Læsetid: 7 min.

’Vi er bundet sammen af en historie, som er rimelig hæslig, som vi er nødt til at belyse’

I komiker og manuskriptforfatter Anna Neyes nye satiriske bog 'Emma Gad for hvide' er der opskrifter på hvid chokoladekage, meditationsøvelser for hvide mennesker og et etikettekursus for hvide i selskab med ikkehvide mennesker. ’Det, at jeg er brun, er blevet italesat, så længe jeg har været ved bevidsthed,’ siger forfatteren, ’så kan vi ikke også snakke om, hvad det vil sige at være hvid?’
Anna Neye som ’Cirkelpigen’ – en klassisk afbildning fra den mørke fortid

Anna Neye som ’Cirkelpigen’ – en klassisk afbildning fra den mørke fortid

'Emma Gad for hvide’/Gyldendal

1. juni 2017

Om et år er det 100 år siden, Emma Gads skelsættende etikettebog Takt og tone udkom. Bogen havde betydning for mange samfundslag i den danske mellemkrigstid, og selvom det måske er svært at se for nutidens læser, var Takt og tone en både humoristisk anlagt og progressiv bog. Den vejledte f.eks. i, hvordan man omgås sin tidligere partner efter en skilsmisse.

Anna Neyes nye etikettebog Emma Gad for hvide er også både humoristisk og progressiv. Men hvor Takt og tone først og fremmest skulle have en opdragende effekt på en voksende middelklasse, er Neyes bog tænkt som et satirisk og oplysende indspark til diskussionerne om, hvad det vil sige at være dansker.

På bogens forside er Neye selv iscenesat som Cirkelpigen. Det er Cirkel Kaffes ikoniske profiltegning af en sort pige, hvis plads som brugskunst i tusindvis af danske hjem er blevet diskuteret og problematiseret af forskere og debattører de seneste år.

Da det kom fra, at borgerretsaktivisten Rachel Dolezal, der havde præsenteret sig som sort i årevis, faktisk havde hvide forældre, blev hun anklaget for racisme og svindel. Hvorfor accepterer vi ikke raceskifte, når vi accepterer kønsskifte, spørger amerikansk filosof.
Læs også

På billedet himler den 47-årige skuespillerinde, som bl.a. er kendt fra satireprogrammet Normalerweise, med øjnene.

»Det er mig, der er kaffepigen på forsiden, og jeg er ligesom lidt træt af det hele,« forklarer Anna Neye. »Det er sådan lidt: Kom nu ind i kampen.«

I virkeligheden er Emma Gad for hvide ikke en etikettebog, i hvert fald ikke kun. Den har også lidt »lokumsbogspotentiale«, som Anna Neye bemærker.

Emma gadsk collagebog

Man kunne også kalde Neyes bog en collagebog: Den består af små satiriske tekster, billeder, oprids af den danske kolonihistorie, meditationsøvelser for hvide og til sidst i bogen en meget emma gadsk introduktion til, hvad man som hvid gør, når man f.eks. pludselig kommer til at være overkompenserende sød over for ikkehvide mennesker, eller når det går op for en, at nogle sorte mennesker intet har imod »n-ordet«, mens andre har.

I et af Emma Gad-eksemplerne, der hedder »Eksotisering«, opridses følgende scenarie:

»Du er på natklub med vennerne. Du drages af en sort kvinde med den flotteste fro (afro, red.) og må bare spørge hende, om hun ikke vil vise dig, hvordan man twerker. Upåagtet at hun endnu ikke har ramt dansegulvet, og at chancen for at du danser bedre end pigen med fro’en faktisk er rimelig stor. Til din forundring siger hun vredt: ’Hvorfor spørger du? Er det fordi jeg er sort?’ What to do?«

I forklaringen konkluderes det bl.a., at »denne gang har du trådt så meget i spinaten«, at »det nok bare er bedst, du smutter hjem«. Men selvom bogen holder en let tone, er det jo også rigtige problematikker, bemærker Anna Neye.

»Så sent som i går snakkede jeg med en fyr, som havde været i en af de situationer, jeg nævner i bogen. Han går op til en sort dame, han gerne ville score på et diskotek, og begynder at snakke engelsk til hende. Så ser han ryggen af hende, efter hun havde svaret ham på flydende dansk. Og på den måde er der er jo ingen af os, der går fri. Jeg går heller ikke fri.«

Anna Neye i hvidt selskab.

'Emma Gad for hvide’/Gyldendal

I et andet eksempel, »Festligt lag«, er en hvid person i selskab med to brune mennesker, hvoraf den ene ikke vil kaldes neger, mens den anden strør om sig med ordet.

»I denne vanskelige situation kunne man da godt have ønsket sig muligheden for at lave et conference-call til den almene sorthed for at få kollektivt svar på, hvordan disse vil benævnes,« ironiserer bogen og rådgiver derefter om at »spørge mennesket med mørk teint, hvorledes vedkommende vil benævnes og så tage den derfra.«

»Man må som minimum kunne spørge det menneske man sidder overfor, hvordan de vil benævnes,« siger Anna Neye. »For nylig er jeg begyndt at tænke sådan her: Jeg er en voksen dame, der går rundt i samfundet, jeg betaler skat, jeg opdrager børn. Men når det kommer til, hvordan jeg vil benævnes, så har jeg ikke noget selv at skulle have sagt. Det giver ikke mening, det er knald i låget.«

Brun eller hvid dansker

Men Anna Neye anerkender også, at det ikke altid er så let at navigere i. Faktisk er det »pissebesværligt«, som hun siger. Også når det kommer til hende selv. Anna Neyes mor er hvid, faren sort, men hun har ikke noget kulturelt ophav uden for Danmark, derimod har hun »fødderne solidt plantet i den danske underklasse«, understreger hun.

Men derfor har hendes hudfarve stadig haft en enorm betydning for hendes liv og har ledt til mange overvejelser om, hvordan hun selv vil benævnes.

»Nu kalder jeg mig selv for brun. Ikke at man ikke må sige sort, men hvis jeg siger sort, hvad så med min mor? Og min mormor? Jeg vil da heller ikke afskrive min hvide arv. Og på den måde er de kasser, vi putter os selv i, luftkasteller. Så vi må forsøge at starte dialogen et andet sted.«

Anna Neye skelner mellem racisme og det hun kalder »raciale strukturer«. Ifølge hende, er der ikke racisme i Danmark, men der er en manglende interesse for at diskutere, hvilken betydning ens hudfarve har, og hvad f.eks. landets kolonifortid betyder for vores blik på ikkehvide.

Først og fremmest handler hendes bog om, at man er nødt til at tage stilling til disse problematikker. Også – og måske især – hvis man er hvid.

»Der er jo en historie, der knytter sig til din hudfarve lige såvel som min. Vi er bundet sammen af en historie, som er rimelig hæslig, som vi er nødt til at belyse. Det, at jeg er brun, er blevet italesat, siden jeg var ved bevidsthed. Så kan vi ikke også snakke om, hvad det vil sige at være hvid? For det er altså ikke bare en neutral farve, det er også en hudfarve.«

Af med Scholtens bukser

Anna Neye går i rette med både historien og det manglende fokus på hvidhed, når hun på en række billeder i Emma gad for hvide klæder sig ud som Peter von Scholten. Scholten var generalguvernør i Dansk Vestindien i 1800-tallet og er i historiebøgerne kendt for at frigive slaverne i 1848.

Billederne stammer fra et sketchshow på DR fra sidste år. Her lavede Neye, klædt ud som Scholten, MUS-samtaler med sine sorte undersåtter og stillede dem venlige spørgsmål som »Nå, hvordan går det så?« og »Hvor ser du dig selv om fem år?«.

»Scholten er et underligt ikon,« bemærker Anna Neye. »Det med, at han frigav slaverne på eget initiativ, er en fortælling, vi har dyrket ligesom fortællingen om de jøder, vi hjalp med at flygte under Anden Verdenskrig. Men det er jo ikke hele sandheden, sandheden var, at der var oprør blandt de slavegjorte. Scholten lavede nogle fede initiativer, bl.a. de her slaveskoler (skoler for sorte på De Vestindiske Øer op til afskaffelsen af slaveriet, red.) – han var cool. Men altså, han var regerende magt i en slavekoloni. Hvordan kan man være ægte cool, når man er det?«

– Kan det ændre den måde, vi snakker om hudfarve på i dag, at vi skriver historien om Peter von Scholten om?

»Ja, det tror jeg. Og det er i hvert fald vigtigt at understrege, at den danske historie ikke er kridhvid. Der er masser af farver. Der har været brune mennesker i det her land siden 1600-tallet. Hvis vi hiver deres historier frem, så tror jeg, det kan have en betydning for vores forståelse af os selv i verden i dag. En forståelse af, at vi er en del af verden og altid har været det.«

Slægtninge til nogle af de slaver, der var det økonomiske fundament for grundlæggelsen af Georgetown University – fra venstre Sandra Green Thomas, Patricia Bayonne-Johnson, Zeita Kemp, Melissa Kemp and Karran Harper Royal – taler ved et arrangement tidligere på måneden i forbindelse med universitets udforskning af sin historie.
Læs også

– Hvad kan det humoristiske gøre?

»Først og fremmest er det bare sjovt at tage en historisk karakter og hive bukserne af ham. Men man kan måske også lytte bedre, når man lige har grinet lidt. Det er min erfaring, at man kan sige flere ting. Ting der uden satire ikke ville have givet genklang.«

Strategier

Anna Neye bruger altså sin egen krop meget i Emma Gad for hvide, først som Cirkelpigen, så som Scholten. Det er ikke altid nemt at udøve denne form for selviscenesættende humor, forklarer hun.

Samtidig har hun prøvet andre strategier af, andre måde at forholde sig til sin hudfarve på, som ikke virkede. I perioder har hun været rasende, men måtte erkende, at det ingen effekt havde.

»Jeg har været rasende, men hvad skal jeg bruge raseriet til, hvis jeg ikke bliver hørt? Det kan ikke nytte noget, at jeg kun snakker med folk, der er enige med mig selv. Håbet med bogen er, at folk, som ikke kan forstå det, eller synes, det er grænseoverskridende, at de der lakridser ikke er der mere, at de folk læser den og bliver klogere.«

I halvfemserne, det ironiske årti, kaldte Anna Neye sig for »neger« i en slags afmagt, fordi hun alligevel ikke følte, det ændrede noget at tage debatten.

»Jeg havde det sådan lidt: Det er jo ligesom at pisse i havet, det bliver aldrig gult. Jeg kan jo stå og sige nok så meget til folk, at de ikke skal sige neger – vi har jo stadig debatten. When is it gonna change

– Men er der ikke risiko for, at bogen også er at pisse i havet?

»Nej, det tror jeg ikke. Det håber jeg simpelthen ikke. Nu er der jo i det mindste en bog, man kan læse i. Så behøver man ikke selv at stå og forklare, hvad der er problematisk. Og den er nem at læse, det er ikke en afhandling.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Oluf Husted
Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu