I Information (12. april) spørger ph.d.-stipendiat og kritiker ved Jyllands-Posten, Tobias Skiveren:
»Er danske litteraturtidsskrifter virkelig i krise?«
Hans spørgsmål er foranlediget af Peter Nielsens lederartikel i Informations litteraturtillæg (7. april), hvor litteraturredaktøren hævder:
»Jeg kan derfor, når jeg kigger rundt på tidsskrifterne i Norden, kun få øjne på Vinduet og Vagant som de tilbageblevne, der formår den svære kunst både at diskutere litteraturen i sin egen ret og sætte den i spil i forhold til det samfund, den befinder sig«.
Skiveren protesterer imod Nielsens situationsbeskrivelse og fremhæver her det tidsskrift, han selv er involveret i, Passage, foruden Kultur & Klasse, Nordica og Dansk Noter mfl. Han hævder, at krisen, i det omfang den findes, snarere har at gøre med disse tidsskrifters manglende synlighed i medierne – og at den litterære offentligheds forskellige aktører ikke følger godt nok med i hinandens arbejde.
Begge dele er rigtignok beklagelige, og Skiveren fortjener anerkendelse for at fremhæve gode kolleger, som alle er med til at opretholde det intellektuelle økosystem i Danmark. Samtidig er der dog gode grunde til at tage de forskellige aktørers rolle i dette økosystem i nøjere øjesyn. Når alle de nævnte tidsskrifter er nødvendige, er det vel netop, fordi de ikke udfylder samme plads, men tværtimod hver har sin egen unikke funktion.
Trange kår i offentligheden
En medvirkende grund til, at Vagant – som nu har optaget Salon 55 i sig – også i Danmark kan have en mission, er, at den type essayistisk kritik, som tidsskriftet igennem 30 år har forsøgt at fremme – og som vi i dag dyrker ugentligt på nettet – har trange kår i dansk offentlighed.
Man kunne have kaldt det en tredje form mellem den journalistiske aviskritik og de akademiske litteraturstudier, havde det ikke været fordi denne form for kritik er ældre end sådanne skillelinjer. Denne type kritik spillede en afgørende rolle i skandinavisk litteraturs storhedsperiode i tiden omkring Det Moderne Gennembrud: Hvorfor skulle den ikke kunne gøre det igen?
Skiveren skriver sammen med Martin Gregersen en kronik i Information 12.12.2015 under overskriften »Af materialitet er du kommet«. Kronikken er en fremlæggelse af nogle af hovedlinjerne i deres fælles bog Den materielle drejning (2016) og indeholder formuleringer som disse:
»Den materielle drejning, derimod, lægger fornyet fokus på materialitetens egne betingelser og selvstændige agens«; »hvordan [vil vi] forholde os til vores krop og køn, når de ikke længere primært forstås som diskursive konstruktioner?«; »posthumanismens ontologi er, som den svenske litterat Marie Öhman har beskrevet det, en ’fluxontologi’ – ikke en dikotomisk ontologi«.
Som man ser, er denne prosa produceret af og for akademiske seminarer. Impulsen fra Georg Brandes, der snarere anså kritik for kunst end forskning, baserer sig i denne type universitetskritik mest af alt på et rygte. Det er da også helt i sin orden, at den moderne litteraturvidenskab har sin egen tradition – den bidrager endnu i dag med vigtige indsigter.
Ikke mindst Kritik, hvis nedlæggelse var udgangspunktet for Peter Nielsens leder, stod for en udpræget akademisk tilgang til litteraturen. Men kan en sådan akademisk skrivemåde sikre en stærk position for litteratur, kunst og kvalificeret behandling af vor tids brændende spørgsmål hos et stort publikum? Eller udgør den snarere en af flere former for nødvendig grundforskning, som de mere fremoverlænede former for kritik dels kan drage nytte af, deles forholde sig kritisk til?
Rette blikket indad
»Som tidsskrift må vi naturligvis rette blikket indad og konstatere, at vi nok ikke har været gode nok til at komme ud med vores stof,« skriver Skiveren.
Lige så sandsynligt er det, at Passage har udrettet og udretter et udmærket stykke arbejde, men at tidsskriftet simpelt hen henvender sig til en læserskare med andre interesser og læsevaner end den, som Informations litteraturredaktør har i tankerne.
Hvis den akademiske institution bliver enerådende i kritikken, kan den i værste fald komme til at modvirke litteraturens og kunstens bevægelighed ved at definere ’tidssvarende’ skrivemåder og problemstillinger på skematisk tyngende vis. At bedrive selvstændig kritik er noget andet end at applicere begreber og færdige tankebygninger på stadig nye værker – eller at »hypostasere de diskursive strukturer« for nu at tale Gregersens og Skriverens sprog.
Vores bud er, at den kritik, som Peter Nielsen savner i den danske offentlighed, er en kritik, som tager sigte på at levere noget andet end fagfælle-gennemsete fagartikler; som nærer ambitioner om en essayistisk, frittænkende, akut aktuel deltagelse i offentligheden; som ønsker at være debatskabende; som ikke kun analyserer, men også ser sig selv som en selvstændig kraft i idékampen; en kritik, som ikke vil lade sig nøje med at opsummere litterære tendenser i oversigtsværker, men selv vil påvirke, hvad som skrives; og som ikke mindst forsøger at udtrykke sig på sprog, som kan kaldes litterært.
En sådan kritik vil være vanskelig at overse, både for dagbladene, litteraterne og de almene læsere, simpelt hen fordi den vil være indlysende væsentligt læsestof for alle nysgerrige og videbegærlige – ikke kun for dem, som har lært sig at betragte verden som diskurser, dikotomier og kontekster.
Audun Lindholm er redaktør på tidsskriftet Vagant. Oversat af Niels Ivar Larsen
