Baggrund
Læsetid: 4 min.

En morgen i Monte Carlo

I denne uge afvikles en af verdens ældste og mest betydningsfulde tennisturneringer i Monte Carlo Country Club, hvor tjenerne stadig går med butterfly på marmorbelagte terrasser. Forleden fik Information lov til at følge morgentimernes minutiøse forberedelser, inden portene blev åbnet
Kultur
22. april 2017

Klokken er kvart i otte, og Middelhavet driver langsomt mod vest. Solen er stået op over skrænten, morgentrafikken mod Monaco er hidsig, motorcykler overhaler scootere, som overhaler biler, en enkelt fodgænger traver af sted på den halve meter smalle fortov, vandet nede til venstre, bjergene oppe til højre og ligefrem: Monte Carlo Country Club, hvor sikkerhedsfolkene har morgenmøde. De monterer radioudstyr og børster deres sorte habitjakker for fnug. 

Her er stille. Stolene i restaurant La Terrasse står på bordene, en hvid dug er slynget over kasseapparaterne. En ældre herre sidder ved et bord med en flaske kildevand og renskriver dagens kampprogram.

Politimænd går forbi med hunde, der sniffer efter bomber, bag gardinerne, over til rosenbedet, ind på Court Rainier III, den store arena, ned på banen, hen under baglinjedommerens stol, hundepoter i gruset. Monte Carlo-skiltet i gruset bliver vasket rent og hvidt af en ung mand i træningsdragt. De dyre sæder tættest på banen bliver tørret af for nattens dug. To vinduespudsere pudser glasfacaderne, der beskytter tilskuerne bag banen mod vildfarne bolde. 

Fra toppen af tribunen vajer det franske flag i morgenbrisen. Det polske, det britiske, det tyske. USA, Italien, Belgien, Bulgarien, Uruguay og Canada – alle er her.

Caroline Wozniacki plejer at være her. Det er her hun bor, det er på de baner, hun træner, men ikke i denne uge. Hun har fået en ven til at hente sine tre ketsjere fra klubbens opstrenger. Hun har fundet nogle baner længere nede ad vejen, så hun slipper for at skulle skrive autografer og hilse på sponsorer. Om halvanden uge skal hun spille turnering i Prag, så videre til Madrid, Strasbourg og Paris. Indtil da træner hun i fred og ro.

Tomáš Berdych er på vej til træning. Hans skridt hen over marmorterrassen med ketsjertasken hængende på skulderen og to assistenter gående fem meter bag sig. Han møder Marin Čilić på Court des Princes klokken 11. Han tabte, da de mødtes i Cincinnatti sidste sommer. Han vandt, da de mødtes her for fem år siden. 

De første boldbørn er ankommet. De hænger ud i deres omklædningsrum med kasketterne omvendt på og mobiltelefonerne i hånden. De griner. 

Gartneren giver plantevæggen under storskærmen en omgang med forstøveren. Ovre i Sandwicherie La Piscine fylder en gråhåret mand i slips og forklæde køleskabet med Coca-Cola'er. Poolen ligger azurblå hen, omgivet af tomme caféborde.

En opstrenger ved navn Maxime arbejder på en gul og sort ketsjer. Han lader sig afbryde af en kollega med en pose fuld af croissanter. De drikker espresso af små papbægre. Ketsjeren ligger fastspændt, halvt færdig. Det er Rafael Nadals. Han skiftede strenge sidste år, fra Babolat til Luxilon, en rundere, tyndere, mere fleksibel streng. Så skiftede han tilbage igen. Spændingen er den samme, 25 kilo, altid, alle ketsjere, hele året.

Det har været et godt år indtil videre for Rafael Nadal. Tre finaler på cement. Men også tre nederlag til Roger Federer, hans gamle rival, som han plejede at have styr på. Federer er ikke i Monte Carlo. Han er 35 år gammel og sparer kræfterne til Paris, hvis han da ikke venter helt til sommerens græsturneringer. 

»Nadal pour la Decima,« spurgte den lokale avis Nice-Matin forleden. 

Skal han vinde sin tiende titel i Monte Carlo? Otte i træk i storhedstiden og så igen sidste år, da han besejrede franskmændenes egen Monfils i finalen. Han besejrede Kyle Edmund i går, en ung og bleg brite med en forhånd, der bliver slået så hurtigt, man skulle tro, han slet ikke havde nogen ketsjer i hånden, som om han bare stak bolden en lussing. I eftermiddag møder han Alexander Zverev, endnu yngre, 20 år i dag såmænd, nummer 20 på ranglisten, men for længst udråbt til fremtidens verdensetter. 

»En komplet spiller,« sagde Nadal om ham, da han blev spurgt på et pressemøde i går. 

På et andet pressemøde blev Andy Murray spurgt, om han lader sig inspirere af de smukke omgivelser. Rivieraen, de gamle omklædningsrum med håndskårne træskabe, havet og blomsterne. Murray var glad for vejret. Det går han op i. Vindstille og solskin, så træner man bedst. Sådan er det sjældent hjemme i Skotland. 

Nu er Murray ude på Court Rainier III med sin træner, Jamie Delgado. De slår venligt til hinanden. Murray var god sidste år. Han vandt Wimbledon, OL, tre Masters-turneringer og sæsonfinalen. I år har han været skadet i albuen. Jamie Delgado står en meter ind i banen og server. Murray returnerer. I går slog han Gilles Müller fra Luxembourg. Om et par timer møder han Spaniens Albert Ramos-Vinolas. 

De første tilskuere ankommer. Kampprogrammet foldet i hænderne, solbriller og bredskyggede hatte. Tjenerne har bundet deres butterfly, der er ved at være dækket op til frokost på terrassen. To knive, to gafler, to vinglas pr. kuvert. En lille pige med krøllet hår har sin far i den ene hånd og en jumbotennisbold i den anden. De er på vej over mod træningsbanerne, over og jagte autografer, inden det hele går løs.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her