Læsetid: 4 min.

Tænk hvis alle skoler lukkede i morgen

Tænk hvis alle skoler lukkede i morgen

Mia Mottelson

8. april 2017

Folkeskolen. Mit livs første og siden største sociale rum. Et sted for venskaber; at smede dem og miste dem. Et sted for tid brugt, som de voksne ville have det. Et voksenskabt sted med sprækker af barneliv i det attråede frikvarter. At lære forskellen på fri og ufri, hvor ufri var det vigtige. At sidde stille med en krop, der ikke måtte noget, kun gå i gården ved håndsoprækning, og så læsning, i en parade af bøger, med fedtede blade, som var halvt faldet af.

Folkeskolen. En bygning i en børneflok af bygninger, spredt over hele landet. I minderne er skolen i sig selv et land med en befolkning af børn; giganter eller pattebørn fra trinene over eller under. Jeg husker eftersidning og lus og klatrestativer uden sikring, og mobbeofre og »problembørn«, navnet på børn af noget, i halvfjerserne, så sjældent som skilte forældre.

Der var lege og intriger. Der var gråd, som veninderne tog sig af, hvis man havde nogen. Der var klokken, som havde til hensigt at afbryde alt, især det sjove, og kalde ind til stille timer. Her var man underlagt de beskyttende voksne, som ikke altid beskyttede. Lærerne var venner, fjender eller ligegyldige, og så var der den enestående vikar, som kunne vække Mejerikrisen eller Slaget på Reden eller finde det sjove i kvadratroden, den rod som ikke skulle graves op, men terpes.

Folkeskolen. Denne institutionaliserede overdragelse af viden fra generation til generation. Skolen, som er pigers drøm i samfund, som undertrykker dem. Skolegangen, som hele familier igennem historien har arbejdet sig til døde for at give deres yngste adgang til. Skolen som noget livsvigtig på linie med mad og drikke. Et sted, hvor man bliver menneske. Et sted, jeg aldrig satte spørgsmålstegn ved. Et sted, der efterlod dele af mig ustimuleret, mens andre blev vækket. Et sted, hvor jeg lærte at kede mig. Et sted, hvor tiden blev spildt, og tiden blev brugt. Et sted, der forandrede os, skabte os, bremsede os, formede os, fordybede os, forvirrede os, ødelagde os eller reddede os.  

Folkeskolen, den årelange oplevelse, som jeg først nu forstår betydningen af. Den paralleltilværelse, hvis endestation og egentlige formål ikke var karameludkastet i niende, som jeg troede, men dannelsen af mit faglige fundament og grundlag for utallige valg i mit senere liv. Ordet ’skema’, som lød tørt og tvangspræget, var en årelang idyl, der garanterede retning og indhold.  

Hvad hvis denne folkskole, som vi alle har gået på, lukkede i morgen? Hvis du et øjeblik tøver med svaret, så er der ikke bare noget alvorligt galt med folkeskolen, der er også noget alvorligt galt med samfundet:

For nogle år siden oplevde vi i Danmark noget meget usædvanligt. En lockout sendte lærerene hjem, og i over en måned gik børnene ikke i skole. I den periode blev det muligt at iagttage, hvad begrebet ’skole’ er for danskeren.

En situation, der burde skabe panik, skabte tvætimod en mærkelig passivitet. I et højproduktivt samfund syntes rutinebruddet nærmest at være kærkomment. Vi kunne pludseligt komme tættere på vore børn; bedstemødre blev hevet op at samfundsskraldespanden for at kunne passe dem, forældrene kunne tage en sygedag med god samvittighed. Skolen som socialt rum var let at genetablere.

Og det faglige? Enkelte ambitiøse forældre hjemmeunderviste, men størstedelen af børnene holdt fri, og det virkede ikke på forældrene, som om det var den store katastrofe. Vi taler om halvanden måned uden skolegang! De fleste forældre vidste tydeligvis ikke, hvad de skulle savne, fordi de ikke vidste, hvad skolen betød for deres børn og slet ikke, hvad den burde betyde.

Når man som borger ikke ved, hvad skolen bør betyde, ja, hvad man vil med skolen, så ved man ikke, hvad man vil med samfundet, og hvilken fremtid man vil skabe.

Nutidens folkeskole er, ligesom verden selv, blevet et sted fuld af spørgsmål. I stedet for at være et hus båret på søjler bestående af uangribelige værdier er den et landskab, som er oversået af tvivl.

Folkekolen er blevet en kamplads for politiske partier. Luften fuld at voldsomme, indbyrdes modstrindende politiske signaler. Skal vi aflysere fremtiden og genskabe fortiden? Skal vi uddanne eleverne til globalisering, og hvad er i så fald globalisering?  Den stærkestes ret? Den mest veluddannedes ret? Og hvad med det altid ømtålelige emne, de fremmede? Skal skolen bygge en mur imod fremmede kulturer? Eller skal den undervise i dem?

Hvad gør vi med internettet? Skal skolerne deltage i stammefællesskabet på dette internet? Eller lærer eleverne, at internettet kun er et redskab, der skal omgås med den kritiske sans, skærpet til det yderste? Skal de op til eksamen i Justin Bieber fordi emnet er i øjenhøjde med, hvad børnene selv interessere sig for? Er kongerækken mere nyttig lærdom? Skal de lære om demokratiet, inden det havner i et katalog over fortidens naive drømme ?

Hvad er det for en verden, vi lever i, og endnu mere vigtigt, som vi ønsker at leve i? 

Det er ikke nok at være kreativ. Viden og kundskab er nødvendig brændstof for kreativiteten. Nutidens fokusering på trivsel og og sociale kompetencer kan være et udtryk for, at vi som samfund er resigneret over for det ansvar, vi selv har, for at skabe en ny og måske anderledes fremtid. Det er, som om vi uddanner børnene til at være passagerer på et tog. Men de skal selv ud og lægge skinnerne. 

Hvis skolerne lukkede imorgen, hvad ville du så tænke?

Katrine Wiedemann er sceneinstruktør og forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Flemming S. Andersen
  • Mikael Velschow-Rasmussen
Flemming S. Andersen og Mikael Velschow-Rasmussen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mikael Velschow-Rasmussen

En gang i mellem undrer det mig lidt, hvilke artikler der bli'r kommenteret og hvilke der ikke bli'r.

Jeg ville da ellers tro at folkeskolen og uddannelsesområdet var et vigtigt emne der fortjente lidt kommentarer - men det er åbenbart ikke tilfældet :-)

Jeg synes egentlig Katrine lægger op til en vigtig debat; Hvad vil vi med uddannelsesområdet ?

I et samfund hvor de jobtyper vi kender formentligt næsten alle vil forsvinde, mener jeg personligt, at det er ekstremt vigtigt at danne og uddanne alle både bredt og dybt og udforske og efterforske alle mulige og umulige muligheder.

Jeg har i tekniske medier (er selv civilingeniør) slået til lyd for, at man ikke kun skal fokusere på fx. STEM (Science, Technology, Engineering, Mathematics), idet en lang række af disse jobs formodentlig alligevel bli'r automatiseret/robotiseret. Men derimod også fokusere på Humaniora, idet mennesker i fremtiden vil komme til at fokusere langt mere på service, underholdning og kultur udbuddet, da de disse jobs netop er dem der vil være 'svære' at automatisere.

Flemming S. Andersen

Peter Salling

Ja det er trist at du aldrig fik gavn af den opdragelse og uddannelse folkeskolen kan byde på.

Man må håbe at livets skole retter op på tingene på en lempelig facon.