Læsetid: 5 min.

I Rusland er en digter altid mere end en digter

Med sin fængende poesi og drengede charme lagde Jevgenij Jevtusjenko først Moskva og derefter hele verden for sine fødder: Paris, Havana og New York. Derovre drak han dus med Arthur Miller og Robert Kennedy, og i Danmark scorede han Suzanne Brøgger (eller omvendt)
Jevtusjenko befæstede sit ry i Vesten som en uforfærdet og kompromisløs systemkritiker.

Jevtusjenko befæstede sit ry i Vesten som en uforfærdet og kompromisløs systemkritiker.

Jakob Dall

8. april 2017

Lørdag den 1. april døde den russiske digter Jevgenij Jevtusjenko, 83 år gammel. Strengt taget 84, for der var noget knas med hans papirer. Men et år fra eller til – det måtte jo ske. Selv personligheder, der forekommer larger than life, er forgængelige som alle os andre.

Over et halvt århundrede er der gået, siden Jevtusjenko skød til vejrs som en anden sputnik. Med sin fængende poesi og drengede charme lagde han først Moskva og derefter hele verden for sine fødder: Paris, Havana og New York. Derovre drak han dus med Arthur Miller og Robert Kennedy, og i Danmark scorede han Suzanne Brøgger (eller omvendt).

Også ude på Københavns flade vestegn læste vi gymnasiaster »En digters kunst er ingen bøn om nåde« med røde kinder og bankende hjerter.

»Men vafor noed?« spurgte min far og brød fortryllelsen, som fædre har for vane.

Så svaret fik han ikke den dag:  »en digters kunst/ er hård og bitter krig/der kender sine finter og manøvrer«.

Dette poetiske manifest sparede ikke på de store ord. Der var Modige Helte, Feje Rotter, Sandhed, Løgn og Retfærdighed, men også en streng, altseende Digter, som »selv i døden er/en skræk for fjender«.  Og hvad med finterne og manøvrerne? De bestod i, at digteren til tider må »gå tilbage/ for at vinde frem« – ganske som napoleonkrigenes feltmarskal Kutuzov. Altså ikke noget at skamme sig over.

Tøbrud

Det var Den Kolde Krig. Verdens to supermagter, USA og Sovjetunionen, oprustede som gale. Men Stalin var borte, Khrusjtjov var ved magten, og det såkaldte tøbrud var i gang. Uafvendeligt eller kun forbigående? Man kunne kun håbe, og tiden var til patos, protester og proklamationer.

To af Jevtusjenkos tidlige digte »Stalins arvtagere« og »Babij Jar« var – og er – i særklasse. Det første er en utilsløret advarsel om, at nok var Stalin død, men hans ånd levede videre i det skjulte. Det andet handler om nazisternes massakre på Kievs jøder i 1944, men nok så meget om antisemitismens skændsel også i efterkrigstidens Sovjetrusland.

»Babij Jar« blev indflettet i Sjostakovitj’ trettende symfoni fra 1962, og siden blev der rejst et kæmpe monument ved den hidtil fortiede massegrav i Kiev. Det kunne se ud, som om poesien virkelig havde magt til at smelte både hjerter og jerntæpper, og Jevtusjenko befæstede sit ry i Vesten som en uforfærdet og kompromisløs systemkritiker.

I 1968 fordømte han den sovjetiske invasion i Prag, i 1974 trådte han i brechen for Aleksandr Solzjenitsyn, i 1983 skrev han et protestdigt mod krigen i Afghanistan, og i 1991 stillede han sig på barrikaderne i Moskva til forsvar for det spæde, russiske demokrati, side om side med Boris Jeltsin.

Hyperproduktiv

Men ikke nok med det. Jevtusjenko var tillige en hyperproduktiv kunstner. Værklisten omfatter godt og vel 80 digtsamlinger, foruden noveller, romaner, skuespil, filmmanuskripter, artikler og hele tre erindringsbøger, som er blevet oversat til alverdens sprog. I sagens natur er det langtfra mesterværker alt sammen. Det var ikke selvkritik, som plagede denne mand mest. I den selvbiografiske roman fra 1993, Dø ikke før din død, talte han tværtimod frejdigt og uskrømtet om sin »sunde selvforelskelse«.

En alfahan af dette format må nødvendigvis få fjender. Men i Jevtusjenkos tilfælde drejer det sig ikke bare om banal rivalisering. Det handler mindst lige så meget om hele epokens betændte, politiske klima. En af hans mest forbitrede modstandere, eksildigteren Joseph Brodsky, kaldte ham kort og godt for »a prostitute«, dvs. det stik modsatte af en systemkritiker, og gjorde sit bedste for at holde Jevtusjenko ude fra Amerikas akademiske verden.

