Læsetid: 9 min.

Ophørets litterære dødedans

Som litterært emne kappes døden og kærligheden om hyppighed og omfang som de universelle magter, de er. Og ikke sjældent i intim forbindelse. Torben Brostrøm er gået på opdagelse i verdenslitteraturen for at finde en række af de stærkeste beskrivelser af døden
En sjællandsk udgave af verdsliggjort kristendom forekommer i Martin A. Hansens novelle ’Høstgildet’, hvor en 12-årig tjenestedreng ved en sådan festlighed bliver drukket kanonfuld og dør af røgterens hævngerrige eksperiment.

En sjællandsk udgave af verdsliggjort kristendom forekommer i Martin A. Hansens novelle ’Høstgildet’, hvor en 12-årig tjenestedreng ved en sådan festlighed bliver drukket kanonfuld og dør af røgterens hævngerrige eksperiment.

Ritzau

22. april 2017

»Hold fastere omkring mig/ med dine runde Arme,« skrev den gamle digter i sin angst, udtrykt ved livets korthed. »Ukueligt er kødet der klynger sig til sit ben,« skrev den yngre digter i protest mod eksistensens ubestandighed.

Således Emil Aarestrup og Ivan Malinowski. Det er altid de andre, der dør! siger vi forsorent. Døden er en egenskab ved livet. Den fremtræder forskelligt for den enkelte. Også i litteraturen.

Den unge Morten Nielsen udtrykker på sin måde mødet med døden i et digt, at den har han truffet som dreng, »men kun som en Stilhed hos nogen som jeg holdt af«. Aldrig som en navnløs kulde eller skygge. Nu kender han den igen:

Den venter, for altid lidt ved siden af Tingen,                                                 

en Skygge, usynlig, langs Aarer og Sten og Træer.

Den gør det mere rigt med de nye Sekunder

og mere ondt. Og den er mig altid nær.

Han slutter fortrøstningsfuldt i fornemmelsen af en gensidig viden om  denne nærhed: »Vi mødes nok.«

’Ukueligt er kødet der klynger sig til sit ben,’ har digteren Ivan Malinowski skrevet i protest mod eksistensens ubestandighed.

Ritzau
Digtet står i den litteraturstuderende 21-åriges digtsamling Krigere uden Vaaben  fra 1943 under Anden Verdenskrig og Danmarks besættelse. Året efter blev han paradoksalt dræbt nok ved et vådeskud under en våbenøvelse i modstandsbevægelsen.

En ung våbenbærende kriger møder vi i Johannes V. Jensens himmerlandshistorie »Oktobernat«, hvor han sammen med to andre, ældre landsknægte holder rast på et værtshus på vej op mod Aalborg.

De støjer og svirer, men bliver mere føjelige ved at få at vide, at kroværtens 16-årige datter ligger meget syg i et sideværelse.

Da de så bryder op, fanger den unge soldat et glimt af to skræmte, mørke øjne i »et kummerligt Smule Pigeansigt«, da hun ser ham som et stort, forvovent ansigt bag ruden.

»Hendes Sjæl skød som en svag Lilje, der er bleggrøn i stedet for hvid.«

Hun hører nu kun blæsten, der piber i alle husets sprækker.

Udenfor i mørket kommer den unge landsknægt efter en mils vej snart i klammeri med en af de andre. De trækker våben, og det går så ilde, at han får den andens kårde gennem brystet. Han efterlades nu døende i lyngen i pinefulde vunder og eftertanker, også om Gud. Han giver sig til at hviske og bede til ham.

»Vinden kom forbi, bar hans Hvisken et Par Fod, tvandt den sammen med Lyngsus og Nattelyd, spredte det hele og for videre.«

Kun vindens piben og ellers stumheden forbinder de to unges ufuldbyrdede liv i en besk klagesang under den tavse guds himmel.

Dødens dans

Som litterært emne kappes døden og kærligheden om hyppighed og omfang, som de universelle magter de er, og ikke sjældent i intim forbindelse.

Døden træffer man under læsning af kriminalromaner – mange menneskers eneste litterære udskejelse – i form af f.eks. hævnmord, seriemord, selvmord, endvidere i skildringer af krige, henrettelser, holocaust, af ulykker, sygdom, barsel eller i selve dødslejets situation. Uden persons anseelse eller alder.

