I 1997 var Storbritannien cool. Er det et problem i dag?

Billedet er taget i 1997.

I den engelske premierminister Tony Blairs embedsbolig i Downing Street 10, i et højloftet lokale med kunst på væggene, hvor tjenere med sorte veste og butterflies serverer champagne på små bakker, står Noel Gallagher fra det britiske rockband Oasis med en lyseblå skjorte uden på bukserne og et glas champagne i venstre hånd. Han snakker med Tony Blair. De griner. Som de står der, ligner de to gamle venner, som i grunden ser alt for lidt hinanden.

Billedet er fra en enkelt dag i 1997, men det er et billede på en tid, Storbritannien i slutningen af 1990’erne, Cool Britannia.

Cool Britannia er en betegnelse for perioden i Storbritannien fra 1997 og i årene frem, hvor kunstnerisk succes, økonomisk fremgang og politisk optimisme prægede landet. Storbritannien var et af de første lande i Europa til at komme sig efter den begyndelsen af 1990’ernes økonomiske nedgang, og det lagde grunden til en både kulturel og politisk opgangstid, hvor britisk pop, britisk rock, britisk kunst, britiske restauranter, britisk mode og ikke mindst britisk politik var cool. I Storbritannien og i resten af Europa. 

»Cool Britannia var et forsøg på at bringe Storbritannien ind i det 21. århundrede. At få det gjort til andet og mere end et gammel imperium med nedslidte industrier,« siger lektor på CBS og forsker i britiske samfundsforhold Charlotte Werther.

Det er 20 år siden.

Den 8. juni 2017 er der parlamentsvalg i Storbritannien, og det er ikke forkert at sige, at valget kommer i en tid, som er grundlæggende anderledes, end den var i 1997. Men som måske alligevel er forbundet. I tiden op til valget har flere som det britiske magasin New Statesman spurgt: Hvornår gik det galt – og hvilken rolle spillede Cool Britannia?

Swinging London Mark II

Professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet Ian James Manners boede i den nordlige del af London i slutningen af 1990’erne.

Han var stor tilhænger af Cool Britannia.

Dengang.

»Jeg festede og dansede ligesom alle andre. Labour havde aldrig gået fra at være i opposition til at have en premierminister med så stort et flertal. Det var en unik begivenhed i britisk politisk historie,« siger han.

»Cool Britannia handlede om kreative industrier og musikindustrien, men det handlede også om mere: om et Storbritannien, som var en del af verden og ikke længere kun den gamle, konservative og hvide, Rule Britannia.«

Betegnelsen Cool Britannia opstod allerede i 1996. Det var en omskrivning af den uofficielle nationalhymne fra 1740, Rule Britannia!, som repræsenterede det gamle og konservative Storbritannien. Cool Britannia var det modsatte: ungt og progressivt.

I en forsideartikel beskrev magasinet Newsweek musikscenen med bands som Oasis og Blur, kunstscenen med blandt andre Damien Hirst og Young British Artists, natklubberne med Ministry of Sound og designere som Stella McCartney og Alexander McQueen. London var ifølge Newsweek »the coolest city on the planet«, og tiden omkring 1997 var ifølge en artikel i Vanity Fair at sammenligne med den betydningsfulde kulturelle periode i midten af 1960’erne, Swinging London.

»Swinging London Mark II« skrev magasinet.

Den tredje vej

I maj 1997 blev Tony Blair valgt til premierminister. 

Han opfandt ikke begrebet Cool Britannia, men han formåede ifølge ekstern lektor på CBS og forsker i britiske samfundsforhold, Ole Helmersen, at bruge Cool Britannia politisk.

»På det tidspunkt var han vistnok den yngste premierminister, Storbritanien havde haft, så han kom ind med den der ungdommelige indstilling og indvarslede ungdommelighed og åbnede sig mod verden,« siger han.

Den amerikanske journalist Stryker McGuire – som havde skrevet om Cool Britannia i Newsweek i 1996 – skrev i The Guardian i 2009, at Blair ikke kun repræsenterede »enden på mange års konservativ dominans«, men også begyndelsen på »noget nyt«. 

Premierministeren talte om New Labour og New Britain, han var internationalt orienteret og positiv over for Storbritanniens medlemskab af EU, og sammen med den britiske professor i sociologi Anthony Giddens formulerede han Den tredje vej, som var et opgør med den klassiske socialdemokratiske politik.

»Det var et forsøg på at skabe en vej mellem den klassiske neoliberalisme, som Thatcher havde stået for, og den mere gammeldags socialdemokratiske tankegang i Labour; et forsøg på at skabe en optimisme omkring Storbritanniens muligheder i verden efter 18 års konservativt styre,« siger Ole Helmersen.

Britain TM

I 1997 udgav tænketanken Demos en rapport med forslag til en ny brandingstrategi for Storbritannien. Den hed Britain TM. Storbritanien skulle være et varemærke, ikke bare et land, men en måde at se verden på, en måde at klæde sig på og en måde at gå ind i fremtiden på. Britain Trademark.

