Læsetid 8 min.

Iggy Pop – med kroppen som indsats

Iggy Pop er først og fremmest en uforlignelig koncertkunstner, selv om han med gruppen The Stooges i årene omkring 1970 støbte fundamentet for punk. Nu bliver dette rock’n’roll-animal forbløffende nok 70, og Information tøver ikke med at hylde ham
Iggy Pop er rock’n’roll i ren essens

Iggy Pop er rock’n’roll i ren essens

Nicolai Tobias
21. april 2017
Delt 14 gange

Iggy Pop skal opleves på en scene. Eller skulle, i hvert fald. At denne rockens evige outsider, vildkat, misfoster, overlever, kaosperson etc. i dag bliver 70, bør henregnes til et af tilværelsens mirakler, eftersom få mennesker (selv dem af kategorien rockmusikere) har levet så hårdt og behandlet sig selv så skidt som denne James Newell Osterberg Jr., der ellers tog hul på tilværelsen som produkt af den skinbarlige normalitet. Men den såkaldte normalvirkelighed kan som bekendt udløse ekstreme reaktioner, så det er ikke det.

Grunden til at omtale Iggy Pops karriere som scenekunstner i datid, er den simple, at hans karriere som kompromisløst kamikazemenneske langsomt er ved at indhente ham.

Sidst jeg havde den som altid usigelige, men også lidt smertefulde fornøjelse at opleve ham på en scene, kunne han ikke skjule, hvor slidt han var. Ikke fordi han forsøgte!

Tværtimod fremviste han med stolthed den arrede og læderede overkrop til frit skue ved førstgivne lejlighed. Lige dele ekshibitionist og ekspressionist er hans udfoldelser på en scene i sandhed et syn for guder. Og lidt gud er man vel altid.  

Torsdag aften ophævede Iggy Pop tid og sted og satte hele lortet i perspektiv.
Læs også

Det foregik for lidt under et år siden i Falconer Salen, hvor han med et orkester under ledelse af Josh Homme og et vellykket album produceret af samme i bæltet gav en blændende præstation, selvom han faktisk fremstod invalideret under seancen. Han trak sit ene ben efter sig og den tid, hvor han kunne bruge sin krop som et projektil, var tydeligvis ovre, selvom han med vanlig dødsforagt kastede sig ud fra scenekanten.

Det kunne let have udviklet sig til en travesti, hvis ikke det var på grund af en attitude, der signalerede, at en ødelagt hofte ikke skulle få lov til at komme i vejen for endnu en intens performance, bestående af lige dele løvehjerte og en bizar indædt tro på musikkens helende kraft, som han igen og igen har formået at transmittere til i hvert fald denne signatur. Hvad angår scenekunst har Iggy Pop ikke sin lige indenfor rocken. Eller udenfor, for den sags skyld.

Under koncerten fløj mine tanker tilbage til alle de gange ned gennem årene, hvor jeg har stået med åben mund og polypper og betragtet Iggy Pop satse sig selv et hundrede procent på en scene, standhaftigt kaste sig ind i musikken (og ud blandt publikum) som var det en kamp på liv og død med hans senede og hærgede krop som et fuldgyldigt instrument på linje med guitar, bas og trommer.

Lige meget hvor dårlige betingelser, han har arbejdet under, har der aldrig været nogen slinger i valsen, ingen halvhjertet indsats for lige at kradse ind til huslejen, ingen ringeagt for de fremmødte, lige meget om der har været tale om få eller mange.

Nicolai Tobias

Alt eller intet

Jeg husker således engang til endnu en jammerlig Midtfyn Festival i de åh så svundne 90’ere, hvor britiske Blur peakede som teenageidoler, og unge piger i stort antal søgte hen til scenen i god tid, for ikke at gå glip af den krammeegnede kvartet (der siden skulle vise sig at være gjort af solidt kunstnerisk stof).

De havde så ikke taget højde for, at den for dem givetvis ukendte Iggy Pop lige skulle give en koncert først. Hans i forvejen store øjne spærredes yderligere op, da han så det foran scenen samlede kuvøseguf og kastede sig ud i en omgang så dødsforagtende akrobatik, at de unge piger skrigende løb bort derfra.

