Læsetid: 9 min.

’Man ved jo godt, at folk kan dø, men ikke hvordan det er, når de ikke længere kan genkende en’

Forfatter Caroline Albertine Minor mistede sin kæreste, da han for tre år siden led af hukommelsestab, efter at han var ude for en trafikulykke. Men hvordan sørger man over en krop, som ikke er død? Dette spørgsmål undersøger hun i sin nye novellesamling ’Velsignelser’
Caroline Albertine Minors kæreste var ude for en trafikulykke, hvor han ramte asfalten ’med en sådan kraft, at hans hjerne rikochetterede i kraniet’, som der står i hendes nye novellesamling ’Velsignelser’. Først var han i koma, siden vågnede han, men han huskede hverken Caroline Minor eller deres søn.

Caroline Albertine Minors kæreste var ude for en trafikulykke, hvor han ramte asfalten ’med en sådan kraft, at hans hjerne rikochetterede i kraniet’, som der står i hendes nye novellesamling ’Velsignelser’. Først var han i koma, siden vågnede han, men han huskede hverken Caroline Minor eller deres søn.

Sille Veilmark

22. april 2017

Det er ikke let for Caroline Albertine Minor at tale om Sorgens have, den mest selvbiografiske novelle i hendes nye bog, Velsignelser. Novellen beskriver det første år efter en trafikulykke, der gav hendes daværende kæreste hukommelsestab.

Det er svært at tale om, dels fordi det var en periode i hendes liv, der var præget af sorg og smerte. Dels fordi hun i dag ikke længere er sammen med sin søns far.

Novellen begynder i virkeligheden der, hvor det hele slutter. Der, hvor hovedpersonen, Caroline, og hendes kæreste, M., går fra hinanden:

»På en bænk i Enghaveparken gav vi bare op,« står der.

Det kan være svært at forklare, hvad det er ved Caroline Albertine Minors bog ’Velsignelser, der gør dens noveller så gode, skriver Informations anmelder Tue Andersen Nexø.
Læs også

Et år før det er M., faren til deres på det tidspunkt otte måneder gamle barn, ude for en trafikulykke. Han rammer asfalten med »med en sådan kraft, at hans hjerne rikochetterede i kraniet«, som der står i Sorgens have. Først er han i koma, siden vågner han, men husker hverken Caroline eller deres lille søn. Langsomt, bid for bid, må hukommelsen genopbygges.

Caroline Albertine Minor står i sit køkken i Københavns nordvestkvarter. Da vi sætter os med hvert vores eksemplar af hendes bog imellem os, er hun først fåmælt. Hun forklarer, at hun gerne vil tale om de erfaringer, Sorgens have er baseret på, men hun vil nødigt udlevere en historie, som ikke tilhører hende alene.

»De dele af min bog, der beskriver ulykken, er øjebliksbilleder fra en kompleks og lang historie, som ikke kun er min,« forklarer hun.

Noveller à la Alice Munro

Sorgens have er blot én af de syv noveller, der udgør Caroline Albertine Minors novellesamling Velsignelser. Formen er inspireret af forfattere som Alice Munro, Judith Hermann og Flannery O'Connor. Alle tre skriver de længere noveller, som ikke følger stramme novellekarakteristika, men arbejder med spring i tid og perspektiv.

Sille Veilmark

Hver af novellerne følger en kvindelig hovedperson, og i flere af dem går de samme personer igen. Et omdrejningspunkt for samlingen er den 19-årige karakter Anso, som begår selvmord under et udvekslingsophold i Australien. Hun bor hos en værtsfamilie under sit sabbatår og hænger sig i et figentræ i deres have. Hvorfor hun gør det, er ikke sådan lige til at forklare. Novellernes forskellige udlægninger holder spørgsmålet i spil.

»Der er noget dramatisk ved Ansos selvmord, noget næsten teatralsk. Der er et element af noget ’for meget’ over det. Bare det, at det er der. Tit beskriver folk mine tekster som afdæmpede, indadvendte og forsigtige. Det er slet ikke den følelse, jeg selv har. Når jeg skriver, tænker jeg tit: Kan man overhovedet tillade sig det her?«

Det har været vigtigt for Caroline Albertine Minor, at hendes kvindelige hovedpersoner ikke skulle »slippe let«, som hun siger. De skulle have lov til at være overfladiske, perverse og dumme, ikke bare behageligt selskab.

»Det handler om at have mod og vilje, hvis man vil ændre perspektivet på kvinder. Jo længere tid der bliver skrevet fra et kvindeligt perspektiv, desto flere facetter får det lov at have. Kan en kvinde f.eks. skrive sexistisk om mænd?«

Da jeg spørger hende, om hun har gjort det, skrevet sexistisk om mænd, griner hun og siger, at hun i lang tid diskuterede med sin redaktør, hvorvidt der bag på bogen skulle stå: »Velsignelser er en bog om sorg, venskab og smukke mænd.«

»Der er jo virkelig mange mænd i bogen, som bliver begæret og beskrevet som smukke. Der er f.eks. en fransk tv-vært, som en af hovedpersonerne går i seng med, som bliver beskrevet som ’en lille smuk mand’. Og hvis man vender den om, ville jeg nok, i en bog med et mandligt perspektiv, blive irriteret over den tendens. Måske er det et forsøg: Hvad sker der, hvis man skriver sådan her?«

Om at skrive navnet

En kvinde, som Caroline Albertine Minor har været hård ved, er jeg-fortælleren, Caroline, i Sorgens have.

Sille Veilmark

»Novellen åbner med den største skam, følelsen af selv at være blevet umenneskelig. Det er også grunden til, at mit navn står i novellen. Jeg forsøgte at skifte det ud, for jeg var egentlig ikke interesseret i hele den autofiktive debat. Jeg hed Amalie i noget tid, men det virkede svagt at dække sig selv ind, når nu jeg også gik så tæt på et andet menneske.«

Hun forklarer, at det heller ikke var muligt bare at tage den scene ud, hvor hendes navn bliver sagt, fordi det udgør en kernescene. Det er der, hvor politiet ringer på i hendes lejlighed midt om natten for at fortælle hende om ulykken.

»Jeg var så sikker på, at det var ham, der ringede på. At han havde glemt sine nøgler. Det, at de to virkeligheder kunne eksistere samtidig – min virkelighed og den virkelige virkelighed – indtil mit navn blev sagt, og de så støder sammen. Og alt er forandret.«

– Du skriver dit eget, men ikke M.'s navn?

»Nej. Og i forkortelsen af hans navn er der helt klart et koketteri, som er mig imod. Men det var en praktisk foranstaltning, jeg måtte tage, for at jeg overhovedet kunne skrive det. Hvis jeg havde skrevet hans navn, ville det absolut ikke have været ... godt nok. Men det, jeg skriver om mig selv, synes jeg egentlig kommer tæt på at være godt nok. Altså, desværre.«

En kærlighedserklæring

På træbordet imellem os ligger en lille bunke notesbøger i forskellige størrelser og farver. Det er Caroline Albertine Minors dagbøger. Hun forklarer, at hun i Sorgens have har forsøgt at skrive så virkelighedsnært som muligt. Alligevel adskiller novellen sig meget fra, hvad der står i hendes dagbøger.

Da jeg spørger hende, om udarbejdelsen af hendes tekst hjalp hende ud af sorgen, løfter hun bunken af dagbøger.

»Jeg tror, de her var terapeutiske. Men Sorgens have var ikke terapi, den er først og fremmest en kærlighedserklæring. Det havde jeg brug for at skrive, fordi virkeligheden efter ulykken stemte så lidt overens med det, jeg huskede. I den første tid efter ulykken var kontrasten mellem det, der havde været, og det, der så var, meget stor og grel.«

I mange små scener i Sorgens have beskriver Caroline Albertine Minor tabet af den andens hukommelse. For eksempel forærer M. hovedpersonen en bog i julegave uden at vide, at han selv har læst den højt for hende fem år forinden, da de var allermest forelskede.

»Det var en svær situation, fordi jeg ikke havde nogen værktøjer,« forklarer Caroline Albertine Minor. »Man ved jo godt, at folk kan dø, men du ved ikke, hvordan det er, når de pludselig ikke længere kan genkende dig. Det findes der ikke nogen historier om. Du har ikke lært, hvordan du skal forholde dig til den situation ... af nogen.«

Caroline Albertine Minor sidder lidt uden at sige noget, men tilføjer så:

»Det var min oplevelse, at der – i systemet, kan man sige – manglede et sprog for, hvordan man som pårørende skal forholde sig til det her. Vi var ramt hårdt, men dog med håbet om progression. Men hvad med de mennesker, hvor kroppen bliver ved med at eksistere, men hvor personen måske har udsigt til et livslangt koma? Hvordan gør de?«

Hvorledes sørge?

I Sorgens have beskriver Caroline Albertine Minor netop dette, en kvinde, hvis søn er i koma:

»Kevins mor så misundeligt til, når jeg kom trillende ned ad gangen med M. Hun sad ved sin søns seng og ventede på, at han hostede. Så kan jeg huske hans stemme, sagde hun uden selvmedlidenhed.«

»Kevins mor kan jo ikke begrave sin søn. Der er et intet ritual,« bemærker Caroline Albertine Minor. »Det er klart, at der stadig er en lille rest tilbage af ham i form af hostet. Men den lille rest kræver systemet så, at hun behandler eller ser som alt det, han var. Hun forventes at forholde sig til den rest, som hun forholdt sig til hele mennesket. Men hvordan får hun så lov til at sørge over alt det, der er forsvundet?«

– Du skriver om M., at han var ’helt og aldeles forandret’?

»Dengang, umiddelbart efter ulykken, var det min følelse. Der var i hvert fald en uforenelighed mellem vores oplevelser. Hvis nogen får en kræftsygdom, så er man fælles om processen, selvom den ene er syg, og en anden er pårørende. Her er der tale om to radikalt forskellige oplevelser: Der er en, der har et stort sort hul, og en, der står alene med minderne.«

En dreadlock af sorg

Fordi Caroline Albertine Minor dengang ikke vidste, hvordan hun skulle forholde sig til sin situation, har hun siden interesseret sig for ritualer for sorgbearbejdelse. Ved siden af sit arbejde som forfatter studerer hun antropologi og er i sine studier faldet over beskrivelsen af en gruppe hinduistiske kvinder, der i forbindelse med ægteskabsproblemer eller seksuelle overgreb vælger at leve i askese.

»De frasiger sig en traditionel kvinderolle, og så vokser der de her ’matted locks’, altså tykke dreadlocks, ud fra kvindernes hoveder. Ifølge dem selv sker det fra den ene dag til den anden. Af antropologer bliver dreadlocksene fortolket som ’gudepenisser’. Kvindernes frasigelse af sex med mænd bliver så at sige sublimeret i en guddommelig penis på hovedet.«

Caroline Albertine Minor forklarer, at dreadlocksene bliver et billede på, hvordan kvinderne bemægtiger sig deres sorg og offentligt arbejder sig igennem traumet. Og at hun selv på et tidspunkt, måske i sjov, forestillede sig Sorgens have som en slags dreadlock.

»Det er jo ikke, fordi man ligefrem konstruktivt kan bruge sorgen til at skabe, men det betyder noget, at man får den omformet. Man giver jo sorgen form, både når man skriver om den, og når man lader sit hår filtre sammen i dreadlocks. Man arbejder med noget, som føles helt tømt for mening, men man gør det længe nok til, at det kan give mening inden for sin egen ramme, som et narrativ, en fortælling.«

Det pornografiske minde

I sin egen formgivning af sorgen, i processen med at skrive Sorgens have, var der er et spørgsmål, Caroline Albertine Minor blev ved med at vende tilbage til. Det er citeret i epigrafen til Velsignelser:

»Kan et minde være pornografisk?«

Spørgsmålet er et citat fra franske Jaques Roubauds digtsamling Noget sort, der handler om det pludeselige tab af hans kone.

»Det er et lidt besynderligt citat,« erkender Caroline Albertine Minor.

Men hun forklarer, at spørgsmålet for hende blev en måde at diskutere det autobiografiske på, spørgsmålet om, hvornår det autofiktive bliver udleverende.

»Man kan sige, det er et spørgsmål om følelsesporno. Porno er jo rent indhold, ingen form. Man skal bare se nogen have sex. Så i det pornografiske findes blotlæggelsen, men også manglen på kunstfærdighed og formgivelse. Det blev et moralsk og selvkritisk spørgsmål, som jeg løbende stillede mig selv.«

Caroline Albertine Minor kom imidlertid frem til, at det er i mindets natur at undslippe, at den totale blotlæggelse af mindet ikke findes.

»Minderne er uudtømmelige. Lige meget hvor meget man skriver om et minde, bliver det aldrig brugt op. Det var en beroligende erkendelse, selvom det også var frustrerende. Jeg har jo et behov for at skrive så præcist om erfaringen som muligt. Men det bliver altid ved forsøget.«

Hvordan forlader man sorgens have?

Titlen Sorgens have indgår i novellen i form af et kinesisk ordsprog, som en neuropsykolog citerer for fortælleren:

»Du forlader sorgens have bærende på en gave.«

Men, spørger jeg-fortælleren Caroline, hvad nu hvis man foretrækker at blive i sorgens have?

Ifølge Caroline Albertine Minor er måden, hvorpå man kan træde ud af sorgens have, at møde et andet menneske. I mange af novellerne går det igen. Der kommer en anden, som kan pege fremad: En ny veninde, en nabo, en papmor.

»Man har brug for en person, som står uden for sorgrummet, uden for haven, og ser én i et andet lys end tragediens. Det er min erfaring. Min bog handler jo ikke kun om sorg, men også om at finde trøst. I livet, i et andet menneske, i præstens velsignelse, i den novelle, der hedder Velsignelser

Men Velsignelser, bogens titel, skal ikke nødvendigvis forstås religiøst, understreger Caroline Albertine Minor:

»Jeg tror, det allermest forløsende er at møde nogen, som ikke dømmer, men som heller ikke tilbyder tilgivelse. Hvad enten man tilgiver eller dømmer, er det jo en dom og dermed en afslutning, et regnskab, der bliver gjort op. Men jeg tror, at det, der gør en gladest, er følelsen af, at regnskabet ikke er gjort op, at historien altid fortsætter.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Roed
  • Viggo Okholm
Niels Roed og Viggo Okholm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Randi Christiansen

Jeg tillod mig - og uden iøvrigt på nogen at dømme - at hæfte mig ved, at M forærer den samme bog til caroline - og tænker om det antyder tilstedeværelsen af erindring?