Læsetid: 9 min.

’Gyserfilm har et eksistentielt lag, hvad enten de vil det eller ej’

Hvorfor kan så mange mennesker godt lide at se gyserfilm, selv om de bliver skræmt fra vid og sans? Og hvad kan den stadigt mere populære filmgenre egentlig bruges til? I morgen begynder den årlige gyserfilmfestival Blodig Weekend i Cinemateket i København
Hvorfor kan så mange mennesker godt lide at se gyserfilm, selv om de bliver skræmt fra vid og sans? Og hvad kan den stadigt mere populære filmgenre egentlig bruges til? I morgen begynder den årlige gyserfilmfestival Blodig Weekend i Cinemateket i København

iBureauet/Mia Mottelson

5. april 2017

Hvorfor kan vi – i hvert fald nogle af os – godt lide at være bange? Hvorfor går vi frivilligt i biografen og lader os skræmme fra vid og sans ved at se gyserfilm? Er det en måde at udfordre os selv på? Føler vi os mere i live, når vi forlader biografen efter at have ’overlevet’ alskens gru og rædsler?

Er det ligefrem gavnligt for os at se gyserfilm? Bliver vi stærkere af det, og lærer vi at håndtere ubehagelige og uhyggelige situationer, som ellers kan være svære at håndtere? Vil det faktisk være godt for os at se nogle flere gyserfilm?

Ja, siger lektor i Medievidenskab ved Syddansk Universitet, Rikke Schubart, der er gyserekspert og -fan, og som i mange år – og i flere bøger – har beskæftiget sig med gysergenren. Hun skriver endda selv vampyrromaner. 

»De ubehagelige oplevelser lærer os at være i en tilstand, hvor man er bange, men hvor man fortæller sig selv – det oplever man i hvert fald, når man sidder i biografen – at det skal nok gå,« siger hun. 

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • ulrik mortensen
Niels Duus Nielsen og ulrik mortensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Sørensen

Det er da fantastisk så meget sundhed der er i noget, der på mange måder virker meget usundt... det er også utroligt at hvis man sidder og drikker sig en skid på i rødvin samtidigt, så ikke nok med at man bliver mental sundere, men man vil også fysisk blive meget sundere af den helt utroligt gavnlige virkning af rødvinen - bare synd for alle de stakler der spilder deres tid på, at læse en klassisk bog med en kop te til....tsk

Vibeke Rasmussen

Ha, Poul Solrart S. :)

Selv om jeg er meget glad for film, må jeg indrømme, at der er visse genrer, jeg simpelthen ikke har "hormoner", eller hvad der nu kræves, til at se, deriblandt gysere. For nylig havde Peter Lund Madsen en udsendelse om emnet, og præsenterede den således:

"Hvad er et godt gys? Hvorfor elsker nogle mennesker at blive skræmt fra vid og sans? Hvad skal der til for at lave en god gyserfilm? Og hvorfor bliver gysere opfattet som lidt underlødige? Vi har eksperter i studiet."

Det var interessant at lytte til de indbudte gæster, bl.a. en gyserelsker og en gyserinstruktør … men jeg bliver nu stadig aldrig fan. ;)

"Hjernekassen: Gys." /(' , ')\

Poul Sørensen

Vibeke Rasmussen
Jeg aner heller ikke hvilken planet som gyser elskerne kommer fra....Et godt komplot der skal opklares eller en film som Solaris, det er mere min stil. :)
Det kunne være interessant at høre nogen eksperter i spykologi om Solaris.... men det sker nok aldrig...

Leje gyserfilm er et helligt øjeblik, ligesom en dreng som leger med tændstikker, gnisten til, at gøre hvad der passer en.
Den bedste scene jeg har set, er inde i en bil hvor der på bagsædet sidder en mand med motorsav, på forsædet sidder en kvinde, hun bliver så delt i to stykker fra bagsædet. Ren poesi-:)
Når det pæne ender, begynder rejsen.

Vibeke Rasmussen

Poul Solrart, den har jeg ikke fået set – endnu. Jeg må indrømme, at jeg aktivt har valgt den fra, da jeg har haft det svært med både langsomheden og psykologien i Tarkovskys film. Hvilket dog har ændret sig med tiden, og alderen. En ændring der nok bl.a. også skyldes irritation over den hastighed og hurtige klippestil, man efterhånden møder alle vegne. Hverken øjet eller 'sjælen' kan jo følge med, når der bliver klippet hvert tredje sekund! En af de mest betagende, smukke og 'langsomme' film, jeg de senere år har set, er i øvrigt også russisk, The Banishment/Izgnanie.

Langsomheden er noget, som jeg også er kommet til at påskønne i DRs Danmarkshistorie, som jeg ellers i første omgang (og til dels stadigvæk, men af andre grunde) var meget kritisk over for. Den er utroligt smukt fotograferet og det er en lise, at man får lov til at både at se, og opfatte hvad man ser, inden der bliver jaget videre, videre.

Men jeg tror nu alligevel ikke, at hverken tiden eller alderen nogensinde vil kunne ændre mit ikke-eksisterende forhold til gysere. :)

Helene Hindberg

Det er jo ganske let at kritisere en genre, man slet ikke kender :) Jeg har været horrorfan siden barndommen, hvor jeg gøs af både skræk og fryd, når jeg så Lucio Fulcis ulækre zombiefilm, Philip Kaufmans mesterlige genindspilning af Invasion Of The Body Snatchers og hvad jeg nu ellers kunne få fingrene i. Horror, gys, rædsel, uhygge. Ord der altid har tiltrukket mig. Jeg kan ikke huske et tidspunkt i mit liv, hvor skrækken for det ukendte, det mørke, uhyrerne ikke var en frydefuld del af tilværelsen. Nogle af mine tidligste erindringer handler om skræk og rædsel. Vi boede på Fælledvej på Nørrebro indtil jeg blev seks. På væggen over for min seng hang der et sort jernstik af en hest (jeg delte soveværelse med min mor, og det har højst sandsynligt hængt der altid). Harmløst og ligegyldigt om dagen. Om natten forvandlede det sig i tusmørket til et sort hul ind i væggen. Et hul der enten kunne lade unævnelige uhyrer vælte frem eller kunne suge mig ind i en sort verden af blind rædsel.
Lejligheden var en gammel herskabslejlighed og indeholdt den obligatoriske alenlange gang mellem spisestue og køkken. Det gav altid et lille sug i maven at skulle ned ad gangen uanset om der var lys i enten køkken eller stue. Gangen var så lang. Der kunne nå at ske alt muligt inden man nåede i sikkerhed. Især da hvis pæren var gået eller man ikke straks kunne finde kontakten på væggen.
Øverst oppe var der tørreloft, hvor opgangens beboere hængte deres vasketøj til tørre på våde dage. Her hang spøgelsesblege lagner fra gulv til loft. Et dejligt sted at lege gemmeleg men altid med hjertet hamrende i brystet. For hvem vidste, hvad der kunne gemme sig bag det næste lagen? Det var jo ikke nødvendigvis ens legekammerater....

Så flyttede vi til Søborg, i et lille hus med en kæmpe have. Haven var så stor, at der var plads til både en stor græsplæne og en lille miniskov nede i bunden med store, gamle grantræer og meterhøje stauder (der senere blev gravet op). Nede mellem granerne stod der en hvid statue af en dreng. Han fulgte med, da min mor købte huset. Jeg var sikker på, at hvis man fjernede statuen, ville der vise sig en ældgammel trappe med smalle, frønnede trin, der ville føre ned til et underjordisk rige fuld af vidundere men også befolket af monstre. Desuden flyttede drengen på sig, hvis man stod oppe i mit soveværelsesvindue på første sal og kiggede ud over haven en mørk efterårsaften.
Græsplænen gemte også på uhyggelige hemmeligheder. Nedenunder var der et netværk af gange, hvor kvinder og børn var blevet muret levende inde i tidens løb (HVORFOR de skulle være blevet det, beskæftigede jeg mig ikke med. Den slags ligegyldige detaljer interesserede mig ikke). Hvis man gik rundt i labyrinten, ville man kunne se aftryk af deres fingre, hvor de fortvivlet havde forsøgt at grave sig ud.
På første sal var der nogle små skunkrum, som man lige kunne mave sig ind i, hvis man ikke var særlig stor. Skunkrummet i min mors soveværelse havde faktisk en dør, så man kunne komme derind. Jeg var sikker på, at jeg havde skimtet et gammelt, spindelvævsbefængt skelet derinde en dag, hvor jeg vovede mig derind. Skunkrummet i mit eget værelse var muret til, men hvad kunne der ikke gemme sig derinde? Ting, der måske kunne komme frem gennem væggen en skønne nat....

Rædslen ved at skulle ud i værkstedet efter mørkets frembrud for at hente noget mad i fryseren eller måske en is. Den store, mørke have med sine susende træer, den mørke gårdsplads, der kun blev sparsomt oplyst af køkkenvinduet. Selve værkstedet, der var mørkt og koldt som graven. Min angst for, at nogen eller noget skulle smække døren og låse den udefra, mens jeg var derinde, så jeg ville være ladt alene..eller næsten alene...i det kulsorte rum....

Når jeg skulle i seng om aftenen, var det et evigt problem, om jeg skulle gå sidst eller først op ad trappen sammen med min mor. Hvis jeg gik sidst kunne noget jo komme og snuppe mig bagfra. Hvis jeg gik først kunne det springe frem fra mørket på første sal. Ergo var det nødvendigt at gå ved siden af min mor, hvilket godt kunne være ret besværligt, selv om ingen af os fyldte særlig meget....

Lige sådan med soveværelsesdøren. Skulle den være åben eller lukket? Og hvis den skulle være åben, hvor meget skulle den så være åben? Helt eller halvt? Der var ingen gode løsninger....

Jeg kunne ligge i min seng og forestille mig, at det ikke længere var min mor, der lå og sov fredeligt inde ved siden af men et væsen, et blodtørstigt, morderisk væsen, der havde fortæret hende og nu lå og ventede på, at jeg skulle falde i søvn....
Det var en fantastisk barndom :) Jeg har læst et meget bredt udsnit af litteratur lige siden, jeg lærte at læse, alt fra Dostojevskij (som er en af mine yndlingsforfattere og som iøvrigt har skrevet den effektive gyserroman Dobbeltgængeren) og de store danske giganter som Henrik Pontoppidan til De Tre Detektiver og Jukan-bøgerne. Men horrorgenren på både bog og film har en særlig plads i mit hjerte, og også den genre, jeg selv skriver i.

Anders Sørensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Helene Hindberg

Jaja, så siger vi det. Du får ret, og jeg får fred :-) Hele præmissen er dog et klassisk sci-fi/gysertema :-)