lucio Fulcis ulækre zombiefilm, Philip Kaufmans mesterlige genindspilning af Invasion Of The Body Snatchers og hvad jeg nu ellers kunne få fingrene i. Horror, gys, rædsel, uhygge. Ord der altid har tiltrukket mig. Jeg kan ikke huske et tidspunkt i mit liv, hvor skrækken for det ukendte, det mørke, uhyrerne ikke var en frydefuld del af tilværelsen. Nogle af mine tidligste erindringer handler om skræk og rædsel. Vi boede på Fælledvej på Nørrebro indtil jeg blev seks. På væggen over for min seng hang der et sort jernstik af en hest (jeg delte soveværelse med min mor, og det har højst sandsynligt hængt der altid). Harmløst og ligegyldigt om dagen. Om natten forvandlede det sig i tusmørket til et sort hul ind i væggen. Et hul der enten kunne lade unævnelige uhyrer vælte frem eller kunne suge mig ind i en sort verden af blind rædsel.
Lejligheden var en gammel herskabslejlighed og indeholdt den obligatoriske alenlange gang mellem spisestue og køkken. Det gav altid et lille sug i maven at skulle ned ad gangen uanset om der var lys i enten køkken eller stue. Gangen var så lang. Der kunne nå at ske alt muligt inden man nåede i sikkerhed. Især da hvis pæren var gået eller man ikke straks kunne finde kontakten på væggen.
Øverst oppe var der tørreloft, hvor opgangens beboere hængte deres vasketøj til tørre på våde dage. Her hang spøgelsesblege lagner fra gulv til loft. Et dejligt sted at lege gemmeleg men altid med hjertet hamrende i brystet. For hvem vidste, hvad der kunne gemme sig bag det næste lagen? Det var jo ikke nødvendigvis ens legekammerater....

Så flyttede vi til Søborg, i et lille hus med en kæmpe have. Haven var så stor, at der var plads til både en stor græsplæne og en lille miniskov nede i bunden med store, gamle grantræer og meterhøje stauder (der senere blev gravet op). Nede mellem granerne stod der en hvid statue af en dreng. Han fulgte med, da min mor købte huset. Jeg var sikker på, at hvis man fjernede statuen, ville der vise sig en ældgammel trappe med smalle, frønnede trin, der ville føre ned til et underjordisk rige fuld af vidundere men også befolket af monstre. Desuden flyttede drengen på sig, hvis man stod oppe i mit soveværelsesvindue på første sal og kiggede ud over haven en mørk efterårsaften.
Græsplænen gemte også på uhyggelige hemmeligheder. Nedenunder var der et netværk af gange, hvor kvinder og børn var blevet muret levende inde i tidens løb (HVORFOR de skulle være blevet det, beskæftigede jeg mig ikke med. Den slags ligegyldige detaljer interesserede mig ikke). Hvis man gik rundt i labyrinten, ville man kunne se aftryk af deres fingre, hvor de fortvivlet havde forsøgt at grave sig ud.
På første sal var der nogle små skunkrum, som man lige kunne mave sig ind i, hvis man ikke var særlig stor. Skunkrummet i min mors soveværelse havde faktisk en dør, så man kunne komme derind. Jeg var sikker på, at jeg havde skimtet et gammelt, spindelvævsbefængt skelet derinde en dag, hvor jeg vovede mig derind. Skunkrummet i mit eget værelse var muret til, men hvad kunne der ikke gemme sig derinde? Ting, der måske kunne komme frem gennem væggen en skønne nat....

Rædslen ved at skulle ud i værkstedet efter mørkets frembrud for at hente noget mad i fryseren eller måske en is. Den store, mørke have med sine susende træer, den mørke gårdsplads, der kun blev sparsomt oplyst af køkkenvinduet. Selve værkstedet, der var mørkt og koldt som graven. Min angst for, at nogen eller noget skulle smække døren og låse den udefra, mens jeg var derinde, så jeg ville være ladt alene..eller næsten alene...i det kulsorte rum....

Når jeg skulle i seng om aftenen, var det et evigt problem, om jeg skulle gå sidst eller først op ad trappen sammen med min mor. Hvis jeg gik sidst kunne noget jo komme og snuppe mig bagfra. Hvis jeg gik først kunne det springe frem fra mørket på første sal. Ergo var det nødvendigt at gå ved siden af min mor, hvilket godt kunne være ret besværligt, selv om ingen af os fyldte særlig meget....

Lige sådan med soveværelsesdøren. Skulle den være åben eller lukket? Og hvis den skulle være åben, hvor meget skulle den så være åben? Helt eller halvt? Der var ingen gode løsninger....

Jeg kunne ligge i min seng og forestille mig, at det ikke længere var min mor, der lå og sov fredeligt inde ved siden af men et væsen, et blodtørstigt, morderisk væsen, der havde fortæret hende og nu lå og ventede på, at jeg skulle falde i søvn....
Det var en fantastisk barndom :) Jeg har læst et meget bredt udsnit af litteratur lige siden, jeg lærte at læse, alt fra Dostojevskij (som er en af mine yndlingsforfattere og som iøvrigt har skrevet den effektive gyserroman Dobbeltgængeren) og de store danske giganter som Henrik Pontoppidan til De Tre Detektiver og Jukan-bøgerne. Men horrorgenren på både bog og film har en særlig plads i mit hjerte, og også den genre, jeg selv skriver i.

Anders Sørensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Helene Hindberg

Jaja, så siger vi det. Du får ret, og jeg får fred :-) Hele præmissen er dog et klassisk sci-fi/gysertema :-)