Læsetid 8 min.

’Nå, så du kan godt lide din historie og dit land? Så er du nok fascist’

Der er få steder i Europa, hvor polariseringen mellem højre- og venstrefløj er så stor som i Grækenland. Siden krisen begyndte, har de athenske mure udviklet sig til en politisk kampplads for byens street art-kunstnere – en kamp mellem den radikale venstrefløj og den konservative højrefløj
Bleeps betegner sig selv som en pioner inden for den radikale street art i Athen, og de fleste af hans værker rummer en kritik af  kapitalismen

Bleeps betegner sig selv som en pioner inden for den radikale street art i Athen, og de fleste af hans værker rummer en kritik af  kapitalismen

Sille Veilmark
19. april 2017
Delt 16 gange

»Se nu det der værk. Det finder jeg så … så naivt!« Bleeps vrænger ordene ud, mens han peger op på et stort vægmaleri på en husgavl, der forestiller den antikke græske lovgiver Solon. Med sit tomme blik og lange fuldskæg ligner han til forveksling enhver anden gammel græker.

»Det er bare for, at turisterne kan føle, at en eller anden Sokrates holder øje med dem. For det er jo bare skønt, ikke? Jeg synes, det er dumt.«

Henslængt bag rattet i sin firhjulstrækker sidder manden, der går under kunsternavnet Bleeps og rakker ned på alle de street art-kunstnere, der i hans øjne sælger ud ved at tage mod betaling for at lave flotte, men upolitiske malerier på byens mure. Bleeps er ikke hans rigtige navn, men da meget af hans kunst er udført uden tilladelse, foretrækker han at være anonym.

Iført sorte solbriller fortæller han desillusioneret om en tid, hvor han efter eget udsagn var pioner inden for politisk streetart i Athen. Det var tilbage i 2008, da krisen ramte Grækenland som en hammer. Dengang vakte hans radikale kapitalismekritik og drøm om en omstyrtelse af det etablerede politiske system genklang i ungdommen. Men den tid er forbi.

»Det her er den værste periode, jeg har oplevet siden 2008. Folk lader som om, at tingene er okay – særligt de unge. De arbejder, går ud med deres venner, putter falske smil på, tager en selfie eller to, som om det er lykken. For mig at se er det en døs,« siger Bleeps med foragt.

Den egyptiske kunstner, designer og underviser Basmy Hamdy har i samarbejde med den tyske forlægger, street artist og aktivist Don Karl kurateret det hidtil mest interessante værk om street art i Egypten
Læs også

Når man går rundt i Athens gader, kan man ikke undgå at blive mindet om krisen og den polariserede politiske debat, den har affødt i landet. Den politiske virkelighed manifesterer sig fysisk overalt på byens murer. Kapitakilsmekritik, nazisymboler, EU-skepsis og anarkistiske statements kæmper indædt om de forbipasserendes opmærksomhed.

Fascist

Bleeps er en af dem, der fylder byrummet med politiske budskaber. Han identificerer sig selv som venstreorienteret, og med en distinkt britisk accent, som han tillagde sig, da han tilbragte et par år i Bristol, namedropper han ubesværet en lind strøm af franske psykoanalytikere, postmarxistiske sociologer og italienske filosoffer. Han følger efter eget udsagn »de mere radikale af slagsen«.

Derfor afskyr han også det nuværende regeringsparti Syriza, fordi partiet i hans øjne er uambitiøst og bare forsøger at genoplive en gammeldags form for socialisme, i stedet for at skabe noget fundamentalt nyt.

Synet på den nuværende regering er nok det eneste, som Bleeps har til fælles med sin street art-kollega Fikos Antonios, der går under kunstnernavnet Fikos. Fikos er ligesom Bleeps omkring de 30 år og opvokset i Athen, og ligesom Fikos mener han ikke, at Syriza har noget godt at give til Grækenland. Men der stopper lighederne også.

»De fleste kunstnere her i Athen er venstreorienterede. Men jeg synes, at værdier som familie, flaget og nationen er gode værdier,« siger Fikos, da jeg møder ham i en mikroskopisk park i udkanten af byen.

