Den amerikanske filminstruktør Jonathan Demme var små 20 år inde i sin filmkarriere, da han lavede den film, han siden er blevet mest identificeret med. Ondskabens øjne (1991), der er baseret på en bog af Thomas Harris, er en stilfuld, spændende og uhyggelig thriller om jagten på en morder.
Det er også en intens psykologisk studie i den unge FBI-agent Clarice Starling (Jodie Foster) og den kannibalistiske psykiater, Hannibal Lecter (Anthony Hopkins), hun på sin chefs ordre opsøger for at få hjælp til at fange seriemorderen Buffalo Bill. Og så var den begyndelsen på en bølge af seriemorderfilm, som kom op gennem 1990’erne.
Ondskabens øjne er begavet skrevet – af Ted Tally – og brillant og spændstigt fotograferet og iscenesat, og den vandt fortjent vandt fem Oscarstatuetter, inkl. Bedste Film og Bedste Instruktion.
Man skulle måske tro, at Demme selv ville fortsætte ad samme spor, men det gjorde han ikke.
Hans næste spillefilm var Philadelphia (1994), der havde Tom Hanks og Denzel Washington i hovedrollerne og blev den første store Hollywoodfilm til at beskæftige sig direkte med AIDS-epidemien.
Og det var i det hele taget kendetegnende for Demmes karriere. Han udfordrede hele tiden sig selv og publikum med noget nyt.
Instruktøren, der desværre døde i går, 73 år gammel, lavede dramaer, thrillere, komedier, spillefilm, dokumentarfilm og koncertfilm. Og fælles for dem alle var, at de handlede om mennesker og et land, Amerika, som han så gerne ville udforske nærmere og skildre på godt og ondt – mest godt.
Og det drejede sig især om østkysten af USA – Pennsylvania, Ohio, Maine, New Jersey, Washington, New York, Virginia – der, i hvert fald i Demmes film, var mere overskyet og regnvåd end vestkysten. Hans facetterede historier og nuancerede figurer trivedes tilsyneladende bedre i det knap så solbeskinnede, mere ustadige klima.
Filmanmelder og pr-medarbejder
Robert Jonathan Demme blev født i Baldwin, der ligger på Long Island, den 22. februar 1944. Hans far arbejdede med pr i rejsebranchen, og hans mor var hjemmegående (hun havde siden meget små roller i et par af hans film).
Da Demme var teenager, flyttede familien til Miami, hvor han gik i gymnasiet og siden på universitetet for at studere til dyrlæge. Efter at have dumpet til kemieksamen fik han dog smag for at anmelde film i stedet, og takket være sin far blev han hyret som pr-medarbejder for en filmdistributør, der var glad for den unge Demmes anmeldelse af en af selskabets film.
I 1969 flyttede Jonathan Demme til London, hvor han blandt andet arbejdede med at finde musik til film. Han fik siden pr-arbejde for B-filmproducenten Roger Corman, der var i gang med at optage en film i Irland, og hjemme i USA fik Demme lov til at skrive og producere et par film, inden han debuterede som instruktør med kvindefængselsfilmen Caged Heat (1974).
Siden instruerede Demme et hav af forskellige film, hvoraf Melvin and Howard (1980), Stop Making Sense (1984), en koncertfilm med Talking Heads, Vild og blodig (1986), Gift med mafiaen (1988) og altså Ondskabens øjne og Philadelphia er nogle af de vigtigste og mest underholdende.
I de senere år blev der lidt længere mellem de gode spillefilm – Rachel Getting Married (2008) og Ricki and the Flash (2015) er dog begge fremragende – men det var ikke, fordi Jonathan Demme lå på den lade side. Hans liv og film var fulde af musik, og gennem hele karrieren lavede han adskillige koncertfilm, deriblandt tre med Neil Young.
Et af Demmes sidste værker var den energiske Justin Timberlake + the Tennessee Kids (2016). Det blev også til dokumentarfilm om alt fra Spalding Gray og Jimmy Carter til Carolyn Parker, den sidste kvinde, der forlod sit kvarter, da orkanen Katrina ramte New Orleans, og den haitianske menneskerettighedsaktivist Jean Dominique.
Rummelig fortælling
Overalt i Jonathan Demmes temmeligt omfattende værk kunne man mærke hans nysgerrighed, humanisme, varme, positivitet, musikalitet og humor. Han interesserede sig for helt almindelige mennesker, og hans film var og er fulde af møder mellem forskellige temperamenter, kulturer, verdenssyn og værdier, mellem land og by, ung og gammel og høj og lav.
Disse møder forløb sjældent stille, og de var aldrig forudsigelige eller kedelige, netop fordi de viste sig at handle om os alle sammen. Demme skrev sjældent selv, men han fandt sig gode samarbejdspartnere og projekter, som passede til hans filosofi og overordnede projekt eller vision.
»Man kunne mærke hans kærlighed til almindelige mennesker,« udtalte hans gode ven og musikalske samarbejdspartner på flere film, David Byrne fra Talking Heads, i går.
»Den kærlighed er til stede og manifesterer sig igen og igen igennem hans karriere. Jonathan var også en stor musik fan – det er også tydeligt i hans film, hvoraf mange er proppet med sange af de ofte obskure kunstnere, han elskede. Han ville bruge en reggaekunstners sang eller en haitiansk optagelse i en spillefilm på en måde, der ofte var glædesfyldt og uventet (...) Spillefilmene, musikfilmene og dokumentarfilmene er alle fyldt med så megen passion og kærlighed. Han forvandlede ofte det, der var en genrefilm, til et meget personligt udtryk. Hans blik på verden var åbent, varmt, animeret og energisk.«
Tag nu bare Jonathan Demmes sidste spillefilm, Ricki and the Flash, hvori en aldrende rocksanger (titlens Ricki, fantastisk spillet af Meryl Streep), der stadig lever, som om hun var ung og ubekymret, kommer hjem til den mand og de børn, hun forlod mange år tidligere.
Det skaber naturligvis ballade, men det gør også godt, fordi det samtidig er en rummelig og generøs fortælling om børn, forældre, kærlighed og om at blive forsonet med fortiden. Ricki er et menneske ligesom alle os andre, med gode og dårlige sider, og hun minder os om, at vi kun kan gøre det så godt, som vi nu engang kan.
Og det var Jonathan Demme i en nøddeskal. Han fortalte med empati og indfølelse om menneskers håb og drømme.
