Læsetid: 10 min.

Alex Ahrendtsen: Hvis der ikke er kærlighed mellem folk og kunstner, er der ikke et ægte kulturliv

Danske kunstnere har længe ’bekriget folket’, men nu vinder den folkelige kunst frem, mener Dansk Folkepartis kulturordfører, Alex Ahrendtsen. Han vil gøre op med ’modernismens kvælertag’ på dansk kulturliv, og han kan bedre lide vestlige, mandlige kunstnere end kvindelige
Der har længe været en tendens til, at man ser ned på den store fortælling og den folkelige kunst, mener Alex Ahrendtsen, kulturordfører for Dansk Folkeparti.

Der har længe været en tendens til, at man ser ned på den store fortælling og den folkelige kunst, mener Alex Ahrendtsen, kulturordfører for Dansk Folkeparti.

Lærke Posselt

24. maj 2017

Alex Ahrendtsen er en høj, ranglet mand med en lidt kejtet måde at bevæge sig på. Han småsnubler flere gange op ad hovedtrappen til Christiansborgs vandrehal.

»I skal nå at se mit kontor, lad os spise frokost der,« siger han på sit udprægede rigsdanske. »Det er ikke sådan et lille kulturradikalt, nusset ét,« tilføjer han begejstret og drejer til højre ind mod Provianthuset, hvor Dansk Folkepartis medlemmer har kontorer.

Information er mødtes med Alex Ahrendtsen, Dansk Folkepartis kulturordfører, for at følge ham gennem en arbejdsdag og for at spørge ind til hans kulturelle præferencer og ønsker for dansk kulturliv.

Dagen startede tidligt med en rundvisning for tre skoleklasser og to beslutningsforslag i Folketingssalen. Nu er klokken blevet 12, og han har lige været nede og købe en sandwich i kantinen.

Alex Ahrendtsens kontor er ganske rigtigt hverken småt eller kulturradikalt – bortset fra en enkelt PH-lampe. På en væg hænger et stort maleri af fynbomaleren Peter Hansen. Det forestiller bønder ved slaget ved Øksnebjerg lidt uden for Assens i 1535, forklarer Alex Ahrendtsen. På en anden væg hænger en afstemningsplakat fra genforeningen mellem Sønderjylland og Danmark i 1920. Der står: ’Fælles Stamme, Fælles Land’ hen over et danmarkskort.

Laerke Posselt

Der er også et maleri fra Færøerne. Ahrendtsen bryder sig egentlig ikke så meget om selve maleriet med dets lyserøde farver, indskyder han, men han elsker de »18 vindblæste øer«, som han synes står for en forbilledlig styrke og fædrelandskærlighed.

»Jeg ville være så ked af det, hvis de forlod Rigsfællesskabet. De trækker os mod nord og opvejer risikoen for, at Tysklands fangarme rækker op mod Danmark og trækker os ned i en tysk sump,« siger han, inden han viser et decoupagebillede frem, som hans sekretær har lavet og foræret ham.

Dansk Folkeparti har siden partiets stiftelse brugt kultur- og værdidebatten som løftestang for sin politik. På det seneste har partiet haft succes med at skabe eller markere sig i store debatter om alt fra Fregatten Jylland og provinskultur til Danmarks Radios budget. Nogle går endda så vidt som at sige, at partiet har fået definitionsretten til, hvad dansk kultur egentlig er.

I spidsen for DF’s kulturprojekt står Alex Ahrendtsen, som udover at være kulturordfører har tiltrukket sig opmærksomhed med kontroversielle udtalelser om kvinder og muslimer. Det vender vi tilbage til.

Modernismens ’kvælertag’

Alex Ahrendtsen har tordnet mod for megen københavnerkultur. Men det er ikke denne kulturpolitiske kamp, der er vigtigst for ham. Vigtigst er det, at »kunstnerne igen fatter kærlighed til det folk, de udspringer af, i stedet for at bekrige det«. Han mener, at der siden 1960’erne har været en herskende tendens til, at kunstnere går forrest i at kritisere Danmark og danskerne.

»Og det er et grundlæggende problem. For hvis der ikke er kærlighed mellem folk og kunstner, er der ikke et ægte kulturliv i Danmark. Så er det bare støttekroner,« siger han og nævner Klaus Rifbjerg som symbolet på denne krig, fordi han kunne sige »de værste ting om Danmark og danskerne«. Som da han sagde, at der kun var 2.000 begavede mennesker i Danmark.

– Det, du kalder ’at bekrige’, er det ikke blot samfundskritik?

»Det kan du jo sige. Og kulturen må da selv bestemme, om den kommenterer på samfundet eller ej. Men det jeg ønsker af kunst, det er kærlighed. At den ikke bare vrænger og bliver forstandsmæssig.«

Ifølge Ahrendtsen er det »helt åbenlyst«, at bekrigelsen er en del af modernismen.

»Den går jo tilbage til avantgardetænkningen, hvor kunstneren går forrest og trækker den uoplyste hob frem mod kunstens lys,« siger Alex Ahrendtsen.

Blå bog

  • Født 14. februar 1967 i Rebæk ved Kolding.
  • Kultur- og skoleordfører for Dansk Folkeparti.
  • Medlem af Folketinget siden 2011.
  • Medlem af Odense Byråd siden 2005, tidligere viceborgmester.
  • Cand.mag i religion med oldgræsk og litteraturvidenskab.
  • Formand for Odense Teater.
  • Hans fritidsinteresser er at læse, høre musik, se film og stå på rulleskøjter.

Han ser de første modernister som store kunstnere, men siden har modernismen taget »et kvælertag på dansk kunstliv« og medvirket til, at det har været en helt bestemt kunstideologi, der har været fremherskende helt frem til i dag. Han vil ikke nævne enkelte modernistiske værker, som han ikke bryder sig om, for det er ikke værkerne, der har taget kvælertaget, mener han. Det er den modernistiske ideologi, der er »eksperimenterende, avantgardistisk, angriber tradition, og som ofte føler sig international og uden rod«.

Han ser den blandt andet udfoldet på institutioner som Kunstakademiet, Filmskolen og Musikkonservatoriet og mener, at den generelt har domineret kunstdebatten, kunststøttesystemet og den offentlige debat i flere årtier.

»Kunstnere må gerne være modernister. Men problemet er, at den gode smag blandt forholdsvis få mennesker har sat tonen. Der skal også være plads til andre, og modernismen er ikke finere eller bedre kunst. Men der har længe været en tendens til, at man ser ned på den store fortælling og den folkelige kunst.«

Men sådan er det ikke længere, siger kulturordføreren. For selv om modernismen stadig er udbredt, særligt der, hvor der er mange statslige bevillinger – jo mere statsstøtte, des mere ufolkelig bliver kunsten, fordi man ikke behøver et publikum, mener han – er den de seneste tre-fem år begyndt at »løsne sit greb«.

»Jeg ser flere og flere eksempler på teater, musik, film og billedkunst, der rækker ud mod publikum. Altså, jeg ser, at kunsten ikke længere kan sættes på en modernistisk formel. Så der er sket et opbrud, det er der ingen tvivl om. Men det går langsomt, og man opfatter jo stadig nybrud som noget inden for den modernistiske ideologi. Men det er jo ikke et nybrud,« siger han og begynder at klukke, så han næsten ikke kan få det sidste af sætningen med. »Det er bare noget, man har gjort i de sidste 100 år. Der er jo ingen, der bliver provokeret af ’moderne’ kunst!«

– Hvem er den store kunstner i dag?

»I dag? I Danmark? Aaaarh,« siger han og tænker. »Den store kunstner ser jeg ikke lige nu i Danmark.«

Glasrædsel

Berøringen med kunst og kultur er ikke ny for den 50-årige Alex Ahrendtsen. I hans barndomshjem stemte man på Socialdemokraterne, men selv var den unge Ahrendtsen ikke rigtig politisk. De unge konservative på gymnasiet irriterede ham. De langhårede røde, der var »dårligt klædt«, irriterede ham også. Og socialdemokraterne var kedelige.

Lærke Posselt

I stedet engagerede han sig i kultur, og i gymnasietiden og årene efter havde Ahrendtsen berøring med de fleste kunstarter: Han sang baryton i et kirkekor og en barbershop-kvintet, han spillede teater, forsøgte sig lidt med klaver, malede og lavede endda en lille film med en kammerat. Efter gymnasiet tog han en kandidatgrad i religion med sidefag i oldgræsk og litteraturvidenskab.

Det var først senere, da Dansk Folkeparti var blevet stiftet, at EU- og særligt islamkritikken trak ham ind i politik i 1998.

»Det væltede ind med indvandrere på det tidspunkt, og jeg ville gerne have, at Danmark forblev selvstændigt,« indskyder han, inden han tager den sidste bid af sin sandwich, sætter en sixpence på hovedet og forlader kontoret for at tage til møde med Dansk Arkitektur Center (DAC).

Centerets direktør har inviteret ham til rundvisning og en snak, fordi Ahrendtsen har kritiseret dets nye hovedkvarter, byggeprojektet BLOX, for at være rædselsfuldt. BLOX er under opførelse ved Københavns Havn og består af store firkanter i sort-grønt glas, klos op af de gamle historiske bygninger.

På vejen hen til byggepladsen fortæller han om den omdiskuterede valgvideo, som blev startskuddet til hans landspolitiske karriere. Her bliver han filmet, mens han trækker sin cykel gennem Odense-bydelen Vollsmose og snakker om, at kriminelle udlændinge »skal ud«, mens en skuespiller overfalder en ældre kvinde i baggrunden.

»Det var virkelig lavbudget,« siger Ahrendtsen.

Homer og Hamsun er blandt Dansk Folkepartis kultur- og uddannelsesordfører Alex Ahrendtsens yndlingsforfattere
Læs også

Det var hans mor, der spillede den ældre dame, der blev overfaldet, mens hans daværende kæreste lagde stemme til lydsporet med en tyk, påtaget indvandreraccent. Det var første gang, Ahrendtsen virkelig satte sindene i kog i den brede befolkning.

»Jeg var overrasket over, at folk blev så forargede. Men mest af alt var jeg overrasket over, at folk ikke kunne se selvironien i videoen. Det sjove er jo netop, at jeg står der som politiker og kræver handling i forgrunden, mens en dame bliver overfaldet i baggrunden, fuldstændig uden at jeg opdager det.«

For nylig chokerede Ahrendtsen igen, da han skrev et læserbrev, hvori han spekulerede over, om venstreorienterede kvinders politiske holdninger til indvandring bunder i et seksuelt ønske om at blive domineret.

Henne ved byggepladsen tager Kent Martinussen, DAC’s direktør, imod Ahrendtsen, der får sikkerhedssko på, skifter hatten ud med en hjelm og tager en gul refleksvest ud over jakkesættet. Efter rundvisningen sætter de sig og får en kop kaffe.

»Jeg er jo glad for at kunne holde møde med den mest aktive kulturordfører i landet,« lægger Martinussen ud.

Han har lavet en PowerPoint, bl.a. med billeder af et danmarkskort med markeringer for alle de steder rundt omkring i landet, hvor DAC har aktiviteter.

»Man kan godt kigge på klodsen her og tænkte: ’Gud, hvor er det københavneragtigt’. Men vi har altså også aktiviteter i resten af landet,« siger direktøren.

»Du er charmerende, er du,« siger Ahrendtsen, griner og sukker så. »Og det har været virkelig spændende. Men du ved. Jeg er altså ked af den umusikalitet og mangel på respekt for omgivelserne, som jeres bygning er. Hvis jeg havde magt, som jeg har agt, så lå den bygning ikke der,« siger Alex Ahrendtsen, der i forbindelse med sin kritik af bygningen har foreslået, at byggerier skal sendes til folkeafstemning.

På vej tilbage til Christiansborg forklarer Ahrendtsen, hvorfor han synes, det har været en god og fordomsfri samtale.

»Jeg vil jo gerne diskutere med folk. Men der er mange, særligt i sådan nogle kulturkredse her, der bliver lidt bange for en DF’er som mig,« siger han og drejer ind gennem bibliotekshaven mellem Det Kongelige Bibliotek og Christiansborg.

– Bruger kulturfolk, du er ude hos, altid så meget krudt på at forklare dig, hvad de har af tiltag uden for hovedstaden?

»Åh, det lagde du også godt mærke til?« spørger han og griner. »Ja, altid.«

Mænd frem for kvinder

Tilbage på Alex Ahrendtsens kontor falder snakken igen på kunstnere. Kulturordføreren har det sådan, at han bedst kan lide »kunstnere med mandig følsomhed«, forklarer han.

– Hvad mener du med ’mandig følsomhed’?

»Med det mener jeg en forståelse for menneskelivet. Som for eksempel forfatteren John Williams. Han er følsom og mandig på samme tid. Eller Knut Hamsun eller Pontoppidan,« siger Ahrendtsen og forklarer, at en af hans yndlingsscener fra »mandig og følsom litteratur« findes i La délicatesse af David Foenkinos.

Han er særligt begejstret for passagen, hvor hovedpersonens kæreste gemmer sig i en have, for at hovedpersonen skal finde hende, men hovedpersonen bare venter i stedet for at gå i gang med at lede efter hende.

»Han lader kvinden vente på sig, og giver hende den plads og tid, som kvinder har brug for. Det er så fint,« siger Ahrendtsen og klapper hænderne sammen.

– Hvad er det, du betegner som ’mandighed’?

»Du ved jo godt, hvad jeg mener. Jeg tænker på kompromisløshed og styrke. Og integritet,« siger Alex Ahrendtsen og tilføjer, at kunst ifølge ham skal være følsom og ikke bare mandig for at være god.

Her kan arkitekturen tjene som et eksempel. Moderne arkitektur – som den, han netop har været ude at se på – er »machoarkitektur«, mener Ahrendtsen.

»Men macho er ikke manden i balance. Machoarkitekturen er grov, den tager ikke hensyn, og den råber højt. Den er med andre ord ikke en gentleman, der er høflig og følsom,« siger Alex Ahrendtsen.

Han tænker længe, før han svarer på spørgsmålet om, hvilke kvindelige kunstnere, han bryder sig om.

»For eksempel maleren Gerda Wegener eller Karen Blixen (men kun Den afrikanske farm og nogle af hendes noveller, red.). På musikken, derimod, bliver det svært.«

– Det lyder som en grov generalisering?

»Der ligger jo ikke nogen værdidom i det fra min side, og der er da også gode kvindelige kunstnere. Men når jeg kigger tilbage på den kunst, jeg godt kan lide, kan jeg konstatere, at den er lavet af vestlige, mandlige kunstnere,« siger Ahrendtsen, der tror, at en udtalelse som denne kan opfattes som provokerende, fordi vi har en »hysterisk kønsdebat i det her overfeminiserede land«.

– Kan du godt lide at provokere?

»Det kan jeg faktisk ikke. Men jeg har lagt mærke til, at det ofte sker. Det skyldes jo nok de holdninger, jeg har,« siger kulturordføreren og understreger, at han prøver at sige tingene så pænt som muligt, og at han nogle gange godt kunne tænke sig at »binde en knude« på sin tunge.

»Derfor er jeg heller ikke på de sociale medier længere. Jeg frygter simpelthen, at jeg kommer til at provokere for meget.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Aagaard
  • Eva Schwanenflügel
Hans Aagaard og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Carstensen

"...Men når jeg kigger tilbage på den kunst, jeg godt kan lide, kan jeg konstatere, at den er lavet af vestlige, mandlige kunstnere,« udtaler DFs kulturordfører Alex Ahrendtsen og han har da lov til at have SINE preferencer. Men det er en meget forstemmende tanke, hvis de influerer på hans holdning til fremtidens kunstpolitik i DK. Og at fremhæve kunstnerens mandlige køn, som særligt kvalificerende er da helt horribelt!

Johanna Haas, Allan Stampe Kristiansen, Randi Pedersen, Hanne Ribens, Elisabeth Andersen, Vibeke Hansen, Bjarne Bisgaard Jensen, Jørn Andersen, Torben Skov, Malan Helge, Steffen Gliese, Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel, Dorte Sørensen, Tue Romanow og Torben Siersbæk anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Som om Folket var en homogen størrelse. Som om alle har samme smag.

Johanna Haas, Allan Stampe Kristiansen, Elisabeth Andersen, Vibeke Hansen, Jørn Andersen, Torben Skov, Malan Helge, Steffen Gliese, Arne Lund, Eva Schwanenflügel, Dorte Sørensen, Tue Romanow og Torben Siersbæk anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Spørgsmål fra intervieweren:
– Det, du kalder ’at bekrige’, er det ikke blot samfundskritik?

Kanont godt spørgsmål. For jo, det er det lige præcis. Ahrendtsen efterspørger kærlighed mellem kunstnerne og folket, men den er der, vær vis på det. Ingen kunst frembringes uden kærlighed - om den kommer fra Klaus Rifbjerg, PH eller Tove Ditlevsen - men kærligheden omfatter ikke nødvendigvis den magthavende del af folket.

Johanna Haas, Allan Stampe Kristiansen, Flemming Berger, Poul Erik Pedersen, Vibeke Hansen, Janus Agerbo, Jørn Andersen, Malan Helge, Carsten Munk, Eva Schwanenflügel, Torben Siersbæk, Hans Larsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Torben Siersbæk

Det er dog et umådeligt lille og snæversynet menneske, DF's kultursynspunkter fremføres af. På en måde kan man så selvfølgelig sige, at han passer enestående godt til partiet.
Der er masser af "moderne" kunst, jeg selv har det lidt vanskeligt med, men at afvise det så kategorisk, som herr A. gør det i dette interview er dog enestående, når der er tale om en person, der gerne skulle være med til at forme det samfund, vi skal leve i i fremtiden.
Man kan endda frygte, at DF også på dette område vil være i stand til at flytte Socialdemokratiet ud i den kulturørken, de selv befinder sig i, og dermed fornægte den fornemme kulturpolitiske fortid DET parti ellers har.

Johanna Haas, Allan Stampe Kristiansen, Randi Pedersen, Hanne Ribens, Elisabeth Andersen, Mihail Larsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Jørn Andersen, Per Meinertsen, Torben Skov, Eva Schwanenflügel, Niels Duus Nielsen og Tue Romanow anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Eva Carstensen
24. maj, 2017 - 13:26

Helt enig.
At fremhæve kunstnerens mandlige køn skulle man tro var hedengangent.
Da Ahrendtsen tydeligvis kan trænge til lidt forsvar, vil jeg tilbyde dette, at hvis man slår op i Litteraturhåndbogens (Gyllendals) biografier, så er der langt flere mandlige forfattere end kvindelige.. Inger Christensen, Karen Blixen, Suzanne Brøgger, Dorrit Willumsen og Amalie Skram, for at få det hele med, men de få kvinder var et præg af kønsrollens historie.

Morten Korch kan Ahrendtsen sikkert godt goutere, men netop denne kunstner anså samfundskritik for at forringe livet, man skulle holde af den situation, man var havnet i, så kunne alt blive godt og lykkeligt.. Kritik gav ulykke.

Den borgerlige lykke krævede underkastelse. Underklassens lykke krævede kamp.

De fleste kulturradikale var kommunister, og derfor forhadte af borgerskabet, hvorfor egentlig?
'Man binder os på mund og hånd', som PH skrev, danskerne under krigen elskede den, men efter krigen var det slut med kærligheden.

Ahrendtsen kræver kærlighed, men må også selv kunne levere den.

Johanna Haas, Allan Stampe Kristiansen, Jørn Andersen, Torben Skov, Steffen Gliese, Arne Lund og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

PS: med den holdning tegnes et godt billede af hvorfor Blå/sort-blok vil lukke Kvinfo. - som netop også stod for at få de kvindelige kunstnere anerkendt .

Johanna Haas, Allan Stampe Kristiansen, Randi Pedersen, Hanne Ribens, Elisabeth Andersen, Torben Skov og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Kan kvindelige kunstnere ikke være anerkendte uden Kvinfo?

Per Torbensen, Flemming Berger og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Hvis de havde været så behøvede "vi" jo ikke en oprettelse af Kvinfo. Det var blandt en af tingene som Kvinfo lagde store kræfter i at lave forskning mv mht. kvindelige kunstnere , forskere og andre kvinders arbejde og indflydelse på det danske samfund.

Johanna Haas, Hanne Ribens, Poul Erik Pedersen, Elisabeth Andersen, Torben Skov, Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Dorte Sørensen,
Jeg vidste ikke at Kvinfo skulle fremme anerkendelse af kvindelige kunstnere.
Og det er ikke vejen frem, efter min mening,
Organisationer kan ikke skabe kunst og høj anerkendelse heraf.
Anne Anker kunne skabe stor kunst uden Kvinfo,
Dea Trier Mørch, Kirsten Thorup, Marianne Larsen m.fl. kunne også af egen kraft.
Hvorfor skal kvinder bæres frem, hvis de ikke driver sig selv?

Flemming Berger, Hans Aagaard og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Michael Kongstad Nielsen er det ikke ved at gå over til drilleri?
Kvinfo har arbejdet og forsket samt med deres bibliotek hjulpet mange andre i at fortælle kvinderne med ind i historien.

Jette Gefke

Kristian Thulesen Dahl, med en udtalelse fra et ledende parti medlem somAlex Arendsen at Færøerne "opvejer risikoen for, at Tysklands fangarme rækker op mod Danmark og trækker os ned i en tysk sump«, så vil DF vel ikke samrbejde med partier som AFD og et tysktalende parti som FPö!
Hvordan definerer DF " tysk sump"

Steffen Gliese

Det er utroligt, at det menneske har studeret klassisk filologi - han må have været en outsider på holdet! Han er totalt uden forståelse for den ubrudte kontinuitet i den europæiske kunsthistorie - fra de første skulpturer fra den græske stenalderkultur og frem.
Han er åndeligt doven, når han ikke sætter sig ind i sin egen tid - han, som med sin akademiske baggrund burde være et fyrtårn for resten af befolkningens forståelse.

Jan Weis, Johanna Haas, Allan Stampe Kristiansen, Randi Pedersen, Hanne Ribens, Torben Siersbæk, Poul Erik Pedersen, Anders Reinholdt, Elisabeth Andersen, Anne Eriksen, Niels Duus Nielsen, Carsten Munk, Jørn Andersen og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Gnæk, gnæk - Ahrendtsens had til Bauhaus og funkis modsiges af PH-lampen i baggrunden på første foto. Så længere holder den åbenbart ikke?
I et interview i Politiken sidste år, fortalte Ahrendtsen, at han fik ondt i hjertet over en Robert Jacobsen-skulptur, der stod foran Odense Rådhus. "Flyt den ned på havnen til det andet skrammel", lød det fra ham.
På spørgsmålet om hvad han forstod ved god folkelig kunst, svarede geniet: "Udenfor Odense ligger der et lille traktørsted - bindingsværk og stokroser. Her elsker odenseanerne, at komme i deres fritid og spise... gæt hvad? - stegt flæsk og persillesoves ad libitum. Stedet nedbrændte for et stykke tid siden, men Odense kommune vil ikke betale for genopbygningen". OG det var Ahrendtsen godt gal over.
Så er der hans evige kværnen om vikingemuseet i Roskilde, der skal rives ned og erstattes af en arkitektur, der passer til indholdet. Mon ikke det er lidt i retning af norske stavkirker, eller en vikingehjelm med horn.
Nå, men vi kan lige så godt indstille os på, at hvis Soc.dem og DF danner regering efter næste valg, så kan Alex A. meget vel gå hen og blive kulturminister.

Johanna Haas, Randi Pedersen, Torben Skov, Per Meinertsen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
René Arestrup

AA - og mange DF'ere med ham - bryder sig simpelthen ikke om avantgarde, men forkaster rask væk nye måder at fortolke menneskelivet på, ene og alene fordi det er avantgarde og dermed distancerende - og ufolkelig kunst. Det er ikke blot et ekstremt reaktionært udgangspunkt, men også et synspunkt, der, fuldt udrullet, vil være ødelæggende for kunsten som sådan. Hvordan skal vi nogensinde nå nye indsigter, erkendelser og berigelser hvis ikke der er nogle, der går foran?

Jan Weis, Johanna Haas, Arne Lund, Allan Stampe Kristiansen, Randi Pedersen, Steffen Gliese, Hanne Ribens, Poul Erik Pedersen, Rasmus Knus, Anders Reinholdt, Jørn Andersen, Niels Duus Nielsen og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar
Eva Carstensen

Michael Kongstad Nielsen
24. maj, 2017 - 17:08
Dorte Sørensen
24. maj, 2017 - 17:57

Hvad der piner mig er at Alex Ahrendtsen, med det primitive kunstsyn der blotlægges i artiklen, har opnået en magtposition på kulturområdet. Takket være artiklen har jeg fået indblik I hans "smag", men jeg har til gode at høre om hans visioner. Mit håb er at han ikke lader sin smag for mandlig vestlig kunst få indflydelse på sine visioner for fremtidens kulturpolitik og dermed reproducere fortidens undertrykkende strukturer. Strukturer der bla. synliggøres af Litteraturhåndbogens få biografier om kvindelige forfattere og strukturer Kvinfo er medvirkende til at bevidstgøre. At bruge tid og kræfter på Alex Ahrendtsens smag tager måske fokus fra det vi egentlig bør diskutere: visioner for fremtidens kulturpolitik?

Elisabeth Andersen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Frank Hansen

Jeg har mødtes med Alex Arendthsen ved flere lejligheder og synes, at han er et ualmindeligt sympatisk menneske. Informations kommentatorer kan åbenbart ikke huske, at Alex Arendtsen har tordnet mod new management ledelse, specielt indenfor universiteterne og forskningen. Jeg har ikke glemt hvordan han under den tidligere regering bad undervisningsministeren sikre, at universiteternes ledelse rekrutteres blandt succesfulde forskere og ikke blandt karrierestræbende nulforskere.

Per Torbensen, Flemming Berger, Michael Kongstad Nielsen, Hans Aagaard og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

I det øjeblik kvinder bliver kønsmodne, spinder de en boble ud mellem sig selv og omverdenen, med det formål at etablere tryghedszone, som de og deres afkom kan føle sig ja tryg i. Boblen brister først for sent (når afkommet flytter hjemmefra) til at der kan startes en konkurrencedygtig kunstnerisk karriere, da en sådan altid fordrer omgang med en vis grad af og lyst til usikkerhed. De store kunstenere er dem der er i stand til at tæmme denne usikkerhed. Vi kalder det "nerve". Kvinder er som flest slet ikke interesseret i deres egen eventuelle "nerve", af føromtalte årsag. Hvilket også forklarer hvorfor de er så dårlige cyklister.

Michael Kongstad Nielsen

Efter mere grundig gennemlæsning af artiklen, som er god på flere måder finder jeg nu heller ikke ham Ahrendtsen så tosset. Har har læst religion som hovedfag, Steffen, ikke filologi, heller ikke teologi, og sådan nogle er altid dejligt nørdede. Ingen undtagelse her.

Jeg vil dog fastholde kritikken af hans besynderlige kønspolitiske præference for mænd i kunst og kultur, ikke engang oldtidens grækere lagde sådan en dæmper på kvinderne.

Men jeg kan forstå hans skepsis overfor Dansk Arkitekturcenters nye bygværk i Kbh. C,, BLOX,
http://www.blox.dk/nyheder?filter=all&sortoption=datedesc&q=
den slags kultur - og meget ny arkitektur i det hele taget - er jeg også skeptisk over for.
Arkitekterne har, for at sige det lidt groft, glemt kærligheden til byen, naturen, beboerne og det historiske bymiljø, men har bevaret kærligheden til sig selv, deres lønkonto og record of score.
Og efter den tanke faldt jeg over en anden, nemlig at mange (unge) kunstnere i dag måske går mere op i kærligheden til sig selv, end til folket. Narcis, pinseliljen, you know. Uha, så har Arendtsen måske fat i noget alligevel.

Mette Poulsen

Man betragter jo verden fra sit eget ståsted og folk har det med at identificere (og idealisere) andre, som ligner dem selv. Her er det vesteuropæisk, mandligt og lidt gammeldags. Ingen nyheder i det.
Det bliver først problematisk, hvis manden bliver minister og ikke evner at skille sin personlige smag fra sin post. For så vil han være minister for os alle, og det er ikke os alle der vil være tilfredse med brølende-elg-ved-sø-malerier med mindre der er malet graffiti på og det er sat i en neonramme.

Niels Duus Nielsen, Johanna Haas, Arne Lund, Hanne Ribens og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Rasmus Knus

Kunst og kultur som fædrelandskærlighed, så bliver det vist ikke mere regressivt og røvkedeligt - for nu at sige det ligeud. Bevares - man skal da være kritisk over for moderne kunst, der er meget overflade, plagiat og fidus iblandt, men som al anden kritik, bør den være partikulær og kvalificeret.

Hvor er argumenterne i AA modernisme kritik?

Må jeg foreslå en med kendskab til den nyere kunst- og kulturhistorie som den næste interviewer af en kulturordfører?

René Arestrup, Tino Rozzo, Anne Eriksen, Johanna Haas, Steffen Gliese og Poul Erik Pedersen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Mette Poulsen:
Den brølende elg er vist en kronhjort, og jeg tror ikke, at det er Ahrendtsens speciale.
Man kan også gøre skarn uret.

Ahrendtsen giver os et løftet respons på Natalie Yahya Rosendahls interview.
Han synes bl.a. hun er charmerende og behagelig og god at have med at gøre.
Knut Hamsun og Pontoppidan deler jeg fuldt ud som vidunderlig kvalitet, mens
John Williams og David Foenkinos ikke er så interessant.

Torben Siersbæk

@Michael Kongstad Nielsen
25. maj, 2017 - 15:30

Jeg synes helt bestemt også, at der bliver bygget alt for lidt "Børsen" i dag. Hvad ER der dog i vejen med den arkitektur? Den har da været på markedet i flere hundrede år - og huset er ikke skvattet sammen. Det er også skandaløst, at Carlslund ikke PROMPTE blev genopført, da en idiot havde futtet den af (trøsten er dog, at nu er den der igen)!

Helt ærligt: som enhver anden menneskelig udfoldelse skifter arkitekturen også med den påvirkning der kommer fra samfund, politik, økonomi, kunst (af mange slags), teknisk stade, udvikling af byggematerialer og byggemetoder osv., osv.
En kritikløs gentagelse af arkitekturen fra (hvornår er den acceptabel?) er at gøre byerne til museer.
At det er herr A.'s ønske kan ikke overraske ret mange, men synes du virkelig også, at det er det, vi skal?

Steffen Gliese

Lige præcis på arkitekturområdet synes jeg, at det er skammeligt, at smukke og gode materialer overalt skiftes ud med det i bedste fald neutrale og i værste fald grimme.
Hvem vil ikke hellere bo i en 1800-tals herskabslejlighed end en tilsvarende stor i et 00er-byggeri? Hjem gøres snarere til showroom for et politisk synspunkt end et sted at udfolde indbyrdes humanitet. Det behøver dog ikke at være en modsætning - og det kan lykkes at bygge noget både praktisk og pænt. Arkitekturen i dag synes at være underlagt byggeindustrien, så det er materialefremstillingen, der bestemmer mulighederne - i stedet for ønskerne. Dér kunne både lerklining og mursten noget unikt i forhold til betonelementer.

Steffen Gliese

Et ægte kulturliv, som folk sætter pris på, kræver oplysning, undervisning - gerne både praktisk og teoretisk - fra vuggestuen, og endnu hellere påvirkning som foster.
Accept af og deltagelse i avanceret samtidskunst har til alle tider været et grundlag for ægte demokrati - fra grundlæggelsen af de vestlige dramatraditioner ved Apollon- og Dinonysos-festlighederne i Athen, hvor tidens komiske og tragiske digtere fik deres værker fremført for den samlede befolkning, sponseret af rige mænd i byen, udpeget på demokratisk vis ved lodtrækning. Her kæmpede mainstream-teatret (Sofokles) med avantgarden (Euripides), og det var ikke altid mainstream, der vandt.

Anne Eriksen og Allan Stampe Kristiansen anbefalede denne kommentar
Natalie Yahya Rosendahl

Michael Kongstad, en lille rettelse: Han synes, at DAC's direktør er charmerende og behagelig at snakke med. Det er skam ikke noget, han pludselig siger til mig midt i mødet med direktøren.

Michael Kongstad Nielsen

Undskyld Natalie, så læste jeg alligevel for hurtigt. Sætningen kommer dumpende så pludseligt, og så er det måske heller ikke så normalt med sådan et kompliment mellem mænd. Det ville også være unormalt at give det til dig som interviewer, men faldt mig alligevel muligt i situationen. Beklager.

Mihail Larsen

"København mangler en scyline"

Dët sagde Ritt Bjerregaard faktisk for en del år siden, da offentligheden diskuterede det betimelige i, t Tivoli (og andre) ville opføre et højhus (hotel) ved siden af Industriens hus på Rådhuspladsen i København. En del moderne arkitekter blande sig i diskussionen og lovpriste højhusbyggerier her og der og alle vegne - også klods op ad Københavns ældre bykerne.

Én sagde vist endda, at der ville blive en fremragende udsigt over denne bykerne fra et sådant højhus!

Noget lignende har man måske tænkt i Århus Byråd, da de for endnu længere siden tillod opførelse af et højhus lige ved siden af "Den gamle By" - en slags museum med genopførte, repræsentative købstadsbygninger fra 15-1800 tallene.

Det forudsigelige resultat er, at man ødelægger den visuelle kvalitet, der ligger i fraværet af en såkaldt 'scyline'. Kald det 'illusion' eller ej; det har en selvstændig kvalitet at færdes i den form for by - uden at blive overbegloet oppefra, som var det en form for zoologisk have.

Dette er ikke - slet ikke - udtryk for en aversion mod moderne byggeri, men en respekt for det byggeri, der har haft kvalitet og soliditet til at overleve en ellers hensynsløs kapitalisering af byggegrunde. Der findes faktisk moderne arkitekter, der formår at tegne nye bygninger, der kærligt og æstetisk forholder sig til de omgivende bygninger.

Desværre har byrødderne i mange kommuner ikke sans for dette; de tænker mere på byggemodning, sanering, fremtidige skatteindtægter m.m.

Arne Lund, Per Torbensen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Torben Siersbæk
25. maj, 2017 - 22:02

Du misforstår mig. Jeg mener ikke, at ny arkitektur skal gøre byen til museum (efterligne det gamle)' Jeg mener, at ny, moderne arkitektur bør respektere det gamle, være i harmoni med, til dels indordne sig under - lidt ligesom Mihail Larsen skriver ovenfor.
Et godt eksempel på det, er Frank Lloyd Wrights Guggenheim museum i New York:
http://mustseeplaces.eu/solomon-r-guggenheim-museum-new-york-u-s-a/
Genialt forskelligt fra det gamle, men ikke overdøvende, indordner sig, pranger ikke, lader byen bevare sit præg.

Morten Balling

Hvordan er du nu det er med meninger og røvhuller?

Det er vildt nok, at i kan sidde her og debattere et luftigt begreb som kunst, om kap med en blæst Df'er. Tillad mig at provokere lidt: Hvad er kunst? "Åh, nej ikke igen" er ikke noget fyldigt svar på dét spørgsmål.

Forleden læste jeg på et underlødigt medie om en mand som nu skulle i fængsel, fordi han havde malet sit hus i en farve naboerne syntes var grim, så man skal ikke kimse af tilsvarende luftige begreber som æstetik. Bare hør Kongstads sublime eksempel: "...men ikke overdøvende, indordner sig, pranger ikke, lader byen bevare sit præg."

Definitioner på kunst kan man fodre grise med, men en af de bedre jeg har læst lød noget i stil med:

"Kreativt sammensatte elementer, med det formål, at tale til beskuerens sanser og følelser."

Den dækker bla. Duchamps, men er også så bred at den inkluderer pornografi, selv den dårlige, og reklame, selv den vi virkeligt hader, måske især den... Derfor har nogle valgt at tilføje at kunsten skal være et udfald af kunstnerens intention. Ikke noget med at se på det nymalede påskeæg og tænke at "det' sguda kunst", hvis ikke det var planen up front.

Til gengæld indeholder selv den snævre definition ikke noget som helst om mandlighed eller folkelighed. Definitionen inkluderer ekstremt bredt, og i den, ligger også implicit at bedømmelsen er subjektiv.

Bedømmelsen er iøvrigt sjældent noget kunstneren ønsker, med mindre de som flertallet er lidt af en selfieosende exhibitionist. De fleste kender det med at være uenig med en anmelder. Who gives a fuck? Hvis jeg synes Bandidas er mellem Verdens 10 bedste film, er jeg 100% ligeglad med om andre er enige. Salma og Penelope i samme film. What more...

Med disse definitioner på plads (jeg udfordres gerne), mangler vi kun ét ord mere: Kultur. Det er det man kunne kalde "gammel vane". Det normale. Måden vi plejer at...

Nogle mennesker kan godt lide at i morgen bliver ligesom i går. Andre er vilde med alt det nye. Ingen af delene er specielt bedre. Og her kommer vi til kunstens rolle:

Den skal give beskueren noget at tænke over. Den skal provokere, glæde, påpege, røre, irritere, skræmme og skabe debat.

Michael Kongstad Nielsen

Morten Balling
Ingen her - andre end dig - har gjort forsøg på at definere, hvad kunst er. Men at slå om sig med brutale påstande, dækker næppe begrebet.
Der tales her om synet på kunst, hvordan man møder det eller den, hvad man synes om det.
God arkitektur findes der ingen definition på. Men man kan diskutere mødet med arkitekturen, hvad sker der, hvordan oplever man det osv., hvad gør den ved os mennesker.

I den debat vil der altid være arrogante og bedrevidende folk, men deres synspunkter er ikke bedre. Som PH sagde: "Der findes kun god smag, og den er dårlig", Underforstået, - ingen kan definere den gode smag. Det vil konstant være en løbende diskussion, hvor alle må give sit besyv med, helst et kvalificeret besyv, og ikke bare brutale brøl.

Kære journalist!

Når en folkevalgt politiker bruger udtrykket "den tyske sump", så er det din forbandede PLIGT at aftvinge ham en uddybelse og en forklaring!
Skal de kulturløse DF'ere virkelig have lov til at husere uhæmmet og uden modstand i én uendelighed?