Næsten alle Fikos’ motiver er inspireret af den græske mytologi eller historien, for Fikos er stolt af sit lands historie. Politisk befinder han sig på højrefløjen, og det er ifølge ham en af årsagerne til, at han har valgt at vise mig et værk her i parken, i stedet for et af dem, han har lavet i byens centrum.

»Mine værker i centrum bliver udsat for hærværk. Folk ser mine antikke, mytiske motiver og tænker ’Nå, så du kan godt lide din historie og dit land? Så er du nok fascist’,« siger Fikos.

Fikos er dødtræt af politisk street art. Han vil hellere give den græske befolkning noget smukt, at se på.

Sille Veilmark

Men Fikos forsikrer, at der ikke er nogen fascistiske budskaber i hans billeder. Eller andre politiske budskaber for den sags skyld.

»Jeg mener ikke, der er nogen grund til at putte politiske budskaber i kunst, særligt ikke i det offentlige rum. Først og fremmest fordi vi bor i et land, der har befundet sig i den her situation i mange år, og vi er dødtrætte af det. Så når jeg ser politik i kunst, tænker jeg: ’Åh nej, her igen’.«

I parken, hvor vi står, lå der før i tiden narkomaner og junkede i græsset. Nu er her kun vilde katte med afpillede haler, som Fikos følger med øjnene, når han taler.

Vægmaleriet, som vi står foran, forestiller den antikke dramatiker Sofokles og syv af hovedpersonerne fra hans fortællinger, bl.a. Ødipus. Sofokles holder en tavle med ordene ’Jeg er ikke født til at hade, men til at elske’, og over hans hoved svæver en lille blå engel.

»Jeg sætter altid en engel her og der. Folk elsker engle. De siger ’Åh jeg kan godt lide den her engel, den giver mig håb’. Det er det, folk har brug for. Noget at tro på. Noget bedre end det, vi lever i her,« siger Fikos.

Fikos Antonios maler primært historiske og mytologiske motiver. Han er nemlig stolt af sit lands historie.

Sille Veilmark

Et springbræt til diskussion

I modsætning til værkerne på en kunstudstilling, som publikum selv har opsøgt, så kan man ikke selv vælge street art til og fra. Det betyder, at hvad enten de vil det eller ej, så er Athens borgere vidne til en politisk diskussion, hver gang de bevæger sig uden for deres dør. Og den mulighed for at påvirke folk, mener Bleeps, at man skal benytte sig af som street art-kunstner.

»Jeg følger den belgiske filosof Chantal Mouffe, som siger, at når man laver kunst i det offentlige rum, så blander man sig i folks liv. Det betyder ikke alene, at man laver kunst, som mange mennesker ser, men at ens kunst kan være et springbræt for politisk diskussion. Det er det, jeg prøver på at gøre,« siger han.

Bleeps vil ikke bare vække den græske befolkning med sin kunst – han vil radikalisere dem. Når folk ser hans malerier, skal det ikke bare få dem til at stoppe op og tænke over den kapitalistiske udnyttelse, som de er underlagt. De skal også helst få lyst til at gøre modstand.

Vi kører rundt i udkanten af byen, hvor de fleste af hans værker befinder sig, mens Bleeps fortæller, at han »ville blive hængt« for sine radikale budskaber inde i byens centrum, hvor den »pæne« street art – den som man får penge for at lave – har overtaget.

»Jeg har flyttet mig selv herud, hvor de lavere klasser bor, som et statement mod den neoliberale udnyttelse af kunsten inde i centrum. I mine øjne er det dem, jeg arbejder for,« siger han.

Vi parkerer foran et stort vægmaleri, som han fik tilladelse til at lave på gavlen til et bilværksted. Det forestiller en smuk kvinde med lange røde negle iført en sort aftenkjole og guldarmbånd. Bag hende står ordet ’SELF’ skrevet i det uendelige. Der er en dyb forklaring, som indeholder referencer til Michel Foucault og en italiensk filosof, jeg aldrig har hørt om. Men som Bleeps selv siger, så fanger bilmekanikerne næppe de referencer. De ser bare en lækker dame.

Nej til politik i kunst

Fikos startede med at lave klassisk graffiti i starten af 00’erne, men i dag bryder han sig ikke om den klassiske grafitti – især ikke de såkaldte tags, hvor kunstneren bare skriver sit navn. Både fordi han synes det er grimt, men også fordi fænomenet »er amerikansk. Det er ikke engang europæisk eller græsk.«

Ifølge Fikos findes der kun fem-seks reelle gadekunstnere i byen, resten laver bare »snavs«, mener han.