Det lykkedes dog ikke. I 1991 blev Jevtusjenko ansat som gæstelektor i russisk ved universitetet i Tulsa, Oklahoma, og resten af sine dage kunne han nyde tilværelsen som en ganske velbeslået pendler mellem fødelandet og USA. Brodsky var storsindet nok til at anerkende, at kollegaen havde præsteret et antal rigtig gode digte, men den hånd, som Jevtusjenko rakte frem til forsoning, blev aldrig modtaget.

Folkelig og sentimental

De to var vel nærmest diametrale modsætninger. Nobelpristageren Brodsky var intellektuel, sofistikeret og reserveret. Jevtusjenko var folkelig, sentimental – og en sand mester i finter og manøvrer, må man sige. (Feltmarskal Kutuzov eller ej).

Jeg har selv oplevet ham i aktion ved to mindeværdige lejligheder. Første gang på Betty Nansen Teatret for tredive år siden, hvor han behændigt afværgede nogle meget nærgående spørgsmål fra balkonen, stillet af en dengang ukendt, russisktalende fyr ved navn Flemming Rose. Anden gang på Caféteatret i 1996, hvor vores superstar lige så fermt fik afvæbnet Niels Barfoed, med sit bredeste smil og et koket-bebrejdende øgenavn til udfordreren: »Mr. Suspicious«.

Jevtusjenko stortrivedes i Oklahoma, hvor de studerende overvejende har en landlig baggrund. For han var jo selv ’bare’ en rod fra Sibirien; det blev han aldrig træt af at fremhæve. Ved siden af sin undervisning og alt det løse fik han også udarbejdet en meget personlig antologi over 100 års russisk poesi. Som selvsagt vakte postyr på parnasset.

Aldrig i nærheden af Nobel

Nobelprisen kom Jevtusjenko aldrig i nærheden af, men listen over andre æresbevisninger, hjemme og i udlandet, er ganske så imponerende endda. Hans firsårs fødselsdag kunne meget passende fejres både i 2012 og 2013, på begge sider af Atlanten. I Moskva fik han indviet et splinternyt »Jevtusjenko Museumsgalleri«, og i Tulsa lod han sig interviewe af Solomon Volkov.

De i alt halvtreds timers optagelser blev klippet ned til en tre timers tv-udsendelse, Dialoger med Jevtusjenko, hvor digteren fortalte åbenhjertigt om sit liv, sin kunst og sine tanker, men undgik prekære politiske emner. I pauserne måtte den nu sygdomsplagede mand krybe sammen på en divan, men han holdt ud.

Kort efter gennemgik han en stor nyreoperation, som tilsyneladende var vellykket. Han kastede sig over arbejdet med en endnu større antologi, Ti århundreders russisk poesi. En storstilet oplæsningsturné fra Kaliningrad til Kamtjatka var under forberedelse. Men canceren indhentede ham og sejrede til sidst.

Uomgængelig

Jevtusjenko udmøntede sentensen:

»I Rusland er en digter altid mere end en digter.« Den passede glimrende på ham selv. En betragtelig del af hans ujævne produktion, de mest svulstige og agitatoriske numre, vil utvivlsomt gå i glemmebogen. Men som tøbrudssymbol og frontfigur i det 20. århundredes russiske ’estradepoesi’ er han uomgængelig.

At betragte ham som en systemkritiker i klasse med Solzjenitsyn er dog en total misforståelse. I dag er det ikke længere nogen hemmelighed, at Jevtusjenko var agent i en eller anden forstand. At han i årevis samarbejdede med KGB’s berygtede femte afdeling, efter det såre enkle princip ’noget for noget’. Men hvem han hjalp, og hvem han skadede, hvordan og hvor meget – de spørgsmål vil næppe nogensinde blive opklaret til bunds. Selv om vi også fik fuld aktindsigt.

Meget kan man sige om Jevgenij Jevtusjenko, og meget vil stadig blive sagt. Hans ungdommelige signaturgestus, med hånden på hjertet, blev noget slidt med årene. Til allersidst, i døden, var han vist ikke til skræk for nogen fjende … Men han greb dagen – alle sine dage, med en forbløffende livsappetit. Han døde ikke før sin død.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Aagaard
Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Odin Rasmussen

Digtet handler om udryddelsen af jøder i Ukraine under Anden Verdenskrig, Imidlertid er der ingen tilsvining af Sovjetunionen, så den må I undvære. Hvordan de russiske møller end maler så overvejer jeg selv det skulle være mere synd for de måske ca. 5 mio sovjetiske jøder, der blev myrdet på bestialsk vis end for de resterende måske 19 millioner USSR borgere,der også blev slået ihjel under Anden Verdenskrig ?
https://en.wikipedia.org/wiki/World_War_II_casualties