Læsetid: 6 min.

Sabotagemesteren

Rasmus Nikolajsen danser elegant ballet trods sine mange benspænd. Han er årets modtager af Kritikerprisen
Rasmus Nikolajsen debuterede i år 2000. Metoden i hans tre første bøger kan beskrives som et postmodernistisk update af de sene 1960’eres systemiske lyrik, kombineret med musikalsk samplings- og collageteknik.

Rasmus Nikolajsen debuterede i år 2000. Metoden i hans tre første bøger kan beskrives som et postmodernistisk update af de sene 1960’eres systemiske lyrik, kombineret med musikalsk samplings- og collageteknik.

Anne Mie Dreves

29. april 2017

Tildelingen af årets Kritikerpris til Rasmus Nikolajsen (f. 1977) må på én gang kaldes en sejr og et nederlag for litteraturen.

Det er et sviende nederlag for Litteraturen med stort L forstået som en velsmurt maskine, der producerer ’bestjernede’ og ’behjertede’ paperbacks til lufthavnene og facile diskussionsobjekter til syklubberne og nogenlunde nemme eksamensopgaver til eleverne i gymnasiet. Men det er en kæmpe sejr for litteraturen med lille l forstået som normsabotage, konventionskritik og vilter, dekonstruktiv praksis.

En anmelder skrev engang om en af Rasmus Nikolajsens små, ret tidlige bøger, at digteren, i modsætning til de gamle og lidt ældre i litteraturbranchen, ikke forsøgte at indkredse en følelse eller omslutte et tema, men at hans drivende interesse snarere rettede sig mod at nå ned, hvor digtet hører op med at være digt, og hvor poesi forhindres i at danne et billede på andet end sig selv.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu