Klumme
Læsetid: 2 min.

På afstand

Kultur
29. april 2017

Vi er hele tiden i færd med at forstå vores egen tid. Hver eneste dag udlægges og perspektiveres den også her i avisen i baggrundsartikler, analyser, klummer, kommentarer og ledere.

Men selv om jeg i al ubeskedenhed mener, at vi på Information har nogle af de mest indsigtsfulde personer til at levere det arbejde, så er de tekster uvægerligt skrevet med nærsynets optik og i blind tillid til, at det sprog, der står til rådighed, er tilstrækkeligt, selv om det også selv er bundet af nuet. Ingen kan hæve sig op over sin egen tid, heller ikke denne skribent, selv om han lige nu ihærdigt prøver på det.

På et tidspunkt vil fiktionsforfattere give sig i kast med vores tid. Hævet over enhver tvivl befinder vi os midt i helt afgørende omvæltninger med det ene europæiske skæbnevalg efter det andet. Det er et interessant tankeeksperiment at forestille sig, hvordan eftertidens forfattere vil skrive om lige præcis de her skæbnesvangre år. Og hvor lang tid der vil gå, inden de gør det.

Eksempelvis siger man jo ofte, at det vigtigste værk, der er skrevet om Napoleonskrigene er Tolstojs Krig og fred, altså en roman, som blev skrevet mere end tres år efter de begivenheder, den skildrer. På samme måde kan man sige, at de vigtigste værker om Auschwitz ikke blev skrevet lige efter afslutningen på Anden Verdenskrig, men flere årtier efter og i fiktionens form.

Hvordan vil det franske præsidentvalg anno 2017 tage sig ud i en fremtidig roman? Lige nu er der mange, der ånder lettet op over, at Marine Le Pen ser ud til at tabe anden runde af valget til Emmanuel Macron. Den umiddelbare katastrofe synes afværget, men vi glemmer, at det i forvejen er en tragedie med de to kandidater.

For det virker ikke, som om nogen af dem har nøglen til at løse arbejdsløsheden og den sociale utryghed i det franske samfund, hvorfor næste søndags vinder også allerede synes dømt til at tabe valget i 2022 til et nyt og formentlig endnu værre bud på en frelserskikkelse. Le Pen og Macron er lige nu i nyhedsdækningen de umiddelbare hovedpersoner, men i den større diabolske logik er de ikke andet end bifigurer.

Det er en roman, der er kommet tættest på at beskrive dagens Frankrig, nemlig Michel Houellebecqs Underkastelse, men selv den vil set med eftertidens øjne vise sig at have ramt helt forkert.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her