Læsetid 7 min.

Musik på hjernen: Derfor danser vi til Pharrell og græder til sangene fra Titanic

Tag på rejse gennem hjernefolder og frontallapper og se, hvad der sker i hjernen, når vi hører musik
Erik Pontoppidan
21. april 2017

Musik er en vej til at påvirke og harmonere menneskers følelser, så vi alle græder til lyden af sørgelig musik, når vi sidder på kirkebænkene til en begravelse. Eller når vi sammen jubler til sejrssange på fodboldstadioner.

Det er musiker og hjerneforsker Peter Vuusts foretrukne teori, som han underbygger og udfolder i sin nye bog ’Musik på hjernen’.

Nu tager han Information med på en rejse gennem hjernefolder og frontallapper og fortæller, hvad der sker i hjernen, når vi hører musik.

Følg med og forstå musikkens indryk i din hjerne: Hvorfor du automatisk vil danse til Pharrell og græde til sangene fra Titanic. Og hvordan Tina Dickow med musikalsk ynde har snydt sine lyttere.

Erik Pontoppidan

Den lyttende hjerne

De små bevægelser i luften rammer øret og bliver til lyd, som kommer frem til hjernestammen. I den sker der en behandling af lyden, hvor vi f.eks. forsøger at finde ud af, hvilken side i lokalet en lyd kommer fra. Der opstår reflekser rent følelsesmæssigt, så vi kan reagere instinktivt og flygte fra farlige dyr, når vi hører høje, hurtige og overraskende lyde. Der udsendes adrenalin i kroppen, og kroppens ikke helt væsentlige funktioner lukkes ned.

Heavy metal er et eksempel på musik, der tænder de mekanismer. Det er en genre med hurtig, høj og forvrænget musik, hvilket i hjernestammens opfattelse tyder på, at der er fare på vej. Derfor giver det typisk en slags frygtreaktion hos os.

Frygtreaktioner i forbindelse med musik er dog ikke dårligt – det er det samme, som når hårene rejser sig på armene af lytteren. Og når vi hører Wagners musik.

Det næste skridt for lyden er hørebarken. I hørebarken handler det for hjernen bl.a. om mønstergenkendelse. At kunne høre forskel på, hvilke instrumenter der spiller. Der genkender vi de mønstre, der er i musikken, og hvornår de bliver brudt. Så når de forventninger, vi har til musikken, bliver brudt, siger den: »Hov, her er måske noget at være bange for.«

Det bruger hjernen til at dirigere os rundt i musikken, for eksempel når vi lytter til en symfoni, hvor melodien først ligger i oboen og siden flytter til violinerne. Det vil hørebarken straks registrere, og vores opmærksomhed vil blive dirigeret et nyt sted hen.

Erik Pontoppidan

Den rytmiske og motoriske dansehjerne

Musikkens påvirkning på kroppens motorik automatiseres blandt andet i lillehjernen, cerebellum, hvilket sker på et relativt ubevidst niveau. Det er meget væsentligt i forhold til at automatisere bevægelse, men også når vi skal skalere vores bevægelser.

Når neurologer skal teste, om en lillehjerne fungerer rigtigt, beder de folk om at lukke øjnene og sætte pegefingeren på næsen. Hvis man ikke kan det, kan det tyde på, at der er en defekt i lillehjernen, som f.eks. en svulst.

Når vi skal lære at spille et instrument og et stykke musik, så er det i lillehjernen, at der dannes en automatiseret bevægelse, hvor vi lærer at tænke lyden, så kroppen automatisk spiller instrumentet.

Mennesket er det eneste dyr, der kan bevæge sig i takt til musik, og den egenskab kommer fra denne del af hjernen. Selv om der sker noget i musikken, der ikke er regelmæssigt, kan vi alligevel bevæge os i takt til den. 1-2-3-4, 1-2-3-4.

For at vi får mest lyst til at danse, må musikken ikke være alt for regelmæssig. Synkoper, hvilket er betoninger i rytmen, der ligger mellem taktslagene, er et godt eksempel på uregelmæssigheder, der giver os lyst til at danse til musikken. Det er alle de slag, der rammer uden om takterne, der bryder med vores forventninger og derfor inviterer til dans.

Hvis en rytme er for simpel, interesserer den os ikke. Der må dog heller ikke være for mange synkoper, for så kan vi ikke finde beatet.

Sangen »Happy« med sangeren Pharrell Williams er et godt eksempel. Den har fem synkoper i omkvædet »Clap along if you feel like a room without a roof«, og det er dét, der gør den meget fiks.

Selv et nummer, der ikke rigtigt er et dansenummer, som f.eks. The Beatles’ »Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band«, kan vække en danselyst via denne del af hjernen på grund af synkoperne.

De her områder bliver smurt af det glædesskabende stof dopamin, så rytmen forbindes med nydelse og motorik.

Erik Pontoppidan

Den følende og den nydende hjerne

Musikken har mange veje til vores følelser.

Når vi hører et virkelig sørgeligt stykke musik, f.eks. break up-sange eller i kirken til en begravelse, så får vi de her meget følelsesmæssige reaktioner på et subtilt, underbevidst niveau. Det er derfor, man bruger en bestemt type musik i film, fordi det er hurtigt og effektivt til at aktivere følelserne hos os. Vi ved med det samme, hvilken følelse vi skal føle, og det er her i det limbiske system, det foregår.

Et sørgeligt nummer, der spiller på dette, er en break up-sang som »I Can’t Make You Love Me« med Bonnie Raitt. Selv om den ikke er i den ellers triste moltoneart, bliver vi påvirket på grund af teksten, og fordi den er meget langsom.

Det er typisk for sørgelige sange, at de ikke har så store spring i melodien, og i denne sang er den trinvis, når sangeren synger i en nedadgående bevægelse i tonelejet.

Celine Dions »My Heart Will Go On« fra filmen Titanic er meget interessant, fordi der sker det, vi kalder en ’betingning’, som egentlig ikke har noget med musikken at gøre.

I stedet bliver musikken koblet sammen med en ganske bestemt følelsesmæssig stemning, så vi automatisk får den triste reaktion, selv om den ikke er i mol, og tonerne heller ikke bevæger sig dybere og dybere. Det hedder ’honey, they are playing our song’-effekten.

Når vi har været tilstrækkeligt påvirket i en situation og får spillet en melodi samtidig, så vil vi huske den følelse. Det kan f.eks. være, da vi kyssede vores partner første gang til en bestemt sang.

I den nydende del af hjernen, hvor musikken evalueres, styrer signalstoffet dopamin. Det er et læringsstof, der hjælper os til at lære at gøre ting, der er gode for vores overlevelse. Når vi f.eks. hører maden blive sat på bordet, så glæder vi os i forvejen.

Der er typisk en opgang til ’det store sted’ i en sang, og undervejs mod det store sted sker der en opbygning af dopamin, fordi vi venter på det sted i sangen, som vi glæder os til. Der kommer så det der chill, der er hårrejsende, og som egentlig er en skræk, men som også kan være frydefuldt.

Dopamin er et læringsstof, og det udskilles, når vi får, hvad vi forventer. Hjernen vil dog også gerne overraskes, så der udskilles også dopamin, når vi bliver overrasket, og hvor den uventede lyd er fed. Dopamin skal vi have for at lære at forudsige verden korrekt, men også for at lære, at selv om vi ikke har forudsagt korrekt, kan det, vi fik i stedet, faktisk alligevel være meget godt.

Hvis man f.eks. lytter til »Something in the Way« med The Beatles, er der lige inden verset et forspil, og når sangen når til verset, får vi lige, hvad vi forventer.

Men det samme forspil kommer igen lige før omkvædet, og lige når den kommer ind i omkvædet i stedet for verset, som vi egentlig forventede, så kommer der en akkord i A-dur – en lys toneart, en ny toneart, så vi bare tænker: ’Wow! Hvor kom det fra?’

Det er den leg, musik er, hvor vi får, hvad vi forventer, men også det vi ikke forventer, og det er her i denne del af hjernen, det udspiller sig.

