Læsetid: 4 min.

Hobbitten i habitten

Jacob Ludvigsen satte fantasien til magten i alt, hvad han foretog sig, og det var ikke så lidt – fra oprettelsen af Christiania til reklamer for Squash
Jacob Ludvigsen skrev flere bøger, men mest hjerteblod og mest arbejde lagde han i erindringsbogen Hobbit i habit – og det var netop, hvad han var.

Jacob Ludvigsen skrev flere bøger, men mest hjerteblod og mest arbejde lagde han i erindringsbogen Hobbit i habit – og det var netop, hvad han var.

Simon Fals

Kultur
3. april 2017

Et gammelt egetræ er faldet, lyder det nogle gange lettere patetisk i nekrologer, når store mænd dør, men da meldingen om, at ’Jacob Ludvigsen er død’ i går indløb, var det et andet billede, der meldte sig. For at blive i skov-metaforen: Et af de mest vildtvoksende træer er pludselig gået ud, væk, bort.

Det kan godt være, navnet ikke siger yngre mennesker så meget, men folk fra 1968-generationen vil huske ham for ikke mindst at være tv-vært sammen med Jesper Klein og Nele Rue i udsendelsen ’Peberkværnen’, der blev et hit hos ungdommen for sin friske, humoristiske og ofte provokerende stil. Den var ikke populær hos det borgerlige Danmark og blev da også stoppet.

Sammen med sit livs Elizabeth delte han en stor lejlighed med digteren Dan Turèll og dennes kæreste på Forhåbningsholms Allé på Frederiksberg. I lejligheden var der gashaner hele vejen rundt, fordi der tidligere havde været husholdningsskole.

Her mødtes vennerne – selv var jeg en af dem på Turèll-siden, og engang imellem stak Jacob sit store krøllede hoved ind til os for en kort bemærkning. Han havde nemlig travlt med at lave avis. Som journalist havde han fået sin uddannelse på det radikale Skive Folkeblad, men nu havde han oprettet sin egen avis. Hovedbladet hed den. I Skive havde han haft en mentor i den utraditionelle chefredaktør Poul Erik Søe, der senere blev højskoleforstander.

Ud af Christiania

Det var i Hovedbladet, han søsatte sin vision om at lave en fristad i Danmark. Den skulle ligge i en nedlagt kaserne på Christianshavn, Bådsmandsgades Kaserne, som lige var blevet rømmet. Omstændighederne var gunstige, og selvom det selvfølgelig var ulovligt, sprang så mange hippier og politiske aktivister med på ideen, at det aldrig lykkedes skiftende regeringer at nedlægge Christiania, som den kom til at hedde.

Han og fruen flyttede også ind på Christiania, men i sandhedens interesse skal siges, at de snart flyttede ud igen. Alle afgørelser skulle træffes på store fællesmøder, som havde det med at trække ud til langt ud på natten. Det havde Jacob Ludvigsen ikke tålmodighed til. Han havde nemlig meget andet, han gerne ville.

Jacob Ludvigsen var nok en slags hippie og 68’er, men så alligevel ikke. Han var meget andet og mere end det. Af ydre lignede han slet ikke sådan en, selvom han tillagde sig et vildtvoksende afrohår. Snarere havde han konservative tøjvaner, gik med habit, og det var lige før, han havde lommeur i vesten tværs over sin digre mave, hvis han da ikke rent faktisk havde det!

Altid redaktør

Så blev han ansat på Ekstra Bladet, som ikke just var 68’ernes yndlingsavis. Det var Jacob Ludvigsen ligeglad med, for avisen gav ham lov til at udfolde sin specielle fantasi, når han f.eks. skrev leder om vejret, eller som dengang han med en enkelt opringning fik omstillet samtalerne til en af efterretningsvæsenerne til sit eget, private telefonnummer. Han var fuld af sådanne ideer.

Han gik også med fuldt knald ind i en mere journalistisk kampagne for at bakke op om en lille margarineproducents kamp for ikke at blive kvalt af mastodonten Unilever.

Senere i livet kunne han ikke holde fingrene fra det tiltrækkende avismageri og oprettede et system med små lokalaviser, ikke dagblade, rundt om i København, hvor ganske unge wannabes kunne prøve sig af i det journalistiske håndværk. Småt var smukt i Jacob Ludvigsens optik. Ofte var aviserne knyttet til en enkelt gade, hvis butikker og andre handlende støttede op om initiativet ved at indrykke annoncer. I de senere år udgav han en lille københavneravis med nyheder fra byens liv.

Squaaaz

Så var han pludselig reklamemand hos bureauet Wibroe, Duckert & Partners, nu meget langt væk fra sin oprindelige position som ungdomsoprører – og igen: så alligevel ikke. Han overraskede alt og alle ved at være manden bag en af de mest succesrige kampagner i dansk reklames historie, nemlig de små tv-sports om sodavandsmærket Tuborg Squash med Jacob Haugaard og Finn Nørbygaard, som for så vidt lige så godt kunne have været et underholdningsprogram.

Snart gik adskillige danskere rundt og muntrede sig med at udtale ordet Squash forkert ligesom de to komikere, der slet ikke kunne, hvilket netop var den bærende ide. Frit efter hukommelsen: Squaaaz, Skvaes eller Skva…mumlemumlemumle.

I sandhed en mand med mange farver på paletten. Kedelig var han ikke. En prototype på en mand med en krøllet hjerne.

Sporvogn på Bornholm

På et tidspunkt flyttede han fra det travle og stressende København til det mere rolige Bornholm, hvor han dog ikke holdt sig under radaren, men udfoldede flere af sine vildtvoksende (der var ordet igen) ideer og også var tilknyttet den lokale avis.

Han ville oprette en sporvognslinje på øen – og han afprøvede ekkoet i Ekkodalen. Sammen med hustruen oprettede han en have med lægeplanter og biodynamiske lægemidler. Sammen med Lise Nørgaard redigerede han en særudgave af en avis, nemlig Korsbæk Tidende i forbindelse med Matador-byen på Dyrehavsbakken.

Jacob Ludvigsen skrev flere bøger, men mest hjerteblod og mest arbejde lagde han i erindringsbogen Hobbit i habit, og det var netop, hvad han var. Den udkom på Gyldendal og blev præsenteret ved en reception i Huset i Magstræde, et ungdomskulturhus, han sørme også som idemand havde været med til at oprette i sin tid på Peberkværnen.

Jacob Ludvigsen døde, 69 år, efter et ildebefindende, forårsaget af en sprængt hovedpulsåre og efter indlæggelse på Rigshospitalet, hvor han sov stille ind, som familien meddelte i en pressemeddelelse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels Duus Nielsen

Jeg var bare en stor dreng, da jeg fandt Hovedbladet i den lokale kiosk ovre i det mørke Vestjylland, hvor jeg voksede op. Det var en stor åbenbaring for bondebarberens søn at finde en avis, der støttede mig i det, som jeg troede var mit helt private ungdomsoprør.

Tak til Ludvigsen og hans vidtrækkende distributionsselskab, som fik mig til at forstå, at jeg ikke var alene med min modstand mod autoriteterne, hvilket bl. a. gav mig modet til at lade håret gro.

Også vi på Bornholm har nydt Jakob Ludvigsens "skæve pen" som på underfundig vis satte mange ting i deres rette perspektiv.

Herligt billede!