Læsetid: 11 min.

Macron: ’Jeg er blevet beskyldt for alverdens dårligdomme’

I det følgende uddrag fra Macrons selvbiografi ’Revolution’, som lige er udkommet på dansk, reflekterer han over, hvordan arbejdet i de etablerede partier følger en mafialogik om personlig gevinst. Så når folk vender ryggen til politik eller tilslutter sig ekstremistiske synspunkter, er det på grund af en instinktiv afsky for den slags tanker og adfærd
I det følgende uddrag fra Macrons selvbiografi ’Revolution’, som lige er udkommet på dansk, reflekterer han over, hvordan arbejdet i de etablerede partier følger en mafialogik om personlig gevinst. Så når folk vender ryggen til politik eller tilslutter sig ekstremistiske synspunkter, er det på grund af en instinktiv afsky for den slags tanker og adfærd

Mustafa Yalcin

25. april 2017

Min familie er historien om en republikansk social opstigning i den franske provins. Denne opstigning blev mulig takket være mine familiemedlemmers uddannelse og for den sidste generation deres lægeuddannelse.

For mine bedsteforældre var uddannelse den ideelle vej frem, og de gjorde alt for at få deres børn til at følge den. Mine forældre, og i dag også min bror og min søster, blev således læger. Jeg er den eneste, der ikke har fulgt det spor, og det er ikke, fordi jeg ikke brød mig om lægevidenskab.

Da jeg skulle beslutte, hvad jeg ville blive til, valgte jeg en verden, et livseventyr, som skulle være mit eget. Jeg har været så heldig at have forældre, der selvfølgelig tilskyndede mig til at arbejde for sagen og læse mine lektier, men også opfattede uddannelse som et rum, hvor man lærer, hvad frihed er. De pålagde mig ingenting.

Jeg har altså valgt mit eget liv, og det var, som om alle mine valg, i alle dets etaper, gav sig selv. Det var i løbet af disse læreår, at jeg tilegnede mig den overbevisning, at intet er mere dyrebart end muligheden for frit at bestemme over sit eget liv og forfølge det projekt, man har defineret for sig selv. Realisere sit talent, hvad end det måtte være.

Det er denne overbevisning, der senere har sat et afgørende præg på mit politiske engagement, for så vidt den har gjort mig bevidst om, hvor meget uretfærdighed der er i et samfund styret af klasser, statusfunktioner, kaster og social foragt, hvor alt – uanset hvor rædselsfuldt resultatet måtte være – er sat i værk for at hæmme folks personlige udvikling og lykke.

Min bedstemor lærte mig at arbejde med tingene. Da jeg var fem og kom hjem fra skole, sad jeg sammen med hende i flere timer og lærte grammatik, historie, geografi ... Og læste. Jeg har tilbragt hele dage med at læse højt sammen med hende. Molière og Racine, Georges Duhamel, Mauriac og Giono.

Det var den luksus, der var i min barndom, og den er uvurderlig. Jeg havde en familie, der bekymrede sig om mig, for hvem intet på et givent tidspunkt var mere vigtigt end en hvilken som helst eksamen.

Jeg har altså tilbragt min barndom opslugt i bøgernes verden. Det var et stille liv i en fransk provinsby – et lykkeligt liv, som jeg tilbragte med at læse og skrive. Jeg levede i vid udstrækning gennem det, jeg læste.

Igennem bøgernes beskrivelser voksede tingenes betydning, og nogle gange fremstod de endda virkeligere end virkeligheden selv. Litteraturens løngange vejede tungere end fænomenernes verden, men gav den alligevel hele den dybde, som vi i hverdagen kun fornemmer. Det sande liv er ikke væk, når vi læser. Dengang rejste jeg i min fantasi. Det var takket være forfatterne og frem for alt den fortryllelse, de udøvede på mig, at jeg kendte til naturen, blomster og træer.

Min bedstemor var lærer, og mens jeg sidder og skriver dette, får jeg lyst til at fjerne alt administrativt støv fra lærerfaget og i stedet fremhæve al den passion og lidenskab, den hengivenhed og den beundringsværdige tålmodighed, der kendetegner professionen. Jeg kan stadig huske brevene fra hendes tidligere elever, deres besøg. Hun havde netop anvist dem vejen fra viden til frihed. Og det var i øvrigt ikke nogen vej belagt med torne: Efter timerne drak vi varm chokolade og lyttede til Chopin, mens vi lærte Giraudoux at kende.

Dengang var der i de forskellige familier mange fordomme at kæmpe imod. Men måske fordi hun var optimist af natur, fik intet hende til at miste modet. Men især fordi hun af egen erfaring vidste, at det, hun ville viderebringe andre, var det bedste af det, man kalder en civilisation, og at det var et spørgsmål om kollektiv ære ikke at acceptere, at piger blev nægtet adgang til denne viden.

Jeg har de senere år tit tænkt på de unge muslimske piger med slør, i skolen eller på universitetet. Jeg tror, at hun ville have beklaget, at presset fra obskurantismen forhindrede disse unge mennesker i at få adgang til en egentlig viden, den viden, der er fri og personlig.

Men eftersom hun havde viet sit liv til at uddanne piger og havde forstået, hvor lidt dette giver sig selv, selv i et land som vores, tror jeg, at hun ville have beklaget, at vi ikke har fundet på en bedre løsning end at forbyde slør i skolen og søge konfrontationen med det, vi ikke synes om.

Teater opdagede jeg, da jeg var teenager. Det var en slags åbenbaring. Tænk at kunne stå på en scene og sige alt det, jeg havde læst så mange gange sammen med min bedstemor, og høre de andre spille deres roller, være sammen om at skabe noget, der tager form, får folk til at grine, bevæger dem!

Det var takket være teatergruppen i gymnasiet, at jeg mødte Brigitte. Det skete pludseligt og nærmest umærkeligt, at jeg blev forelsket. Det startede som et åndeligt fællesskab, der dag for dag udviklede sig til også at være en kropslig nærhed. Og derefter en reel lidenskab.

Da jeg var 16 år, forlod jeg min provinsby og tog til Paris. En rejse, som adskillige unge franskmænd tager, og for mig var den det skønneste af alle eventyr. Nu kunne jeg bo steder, der kun fandtes i romanerne, og jeg kunne gå op og ned ad de samme gader, som Flauberts og Hugos romanfigurer havde bevæget sig på. Inden i mig brændte den samme ambitiøse ild som i Balzacs unge løver.

Jeg lærte noget nyt hver eneste dag, men jeg må indrømme, at hvor jeg i Amiens var klassens nummer et år efter år, var jeg nu ikke længere så brillant. Jeg bestod ikke adgangseksamenen til Ecole Normale Superieure og søgte derfor ind på filosofi på Nanterre-universitetet, fordi jeg virkelig ville det, men jeg blev kort tid senere helt tilfældigt godtaget på Sciences Po, eliteskolen i statskundskab i Paris.

Det var lykkelige år, konstant drevet af glæden ved at lære på egen hånd, opdage nye ting og lære nye mennesker at kende. Jeg var så heldig at have en historieprofessor, der havde skrevet en biografi om filosoffen Paul Ricœur, og han satte mig i forbindelse med filosoffen.

Jeg vil aldrig glemme de første timer, vi tilbragte sammen i Murs Blancs i Chatenay-Malabry. Jeg lyttede til ham. Jeg var ikke intimideret. Jeg må indrømme, at det nok skyldtes min uvidenhed: Jeg anede simpelthen ikke, hvem Ricœur virkelig var, for jeg havde ikke læst noget af ham og var derfor ikke særlig imponeret. Mørket faldt på, og vi tændte ikke for lyset.

Den aften var startskuddet på en unik relation, hvor jeg arbejdede for ham, kommenterede hans tekster, deltog i hans forelæsninger. I over to år var jeg så at sige i lære. Jeg blev accepteret af ham, og hans tillid gjorde, at jeg voksede med opgaven. Han fik mig til at læse og lære mere hver eneste dag.

Takket være Ricœur fik jeg indsigt i det foregående århundrede og lærte at tænke historien. Han lærte mig, hvor alvorligt man skal tage visse emner og visse tragiske øjeblikke i historien. Han lærte mig, hvordan man kan tænke med tekster, der fastholder en kontakt til livet. I en konstant bevægelse frem og tilbage mellem teori og virkelighed.

Paul Ricœur levede i teksterne, men med en vilje til at belyse verdens tilstand og udvikling, til at skabe mening i og for hverdagslivet. Det er i denne permanente, men frugtbare ubalance, at tænkningen kan antage form, og at en transformation af det politiske domæne kan finde sted.

Jeg ville lære virksomhedernes grammatik og lære at takle internationale forretningsanliggender, samtidig med at jeg vidste, at jeg en dag ville vende tilbage til det offentlige. Jeg havde altid interesseret mig for politik. Først som del af gruppen omkring tidsskriftet Esprit og i kredsen omkring Jean-Pierre Chevènement og endelig – ganske vist for en kort tid – som medlem af Det Socialistiske Parti, hvor jeg aldrig rigtig fandt mig til rette.

Altså forlod jeg den offentlige sektor for at arbejde for investeringsbanken Rothschild. Det tog mig flere måneder og krævede meget hjælp fra både de yngste ansatte og de mest erfarne rotter at sætte mig ind i finanssektorens metoder og greb.

Emmanuel Macron og hans 24 år ældre hustru Brigitte Auziere, der tidligere var hans gymnasielærer.

Thibault Camus

Jeg deler ikke begejstringen hos dem, der hylder dette liv som vor tids endegyldige mål, men heller ikke den kritiske bitterhed hos dem, som i bankverdenen ikke ser andet end den usle mammons patologiske virke og menneskenes udbytning af hinanden.

David de Rothschild har med intelligens og elegance netop formået at samle en række talenter og personligheder omkring sig, der normalt ikke ville kunne have arbejdet sammen. For denne metier handler ikke om at flytte rundt med penge. Det drejer sig hverken om at låne eller spekulere. Det er et erhverv, der handler om at rådgive, og hvor det, der har værdi, er menneskene selv.

I 2012 valgte jeg at forlade denne bank for igen at arbejde for staten. Jeg havde to år forinden, på François Hollandes foranledning, besluttet mig for at engagere mig i politik og hjælpe med at udfærdige programmet og ideerne for en på det økonomiske område reformvillig venstrefløj. Da republikkens præsident efter at have vundet valget foreslog mig at vende tilbage, sluttede jeg mig til staben.

Jeg forlod Élysée-palæet i juli 2014.

Jeg forsøgte ikke som så mange andre at få en politisk post eller en ansvarspost i en stor virksomhed eller i forvaltningen. Jeg valgte at blive selvstændig erhvervsdrivende. Jeg havde valgt en ny vej. Og så var det, at præsidenten kaldte mig tilbage for at blive økonomi- og industriminister samt minister for digitale anliggender.

Jeg har søgt at definere en ambitiøs industripolitik, der hviler på innovation og investering. Efter flere års svækkelse af vores industrisektor var det vores prioritet at forsvare den energisk og beslutsomt ved at muliggøre spektakulære genopretninger af virksomheder.

Jeg har villet føre en ’klarsynet voluntaristisk’ politik, der konsekvent skulle tage de kampe, der var gavnlige for vores industri og vores økonomiske suverænitet, hvad enten det drejede sig om vanskelige omstruktureringer på kernekraftsområdet eller inden for olieindustrien eller i beskyttelsen af den franske stålindustri.

Efter attentaterne i efteråret 2015 opgav man at definere en strategi, som var nødvendig for at udnytte de nye økonomiske muligheder i landet; fraværet af en reel reformvilje og en mere ambitiøs EU-politik samt lanceringen af en steril debat om fratagelse af statsborgerskab – en debat, der delte landet i to lejre, uden at give nogen svar på det, der lige var hændt os – alt dette forekommer mig at være fejltagelser og undertiden reelle politiske fejl.

På et tidspunkt, hvor krisen og den sociale fortvivlelse forstærkede ekstremismen og volden, på et tidspunkt, hvor vores naboer forstod at finde metoder til varigt at reducere arbejdsløsheden, var den eneste undtagelsestilstand, der i min øjne skulle erklæres, af økonomisk og social art.

Jeg har ikke lagt skjul på min uenighed på det punkt. Jeg besluttede at tage et politisk initiativ og lancere bevægelsen En Marche ! Uanset hvor mange kæppe man har villet stikke mig i hjulet, blev dette initiativ ikke igangsat ’mod’ nogen, men ’for’ noget. Jeg er for at skabe et projekt, genoptage tråden fra vores fælles historie og genfinde fremskridtets dynamik. Jeg er for, at vores børn skal kunne leve bedre end vores forældre.

Jeg vil nøjes med at sige en enkelt ting om den store forræderisang, der er blevet istemt imod mig. Det, som ligger til grund for denne lange vise, forekommer mig symptomatisk for den moralske krise i den aktuelle politik.

For når man siger, at jeg mekanisk burde have adlydt præsidenten og givet afkald på mine ideer, givet køb på realiseringen af det, jeg finder rigtigt, for i stedet blindt at følge ham og lænke mit liv til ham, bare fordi han havde gjort mig til minister, hvad er det så, man siger? Jo, at ens forestilling om, hvad der er rigtigt for offentligheden, til enhver tid skal vige til fordel for anerkendelsen af den tjeneste, nogen har gjort en.

Jeg var lamslået over, hvor troskyldigt de, som beskyldte mig for alverdens dårligdomme, her indrømmede, at det politiske arbejde for dem i sidste ende følger en gemen mafialogik: underkastelse, i håb om efterfølgende personlig gevinst. Når mine landsmænd vender ryggen til politik eller tilslutter sig ekstremistiske synspunkter, er det efter min mening på grund af en instinktiv afsky for den slags tanker og adfærd.

Det er kun mit land, jeg sværger troskab til, ikke et parti, en funktion eller et menneske. Jeg har kun accepteret at varetage de funktioner, jeg er blevet betroet, fordi de gjorde mig i stand til at tjene mit land.

Igennem alle disse år har Brigitte været en del af mit liv. Vi blev gift i 2007. Det var den officielle stadfæstelse af en hemmelig, skjult kærlighed, som en del har haft svært ved at forstå, før de måtte acceptere tingene, som de var. (Macrons hustru, Brigitte Auziere, er 24 år ældre end ham og var hans gymnasielærerinde, red.)

Jeg har uden tvivl været standhaftig. Det har jeg været nødt til at være for at imødegå de forhold i vores begges liv, der var som skabt til at holde os på afstand fra hinanden. Jeg har skullet være det for at gøre modstand mod alt det, der lige fra første færd syntes at umuliggøre vores forhold. Men jeg må indrømme, at den, der virkelig udviste mod, var hende. Det var hende, der udviste gavmild og tålmodig beslutsomhed.

På det tidspunkt var hun gift og havde tre børn. Jeg var for min del en elev og ikke andet. Hun har ikke elsket mig for det, jeg ejede. For at leve under fordelagtige forhold eller for den komfort og sikkerhed, jeg kunne bibringe hende. Alt det gav hun tværtimod afkald på for min skyld. Men hun har gjort det med konstant omsorg for sine børn. Uden at påtvinge nogen noget, men samtidig på en måde, så hun roligt og kærligt lod dem forstå, at det for dem utænkelige kunne ske.

Teksten er et forkortet uddrag fra kapitlet »Hvem jeg er« fra Emmanuel Macrons selvbiografi Revolution, som netop er udkommet på Informations Forlag og oversat af Peer Bundgård

Serie

Europas skæbnevalg

Efter Brexit og Donald Trumps sejr i USA skulle den højrepopulistiske bevægelse stå sin prøve i Europa.

I Holland fik den islamkritiske Geert Wilders’ Frihedsparti ikke den tilslutning, som meningsmålingerne havde spået, men det lykkedes at trække regeringspartiet VVP langt mod højre.

Heller ikke i Frankrig løb højrenationalismen med sejren. Her endte den unge, fremadstormende Emmanuel Macron og hans nye bevægelse, En Marche, med at slå Marine Le Pen med 66,9 procent af stemmerne.

Endelig har briterne nægtet Theresa May det stærke mandat, hun søgte til at føre Brexit ud i livet. I stedet blev det til en udradering af de EU-skeptiske nationalister i UKIP og et overraskende comeback til Labour og dets leder, Jeremy Corbyn.

24. september når vi til Tyskland, hvor kansler Angela Merkels vigtigste udfordrer bliver socialdemokraten – og den tidligere Europaparlaments-formand – Martin Schulz. Det indvandrerkritiske Alternative für Deutschland er derimod allerede på retur i meningsmålingerne.

Seneste artikler

  • De hollandske diger ryster stadig

    11. oktober 2017
    Intet under at der ifølge hollandske medier allerede er murren i de fire regeringspartier, før samarbejdet overhovedet har lanceret dets politik over for de hollandske vælgere
  • Idehistoriker: Socialdemokraterne vinder ikke ved ’at løbe efter højrepopulisterne’

    30. september 2017
    De tyske socialdemokrater i SPD har udvist ’taberadfærd’ og forsømt muligheden for at træde i karakter ved tidligt at bryde med kansler Merkel og udnytte det faktiske venstrefløjsflertal i Forbundsdagen, siger Jan-Werner Müller. Spørgsmålet er, om partiet har kraft til at formulere en ny vision og politik, der kan danne modvægt til den højreradikale strømning og til CDU
  • Vi overlevede Europas skæbnevalg! Og vi har lært, at vi skal tale til håbet

    30. september 2017
    Populisterne stod for døren i Holland, Frankrig og Tyskland, og 2017 blev udråbt som ’Europas skæbnevalg’. Ingen af stederne er de kommet til magten: Er problemerne løst, er populisterne væk, og er vi blevet klogere på, hvordan vi bekæmper dem? Til de to første spørgsmål kan vi rimeligt klart svare nej. Og til det tredje: måske ...
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mihail Larsen
  • Per Jongberg
Mihail Larsen og Per Jongberg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Anker Sørensen

hvis Emmanuel Macron formår at leve op til det han her skriver, og ikke svigter sine idealer, har han muligheden for at tilføre Frankrig og Europa noget positivt

Michael Friis

Bonne chance M Macron.
Er det last call for EU?
Er Frankrig klar til at rydde op i deres systemer? Interessant at UKs FTSE100 aktieindex er steget ca doblet så meget som CAC40 over de sidste 5 år.
Jeg var i Frankrig i maj 2016 hvor der var demonstrationer mod at ændre betingelserne for at fyre ansatte. Det er naturligvis sympatisk at have gode forhold for ansatte, men upraktisk i en verden, der er i hastig forandring og med stor konkurrence indenfor og udenfor EU og Frankrig.
Derfor er Marine Le Pen og hendes anti globalisering politik populær.
Jeg tror ikke Frankrig er klar.

Nu må det sq stoppe med hele tiden at fortælle om aldersforskellen mellem Macron og hans kone. Den ER feset ind!. Tænk, er det i 2017 virkelig sådan en sensation? Det er i dag masser af par, hvor kvinder er ældre end manden, og hva’ så? Alderen siger ikke noget om mennesket, mend det er nok svært at få gentlemen of the press til at forstå.
PS: 24 år svarer til aldersforskellen mellem Rumpf og hans kone, men det skrives der ikke om i ét væk.

Henrik L Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Jørn Andersen, Niels Duus Nielsen, Espen Bøgh, jørgen djørup, Steffen Gliese, Vibeke Rasmussen og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

National front er også populair hos "IS", de har også ønsket den "Velkommen" til globalisering. Den franske stats minister har appelleret at stemme for Macron, fordi det er forskel mellem "modstander og Fjende"- Le front national er "fjenden" Han vil sætte verden i brand, og Le pen er ligeglad, ja er simpelhen ligeglad. De franske ansatte skal ifølge Macron omskoles og han som president skal sørge for at skabe arbejdspladser. Det siger han i bogen "Revolution". Vi er i 7 mai 2017. Begivenheder går hurtig, meget hurtig i øjeblikket. For medlemmer af den N front er krig underordnet, den vil sker i den tredjeverden ikke, "nej ikke denne gang."

Programmet viste i hvert fald en politiker, der er i stand til at tænke, og som sætter filosofi og litteratur højt. Den slags er jo ikke ukendt i Frankrig. Det står værre til på vore breddegrader, hvor det ypperste af den slags skulle være Henrik Dahl!
Grin eller græd - jeg vælger det sidste´. Reelt set er han vist den eneste, der er i stand til at skrive en bog. Nå ja, Lykketoft, men ellers?

Bjarne Bisgaard Jensen, Jørn Andersen, Steffen Gliese, Per Jongberg og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

@ Arne Lund

Trist med de kommentarer om mandens kone, men viser blot den mandschauvinisme der er rundt omkring, og som lever i bedste velgående - nok også i Frankrig.

- Det kan i den sidste ende være/blive en hæmsko for hans præsidentielle drømme.

Da han er rundet af det gamle system falder vælgernes drømme om en fornyelse måske også.

Touhami Bennour

Pointen med Macrons ægteskab eller kærligheds historie er ikke primært alderforskelle men kærlighed mellem "elev og lærerinde",.Mange har haft den forrnemmeldse i skolen eller lige blev forelsket. Han er sikker ikke den første. Det er ikke politik i den. Jeg tror har altid existeret siden skolen har existeret, dvs før feministere.