Men trods det som tommelfingerregel pauvre fremmøde på Midtfyn til hvad som helst, der ikke befandt sig i midten af midterbanen, gav han et fuldgyldigt show af dimensioner, der fuldstændig tog vejret fra en lille fremmødt skare, som ved selvsyn kunne konstatere, at for denne kunstner er det alt eller intet. Hver gang.

Jeg mødte sammesteds repræsentanten fra Iggy Pops pladeselskab, som fortalte mig, at han havde tilbragt timerne op til koncerten i selskab med en høflig, belæst og lavmælt mand, som en time før showet begyndte at pumpe jern foran et kropsstort spejl og i processen forvandledes fra ydmyge Jim Osterberg til Iggy Pop, rock’n’roll-animal!

Men der er som bekendt ikke noget som den allerførste gang. Jo, jeg ved det godt, de fleste store forandringer sker gradvist, men ikke desto mindre står den 19. september 1977 på spillestedet Daddy’s Dance Hall som fuldstændig skelsættende for mig. Ikke kun dengang, men som retningsgiver for mit indimellem noget famlende liv lige siden.

Daddy’s lå ud mod Jernbanegade i det kompleks, der i dag huser det nedrivningstruede Palads biografkompleks, en spytklat fra min dengang nyerhvervede toværelses med petroleumsovn og gasvandvarmer i køkkenet, og grundet diverse artikler i det engelske musikblad New Musical Express og den David Bowie-producerede lp The Idiot løste jeg billet til begivenheden. Nok de bedste penge jeg nogensinde har givet ud.

Iggy Pop vender tilbage til fordums, berlinske storhed. Besat af død, sex, arv og samtidig stadig i stand til at skrige hedsporens megafonskrig gennem lynlåsen på hvad som helst med en puls
Læs også

Daddy’s var en rigtig rockklub, propfuld og med kondensvand løbende ned ad væggene og med en rytmegruppe bestående af brødrene Hunt og Tony Sales var det nok det vildeste, mine unge øjne til dato havde bevidnet. Når han ikke faldt om grundet hvad der lignede elektrochokstød, kravlede han rundt på scene og PA og ud blandt og ovenpå publikum, mens han snavede pigerne oppe foran. Og så havde han den flotteste hale påsat lænden, han lignede et fabeldyr på amfetaminer.

Han sang tilmed forbløffende godt og missede aldrig et cue. Iggy var en performer, man bare måtte elske, idet han udstrålede både vitalitet, livsappetit og en uimodståelig fuck-dig-attitude. Sjov, sød og kropumulig.

James Newell Osterberg Jr. fødtes den 21.4.1947 og voksede op som enebarn i en trailerpark i Ypsilanti i delstaten Michigan. Forældrene var solid middelklasse, faren skolelærer, og som astmatiker tilbragte han en stor del af sin tid alene hjemme.

Skolekammerater husker ham som høflig, videbegærlig og i besiddelse af et enormt ordforråd. Hans forældre gav ham et trommesæt, da han ytrede ønske derom og de følgende år spillede han trommer i forskellige gymnasiebands, før en koncert med The Doors i 1967 inspirerede ham til at blive sanger på grund af gruppens forsanger Jim Morrisons hæmningsløse og provokerende opførsel.

Efter at være droppet ud af universitetet dannede han sammen med en flok lokale rødder The Stooges, som med udgangspunkt i universitetsbyen Ann Arbor og det radikale miljø omkring bandet MC5 vakte opsigt lokalt, ikke mindst grundet Pops ekstreme sceneoptræden og musikkens primitive karakter.

En kontrakt med et af tidens toneangivende pladeselskaber, Elektra, resulterede i to væsensforskellige albums, The Stooges (1969) og Fun House (1970). Begge har opnået klassikerstatus, men i samtiden var der ikke den store forståelse for hverken debutens knastørre minimalisme eller toerens mere free form-inspirerede vildskab.

Nicolai Tobias

Punk i Berlin

Sange som »1969«, »I Wanna Be Your Dog«, »No Fun«, »Dirt« og »T.V. Eye« er i dag omgærdet med respekt og bliver løbende indspillet af diverse kunstnere, men dengang røg de direkte i glemmebogen.

