Læsetid 7 min.

’Alt, jeg hidtil har skrevet, har været en forberedelse til at skrive denne roman’

Paul Auster har altid været hjemsøgt af tilfældighederne. Nu gør han med sin nye roman ’4321’ status på et helt liv
Mange af de tidlige Auster-karakterer havde ar på sjælen og levede ofte i livets randområder. I hans nye roman lever de et mere helt – eller sundere – liv.

Mange af de tidlige Auster-karakterer havde ar på sjælen og levede ofte i livets randområder. I hans nye roman lever de et mere helt – eller sundere – liv.

David Levenson
29. april 2017

NEW YORK – »Denne roman er mit hovedværk,« siger Paul Auster. »Alt jeg hidtil har skrevet, har været en forberedelse til at nå det punkt, hvor jeg kunne skrive dette.«

»Min far døde, da han var 66 år. Han døde ganske pludseligt. Så blev jeg selv 66 år. Det var en spøgelsesagtig oplevelse at være ældre, end min far nogensinde havde været. Så begyndte jeg at skrive på denne bog om at vokse op som ung mand. I omkring halvandet år gik jeg og tænkte på, at nu kan jeg dø når som helst. Jeg gik ned i min bunker ...«

– Som er dit arbejdsrum i kælderen?

»Ja, og jeg afslog de fleste invitationer. Med mit vanlige arbejdstempo tænkte jeg, at jeg ville nå at dø, før bogen var færdig. Jeg arbejdede intenst, seks eller syv dage om ugen, og gennemførte på tre år, hvilket er usædvanlig hurtigt i mit tilfælde. Bogen skrev sig selv.«

– En bog skriver ikke sig selv.

»Nej, nej, men jeg har skrevet i halvtreds år og ikke før følt mig så fri som med denne roman. Skrivearbejdet sad i kroppen, det var meget instinktivt. Sætningerne kom flydende, det føltes ikke som om, det var mig, der konstruerede dem.«

Blå bog: Paul Auster

Født 3. februar 1947.

Amerikansk forfatter og filmskaber.

Bor i Brooklyn sammen med sin kone, den norsk-amerikanske forfatter Siri Hustvedt.

Romanen ‘4321’ udkommer i slutningen af maj på dansk på Lindhardt og Ringhof.

Fra cigarillos til e-cigeret

Paul Auster og jeg sidder i familiens rækkehus i Brooklyn i New York. Jeg har prøvetrykket af hans nye roman i hænderne. Det er syv år siden, han sidst udgav en roman, og fysisk er denne den største, han har skrevet.

I dagene op til besøget slæbte jeg rundt på et 1.100 siders manuskript. Han skriver først med fyldepen, så skriver han det ind på en gammel manuel Olympia-skrivemaskine. Her er ingen pc eller mobiltelefon i huset.

Læs også

Jeg har været i dette hus flere gange før og talt med ham om hans bøger og film. Ting forandrer sig. De første romaner var gerne korte, og det samme var sætningerne. Nu kan de fylde en hel side. Der er også sket noget med karaktererne.

Mange af de tidlige Auster-karakterer havde ar på sjælen, var ødelagt af sorg efter at have mistet, og de levede ofte i livets randområder. Mange gav sig hen til sære projekter, måske for at flygte. I den nye roman lever de et mere helt liv, og jeg er fristet til at sige, at de virker sundere.

Nogle af Austers tidlige romaner kunne sammenlignes med Kafka og asketiske Beckett, hvor eksistensen er skåret ind til benet. 4321 er mere mangfoldig, med mange biroller og sidehistorier.

Der er også andre ting, som er forandret. Før blev vores samtale fyldt med røg fra hans Schimmelpennincks cigarillos. Nu er det e-cigaretter, hvor inhaleringen sender et blåt lys ud over vores snak.

Opvækstroman

Bogen og titlen 4321 bør præsenteres nærmere. Det er en opvækstroman. Vi følger Archie Ferguson, som er født nøjagtigt en måned senere end den virkelige Paul Auster. Det første afsnit i bogen giver en underholdende forklaring på familienavnet. Bedstefaren er russisk jøde fra Minsk og ankommer til immigrationskontoret på Ellis Island i New York.

Han får et tip om, at Reznikoff er et meget lidt egnet navn i Amerika. Han bør hellere kalde sig Rockefeller. Da den 19 år gamle Reznikoff endelig når frem til immigrationsbetjenten, husker han ikke længere, hvad han skulle kalde sig. På sit jiddisch siger han, at han har glemt det: fargessen. Og således opstod familienavnet Ferguson.

Archie Ferguson vokser ikke op én, men hele fire gange i løbet af bogen. Fødslen er den samme, hans DNA er det samme, men vi får fire forskellige versioner af hans liv.

Status. I Paul Austers nye bog, ’Vinternoter’, er specielt afsnittene om hustruen, Siri Hustvedt, båret af en helt særlig ømhed.
Læs også

Vi bliver ikke os selv af os selv. Vores liv afhænger i høj grad af, hvem vi møder, af sociale forhold, og af personlige og offentlige begivenheder, som spiller sammen med hinaden.

Den ene Archie har sin seksuelle debut samtidig med, at Kennedy bliver dræbt.

Én Archie mister sin far i en mordbrand, mens en anden oplever at se sin far som meget vellykket forretningsmand. Og alle fire Archie’er forholder sig til den samme kvinde, Amy, men på forskellige måder.

»Der er mig bekendt ikke andre, der har skrevet en roman på denne måde. En overgang forsøgte jeg mig endda mere flere versioner af en opvækst, men det blev lovlig krævende, så jeg endte med fire. Formen er eksperimenterende, men det er nok min mest realistiske roman.«

Ikke selvbiografisk

Jeg havde tænkt, at jeg ville spare Paul Auster for det for tiden så påtrængende spørsmål om det selvbiografiske. Han har tidligere beskrevet for mig, i en samtale i tidsskriftet Samtiden i 2002, at han ikke betragter sit forfatterskab som selvbiografisk, men at han selv mediterer over de samme centrale spørsmål igen og igen, og med sine egne livserfaringer som udgangspunkt. Men i stedet kom han mig i forkøbet.

»Det er ikke en selvbiografisk roman. Men kronologien er jo den samme som min, med Vietnamkrig, studentoprør og mordet på Kennedy. Geografien er også mestendels den samme, og der er flere scener i romanen, hvor jeg selv var til stede.«

– Og vi møder jo flere af dine tidligere romankarakterer.

»Ja, jeg samler karakterer og temaer op fra tidligere bøger, men giver det altså en ny form.«

– Du er især optaget af de forskellige Archie’er i deres teenageår.

»Ja, det er vel den mest formative del af vores liv. At være teenager er vel det mest revolutionære i vores liv.«

– Og de forskellige udgaver af Archie bliver skrivende mennesker.

»Men der er én begivenhed, som er gengivet i bogen, og som var særdeles afgørende for mig i løbet af min opvækst,« siger Paul Auster.

»Det er nærmest min besættelse. Jeg var på sommerlejr som 14-årig. Så kom der et voldsomt tordenvejr. Vi fik besked på at flytte fra der, hvor vi befandt os, og måtte klatre under et pigtrådshegn. Netop da drengen foran mig var på vej under hegnet, slog lynet ned. Han blev dræbt. Havde det været et par sekunder senere, ville jeg være blevet ramt. Jeg har altid været hjemsøgt af dette, af tilfældighederne i vores liv. Jeg tror, det var den vigtigste dag i mit liv.«

– Og det er vel den følelsesmæssige kerne i denne roman: tilfældighederne.

»Ja, helt klart. I denne roman udforsker jeg netop det grundlæggende spørsmål: ’Hvad nu hvis?’ Hvad var der sket, hvis min far var død, da jeg var barn? Hvad hvis han var blevet meget rig? Jeg har altid tænkt meget på den slags. Det, vi kan kalde virkelighed, er jo ikke bare det, der indtræffer, men også det, som ikke får anledning til det.«

Der er ganske givet noget med Paul Auster og fædre og sønner. Fædre kan optage megen plads, enten i kraft af deres påtrængende nærvær eller påfaldende fravær. Farens pludselige død blev et vendepunkt i Paul Austers forfatterskab.

