Læsetid: 10 min.

Litteraturen viser os det Frankrig, som er så træt af sine ledere – og alligevel leder efter en

Heller ikke i Frankrig foreligger den store samlende samtidsroman med indsigt i høj og lav, provinsboere, bønder og byboere. Alligevel kan man i en kombination af forskellige læsninger stykke et portræt af Frankrig sammen
Heller ikke i Frankrig foreligger den store samlende samtidsroman med indsigt i høj og lav, provinsboere, bønder og byboere. Alligevel kan man i en kombination af forskellige læsninger stykke et portræt af Frankrig sammen

Getty Images

8. april 2017

Et af den franske valgkamps mest mærkværdige tv-øjeblikke opstod en måned før valgkampen, da højrefløjens præsidentkandidat François Fillon var inviteret til en af de timelange udsendelser, som spænder over en hel aften. En række politiske modstandere, borgere, men også kunstnere, inviteres ind i studiet for at diskutere med kandidaten.

Det er ikke let at følge med i den franske præsidentvalgssaga. Men Fillon er den kandidat, der lige før jul fremstod nærmest totalt sikkert til at vinde valget, inden det kom frem, at han måske i mange år har haft sin kone ansat i et fiktivt job. Det er også kommet frem, at Fillon har taget imod gaver som jakkesæt og dyre ure af den slags, som koster over 100.000 kroner stykket.

Den kunstner, man havde valgt at invitere, var den franske forfatter Christine Angot. Hun er kendt for sine rystende autofiktive bøger om den incest, hendes far udsatte hende for. På dansk foreligger En uges ferie. Angots sidste anmelderroste bog er det meget smukke portræt af moderen, Un amour impossible.

Med den lille roman ’En uges ferie’, der nu findes på dansk, er Christine Angots oplevelse af faderens overgreb kogt ind til 120 sider fortalt i et åndedrag.
Læs også

På skærmen udførte Angot et angreb på Fillon af en type, man sjældent ser på tv. Han fik slet ikke lov til at svare, hun tyssede bare på ham, og på sin vis var anklagen uretfærdig. Man er i Frankrig, som i andre vestlige retsstater, at betragte som uskyldig, indtil det modsatte bevises.

Fillon bedyrede da også sin uskyld. Men Angots angreb var af en anden type. Hun var vred over, at han – lige meget om det måske er ’lovligt’, hvad han har gjort – ikke forvalter den faderfunktion, som præsidentposten er. Angot var vred over, at han ikke som lovet havde trukket sig tilbage som kandidat, da han blev offentligt anklaget.

Hendes vrede var pinlig, nærmest nøgen, og efterfølgende var der mange, der mente, at det var Fillon, der fremstod fornuftig, fattet og rolig. Angot forlod tv- studiet med en afskedssalut om, at hun jo var inviteret, netop fordi ingen andre turde sige det, hun her havde sagt.

Slet ikke journalisterne

Men er det stadig sådan, at det er kunstnerne, ikke mindst forfatterne, som står for en sandhedsdimension i et samfund? Christine Angots angreb, som var kejtet og ikke særlig godt formuleret, var måske urefærdigt, men uden tvivl et portræt af den vrede, man møder, når man taler med almindelige franskmænd, der i øjeblikket ikke aner, hvem de skal stemme på.

For hvem skal man egentlig læse, hvis man vil møde en anden ’sandhed’ om franskmænd end den, man finder i medier og aviser? Man kunne sådan set starte med Angot, desværre er Un amour impossible – En umulig kærlighed om moderen ikke oversat.

Den tegner ellers, gennem forholdet mellem en fransk overklassemand, der aldrig gifter sig med Angots mor, som var fra arbejderklassen – og jøde – et indsigtsfuldt portræt af både klasseskel og en fortsat underliggende antisemitisme i Frankrig. En uges ferie kan så til gengæld forklare Angots vrede over selvtilstrækkelige magtmennesker, som føler de kan tillade sig alt.

En sådan far er måske slet ikke så ualmindelig i Frankrig. Man møder i al fald en lignende figur i Delphine Vigants Alt må vige for natten. Her har den psykisk syge mor begået selvmord, og da datteren går i gang med at skrive om hende, får hun både portrætteret en typisk fransk familie, men også i sidste ende en måske incestuøs far. Netop kun måske. Hvordan bevise det?

Der er både hos Angot og Vigant portrætter af en bestemt type faderfigur, som Fillon netop trak store veksler på, da hans popularitet var på toppen. Fattet, landsfaderlig, ansvarlig – og lovlydig. Sådan som en far bør være. Dermed kan man måske forstå den skuffelse, der nu er over Fillons omgang med loven.

Det er en faderskikkelse, som ikke tåler de mindste gråtoner – Fillon sammenlignede selv sig selv med den pletfri Charles de Gaulle, som fortsat er højt elsket i Frankrig og på alle politiske fløje. Selvom Fillons eventuelle forbrydelser intet har at gøre med incest, er der noget i hans omgang med offentlige midler, sandheden og hans løftebrud, som af det franske folk føles som et overgreb. Var det derfor, man havde inviteret netop Angot i studiet?

Pensum til at forstå franskmændene

  • Christine Angot: ’En umulig kærlighed’ og ’En uges ferie’
  • Delphine Vigant: ’Alt må vige for natten’
  • Virginie Despente: ’Vernon Subutex’ og ’Blodssøstre’
  • Michel Houellebecq: ’Udvidelse af kampzonen’, ’Elementarpartikler’, ’Kortet og territoriet’ og ’Underkastelse’
  • Édouard Louis: ’Færdig med Eddy Belleguele’ og ’Voldens historie’.
  • Marguerite Duras: ’Dæmning mod Stillehavet’
  • Kamel Daoud: ’Meursault’
  • Jean-Christophe Grangé: ’Ondskabens Ritual’

Middelklassens angst

Vil man forstå noget af den franske middelklasses angst for ’deklassering’, altså at miste arbejdet og ende på gaden, er det til gengæld Virginie Despentes Vernon Subutex, man skal læse. Første bind foreligger på dansk. Også Virginie Despentes har i mange år været vred, hun slog igennem med den ultravoldelige Blodssøstre, der blev til en film så voldelig, at man i Frankrig indførte en helt ny form for censur, så unge under 18 var forhindret i at se den.

I Vernon Subutex er Despentes meget mindre vred, faktisk er hun nærmere fortvivlet. Det hun får beskrevet, er en hel generation af franskmænd, som slet ikke opdagede, hvordan en form for krise indfandt sig i det franske samfund.

Virginie Despentes har selv forklaret, at hun slet ikke kunne stoppe, da hun først kom i gang. Vernon Subutex er blevet en serie, de to første romaner kom næsten samtidig i Frankrig og solgte som varmt brød, mens tredje del ventes med spænding til efteråret. Nu er den første bog kommet i dansk oversættelse.
Læs også

Vernon Subutex er en midaldrende mand, der lever i Paris og har måtte dreje nøglen om til sin pladeforretning, hvor omsætningen langsomt gik ned af bakke. Derefter sælger han ud over internettet, indtil der en dag ikke er mere at sælge.

Vernon opdagede slet ikke, at han måtte skifte branche, hvis han skulle overleve, nærmest en metafor på Frankrigs manglende evne til at omstille sig til globaliseringens tidsalder. Gennem de figurer, som omgiver Vernon, får Despentes tegnet et fint billede af nutidens Paris, især den meget udbredte angst for at ende i arbejdsløshed og i sidste ende på gaden.

Der er mange fine portrætter i romanen ikke mindst kvindeportrætter – det er jo kvinderne, hvis sofaer eller senge Vernon lander i, da han er på vej ned ad skråplanet. Men også et sylespidst portræt af den småracistiske manuskriptforfatter Xavier, der lever af sin kones penge og ikke desto mindre er en forbitret højreorienteret, der foragter kvindelige filminstruktører. En form for Balsaz med abstinenser er Despentes. Med sin kynisme kunne man også kalde Despentes for den kvindelige version af Michel Houellebecq.

Kvindehadende højreekstremist?

For selvfølgelig er der Houellebecq. Det er en ongoing diskussion i Frankrig, om Houllebecq er en kvindehadende højreekstremist, eller om det blot er hans romanfigurer, som er det. Her råder vi i Danmark – sjældent for en fransk nulevende forfatter – over nærmest hele forfatterskabet, så man selv kan danne sig en mening: fra Udvidelse af kampzonen over Elementarpartikler, Kortet og territoriet til den sidste skandaleroman Underkastelse.

Ikke mindst Underkastelse starter jo ganske enkelt med et præsidentvalg helt i stil med det, der nu står for døren, selvom det er henlagt til 2022. Marine Le Pen står til at nå til anden omgang, hvorpå det bliver den anden kandidat, som med nærmest matematisk sikkerhed kommer til at vinde.

Valget står derfor ikke mellem de to klassiske fløje, højre og venstre, UMP og socialisterne – Houellebecq havde dog ikke forudset, at UMP ville skifte navn til LR, Les Républicain. Valget står i stedet mellem to fløje: højreekstremisten Marine Le Pen og en moderat muslim. Marine skildres stort set, som hun er, den muslimske kandidat har Houellebecq fundet på, den moderate muslim har et godmodigt udsende »som en af kvarterets tunesiske kioskejere«.

Den kontroversielle franske forfatter  leverer en ætsende diagnose af vestlig blødagtighed, forsvarer prostitution, rehabiliterer miskendte forfatterkolleger og påtager sig æren for have bistået disse med at sætte franske intellektuelle frie til at tænke ud over forstenede venstrefløjshorisonter
Læs også

Der er mange, som har læst Houellebecqs Underkastelse som en advarsel mod en muslimsk magtovertagelse. Men man kan også læse den som noget helt andet, nemlig et portræt af, hvordan et udmattet Frankrig med nostalgi over egen fortid ved en muslimsk magtovertagelse sådan set blot vender tilbage til sin egen fortid. Dengang der ikke var kvinder på arbejdsmarkedet, og mænd uden klager fra feminister kunne fordele magt- og universitetsposter mellem sig.

Houellebecq giver til gengæld ikke meget for den bløde midte i politik – den, som nu står til at vinde med Emmanuel Macron i spidsen. Han tegner et særdeles ondskabsfuldt portræt af politikeren François Bayrou, der i sin befippelse over at undgå Le Pen i stedet støtter den muslimske kandidat. I virkelighedens Frankrig er Bayrou nu gået over til Macron.

Machosamfund

Vil man have en anden type billede af de folk, der stemmer Marine Le Pen og også nostalgisk drømmer om tiden, før kvinderne kom og stjal arbejdet, kan man finde det i forfatteren Édouard Louis’ bøger. Han er så ung, at der foreløbig kun er kommet to romaner fra hans hånd, de er til gengæld begge oversat til dansk: Færdig med Eddy Belleguele og Voldens historie.

Édouard Louis beskriver i begge romaner det lokalsamfund i Picardiet, hvor han er vokset op og var udsat for voldsom mobning. Problemet med ham selv – både som dreng og ung mand, der dengang hed Eddy Belleguele – var, at han var homoseksuel med feminine attituder. Det er der ikke plads til i den franske provins, beretter Louis især i Færdig med Eddy Belleguele og skitserer et machosamfund med arbejdsløshed, hvor moderen holder op med at arbejde, fordi hendes løn er højere end faderens kontanthjælp og intet er vigtigere end faderens stolthed.

Forfatteren Édouard Louis har tilgivet sin voldtægtsmand. I stedet overvejer han at lægge sag an mod staten eller samfundet, som er så racistisk, at det har tvunget voldsmanden ind i en bestemt type liv. Midt i sin egen personlige historie finder Édouard Louis nemlig en større historie om racisme og klasser, som alle dele af det franske samfund tager del i
Læs også

Men også i Voldens historie er det samtidens Frankrig, der skitseres, nærmest med bevidst politisk overlæg. For ganske vist skildrer romanen, hvordan Édouard Louis blev voldtaget af en mand af algiersk afstamning, men især undersøger Louis, hvordan den vold, som denne andengenerationsindvandrer udfører, stammer fra Frankrigs egen fortid med ydmygelsen af kolonier og de arbejdere, der i tresserne kom til landet fra de tidligere kolonier og mildest talt ikke blev godt behandlet.

Kolonifortiden

På mange måder gemmer Frankrigs kolonifortid sig jo i det nuværende præsidentvalg. Et eksempel er, i hvor høj grad det blev diskuteret, da Emmanuel Macron udtalte, at den franske kolonisering havde været en »forbrydelse mod menneskeheden«. Han trak senere den meget stærke formulering tilbage, men emnet blev ved den lejlighed diskuteret i samtlige medier, både for og imod dette syn på Frankrigs historie.

Og hvor kan man så læse om det? Det er ikke et dårligt sted at starte hos Marguerite Duras og en af hendes tidligste romaer Dæmning mod Stillehavet. Duras har i lang tid i Danmark især været kendt for sin senere så typiske minimale stil. I Dæmning mod Stillehavet er det en anden Duras, man møder, langt mere episk. Og ganske vist foregår romanen ikke i Algeriet, men i Indokina, til gengæld var det kolonistyre, der beskrives, af samme art verden over, og Duras har selv påpeget det universelle ved det.

Frankrigs kolonifortid gemmer sig i det nuværende præsidentvalg. Fx har Emmanuel Macron udtalt, at den franske kolonisering har været en ’forbrydelse mod menneskeheden’. Han trak senere formuleringen tilbage. Kolonifortiden kan man læse om i Marguerite Duras’ tidlige forfatterskab.

Polfoto

Set i forhold til Dæmning mod Stillehavet giver Macrons udtalelse om Frankrigs koloniforbrydelser god mening. Man kunne selvfølgelig også læse Kamel Daouds Meursault, contre-enquêtevenden, hvor han vender Camus’ Den fremmede på hovedet, idet man følger historien fra den myrdedes blik. Den er desværre ikke oversat til dansk.

Den franske familie

Det er krimiforfatteren Jean-Christophe Grangés værk til gengæld. Ikke mindst det sidste epos Ondskabens Ritual, der har en endnu ikke oversat fortsættelse, som på fransk hedder Congo Requiem. Den handler på sin krimimåde om kolonier og Frankrig og en historie, som bliver ved at komme tilbage og plage den ’franske familie’.

Man lærer faktisk utrolig meget om nutidens Frankrig henover Grangés 700 hæsblæsende sider. Grangé er altid ekstremt veldokumenteret, så bortset fra alle mordene kan man stole temmelig meget på hans stærkt underholdende billede af Frankrig. Og endnu engang er en faderskikkelse central og endnu engang en rigtig lumsk type, denne gang i skikkelse af en kriminalkommisær.

Fillon prøver nu, altså i virkeligheden, at forsvare sin lumske udnyttelse af offentlige midler med, at det må være et skyggekabinet, der for tiden bevidst afslører sager om ham for at vælte ham af pinden. Den eneste måde at slå højrefløjen er ved at slå Fillon ihjel, har han selv udtalt.

