I 1933 flygtede Hannah Arendt fra det nazistiske Tyskland, fordi hun var jøde. Først til Frankrig, derefter til New York, USA, hvor hun i 1950 fik statsborgerskab. Herfra brugte hun sit liv på at skrive og tænke. Og hendes tanker om ondskabens banalitet og totalitarisme, om nationalstatens fiktion og Europas flygtninge er fortsat uomgængelige.
Derfor bringer vi i denne uge essayet »Vi flygtninge«, der første gang blev bragt i The Menorah Journal i 1943. Selv om teksten er 74 år gammel, taler den med afsindig tydelighed til os i dag – om de erfaringer, vilkår og rettigheder, eller rettere manglen på samme, der dengang såvel som i dag gælder for mennesker på flugt.
Hannah Arendt brød sig ikke om at blive kaldt »flygtning«. Hun brød sig ikke om den identitet, der knyttede sig til ordet – en identitet som udefrakommende, som fremmed og anderledes, som radikalt udsat og statsløs. Hun foretrak betegnelsen »immigrant« eller »nyankommen«. Allerhelst ville hun være en »normal borger« med »normale rettigheder« og »juridisk status«.
En flygtning er ikke et menneske med »normale rettigheder«, beskriver Arendt, men derimod et menneske, der har mistet sig daglige liv og arbejde, sit hjem og sprog, familiemedlemmer og venner. Det er et menneske, der må »assimileres« og »skifte form« for at få adgang til et nyt sted, nye papirer og nye rettigheder.
Hos Arendt er ordene altafgørende. Det er de også hos italienske Giorgio Agamben eller amerikanske Judith Butler og mange andre, der i dag arbejder videre med Arendts politiske tænkning.
Agamben påpeger, at hvor ordet »flygtning« refererer til flugten, refererer ordet »statsløs« til et politisk system, der ekskluderer mennesker, der tilfældigvis er født et sted, hvor der ikke udstedes pas, som garanterer beskyttelse og rettigheder. Et sted, hvorfra mennesker flygter – gennem Frankrig mod USA i 1933 eller over Middelhavet i en gummibåd mod Europa i dag.
Og ordet »flygtningekrise« peger ifølge Butler mod en krise forårsaget af flygtningene selv. Og altså ikke af krig, fattigdom eller forældede politiske systemer, institutioner og nationalstater, der ikke formår at tage tilpasse sig en verden, hvor folk bevæger sig.
Det er ikke mange, der lærer af historien, skrev Arendt i 1943. Men måske, lød hendes håb, vil nogle lære af og lytte til en personlig beretning, hvis den gentages ofte, igen og igen.
