Klumme
Læsetid: 4 min.

Kunsten at tale om en bog

Claus Meyer har lært os, hvor man taler om en tomat. Om brød, om vaniljestænger. Men vi mangler at finde et sprog for, hvordan vi taler med hinanden om bøger
Claus Meyer har lært os, hvor man taler om en tomat. Om brød, om vaniljestænger. Men vi mangler at finde et sprog for, hvordan vi taler med hinanden om bøger

Illustration: Mia Mottelson/iBureauet

Kultur
15. april 2017

For efterhånden nogle år siden sad jeg på Hawthornden, et slot et stykke uden for Edinburgh, og skrev på det, der skulle blive novellesamlingen Grumme historier. Vi var syv inviterede forfattere, gæster af Ketchup-milliardæren Mrs. Heinz, og om aftenen, efter middagen, sad vi i pejsestuen og diskuterede tilstanden i Commonwealth-regionen – og nok så vigtigt litteraturen.

Blandt os var en sydafrikaner, som hed Shaun, og som var Nelson Mandelas højre hånd, så når han talte, lyttede vi. En aften faldt snakken på den sydafrikanske forfatter (og nobelprisvinder) J. M. Coetzees og hans roman Disgrace (på dansk: Vanære), og Shaun fortalte, at bogen havde skabt så megen ophedet debat, at Coetzee havde følt sig nødsaget til at immigrere til Australien, simpelthen skifte sit land ud med et andet. Jeg spurgte lidt fladt, om bogen var god. Og så sagde han noget, som er blevet hos mig, og som jeg har gentaget i mange foredrag rundt omkring i landet. Hans sagde: It's briliant – but I hated it.

Se, det er jo et meget simpelt statement på kun seks meget ligefremme ord, men der foregår noget meget kompliceret, og det fik mig til at stå tidligt op næste morgen, og i stedet for at sætte mig til skrivebordet tog jeg bussen ind til Edinburgh. Jeg måtte have fat på den bog nu, for jeg ville vide, hvordan man kunne hade en bog, som man godt kunne se var brilliant.

Det var tydeligt, at Shaun havde gennemgået en række indre kampe og spændinger for at finde ud af, hvor han skulle placere bogen, og i den kløft, der åbnede sig mellem de to tilsyneladende modstridende domme, It's brilliant på den ene side og I hated it på den anden, lå der en invitation til en samtale. Jeg ville gerne deltage i den samtale. Jeg var nødt til at finde ud af, hvad jeg selv syntes.

Handlingen pegede på nogle ubehagelige sandheder om forholdet mellem sorte og hvide i kølvandet på afskaffelsen af Apartheid, og Shaun følte, de blev bragt frem i lyset på et dårligt tidspunkt. Timingen var simpelthen dårlig, mente han. Der er altid en kontekst, ingen læsning uden, og min var en anden (hvilket også betød at min ’anmeldelse’ af bogen var langt kedeligere: It's brilliant – and I loved it …)

Når jeg fortæller historien om Shaun, er det, fordi jeg siden sidst blev inviteret ind på Christiansborg for at diskutere litteraturformidling i et panel bestående af forlæggere, bibliotekarer, boghandlere, læseforeninger og politikere. At formidle litteratur – eller en anden måde kunne være at spørge: Hvordan taler man om en bog?

I modsætning til andre kunstoplevelser, er det at læse enestående ved, at min egen forestillingsevne er afgørende for oplevelsen. Med film, teater, dans, billedkunst, musik er jeg alene om min egen fortolking, men litteraturen er afhængig af en læser som aktiv medskaber af selve indholdet. Bogen er en vild maskine, der aktiverer fantasien, på nærmest magisk vis er det inde i mig, handlingen udspiller sig.

En filminstruktør, jeg sad i jury med engang, sagde: »Jeg filmatiserer kun dårlige bøger.« Ligesom alle kloge filmfolk holdt han sig fra at omskabe gode bøger til film, fordi filmen næsten altid viser sig skuffende i forhold til det, folk allerede selv har forestillet sig – helt uden brug af dyre skuespillere eller rekvisitter.

Men hvordan taler man om det? Hvordan taler man om litteratur? I mange år har jeg været i en læseklub, og jeg har også indimellem aflagt besøg hos andre rundt omkring i landet, og jeg har kunnet observere, at det er svært at tale om bøger. Det tager lang tid at blive god til. Det kræver et sprog.

Jeg husker for eksempel en programserie på én af DR’s skuffekanaler, der handlede om erotisk litteratur, og hvor man havde valgt at sammensætte nogle læsegrupper af mennesker, der ikke var vant til hverken at læse eller tale om bøger. Ikke overraskende blev samtalen noget gumpetung og ikke særlig tv-egnet. Måske konkluderede man, at det ikke var den fuldkomment uhildede læsegruppe, men selve litteraturen, der ikke var tv-egnet, for nu glimrer den med sit fravær på tv-fladen. Det havde været rigtigtere, hvis man i stedet havde spurgt nogen, for hvem det med bøgerne er liv og død.

På Christiansborg nævnte jeg Claus Meyer. Måske er der læsere der, som jeg, kan huske engang, hvor man overalt kun kunne købe dårligt brød fra nogen, der kaldte sig håndværksbagere, rundstykker med en kartonhård skal og luft indeni. Nu er det nærmest ikke til at drive en dårlig bolle op, og det kan vi især takke Meyer for.

I løbet af 20-30 år har han løftet hele befolkningen ud af det åndelige mørke, Hüttemeyer og margarinefabrikanterne havde efterladt os i, og han har gjort det ved at give os et sprog, som med tiden er blevet mainstream, så almindelige mennesker uden årelang uddannelse nu står i Bagedysten og har avancerede samtaler om vaniljekranse. Med sproget har fulgt en forfinelse af bevidstheden om det, vi propper i hovedet, og det er gået så vidt, at hele verden nu også interesserer sig for, hvad vi danskere spiser. Det tager tid. Der er lang vej fra skåneærmer til New Nordic.

Efter mit indlæg kom en dame op til mig og fortalte, at hun i tidernes morgen tekstede tv, og det var dér, hun for første gang stødte på Meyer. Han talte om en tomat. »Mit forhold til tomater var aldrig mere det samme,« sagde hun. »Pludselig kunne jeg virkelig smage dem.«

Hvordan taler man om en tomat? Hvordan taler man om et brød, om en vaniljestang? Det ved vi nu. Måske er tiden kommet til at finde ud af, hvordan vi taler med hinanden om bøger.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her