Som det er markeret i senmiddelalderens Dødedans fra ca. 1550, flere steder afbildet i fresko på kirkevæg, storslået i Marienkirche i Berlin med dialogteksten vedføjet, hvor døden konfronterer en lang række standspersoner i en makaber kædedans. Soldaten slipper heller ikke for et dansetrin.

Næsten et katalog over dødens virke finder man i netop Johannes V. Jensens roman Kongens Fald (1901), et tema, som optog ham fra første færd. Bogens handling udspilles omkring titelpersonen Christian 2., altså næsten samtidig med Dødedansen.

Et centralt kapitel i romanen hedder »Den danske Død«, hvor Axel, den sorgløse, ligger langtrukkent døende under åben himmel uden for ’Gråbølle’ i Himmerland, slået fordærvet af den hævngerrige Mikkel Thøgersen, her mens den jyske blæst atter piber og synger. Da har allerede de to hver for sig oplevet blodbadet i Stockholm, hvor Christian 2. grundigt ryddede op i den svenske adel.

Massedrab sker også, da de oprørske, jyske bønder nedslagtes.  Og »det kan nok være, Borgerne i Lübeck fik noget at korse sig over« – sammen med læserne – da lægen Zacharias bliver brændt på bålet sammen med den fæle homunculus Carolus.

Mikkel Thøgersens død som oppasser for kongen i fængslet på Sønderborg Slot er ikke forbigået i al dens tristesse. Det udtryk af skuffelse, som kongen aflæser i sin spejlingsfigurs døde ansigt: en indgående fysiognomisk analyse af hans bitre og forgræmmede skæbne med hans mund »som et mystisk ciffer, der gemmer nøglen til sorgens løndom«.

I Johannes V. Jensens roman ’Kongens Fald’ (1901) finder man et katalog over dødens virke – et tema, som optog ham fra første færd.

Holger Damgaard
Men endnu en slutvignet på romanen om den danske død skulle tegnes af Jakob Spillemand, der drikker sig fuld og spiller op til dans for landsknægtene i slotsgården.

Jakob har digtet en afskedsvise: »No vil a sej jer godnæt« med slutordene på et lignende himmerlandsjysk:

»Og tøt i et om musikken,/ da wa’et skåd – for no gik’en.« Han ses næste morgen at have hængt sig i et træ.

Men danskerne synes om musikken, forstår man, siden Kongens Fald ved en omfattende læserafstemning for nogle år siden blev valgt som deres yndlingsbog.

Ormene

Få år efter Kongens Fald kunne man i Thøger Larsens digtsamling Dagene (1906) læse om bonden Jens Højby og hans besk resignerede dødsleje i lakonisk fortællende vers.

Ormene, der borer sig blindt gennem den mørke muld, får de første og sidste ord, akkompagneret af mylderet omkring sengen af edderkopper, spyfluer og ørentviste. Hans bevidsthed er ellers uden mange impulser, et sørgeligt øde, men han ved på en prik, hvordan han er faren, ingen englekor i det høje, »lad et Hul i Grønningen/ sluge det hele til Slut.«

Han hører lyden af en rusten le, der stryges udenfor. Den har naturligvis symbolsk værdi, men er understreget materielt. I Thøger Larsens digtning kan himlen kun erfares gennem en stjernekikkert.

Et videre spillerum for urolig søgen hersker i Marie Bregendahls lille roman En Dødsnat (1912). En større gård er scenen for en dramatisk barselsnat, hvor Anne Gram under tragiske omstændigheder dør.

Der kaldes på mange forskellige tolkninger af den urimelige kombination af liv og død. En hovedskikkelse er den 14-årige Lise, der i vadestedet mellem barn og voksen står over for det uforståelige i hændelsen, en prøvelse af troen på en retfærdig Gud. Overtro og lægekunst kommer til kort. Forskellige tolkninger af tilværelsens mangfoldighed skildres som både grotesk og absurd, men med et lykkeligt, omend diskret overskud af humor.

Et andet virkningsfuldt element er bedstemorens arrangement af et veldækket bord af solide madvarer efter bondeskik. Det lille mesterværk er et kulturelt højbord af tragik og varme, af frygt og håb.

