Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Klicheer om soldater og cowboys og en overrumplende kvindelig seksualitet

I smukt iscenesatte film- og videoværker, der kan sine filmreferencer til fingerspidserne, bearbejder den tyske kunstner Julian Rosefeldt klichéer og kulturelle stereotyper. Hans store retrospektive udstilling på Nikolaj Kunsthal er flot og helstøbt, men også en anelse for pæn og forudsigelig
StilL fra videoinstallationen ’American Night’ (2009), der både hylder og ironiserer over westerngenrens klassiske troper som saloonen, den ventende kvinde og det vindblæste ørkenlandskab.

StilL fra videoinstallationen ’American Night’ (2009), der både hylder og ironiserer over westerngenrens klassiske troper som saloonen, den ventende kvinde og det vindblæste ørkenlandskab.

Nikolaj Kunsthal

Kultur
7. april 2017

I Nikolaj Kunsthals nyistandsatte, højloftede kirkerum møder man Julian Rosefeldts monumentale hovedværk Asylum, i hvilket ni store videoprojektioner strækker sig over det meste af kunsthallens underetage.

Og ligesom det engelske ord ’asylum’ bærer på modsatrettede betydninger som både asyl, tilflugtssted og et sted for det absurde og tossede, rummer Rosefeldts videoinstallation en lignende dobbelthed.

På skærmene udfører forskellige grupper af etniske minoriteter absurde, ritualiserede handlinger i hvert sit iscenesatte tableau. Den første projektion, der fanger min opmærksomhed, viser en række tørklædebærende kvinder, som monotont støvsuger en kaktushave. Efter nogen tid stimler kvinderne sammen og synger en nærmest sakral, unison tone i kor.

Derefter gentager hele scenariet sig. Scenen virker både fredfyldt og formålsløs, deres aktivitet er på samme tid meningsløs og indpodet med en form for rituel, dunkel signifikans.

Sisyfosarbejde.

Nikolaj Kunsthal

Det, vi ikke vil se

De otte andre installationer er variationer over samme grundprincip: Kinesere, kosovo-albanere og afghanere udfører hver deres absurde arbejdshandlinger, der direkte eller indirekte refererer til diverse etniske klicheer inden for lavtlønsarbejde: Nogle piller takeaway-bokse fra hinanden i et tomt abebur, andre kæmper med at samle aviser sammen i en vindtunnel, andre igen cirkulerer langsomt rundt om et hamambad med en buket roser.

Værket er både det mest interessante og ambitiøse på Julian Rosefeldts retrospektive udstilling, fordi det er her, den gennemgående interesse for stereotypen kaster den største visuelle kompleksitet af sig.

Umiddelbart er der noget meget forstyrrende ved installationens smukke og næsten religiøse skildring af det, der lige nu er en af Europas største humanitære kriser, nemlig flygtningekrisen. Men værket synes med vilje at vende sig væk fra den klassiske, nyhedsdokumentariske skildring, vi ofte ser immigranten eller den illegale flygtning igennem, for i stedet at skabe en slags poetisk, rituel verfremdungseffekt.

De klare farver, smukke teksturer og stiliserede tableauer bliver redskaber til at overdrive og fastholde vores blik på det, vi helst ikke vil se i øjnene: Vestens fordomsfulde blik på de mennesker, der kommer hertil for at søge lykken, og den selvfølgelighed, hvormed vi accepterer præmissen om, at visse typer lavtlønsarbejde er forbeholdt immigranter. Værket Asylum blev skabt i 2001, men er ikke mindre aktuel i dag.

Manderoller til forhandling

Rosefeldt fortsætter interessen for at tviste klicheer og bearbejde stereotyper i udstillingens øvrige værker, der i stil med Asylum er velproducerede videoværker med et tydeligvis stort og professionelt produktionsapparat bag sig. Siden 1990’erne har Rosefeldt forfinet denne genre inden for videokunst, der både dyrker og udfordrer filmkunstens formsprog og genretroper. Med værket Manifesto blev han et af de mest omtalte navne på sidste års Berlin Biennale, og nu altså genstand for den retrospektive solopræsentation i Nikolaj.

Det er oplagt at trække en parallel til den danske videokunstner Jesper Just, der i stil med Rosefeldt overbevisende bearbejder Hollywood-filmens fortællekonventioner og arketyper. Og ligesom Just i sine film har et mellemværende med populærkulturens snævre repræsentationer af identitet og køn, er det også her, Rosefeldts værker tager fat.

Især arketypiske manderoller tages igen og igen under (k)ærlig behandling på udstillingen: I værket Deep Gold (2013/2014) bliver den pæne, borgerlige mandlige hovedperson overrumplet af en slags burlesk, kvindelig seksualitet, mens det i værkerne Unknown Soldier (2007), American Night (2009) og The Swap (2016) er henholdsvis soldaten, den amerikanske cowboy og gangsterfiguren, der står for skud.

Nikolaj Kunsthal

Det forventelige tvist

Men på trods af de omhyggeligt iscenesatte filmværker og de gennemførte genrereferencer bliver forskydningen af klichéen hurtigt meget forudsigelig – måske fordi værkerne er lavet efter samme grundprincip om at etablere en velkendt arketype, for derefter at dekonstruere den.

Tag for eksempel videoinstallationen American Night (2009), der både hylder og ironiserer over westerngenrens klassiske troper som saloonen, den ventende kvinde og det vindblæste ørkenlandskab. I værkets helt centrale scene punkteres genrepastichen af en række cowboys, hvis samtale over et lejrbål udelukkende bygger på citatbidder fra amerikansk kultur: gangstarap, republikansk retorik, klassiske westernfilm.

Vel er det en sjov gimmick at høre de amerikanske cowboys’ mærkværdige samtale, men det er samtidig ikke ligefrem kontroversielt at anfægte westernfilmens romantisering af gamle kønsroller eller patriotisk, amerikansk retorik.

På samme måde er det nærmest forventeligt, at gangsterne i Rosefeldts nyeste værk The Swap (2016) viser sig ikke at være rigtige hårdkogte gangsters med skarpladte våben og hårdtslående næver, men tværtimod dansere, der udfører en absurd gangsterkoreografi med amerikanerbiler og udveksling af kufferter.

Forudsigeligt

Filmværket Deep Gold, der er inspireret af surrealisten Luis Buñuels klassiker Guldalderen fra 1930, er derimod mere interessant som beskueroplevelse, fordi den netop er mindre skematisk i sit arbejde med at bearbejde stereotyper. Her bliver burleske og overraskende elementer som en overdimensioneret, livlig penishånddukke, løssluppen kabaret og feministisk militærpropaganda så tilpas sjovt, grotesk og overraskende, at nysgerrigheden fastholdes gennem filmens forløb.

Der er noget dragende og meget umiddelbart tilgængeligt ved Rosefeldts æstetiske videoværker, der med lige dele humor og absurditet tager stereotyper og populærkulturelle arketyper under behandling. Men efterhånden bliver det uventede tvist i sig selv en norm, der gør det hele meget forudsigeligt. Hvornår bliver en sikker kunstnerisk stil til en form for selvparodi?

Rosefeldt balancerer på et knivsæg mellem disse to positioner – nogle gange lykkes det, andre gange ender den grundige genrepastiche i en risikoløs leg med klichéerne, hvor velkendte machismo-figurer i kunsten får nogle forventelige knubs.

Julian Rosefeldt. ’Works 2001-2016’. Nikolaj Kunsthal. Nikolaj Plads 10, København K. Indtil den 21. maj

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her