»Det er afsættet for hele Cool Britannia og bliver brugt af Blairs regering, da de kom til magten i 1997. Det handler om, at der skal fortælles nye historier om Storbritannien,« siger Charlotte Werther.

I rapporten foreslog forfatterne forskellige overskrifter for varemærket Storbritannien: Creative Island, United Colours of Britain, Hub UK, Open for Business, Nation of Fairplay og Silent Revolutionary. På en gang intetsigende (som anden branding) og sigende (for tiden i slutningen af 1990erne).

»Det talte jo ind i det her med at kalde det ’nyt’. Blair ville forny Storbritannien og forny partiet og bringe den britiske nation ind i et nyt årtusinde. Men senere har kritikken været, at det et langt stykke hen ad vejen var et projekt for dem i hovedstaden og de store byer og ikke noget, man kunne identificere sig meget med i yderområderne. Det kom til at hedde, at her prøvede man at nationbrande Storbritannien på en ny måde og fortælle nogle nye historier om den britiske nation, men det var et lidt smart projekt for regeringen og dem i London,« siger Charlotte Werther.

Professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet Ian James Manners er enig. Blair gjorde det »cool at være britisk«, men han løste ikke de »grundlæggende problemer i det britiske samfund«.

»Storbritannien er et af de mest ulige samfund i Europa. Det offentlige uddannelses- og sundhedssystem bliver ikke brugt af en stor del af dem, som har penge nok til at betale for noget bedre. Blair prøvede aldrig for alvor at ændre det. Han talte om de kreative industrier som en vigtig del af Storbritanniens økonomi, og ja, det er ikke fuldstændig forkert. Men de udgør omkring fem procent af den samlede økonomi. Det havde den konsekvens, at kosmopolitter følte sig hjemme i Cool Britannia, mens mange uden for de store byer ikke følte sig som en del af Storbritannien. Der har måske været en kulturel opgang i byer som Liverpool og Manchester, men folk i de industrialiserede områder oplevede nedgang.«

Brexit

Som med alt, der er moderne: Det bliver umoderne på et tidspunkt.

Kort efter årtusindskiftet forsvandt optimismen omkring Cool Britannia. En økonomisk nedgang og landets deltagelse i Irakkrigen var ifølge flere eksperter med til at gøre Tony Blairs projekt upopulært i befolkningen.

På forsiden af magasinet New Statesman kunne man for nylig læse en artikel om tiden i slutningen af 1990’erne, som stillede spørgsmålet: Var Cool Britannia er medvirkende årsag til Storbritanniens exit fra EU?

Ole Helmersen fra CBS har læst artiklen.

Han er forsigtig med at trække lige linjer mellem 1997 og 2017, men han ser en sammenhæng mellem den positive holdning til EU under Tony Blair og den efterfølgende skepsis.

»Blair var begejstret for EU, det lagde han ikke skjul på, og han talte om Storbritannien som en slags leder af Europa. Det er min opfattelse, at det har været med til at skabe den en hårde modreaktion mod Cool Britannia og mod forsøget på at omfavne Europa og på den måde har været med til at skabe grundlaget for en mobilisering af EU-kritik frem mod 2016, hvor de så endelig får den her folkeafstemning,« siger han.

Ian James Manners er enig i, at der ikke er en direkte sammenhæng mellem Cool Britannia og Brexit, men ser ligesom Ole Helmersen en række problemer ved tiden i slutningen af 1990’erne. 

»Cool Britannia var med til at gøre det i orden at være nationalist. Indtil 1996 var der ingen, som flagede med det britiske flag. Det stod for det gamle og konservative Storbritannien.«

På et tidspunkt i løbet af 1990’erne under Cool Britannia blev det accepteret at bruge flaget som symbol, og den accept af det nationale er ifølge Ian James Manners »acceleret« frem til i dag.

»Samtidig har Cool Britannia været medvirkende til, at man ikke var i stand til at se, hvad der egentlig foregik i det britiske samfund. Jeg arbejdede på BBC og købte ind i Camden Town. Alt så ud til at gå fremad. Men Cool Britannia påvirkede ikke livet for mange, måske flertallet af briter.«

– Kan vi i Storbritannien eller Danmark lære noget i dag af tiden dengang?

»Ja og nej. Vi kan lære, at man har brug en national politik, både på kulturområet og på andre områder, som når alle dele af samfundet og ikke den dominerende kultur i hovedstadsområdet. Wonderful Copenhagen er et eksempel på, at man laver en national kulturpolitik ud fra en enkelt by. På den måde har storbyens elite stadig ikke givet opmærksomhed til de afindustrialiserede områder. Men nej på den måde, at de populistiske ledere som May, Farage eller Trump fører en politik, som måske nok er antielitær, men som ikke hjælper dem, der ikke er en del af eliten og bliver ramt økonomisk af for eksempel lukninger i industrien.«