At Iggy Pop i senere interviews stolt proklamerede, at han »helped wipe out the sixties« er nok mest hype, men at gruppen i lyd og attitude stod i grel kontrast til tidens peace, love and understanding-holdninger og på den led foregreb punken, skal der ikke herske tvivl om. 

De fire små Stooges røg hurtigt ud i alskens alkohol- og narkoproblemer og ville givetvis være gået til rockmusikkens evige jagtmarker, havde det ikke været for en britisk fan, som netop i de år var på vej mod stjernerne.

David Bowie gjorde sin entre i Iggy Pops liv, idet sidstnævntes impulsive vildskab og bjergtagende sceneperformance stod som noget både uopnåeligt og eftertragtelsesværdigt for den kontrollerede og kalkulerende Bowie.

Så han faciliterede, at gruppen kom under hans management og flyttede til London, nu med ny guitarist i form af James Williamson, en effektiv riffmager, som sammen med Iggy skrev alt materialet til svanesangen Raw Power (1973), en nihilistisk omgang dødsrock af fineste sortering om end næppe med den store appel til et mere forfinet klientel, hvilket er en del af dens charme.

Iggy gik derefter fuldstændig i hundene og havnede på en tosseanstalt, som vennen Bowie fik ham ud af. Sammen flyttede de til Berlin for at komme sig over deres respektive misbrug og i tæt parløb med Iggy skrev Bowie alle sangene til solodebuten The Idiot (1977), som han også producerede. De år stak punken sit møgbeskidte fjæs frem, og det gav respekt og opmærksomhed, at Sex Pistols indspillede Stooges-nummeret »No Fun«.

Derfor kom den atypisk dystre industrial-klingende lyd på The Idiot som en overraskelse for de fleste og pladen fik en behersket modtagelse. Ikke desto mindre hører lp’en til i rockens allerfineste ende og tiden har været god ved den, hvad der bestemt også er tilfældet med samme års langt mere rockende og udadvendte efterfølger, Lust For Life, hvis forsidefoto af en bredt smilende Iggy gik stik mod tidsånden. Sange som titelnummeret »The Passenger« og »Some Weird Sin« har antaget ikonisk status, og Bowie strakte sig så langt som til at turnere som backingmusiker på Iggys første soloturne.

Den sidste og eneste af sin slags

Overladt til sig selv indforskrev Iggy sin gamle Stooges-buddy James Williamson til at producere New Values (1979), en stram og hårdtslående lp og den sidste rigtig vellykkede plade fra hans hånd i mange, mange år.

Op gennem 80’erne og 90’erne kæmpede Iggy med alskens dæmoner og hans udgivelser såvel som hans backingbands svingede voldsomt i kvalitet, selvom der som regel altid var noget at komme efter. Brick by Brick (1990) og American Caesar (1993) var så også næsten gode, hvor Avenue B (1999) bare er god, punktum.

Og på en scene leverede Iggy altid, uanset hvor lousy et band han mødte op med, det var altid ren optur at se ham, lige meget hvad. Han er en konstant reminder om rockens rå urkraft, som det godt nok har været så som så med i mange, mange år. Han er rock’n’roll i ren essens.        

I begyndelsen af det ny årtusind gendannede han The Stooges, de originale ’Dum Dum Boys’, først med den originale besætning (minus den afdøde bassist Dave Alexander, hvis plads udfyldtes af Mike Watt), og efter guitarist Ron Ashetons død i 2009 med Raw Power-besætningen.

Jeg havde det privilegium at opleve begge line-ups live, sværger det var bedre end jeg havde turde drømme om, selvom de tilhørende lp’er med bandet ikke matchede fordums storhed. Fuck det så længe de stillede op i en by nær dig og spillede et sæt af klassikere, de fleste ville give venstre arm for at have på repertoiret!

At Iggy stadig er iblandt os, well, praise the Lord and pass the ammunition, han er absolut både den sidste og eneste af sin slags. Jeg vil til evig tid være ham taknemmelig for hans eksempel og ikke mindst en række af de bedste koncerter, det er lykkedes mig at bevidne i et langt koncertliv, for »here comes Johnny Yen again/ with the liquor and drugs/ and the flesh machine/ he’s gonna do another striptease …«

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Mette Poulsen
    Mette Poulsen
Mette Poulsen anbefalede denne artikel

Kommentarer