En sjællandsk udgave af verdsliggjort kristendom forekommer i Martin A. Hansens novelle »Høstgildet«, hvor en 12-årig tjenestedreng ved en sådan festlighed bliver drukket kanonfuld og dør af røgterens hævngerrige  eksperiment.

Hans fattige forældre er utrøstelige og uimodtagelige for den unge præsts hjælpende ord, der ikke kan gøre drengen levende. I selvanklage føler han sig forloren, fordi han kun kom med tomme ord til forældrene.

Løsningen kommer, da hans kone foreslår, at han går ud til dem igen, denne gang med en kurv med nystrøgne lagener, lidt penge til kistehjælp og friske blomster fra haven. Drengens fars ansigt er først hårdt og afvisende med sit krav om mirakler. Men lidt efter høres fra køkkenet hans og konens gråd, og præsten forstår, at han har brudt muren og givet faren »den første, frygtelige hjælp.«

Nangijala

Der kan være træk af sentimentalisme i også sådanne realistiske, naturalistiske skildringer i modsætning til f.eks. tragikken i antikkens dramatik, skæbnedramaer, hvor mord og hævndrab trækker lange konsekvenser som i Aischylos’ trilogi Orestien, i Sofokles’ Antigone og i de islandske slægtssagaer mød højdepunkt i Njals saga.

Følsomme er ej heller folkedigtningen i form af middelalderballader som f.eks. »Ebbe Skammelsen«, »Germand Gladensvend« og »Aage og Else« – som Johannes V. Jensen parafraserede i Kongens Fald, nok så sorgfuldt. Også folkeeventyrene er tumleplads for dødsfald, forbilleder til genbrug og nydannelser i kunstdigtningen.

Det berømteste eksempel i dansk digtning om døden er således H.C. Andersens »Historien om en Moder«, hvor døden får gestalt og henter et lille barn, hvorefter moderen desperat forfølger bortføreren og igennem ufattelige strabadser indhenter ham og kræver sit barn tilbage. Det tilstås hende, men hun må i så fald vælge mellem de to fremtidsmuligheder, der på forhånd var tilrettelagt: et liv i lykke eller elendighed. Hun afstår fra det umulige dilemma over for det uafvendelige.

Eventyret kan operere med forestillinger om paradisets have, eller som Astrid Lindgren gjorde det med Mio, min Mio, hvor det er flasken i ånden, som drengen Bosse befrier, der tager ham med til ’det fjerne land’. Og i Brødrene Løvehjerte er der hele to drømmelande efter døden, Nangijala og Jangilima.

Hvad en sjæl efter døden måtte opleve, har utallige digtere og mytefortællere beskæftiget sig med i hellige og uhellige skrifter, guddommelige og verdslige komedier – for nu ikke at tale om salmedigtningen, når »døden med sin istap-hånd gør skel imellem støv og ånd«, som i Grundtvigs »At sige verden ret farvel«. I barokke, inderlige og sjælfulde billeder er døden i de danske salmer rigt repræsenteret af store digtere.

Den realistiske litteratur har mange uhyre intense beskrivelser af selve dødens indtræden og bogstavelig talt sygdommen til døden. Selvmordets gru danner slutningen på Flauberts roman Madame Bovary (1857), hvor denne håbløst drømmende provinsfrue tynget af sin utroskab og uoverkommelige gæld tager livet af sig med arsenik og dør under allerhelvedes kvaler, beskrevet med raffineret farverigdom og pedanteri, det hele overværet af den dorske ægtemand og den sleske apoteker. En hjerteskærende satire.

Selvmordet analyseres i mange værker og forskellige sammenhænge,  f.eks. som ung romantisk lidelse i Goethes fortælling om Den unge Werther (1774), som ung troskyldig offerdød i Henrik Ibsen i skuespil Vildanden  (1884) i Hedvigs skikkelse, som psykologisk, social konflikt i Kirsten Thorups roman Bonsai (2000) med aids som motiv.

Den lange kamp

Den personlige, ulige kamp mod døden har fået uforglemmelige udtryk i både realistiske og satiriske scenerier, eksemplarisk hos to beslægtede forfattere, J.P. Jacobsen og Rainer Maria Rilke. For begge spiller døden overhovedet en fremtrædende rolle.

Jeg tænker her på den førstes skildring af Ulrik Christian Gyldenløves dødskamp i romanen Fru Marie Grubbe (1876 ), hvor hovedpersonens ægtefælle og heltemodige skørlevner i sit gyldne kammer udkæmper den umulige strid med dødens overmagt og det jamrende præsteskab, for endelig med dragen kårde at måtte opgive med råbet »Pardon, Jesus!«

I Rilkes roman Malte Laurids Brigges optegnelser finder man en mindst lige så indgående, vedholdende og grotesk død i den gamle kammerherre Brigges tilfælde. Før i tiden vidste man, siger jegfortælleren, at man bar døden i sig som en frugt sin kerne. Det gav en ejendommelig værdighed og en stille stolthed.

Hvad så man på kammerherren? En død »to måneder lang og så støjende, at man kunne høre den helt ud til de yderste udbygninger.« Og hundene hyler, mens tjenestefolkene på hans befaling bærer ham rundt i alle herregårdens værelser, trappe op og trappe ned.

Ophøret

Et af de længste litterære dødsfald, jeg har overværet, står hos Marcel Proust i erindringens skær med dets omhyggelige træk af humor, ironi, kærlighed, lægelig stringens og selskabelig atmosfære.

Det kan findes som de første halvtreds sider af bind 6 i den nye oversættelse af På sporet af den tabte tid, hvor fortællerens elskede mormor udånder under en strøm af læger, familie og gæster, derunder den opblæste hertug af Guermantes, der erstatter medfølelse med rørthed over sit eget besøg.

Skildringen savner ikke barokke elementer, men munder ud i en skønhed, der ophæver realismens gru: Ansigtet blev ungt igen, »hendes træk fint optegnet i rene og lydige linjer, kinderne strålede af kysk forventning, om drømme af lykke, endog af en uskyldig munterhed, som årene lidt efter lidt havde ødelagt. Når livet trak sig tilbage, tog det også livets skuffelser med sig. Et smil lod til at have lagt sig på min mormors læber. På hendes sidste leje havde døden ligesom middelalderens billedhuggere ladet hende hvile i skikkelse af en ung pige.«

Noget ganske andet end det mystiske ciffer af skuffelse og græmmelse, man så på Mikkel Thøgersens mund i Kongens Fald som eksempel på den danske død.

Alverdens digtning kredser om ophørets mystik i stædig konfrontation, som også hos Proust efter den tabte tid og den genvundne. Vi er da nær grænsestationen ved livets yderste rand, så langt som det verdslige øjesyn kan række – eller ved passagen som længsel mod ’landet, som ikke er’, et Nangijala eller religionens visse evighed, ’de levendes land’.

Den 2. juni udkommer Torben Brostrøms ’Ved kanten – en endnu levendes erindringer’, der handler om aldring og død, på forlaget Gyldendal i anledning af forfatterens 90-års fødselsdag

Serie

Døden i litteraturen

I denne artikelserie taler vi med forfattere og forskere om, hvordan vi gennem litteraturen kan finde et sprog for død og sorg

Seneste artikler

  • Barndommen er ikke bare Fætter BR, badeland og ingen bekymringer

    29. april 2017
    Et væld af historier om tab, sorg og død finder i disse år vej ind i dansk børne- og ungdomslitteratur. Men hvor går grænsen for, hvad børn kan klare at læse om? Og hvordan finder man et litterært sprog, der kan beskrive døden i børnehøjde?
  • Sorgen er en melodi, der aldrig hører op

    25. marts 2017
    Den svenske digter Tom Malmquist ventede sit første barn, da hans kæreste pludselig blev syg. I løbet af en uge var hun død, og han var blevet far til en lille pige. Få måneder senere mistede han også sin far. Tom Malmquist fortæller om sin oplevelse med at gå igennem sorg og transformere chokket til et kunstværk
  • Naja Marie Aidt: Sorgen er et kæmpe fucking monster, der ødelægger alting

    18. marts 2017
    Da Naja Marie Aidts søn Carl døde for to år siden, mistede forfatteren også sit vigtigste arbejdsredskab: sit sprog. Hun fandt langsomt ind til sproget igen, da hun begyndte at læse litteratur om sorg. Nu vil hun med sin nye bog give sine erfaringer om tab og sorg videre til andre
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu