Læsetid 9 min.

»Hvis jeg ville ændre samfundet, så var jeg ikke blevet forfatter«

Jonas T. Bengtsson er ikke interesseret i at udvide sine læseres sociale bevidsthed eller leve op til de forventninger, der er til såkaldt socialrealistisk litteratur. »Jeg ville aldrig selv betegne mit forfatterskab som socialrealistisk. Hvad pokker er det overhovedet? Det er det, middelklassen kalder litteratur, der beskriver underklassen«
’Jeg ville desuden aldrig selv betegne mit forfatterskab som socialrealistisk. Hvad pokker er det overhovedet? Det er det, middelklassen kalder litteratur, der beskriver underklassen,’ siger Jonas T. Bengtsson

’Jeg ville desuden aldrig selv betegne mit forfatterskab som socialrealistisk. Hvad pokker er det overhovedet? Det er det, middelklassen kalder litteratur, der beskriver underklassen,’ siger Jonas T. Bengtsson

Sille Veilmark
20. maj 2017
Delt 35 gange

På hjørnet af Provstevej og Frederikssundsvej ligger Café Fuglereden. En brun bodega i Nordvest. Her er tilrøget på den behagelige måde, og spillemaskinerne larmer ikke ustyrligt. »Det er perfekt,« siger Jonas T. Bengtsson og sætter sig ved et bord ved vinduet.

Bag ham hænger Johanne Schmidt-Nielsen på en valgplakat fra 2011, et par af blomsterne er af plastik, men de fleste er ganske ægte. Manden bag baren griner tørt og svarer »naturligvis«, da jeg takker nej til et askebæger og beder om en danskvand til mig selv og en rød Tuborg på flaske til Jonas T. Bengtsson.

På den modsatte side af Frederikssundsvej ligger den syvetagers boligblok, der i knap ni år var Jonas T. Bengtssons hjem. I dag bor han i Brønshøj, men han kommer stadig en del på disse kanter. Hans seneste roman, Sus, kunne meget vel foregå i én af boligblokkene på Stærevej, der indtil for nyligt var på regeringens såkaldte ghettoliste, selv om hverken bydelen eller gaden er nævnt ved navn i romanen.

I ’Aminas Breve’ balancerer Esben Smed fornemt mellem forskellige sindsstilstande. 
Læs også

»Den her roman kunne foregå i hvilken som helst boligblok i hvilket som helst socialt udsat område. Men jeg skriver ganske vist altid på specifikke steder, når jeg skriver. Og ja, jeg boede i Nordvest, mens jeg skrev den her bog.«

»Uanset hvor stort et røvhul, du måtte være, så undgår du ikke at blive gennemtrængt af den mængde af ulykke, svigt, vold og misbrug, som du bor klods op af sådan et sted her. Der er en ganske særlig lyd af vold i hjemmet, som du aldrig helt kan placere. Man ved den er der, men der er ikke en skid at stille op,« fortæller Jonas T. Bengtsson.

Det er den slags lyd og liv, der udgør det litterære stof i Jonas T. Bengtssons seneste roman. Det er fortællingen om den 19-årige Sus, hvis bror er indlagt med en granatsplint i hjernen, mens hendes far sidder inde for mordet – eller uagtsomt manddrab, det er ikke helt afklaret – på deres mor.

Sus er på røven på alle måder. Hun sælger hash til skolebørn, lever af fløde og pasta og øver sig i at blive en god kriminel, så hun kan slå sin far ihjel, når han kommer ud.

Romanen lægger sig både sprogligt og tematisk i ganske naturlig forlængelse af Jonas T. Bengtssons øvrige forfatterskab, der ofte er blevet kategoriseret som socialrealistisk og tæller værker som Submarino, Aminas breve og Et eventyr.

Det er den såkaldte underklasse, Jonas T. Bengtsson skriver om, dem, der står udenfor det, middelklassen kalder »det øvrige samfund,« forklarer han. Han kunne ikke drømme om at skrive om middelklassens problemer og erfaringer, det ville være det absolut kedeligste, han kunne gøre.

»Jeg interesserer mig for steder og mennesker, der virkelig sætter tingene på spidsen. Jeg holder fandens meget af en karakter som Sus. Hun er hård, hun er stærk, og de valg, hun træffer, de har virkelige konsekvenser,« siger han og tilføjer, at der med »virkelige konsekvenser« menes liv og død.

Ingen opbyggelighed

For Sus ligger de to størrelser – liv og død – uendeligt tæt, forklarer Jonas T. Bengtsson. Hun er et destruktivt væsen, hun leger med tanken om at springe ud fra boligblokkens tag. Det, der holder hende tilbage, er tilsyneladende ikke lysten til at leve, muligheden for at slippe væk, at komme videre og bryde mønsteret.

Det er lysten til at slå faren ihjel. Der er ingen vej ud af elendigheden for Sus. Hun er stavnsbundet, som det her beskrives i romanen:

Hun bor på syvende, hun er født og opvokset på sjette. Hun havde lovet sig selv aldrig at vende tilbage til blokken, men kunne ikke finde et andet sted at bo, og børn af blokken har fortrinsret til en lejlighed. Det har sikkert været meget sympatisk tænkt i sin tid, flere generationer der bor side om side, men Sus kan ikke se det som andet end en forbandelse. Stavnsbundet, det er det ord, hun leder efter.

»Det er dystert, men det er nu en gang sådan, det er,« forklarer Jonas T. Bengtsson.

Han føler sig på ingen måde forpligtet til at levere en eller anden form for opbyggelighed i sine romaner. Det er ikke op til ham at fremdyrke en social bevidsthed – hverken hos sine læsere, sig selv eller de mennesker og miljøer, han skriver om.

»Jeg tror ikke på, at mine bøger skal gøre noget, forandre noget og vise unge kvinder som Sus en eller anden vej ud af lortet. Hvis jeg ville ændre samfundet, så var jeg ikke blevet forfatter, men politiker eller socialrådgiver. Jeg tror ikke på, at litteratur kan ændre samfundet, måske kan den rykke lidt ved det enkelte menneske, men litteratur er ikke vejen til social forandring.«

Det, Jonas T. Bengtsson vil, er at fortælle stærke og medrivende historier. Han vil skrive gode sætninger, gode scener, møder, karakterer og skildre miljøer »så ægte« som overhovedet muligt:

»Arbejder man tilpas ambitiøst med det formmæssige, med sproget, så kan man tillade sig ikke at svare på spørgsmål om, hvad man så derfra vil med sin litteratur,« mener han.

»Er historien stærk nok og værdifuld i sig selv, så behøver jeg ikke retfærdiggøre den med et eller andet socialt eller politisk perspektiv. Jeg synes ærlig talt, at det bliver ganske anstrengende, når universitetsuddannede kritikere eller journalister skal forholde sig til den her slags litteratur: Det bliver altid et spørgsmål om, hvorvidt den er fin eller ufin – ikke om det er en god fortælling eller ej. Og det orker jeg altså ikke at forholde mig til.«

Hvad er socialrealisme?

Jonas T. Bengtsson føler sig hjemme i Nordvest, han passer ind her og føler et tilhørsforhold til bydelen og de mennesker, der står uden for fællesskabet, samfundet. Han har altid følt sig som en outsider, forklarer han.

Med sin nye film 'Submarino' har Thomas Vinterberg nok skabt sin hidtil bedste film - et socialrealistisk mesterværk
Læs også

– Men du er jo ­– modsat dem, du skriver om – faktisk vokset op i et middelklassehjem med alle de muligheder, der knytter sig til det. Hvorfor er det netop det her miljø, du bliver ved med at vende tilbage til?

»Da jeg begyndte at skrive som 26-årig, var dét der min verden,« siger Jonas T. Bengtsson og peger i retning mod blokkene.

Han var lige blevet skilt og havde brug for en billig lejlighed i en fart, da han fik tilbudt én i en af blokkene på Stærevej. Dengang troede han ikke, at han ville blive boende så længe, men lejligheden var ganske udmærket, og han har aldrig følt sig utryg eller haft decideret dårlige oplevelser herude.

Han fulgte dog altid sin kæreste til og fra bussen, når hun kom på besøg.

»Men hun boede også på Frederiksberg dengang,« tilføjer han med et skævt grin.

»Der leves mange forskellige slags liv herude. Og sikkert også et par ganske gode, konstruktive liv hist og her. Men der er ingen tvivl om, at rigtig, rigtig mange mennesker i de her blokke har det helt ad helvedes til.«

»Det er hverken en original eller interessant historie, men jeg var ved at sumpe fuldstændig til. Og her fik jeg så pludselig et helt miljø foræret, et område, der ikke allerede var blevet skrevet ihjel. Dengang var det kun Jan, der virkelig havde beskæftiget sig med de her steder,« siger han og sender en hilsen til sin afdøde ven og forfatterkollega, Jan Sonnergaard. Han er en af de eneste forfattere, Jonas T. Bengtsson føler sig beslægtet med.

»Som det også gjorde for Jan, så ligger det mig på sinde, at de her miljøer og mennesker får en stemme. At de bliver lyttet til uden at blive gjort til sociale cases i forskellige sammenhænge og mønstre, de ikke selv har valgt.«

– Men risikerer du ikke netop at gøre det samme som forfatter? Er det ikke den faldgrube, socialrealistisk litteratur så let kan falde i?

»Nej, det synes jeg ikke, jeg gør. Tværtimod. Jeg bruger ikke Sus til at illustrere en eller anden form for pointe i forhold til ensomhed, misbrug eller kriminalitet på de her kanter. Jeg beskriver verden på Sus’ præmisser. Og om de sociale myndigheder har svigtet, om der er for store huller i systemet, det rager mig sådan set ikke. Som privatperson, jo, men som forfatter er jeg ikke synderligt socialt bevidst,« svarer Jonas T. Bengtsson og tilføjer:

»Og jeg ville desuden aldrig selv betegne mit forfatterskab som socialrealistisk. Hvad pokker er det overhovedet? Det er det, middelklassen kalder litteratur, der beskriver underklassen.«

Intet rødt flag

– Men hvordan er det, man kan undgå en social bevidsthed, når man arbejder med de her emner? Nu sidder vi her; to middelklasseborgere er taget på brun bodega i Nordvest en mandag for at tale om en bog om underklassen. Og om lidt går vi herfra, hjem til vores middelklassehjem. Lugter det ikke lidt af underklasseromantik?

»Den kritik er der nok én eller to, der har slynget ud før. Jeg husker det ikke, ærlig talt, for jeg gider simpelthen ikke tage mig at det. Hvis du som forfatter beskæftiger dig med bunden af samfundet, så skal du ifølge jer, der har studeret litteratur på universitetet, anspore folk til handling. Og med folk menes middelklassen,« tilføjer Jonas T. Bengtsson og fortsætter:

»Du skal udvide deres perspektiv med din litteratur og skrive en eller anden social indignation op. Du skal adressere klassespørgsmål, og du skal gøre det på en velovervejet og korrekt måde. Jeg vil ikke leve op til den slags forventninger og krav, der er til det, du kalder socialrealistisk litteratur.«

En ældre herre har i løbet af de seneste ti minutters tid fodret spillemaskinen ved siden af os med mønter. Nu høster han endelig gevinsten, maskinen spytter en god portion mønter ud ledsaget af en heftig melodi. Der klappes i baren, og Jonas T. Bengtsson hæver stemmen:

»Folk må beskylde mig for, hvad de vil, men jeg nægter at acceptere præmissen om, at jeg skal smælde med et rødt flag eller tale med et marxistisk begrebsapparat, før jeg må skrive om underklassen. Det interesserer mig simpelthen ikke at bruge litteraturen som løftestang for en ideologisk eller politisk holdning.«

Indlevelse

Litteratur og politik er ikke sammenhængende størrelser for Jonas T. Bengtsson. Når han læser, er det ligeledes de gode sætninger, de velkomponerede scener og karakterer, han går efter. For ham er Per Olov Enquist, Franz Kafka og Lars Norén nogle af de største. Her handler litteratur om en umiddelbar oplevelse, her er ingen ideologiske og spekulative bagtanker, mener han:

»Jeg bryder mig ikke om unødig fortolkning, politisering og intellektualisering af litteratur. Værkerne skal have lov at stå for sig selv, de skal have lov at virke som de kunstværker, de er. De skal ikke spekuleres ihjel – heller ikke af jer, der har læst litteratur på universitetet – og ses som illustrationer af politiske, psykologiske eller filosofiske fænomener.«

Læs også

Franske Albert Camus’ Den fremmede var Jonas T. Bengtssons første store litterære oplevelse. Den slog benene fuldstændig væk under ham. Men da han efterfølgende gik i kødet på den eksistentialisme og filosofi, der lå bag værket, blev han slemt skuffet.

»Det svarer lidt til at åbne et analogt kamera for at tjekke, om der nu er film i. Det ødelægger oplevelsen. Når man dissekerer noget, så dør det. Sådan er det også med litteratur, hvis du spørger mig.«

– Vil du gerne frabede dig, at dine værker læses ind i en politisk eller klasseorienteret ramme?

»Det hverken kan eller skal jeg blande mig i. Men jeg skriver med formodningen om, at mine værker bliver læst i den ånd, de er blevet skrevet i. Og den ånd består af indlevelse, ikke af politik.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Steffen Gliese
    Steffen Gliese
Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Christian Lucas
Christian Lucas

Fuldkommen enig. Samme i dansk film...hvad er socialrealisme? Relativt rige instruktørers underlige kærlighedsaffære med Barbara Cartland og Nørrebro.