Erik Pontoppidan

Den intellektuelle hjerne

Grundlæggende er det frontale kortex den mest bevidste del af vores hjerne. Det er her, hjernen reflekterer og tænker over, hvad den har oplevet.

Det er stedet, hvor vi tænker over, hvad vi hører, og hvor vi tænker, at »det var da smart, at The Beatles havde lavet et trick i rytmen«; hvor vi mere bevidst forudser, hvad der skal ske, når vi lytter til musik.

Musik kan også være en intellektuel nydelse, hvor vi kan tænke: Det er fantastisk smart skruet sammen, det her.

Tina Dickow med sit nummer »Warm Sand« inspirerer os f.eks. til at reflektere. Første gang vi hører nummeret og dets klaverintro, tror vi, at det er et af de mest ikoniske og klassiske numre nogensinde: »Für Elise«.

Men det viser sig at være noget andet, for når vi kommer ind i nummeret, går det op for os, at det er en anden toneart og en anden taktart end »Für Elise«, og man behøver ikke være musiker for at forstå, at det er en sjov idé. Det er en måde intellektuelt at forholde sig til musikken på. Det er ikke kun musikere, der gør det. Vi gør det alle sammen.

Hjernen laver ikke et billede af verden. Den forsøger at forudse den. Det er smart, fordi det betyder, at når vi har lært hjernen det, så kan vi bruge energien på det, der er vigtigt: at lære nyt og overleve.

Peter Vust er professor ved Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet og Det Jyske Musikkonservatorium, Aarhus. Og så er han leder af Danmarks Grundforskningsfonds Center for Music in the Brain

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Poul Solrart Sørensen
    Poul Solrart Sørensen
  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
Poul Solrart Sørensen og Niels Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Anders  Barfod
Anders Barfod

Jeg er ikke en A4=432Hz new age konspiratoriker (findes uanede mängder at det på nettet), men synes at det er intressant att den pitch for A4 hvor min stemme ligger mest let og roligt på tonerne i vores 12-TET system er omkring A4=432Hz hvor mine register skifte ligger helt let og elegant. Verdi rekomenderede denne stämning for A i 1880s. Vi snyder os selv for en mere varieret musikoplevelse ved at stemme alt i 12-TET og ved pitch A4 fra 440Hz till 443Hz. opera lyder skingert ved 443Hz.. sänk til 435Hz og de store dramatiske stemmer kan åbne op og få fylde...

Brugerbillede for Marianne Madsen
Marianne Madsen

Hårene rejser sig ikke på hovedet, når jeg hører Wagners symfonier af gode grunde: han har kun skrevet en enkelt som ganske ung, og den spilles aldrig. Det gør de derimod, når jeg læser henvisningen til artiklen på forsiden af Information. Er det Rasmus Svaneborg eller Peter Vust der er musikalsk analfabet? Marianne Madsen

Brugerbillede for Tom W. Petersen
Tom W. Petersen

Jeg formoder, at Metz krøller tæerne. Men hvem ellers?
Uvidenheden om den "klassiske musik" marcherer.
Omsorgen for den er på nedtur. Radiounderholdningsorkestret er fjernet fra DR og må klare sig, som det kan. Og står det til kulturafviklingsministeren og Dansk Folkeparti, kommer snart turen til Sjællands Symfoniorkester, som også er Tivolis med rødder tilbage til Georg Carstensen og H.C.Lumbye. Angiveligt for at styrke landsdelsorkestrene med de midler, der ellers tilfaldt Sjællands Symfoniorkester. At dette orkester netop er et landsdelsorkester - for Sjælland - gør argumentet totalt absurd.
Men hvem i Folketinget står op imod disse foragtelige planer?
Man kan give sin underskrift mod nedlæggelse af Sjællands Symfoniorkester her: https://www.wechange.dk/indsamling/bevar-copenhagen-phil-hele-sjaellands...
Endelig til Marianne Madsen: Det er Vust, der skriver "Wagners symfonier" i sin artikel.