Eksistensen af et skyggekabinet nægtede præsident Hollande pure, samme aften, som Fillon påstod det – det var lige før Angot kom på scenen. Men sagen er jo, at ’sorte kabinetter’ vitterlig har fandtes med aflytninger af telefoner og en sænket Greenpeace-båd og så meget andet, vi endnu ikke kender til. Mitterrand havde mange hemmeligheder, ikke mindst at han levede et dobbeltliv og sådan set havde to koner og en skjult datter. Han lod i terrorismens navn en række journalister aflytte, en sag, der først blev dømt ti år efter hans død.

Grangés hovedperson har derfor sådan set også været Mitterrands hemmelige morder. Samtidig er han en kærlig far, som på bedste beskub prøver at tage sig af sine børn, som det ikke går så godt for. Hele Angots paranoia og det franske folks skepsis over for korrupte politikere er på sin vis ganske godt beskrevet hos Grangé, kun virkeligheden overgår sikkert fantasien. Og sandheden, eller i al fald bare en flig af den, ser ud til først og fremmest at findes i fiktionen.

Serie

Europas skæbnevalg

Efter Brexit og Donald Trumps sejr i USA skulle den højrepopulistiske bevægelse stå sin prøve i Europa.

I Holland fik den islamkritiske Geert Wilders’ Frihedsparti ikke den tilslutning, som meningsmålingerne havde spået, men det lykkedes at trække regeringspartiet VVP langt mod højre.

Heller ikke i Frankrig løb højrenationalismen med sejren. Her endte den unge, fremadstormende Emmanuel Macron og hans nye bevægelse, En Marche, med at slå Marine Le Pen med 66,9 procent af stemmerne.

Endelig har briterne nægtet Theresa May det stærke mandat, hun søgte til at føre Brexit ud i livet. I stedet blev det til en udradering af de EU-skeptiske nationalister i UKIP og et overraskende comeback til Labour og dets leder, Jeremy Corbyn.

24. september når vi til Tyskland, hvor kansler Angela Merkels vigtigste udfordrer bliver socialdemokraten – og den tidligere Europaparlaments-formand – Martin Schulz. Det indvandrerkritiske Alternative für Deutschland er derimod allerede på retur i meningsmålingerne.

Seneste artikler

  • De hollandske diger ryster stadig

    11. oktober 2017
    Intet under at der ifølge hollandske medier allerede er murren i de fire regeringspartier, før samarbejdet overhovedet har lanceret dets politik over for de hollandske vælgere
  • Idehistoriker: Socialdemokraterne vinder ikke ved ’at løbe efter højrepopulisterne’

    30. september 2017
    De tyske socialdemokrater i SPD har udvist ’taberadfærd’ og forsømt muligheden for at træde i karakter ved tidligt at bryde med kansler Merkel og udnytte det faktiske venstrefløjsflertal i Forbundsdagen, siger Jan-Werner Müller. Spørgsmålet er, om partiet har kraft til at formulere en ny vision og politik, der kan danne modvægt til den højreradikale strømning og til CDU
  • Vi overlevede Europas skæbnevalg! Og vi har lært, at vi skal tale til håbet

    30. september 2017
    Populisterne stod for døren i Holland, Frankrig og Tyskland, og 2017 blev udråbt som ’Europas skæbnevalg’. Ingen af stederne er de kommet til magten: Er problemerne løst, er populisterne væk, og er vi blevet klogere på, hvordan vi bekæmper dem? Til de to første spørgsmål kan vi rimeligt klart svare nej. Og til det tredje: måske ...
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Jørgen Wassmann
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Per Jongberg
  • Jan Weis
  • Robert Kroll
  • Grethe Preisler
  • Rigmor Eibe
Mikael Velschow-Rasmussen, Jørgen Wassmann, Bjarne Bisgaard Jensen, Per Jongberg, Jan Weis, Robert Kroll, Grethe Preisler og Rigmor Eibe anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kristin Saghaug

Og så må jeg tilføje det mest centrale her: Artiklen er fremragende! Det er sådanne artikler som er grunden til at jeg abonnerer på Information.