Konsekvent. Paul Auster har skrevet 16 romaner og har også udgivet digte, erindringer, essays, oversættelser og film. Hans seneste roman, 'Usynlig', udkommer på dansk den 3. oktober, og den er ligesom de foregående ikke skrevet på computer, men på skrivemaskinen, som Auster stadig sværger til.
Læs også

Dels fik han via en arv økonomiske muligheder for at koncentrere sig mere om at skrive. Og dels fik han stof. Mest systematisk forsøger Auster at komme på sporet af sin usynlige far i hans egentlige prosadebut The Invention of Solitude fra 1982. Og så kom faren altså ind igen, da Paul Auster selv fyldte 66.

»Alle mine bøger er en forberedelse til 4321, især mine to sidste. Winter Journal (Vinternoter på dansk, red.) handler ganske enkelt om, hvordan det føles at leve i mit eget skind.«

– Ja, den er vel din personlige kropshistorie, en udforskning af verden gennem egen krop.

»Men det er ikke en selvbiografi i traditionel forstand,« siger Paul Auster.

»Det er i stedet et litterært arbejde med selvbiografiske fragmenter. Og i Report from the Interior (2013) går jeg fra kroppen til ideerne. Hvad har formet mig, af tegneserier, bøger, foto og film? Og hvilke følelser opstod? Jeg tænker ikke mindst på de første oplevelser af voldsom uretfærdighed. De to bøger komplimenterer hinanden – og har altså lagt til rette for min nyeste roman.«

Dette interview er foregået i to etaper. Først var jeg hjemme hos familien før jul, omkring det tidspunkt, hvor prøvetrykket af 4321 var færdigt. Derpå ringede vi sammen i forbindelse med hans 70-årsdag 3. februar, og i anledning af at romanen nu er ude på engelsk. Det var altså blot få dage efter, at Trump var blevet indsat på præsidentposten, og det måtte uundgåeligt blive et tema.

Paul Auster har markeret sig klart for menneskerettigheder, mod præsident Bush’ krig i Irak, mod Erdogan i Tyrkiet og er nu også i spil som kommende præsident i amerikanske PEN. Og han har lovet, at han skal sige klart fra, altså præsident mod præsident.

»Trump er stadig et chok for mig. Vi kan nu blive vidner til, at en del institutioner, vi har haft en vis tillid til, kan forsvinde. Jeg blevet en ældre mand, og det er ikke sikkert, at mit liv bliver så anderledes, når jeg spadserer omkring i Brooklyn. Men for den unge generation er det en meget farlig og alvorlig situation. Lad os håbe, at dette virkelig vækker og mobiliserer dem.«

Finn Skårderud er professor, psykiater og forfatter og skriver jævnlig i Aftenposten.

© Finn Skårderud og Information. Oversat af Nina Trige Andersen

I samtale med Finn Skårderud

Information præsenterer en serie på fire samtaler, som den norske psykiater og journalist, Finn Skårderud har ført med forfattere fra New York.

Seneste artikler

  • ’Lægemiddelindustrien forandrer det amerikanske menneske’

    3. august 2017
    Elizabeth Wurtzel beskrev sin egen ungdom i psykiatrien i bogen ’Prozac Nation’ og kaldte sit hjemland for United States of Depression. Nu er hun fyldt 50 og har fået det bedre, mens USA’s mentale tilstand synes at forværres. Ungdom og depression ligner hinanden. Og vi har lav tolerance over for begge dele, siger hun i samtale med psykiater Finn Skårderud
  • ’Vi bliver født uden at blive spurgt. Skal vi dø på samme måde?’

    27. juli 2017
    Don DeLillo skriver om døden og nærmer sig den selv. Finn Skårderud taler med den amerikanske forfatter om ikke at følge med tiden, men alligevel skrive om kryoteknik. Til trods for, at han giver skribenten sit visitkort, hvorpå der står: I don’t want to talk about it
  • ’Misbrug af børn er den ultimative pervertering af magt’

    21. juli 2017
    Amerikanske Hanya Yanagihara skriver posttraumatisk romankunst om det liv, der skal leves efter skaden. I den internationale bestseller ’Et lille liv’ er hun skånselsløst emotionel i sin fortælling om Jude, der som barn blev solgt til sex med mænd af én af de munke, der opfostrede ham. Jude fortjener mere end den kølige distance, der præger amerikansk litteratur lige nu, mener hun
Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu