Klumme
Læsetid: 5 min.

Butikken for håb og lys

Kultur
20. maj 2017
Man ser ofte ældre instruktører foretrække at lave komedier frem for tragedier. Hvorfor tiltrækkes man mod den lyse fortælling, når man bliver ældre?

Line Høstrup/iBureauet

Man ser ofte ældre instruktører foretrække at lave komedier frem for tragedier. Hvorfor tiltrækkes man mod den lyse fortælling, når man bliver ældre?

Med alderen synes latteren at blive vigtigere. Latteren forudsætter både indlevelse og distance. Det ældre menneske har et højere perspektiv, så man ser det lattervækkende. Men det modsatte kan også ske; man må fortrænge for enhver pris.

Komedien kan tilbyde en fortrængning af den alvor som unægteligt rykker nærmere på det ældre menneske, hvad enten man vil det eller ej.

Jo nærmere man kommer det ultimative mørke, døden, jo lysere fortællinger vil man høre. Lyset bliver en nødvendighed for at opretholde troen på, at der en mening med det hele. Hvis man koncentrerer sig meget, kan man måske endda få kontakt med sin barnetro.

Barnetroen bestod af en blind, eller seende, tro på altings lys, fordi man selv var lys og kom af lys.

De gamle frygter mørket

Når børnene i de her dage går til konfirmationsforberedelser, vil præsten formodentligt tale en del om mørke og lys, med lys som det væsentlige. Lyset er som en slags moder, vi er født af, og til sidst kommer tilbage til.

Fordi kristendommen er skabt i en kvindeunderrykkende fortid, er moderen en mand, eller en far-agtig type, nemlig gud, men meningen er det samme. Børnene opfordres til at tro på lyset, eller, da de jo har denne evne medfødt: at beholde troen. Troen vil være god at have, når alting snart bliver mørkere og mindre gennemskueligt.

De fleste voksne har mødt og lært at frygte mørket og dets klistrede konsistens. I kirken siger de, at djævlen sidder i mørket og lokker. Også i kunsten flirtes der med mørket. Men når livet rammer, stivner flirtens smil.

Virkeligheden er alt for mørk i sig selv, jeg tænker på de helt almindelige hverdagstragedier: sygdomme og dødsfald, folk som bliver forladt af eller forlader dem, de elsker, mine jævnaldrende veninder, der i øjeblikket får kappet bryster af og halter til deres forældres begravelser med fraværende delebørn i deres, af moderne kønsrollers nedtrampede hjerter, dryppende af menopause-sved, med retningen imod alderdommens flossede horisont, den med de mange gravstene.

Katastrofer til ung som gammel i forskellige nuancer af sort.

Det er bare hverdagen, og så gider jeg fandme ikke høre en tragisk historie fra Somalia om kvinder, der får klippet deres klitoris af, eller om en familie på flugt, som løber lige i armene på deres bøddel eller en trist kærlighedshistorie imellem 50-årige, hvor døden kom i vejen. Nej, jeg vil have en en lys fortælling, noget med håb og noget at grine af.

De gamle har set ind i det mørke og frygter det. De voksne har set mørkets overraskende banalitet og vender sig væk fra det. Men de unge længes efter mørket. Hvor mange unge er ikke tiltrukket af død og ødelæggelse?

Mine teenagepiger læser gerne historier, hvor nogen døde af kræft, netop som de var blevet kærester med nogle andre, og så kan der ordentlig grædes igennem i pigeværelset. Jeg selv hyggede mig i teenageårene med en masse læsning om Holocaust.

Jeg havde læst Anne Frank, hun havde lagt en planke fra mig selv til helvede. Jeg var nemlig også dagbogsskriver. Generationen før mig dyrkede også mørket på deres måde, når de længtes efter skibskatastrofer og pludselig død med Tom Kristensen.

At være ung. Alt det livet tilbyder af helvedesslik, vil man sutte på. Sindet vil åbnes, og man vil bruges og udforske alle følelser. Mørket er ikke farligt, men farligt at undgå, for så vil man slet ikke blive menneske.

Jeg husker, hvordan sindet var stift i mig. Det var som et ubrugt sæt tøj. Knitrende hvidt og indkøbt i Håbets butik. Sindet var et æble med en blank poleret overflade, der bare drømte om at blive brudt af et par begærlige tænder. Det kunne bare ikke gå hurtigt nok med at blive beskidt og begramset og spist op: Synden var bare så pisseattraktiv, og uskylden var en ham, en kjole, man ville af med, hurtigt.

Senere, når det er småt med uskyld, når man er spist op helt ind til skroget, værner man om det lys, der ikke længere føles selvfølgeligt og vogter sig for at dyrke mørket som leg.

Men nogle gange kan den mørke fortælling trøste. Tragedien tjener en katarsisfunktion. Man græder med de lidende, og hvis de har det endnu værre end end  selv, kan man føle sig heldig.

I visse tilfælde, ja måske mange, har den mørke fortælling den funktion, at den kan redde liv, fordi den ulykkelige ikke føler sig alene.

Sandheden bag masken

Men til sidst vil man som sagt helst le og se komedier. Tiden skal gå inden tæppefald, og så bliver der svar på det store spørgsmål, om livet slutter i mørke eller i lys. Om præsterne havde ret, eller om det, som alt andet i de her år, er noget som man selv bestemmer: Om troen kan følge med dér, hvor kroppen holder op.

Mon man kan tro, når ens celler forvitrer? Ja, det bliver interessant. Findes ånden, eller findes den ikke. Og lever den evigt? Alt det dér. Er livet tragedie eller komedie? Man kender jo først genren, når fortællingen er til ende.

Jeg slutter med en anekdote fra teatrets verden, hvor der hen over guldrammen som bekendt hænger to masker, én der ler, og én der græder. Dette ikon der, fordi det kun er masker, antyder, at der bagved er noget andet, som måske er mere sandt.

Historien om lampen, der kan lave mørke. Hver gang jeg laver teater, drømmer jeg om en lampe, der kan lave mørke. Den findes ikke. Når man tænder et lys, som man gør på scenen i starten af en forestilling, så har man tilsluttet sig Håbet. Man har tilsluttet sig en optimisme, som man ikke selv er herre over.

En fortælling i teatret er derfor altid en fortælling om lys og om håb, hvor mørkt indholdet end måtte være. Det burde da være en trøst.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her