»Området neden for Akropolis plejede at være et af de smukkeste i byen, fyldt med smukke neo-klassiske bygninger. Nu er de alle sammen fulde af tags og helt beskidte.«

De seneste otte år har Fikos i stedet udviklet sin egen kunstneriske stil baseret på en maletradition, der var udbredt i det Byzantinske Rige (år 330-1453), som Grækenland var en del af. Stilen betegner han selv som »samtidsbyzantinsk«.

Om aftenen tager jeg ud og besøger ham i hans neonoplyste arbejdsværelse lidt uden for centrum, hvor han sidder og maler med en blanding af æg, eddike og farve, fordi det er den oprindelige byzantinske metode.

I aften er han i gang med at male illustrationer til en børnebog, men han lægger penslen fra sig, da jeg spørger, om han er stolt af at være græker. Med sin pegefinger tegner han en kurve over den græske historie i luften. Længe er fingeren stabil – fra antikken over Det Byzantinske Rige, men pludselig dykker den. Det er nutiden.

»Der er ikke så meget at være stolt over for tiden, men jeg er stolt af min historie. Hvilket er fjollet, for det er jo nogle andre, der har gjort det,« siger han stille.

Fikos synes, at hans nutidige landsmænd har glemt en simpel værdi som respekt, og at de brokker sig for meget. Personligt er han efterhånden ved at brække sig over den evindelige snak om krise og politik.

»De fleste beklager sig bare uden at gøre noget. Det er også derfor, jeg ikke kan lide politisk streetart. Det meste af tiden recirkulerer de bare den her negativitet uden at foreslå løsninger. Jeg forventer mere af mit folk, for vi har potentiale til at gøre store ting.« Han lader fingeren, som han bruger til at tegne den historiske kurve, stige igen. Det er fremtiden for Grækenland.

Vinduet er lukket

Bleeps er dog mindre optimistisk omkring fremtiden.

»Hvad er det, vi skal håbe på? At få industrier til Grækenland, så folk kan tage deres minimumsløn og går hen og køber nogle nye sneakers? Som om det var det, livet handler om. Det er det ikke i mine øjne. Selv hvis nogen siger til mig ’Jamen, folk får et bedre liv og bliver gladere’. Jeg er uenig. Og mange filosoffer er uenige,« siger Bleeps i bilen, på vej hen til et andet værk, han har lavet for to uger siden.

Det forestiller en smuk kvinder, der skærer i sit håndled med sin iPhone, så blodet flyder ned over hendes hånd. Dagen efter, han havde lavet værket, sad han og betragtede folks reaktion på det.

»Det er makabert og satirisk på samme tid. Men folk lægger ikke mærke til det. De er ligeglade. Jeg ved ikke hvorfor. Hvis jeg havde lavet en vase med blomster, så ville de sikkert se på den og sige ’Åh, det er så pænt. Lad os tage et billede og tagge os på det’.«

Bleeps lyder unægteligt, som om han har mistet troen på sit eget radikaliseringsprojekt. Tilbage i 2008 var han en del af en større gruppe af radikale streetartkunstnere, men de fleste er stoppet nu. De blev desillusionerede, siger han.

Det vindue for forandring, som blev åbnet på vid gab dengang krisen ramte Grækenland, har langsomt lukket sig igen. Fikos er en af dem, der gerne ser det haspet til, så han kan få ro og stabilitet, men for Bleeps er det en tragedie.

»Det, som jeg gerne vil have, skal ske, virker utopisk. Men det er alligevel værd at kæmpe for, synes jeg.«

Hvad det præcis er for et radikalt utopia, han forestiller sig, forklarer han med henvisning til endnu en italiensk postmarxist, jeg desværre ikke kender.

»Kapitalisme har overbevist os om, at vi er blevet bragt til denne verden for at blive arbejdskraft. For at forbruge og dø. Han siger, at han ville foretrække et liv, hvor han skriver digte og spiller musik, og fra mit perspektiv er det radikalt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Poul Solrart Sørensen
    Poul Solrart Sørensen
Poul Solrart Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu